Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Sagte går året på hæld, og dets timeglas er ved at rinde ud. Vi nærmer os årets største lysfest – julen – med hastige skridt, og der er vel i øjeblikket kun ganske få hjem, hvor forberedelserne til denne fest ikke allerede er i fuld gang. Også her i huset har travlheden allerede længe rådet. Der har været så meget, vi skulle nå, så meget, der pressede på, men vi har nået det. Sagens store tidsskrift KOSMOS er allerede sendt ud, og Paul Vermehrens dejlige digte ligger klar til afsendelse. Udgivelsen af disse digte har været en hjertesag for mig, ja, blev det dobbelt, da et brev til hans efterladte hustru kom retur med påskriften: adressaten afgået ved døden! Jeg blev meget chokeret, da jeg stod med dét i hånden og ringede straks til Jesta Vermehrens gamle mor, vor berømte filmskuespillerinde Asta Nielsen, der med grådkvalt stemme bekræftede sit eneste barns dødsfald for mig – for hende et slag af ubegribeligt omfang. Med blot få måneders mellemrum, i deres livs bedste år, har disse to fine mennesker forladt det fysiske plan. Netop fordi Paul stod mig så nær, føler jeg det som en dyb glæde at kunne udgive hans digte, der på denne måde bliver hans åndelige testamente. Denne lille bog vil i årene fremover blive blandt vore mest elskede, derom nærer jeg ingen tvivl!

Jo ældre vi bliver, desto hårdere hugger døden ind blandt vore venner. Afstanden mellem meddelelserne om, at nu er denne, nu hin gået bort, bliver kortere og kortere. Og hver gang konstaterer man, at den plads, de efterlader sig, ikke kan, ikke vil blive udfyldt af nogen anden. Men der sker også noget forunderligt, noget meget smukt og positivt. I hvert fald oplever jeg det sådan, at så snart den umiddelbare smerte ved efterretningen om, at en god ven er gået bort, har fortaget sig, breder der sig i mit indre en dyb fornemmelse af, at denne ven ligesom er trådt ind i mit liv igen, blot på en helt ny måde. For nu ved han, med digteren Tom Kristensen, "bag lukkede øjenlåg, hvad enhver, der er segnet, må vide!" Og det han nu ved, er jo netop det, som De og jeg et helt liv har stræbt efter – med større og mindre held – nemlig at blive bevidst i dette, at døden i sig selv er en illusion! Så længe vi ikke er dagsbevidste i vor egen absolutte udødelighed, må døden nødvendigvis være vor fjende. Men man kan behandle en fjende på to helt forskellige måder. Man kan vende ryggen til ham, nægte at se ham, nægte at tænke på ham, men gør man det, er han blot en mur, der bliver stående. Går man den modsatte vej og anerkender hans eksistens, undersøger hans væsen, gør ham til et positivt problem, ender han altid med at betyde vækst og udvikling. Vi lærer ofte mere af vore fjender end af vore venner, mere af dem, hvem vi befinder os i modsætning til end af dem, vi er på bølgelængde med. Og sådan er det også med døden. Vi kan trænge så dybt ind i dens væsen, dens natur, at følelsen af fjendskab viger og afløses af en helt ny, sympatisk følelse. Går man den vej, og jeg har gået den hele mit liv, så hænder det, at dødens slør i brøkdele af sekunder brister og lader en opleve den vidunderlige ophævelse af tidsbegrebet, der gør fortid, nutid og fremtid til én tid. Da kan det ske, at vore døde venner bliver levende – og vore levende venner døde. I sådanne øjeblikke ved man, at de, der gik forud, nu er frie, at de nu ser alt det klart, de her kun så tågeagtigt, men man ved også, at så mange af dem, der kalder sig ens venner og endnu er i kødet, er bundet af dette kød, bundet af ting, der nødvendigvis må gøre dem ufrie.

Personligt har jeg ofte, især når jeg enten skal skrive eller holde foredrag, følt mine døde venner meget nærværende og meget levende, og selv om dette kan lyde paradoksalt, ved jeg faktisk ikke mere, hvorledes jeg skulle klare min stillings vanskeligheder, om jeg ikke rent tankemæssigt følte mig så stærkt forbundet med mine bortgangne venner, hvis hjælp ofte synes mig langt mere direkte end den hjælp, venner på dette plan kan yde mig.

I livets forår, altså i den epoke, hvor vi går det fysiske liv i møde og kun ser dette liv, snævrer vi næsten bevidst vor mentale horisont ind. Vore begær begrænser sig til at nå dette eller hint mål, og vi koncentrerer al vor kraft om dem. Men koncentration er mental horisontbegrænsning og kan udvikle sig til det rene snæversyn. Vi oplever vel alle en sådan periode. Livskampen tvinger os næsten dertil. Ulykken ved den er blot, om den overgår til at blive permanent, thi da bliver den uundgåeligt et mentalt fængsel, som det kan koste stor smerte at komme ud af!

Selv havde jeg den store lykke at møde megen sygdom i mit livs forår. Udsigten til et såkaldt "normalt liv" syntes i givne perioder meget små, og det gav stof til dyb eftertanke og til udvikling af andre ønsker end dem, der normalt hører den tid til. Kun få har fået disse ønsker opfyldt i så rigt et mål, som jeg har. Opfyldelsen af dem blev simpelt hen mit liv. Netop derfor ser jeg måske ganske anderledes på begreberne liv og død, end flertallet gør, og da dette syn har vist sig at kunne bære gennem alle livets forskellige vanskeligheder, finder jeg stor glæde i at forsøge at hjælpe andre til det samme syn. For mig er døden ingen fjende. Men jeg går ikke så langt, at jeg siger, den er min ven. For jeg holder af at leve, og jeg holder af at beholde mine venner. Objektivt betragtet opfatter jeg døden som vor bedste læremester. Som den, hvem det er overdraget at "holde os til bogen!" Men medens andre læremestre kommer og går i vort liv, forbliver døden trofast på sin post. Derved opnår den en enestående særstilling i vort liv.

Det er dette forhold, der interesserer mig over alt andet. For er Gud kærlighed, må døden også være det, så sandt som den er en del – og i vort tilfælde en meget væsesentlig del – af Gud. Og her lærte livet mig, at tanken om døden som livets fjende opløser sig selv, når man begynder at trænge ind i dens inderste væsen. Vi er så tilbøjelige til at gøre dødens væsen absolut og definitivt. Det er det, når man ønsker at have dette syn. Så er dens væsen indiskutabelt. Men tager man mod til sig og bryder den puppe, som snævre tanker, ideer og opfattelser alt for let lukker en inde i, skifter billedet helt karakter. Da kan man opleve, at dette at beskæftige sig alvorligt med dødens problem, måske er det mest frugtbare, vi kan opleve i det, vi kalder "livet".

Men da jeg sad med Louisa E. Rhines bog "Sindets løngange" i min hånd, følte jeg, at med dens beretninger som udgangspunkt turde jeg optage dette stof i mine breve. Langt de fleste kender Louisa Rhines mand, professor J.B. Rhine, af omtale. Gennem mange år har han nu stået som leder af Duke Universitetets parasykologiske laboratorium og her udført et arbejde, som for længst har vundet anerkendelse – og ligeledes for længst splittet den fysiske videnskab i to hinanden modsatte lejre!

Som nærmeste medarbejder i sit enestående arbejde har han haft sin hustru Louisa E. Rhine, og hvilken medarbejder! Intet under, at han takker hende i forordet til den bog, hun nu har skrevet, og som er udkommet på dansk på Borgens Forlag. Takket være stor forståelse fra dette forlags side har jeg opnået tilladelse til at anvende denne sjældne bogs stof i vore Kontaktbreve, og dette bliver på en måde min "julegave" til Dem alle. Fra nytår vil jeg bringe en række beretninger fra denne bog, om hvilken både De og jeg kan vide, at hvert eneste enkelt-tilfælde har passeret den mest nøgterne kontrol og ikke er blevet frigivet, før alle tænkelige undersøgelser har fundet sted. Det er dette alene, der giver denne bog sin absolut enestående stilling.

Det har aldrig været Martinus opgave at beskæftige sig dybere med tilværelsens psykiske problemer, selv om vi er mange, der ofte har ønsket det. For ham er døden intet problem. Han ved, som kun det kosmisk bevidste menneske kan vide det, at vi alle er udødelige, og det blev derfor hans mission at vise os et verdensbillede af ganske andre dimensioner end det, vi møder inden for de rent psykiske områder. Men dette udelukker ikke disse områders enorme betydning for vor tillid til og vor voksende erkendelse af os selv som udødelige. Tværtimod har jeg gang på gang selv hentet dyb inspiration i de beretninger, som dette område ustandseligt bringer os. For at give Dem en forståelse af, hvad jeg med dette nye indslag i Kontaktbrevene ønsker at give Dem, bringer jeg i dette brev et bilag, som jeg atter og atter har læst med stor glæde. Det stammer fra Charles Lindberghs berømte bog "The Spirit of St. Loius" og refererer til en oplevelse, han havde under sin berømte soloflyvning over Atlanterhavet. Enhver, som har haft oplevelser inden for dette livsområde, genkender øjeblikkeligt den tilstand, Lindbergh beskriver. Beretningen er, naturligvis, subjektiv og må stå for, hvad den giver udtryk for. Men mig forekommer det lige så modigt af Lindbergh at frigive den, som det var, alene, at give sig skæbnen i vold i det blotte håb om at nå Europa i sin lille, spinkle maskine.

– – – – – – –

Dette er mit sidste brev til Dem inden jul, og jeg vil ikke kunne slutte det uden at bringe Dem en kærlig julehilsen fra os alle her i huset! Vi håber for Dem, at De midt i al travlheden må få mulighed for den sindets afkobling fra dagligdagens vanskeligheder og besværligheder, der jo dog er den inderste mening med denne fest, som alene sigter imod at fortælle menneskene, at der virkelig er "en verden uden for Verona", en verden, som det modne menneske forstår rummer en større virkelighed end den, det her på tusinder af måder er bundet til!

Allerede nu er breve fra meget fjerne pladser på vor klode begyndt at strømme ind til os med kærlige tanker og hilsener. Breve, der fortæller os, at vort arbejde har en værdi i sig selv, og de udgør derfor en stor inspiration for os. Men uden Deres hjælp, Deres kærlige forståelse af Martinus mission var dette arbejde aldrig blevet til! Det ved vi – og det glemmer vi aldrig! Men om dette forhold vil jeg gerne skrive i mit sidste brev i dette år til Dem – dennegang vil jeg nøjes med endnu engang at ønske hver og en af Dem en virkelig lys og god jul sammen med Deres kære!