Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Det er kun sjældent, jeg besværer Dem med præstelige bilag. Jeg har i almindelighed meget lidt lyst til at blande mig i, hvad denne eller hin præst mener om den kristendom, har er sat til at forkynde. Selve terminologien inden for dette område byder mig simpelt hen imod, for det er ofte meget svært at tyde, hvad de folk egentlig mener med det, de siger.

Når De derfor denne gang finder et bilag af en præst, er det, fordi denne præst taler et sprog, man kan begribe, og fordi han har mod til at definere begreber, så at man kan se, han har sine meningers mod – en sjælden ting i denne efterhånden altfor konforme verden. Alle er vi jo vokset op i den forestilling, at vi er "syndere for Herren". Den opvoksende ungdom nu om dage kender næppe til, som vi gjorde det, at sidde gemt i en krog og i det uendelige repetere for os selv den lille katekismus' udlægninger af budene. Ve den arme, som ikke kunne disse små remser på fingrene, når vor tre alen høje og meget kraftige kantor overhørte os! Jo, vi lærte, hvad synd var!

Men verden er ikke sort/hvid/. Den består ikke bare af helgener og syndere, og der kom hastigt dage, hvor alle de indterpede begreber måtte tages op til revision, om man altså havde taget dem alvorligt. Jeg havde gjort det. Jeg kom hurtigt ind i K.F.U.M., men kom også forholdsvis hurtigt ud igen, jeg egnede mig åbenbart slet ikke for det sort/hvide.

Nej, livet er ikke sort og hvidt, det er nuanceret, og det er i mellemtonerne, vi finder den virkelighed, der gør det værd at leve. Det er Martinus uvurderlige fortjeneste, at han har lært os udviklingstrinenes realitet og dermed én gang for alle befriet os for det syndsbevidstheds-kompleks, barneårenes kristendomsundervisning belemrede os med. Derfor nikker vi genkendende til denne præsts reaktion og indrømmer ham i vort hjerte den beundring, der tilkommer ham! Men hans artikel mangler et lille supplement. Hvad med "synden imod den Helligånd"; den synd, der ikke kan tilgives? (Mt. 12. kap. v. 32)

Synd og synd er altså to ting. Der findes former for synd, som forholdsvis let kan tilgives, og andre former, som absolut ikke kan tilgives. Hvad kan det være for former? Selv ville jeg aldrig være fundet frem til svaret. Jeg har udelukkende en Martinus at takke for, at jeg i dag klart kan se forskellen mellem disse to syndsformer. Da jeg imidlertid afskyer order "synd", der for mig udtrykker noget, jeg ikke kan acceptere, vil jeg foretrække at bruge de betegnelser, jeg finder langt mere dækkende, langt mere begribelige, nemlig ordene "uvidenhed" og "viden".

Der skjuler sig den forfærdelige sandhed, at handler man imod bedre vidende og vel at mærke handler ondt i den betydning, at det man gør skader et andet menneske og gør det ulykkeligt, ja, måske koster det livet, vil den evne til at tilgive sig selv, der næsten virker automatisk inden for de områder, hvor man handler ud fra pure uvidenhed, ikke kunne træde i funktion. Bevidst at ville gøre et andet menneske fortræd starter altid et af livets ondeste kredsløb. Til hvem skal et menneske der har handlet således gå? Ligegyldigt hvor dyb medfølelse man har med det, ja, ligegyldigt hvor meget man end søger at trøste det, gør ens trøst blot smerten endnu værre, helvedet det er i, endnu mere ondt.

Alle bebrejder vi vel os selv, om noget, vi har gjort, fører til smerte for andre. Men vi har dog også alle her den trøst over for os selv, at det ikke var "med vilje", vi gjorde det. Helt anderledes derimod, når det netop var "med vilje" og med sikker viden om, hvad man gjorde!

Disse handlinger er så sjældne, at det kun er et tåtal, der kommer ud for dem, siger de fleste. Men passer det? Absolut ikke! For utalte tusinder af mennesker oplever i dette århundrede, at ting, man tidligere gjorde med den bedste samvittighed af verden, begynder at afsløre sig selv som værende så forkerte, at vi må tage stilling til dem. For vi kan ikke længere alene blot handle forkert imod andre mennesker og der overtræde budet om ikke at "synde imod den hellige ånd".

Mennesket på Jesu tid var et menneske, der i al almindelighed havde et yderst begrænset ansvarsområde. Det kendte så lidt til det liv, vi kender, at dets daglige liv i virkeligheden kun havde relativt få elementære ting, der skulle opfyldes. Det vidste så godt som intet om makrokosmos og faktisk slet intet om mikrokosmos. Det følte dybest set kun virkeligt ansvar over for sin egen familiegruppe, resten af menneskeheden var det faktisk uvedkommende.

Men hvad med i dag? Menneskeheden er med vældig hast på vej frem imod oplevelsen af sin egen eksistens som en helhed og ikke som den delthed, på hvilken vi alle før levede. At bekæmpe denne tanke ville måske nok for et århundrede siden have været helt i orden, for på det tidspunkt lød en sådan tale som den rene galimatias. Men hvad med i dag? Er vi ikke med stor hast på vej imod en tid, hvor dette, at bekæmpe denne tanke faktisk er det samme som at "synde imod den Helligånd"? Vil vi en omfattende verdensfred, må vi ændre vort sindelag! Vi kan ikke betragte farvede mennesker som "andenklassesmennesker", hvem det er i orden at undertvinge på oprørende måde. Allerede i dag er der titusinder, som på dette område er kommet ud i en krise, der har alle de smertefulde konsekvenser, som "synden imod den hellige ånd" giver. De føler bitter uvilje imod at opfatte en neger som medmenneske i den betydning, de tidligere lagde i dette ord. På den anden side kan de heller ikke få fred med dem selv ved den gamle opfattelse.

Og hvad med alle de mange, der i dag spiser kød som en "naturlig selvfølge"! Begynder ikke utallige der at fornemme, at der er noget forkert? Man forlanger, at svin skal bedøves, før de skal dræbes, for man vil ikke, at de skal lide ved slagtningen! Men kan en så ligegyldig ting som et svin lide? Eller er det ikke så ligegyldigt, som det ser ud til? Står der alene skrevet: du må ikke ihjelslå mennesker? Nej, der står blot: "Du må ikke ihjelslå!" Er dyrene da mere end ligegyldige ting, vi ejer og kan skalte og valte med, som vi lyster? Har også de en sjæl? Den som starter sin tænkning her, vil ret hastigt nå et punkt, hvor en stadig voksende sjælekval bringer ændring i måden at ernære sig på. Og alle ved vi, at om den enkelte selv skulle dræbe det dyr, hvis kød han spiser, var landet hastigt fattigt, meget fattigt, på grøntsager!

Mikrokosmos – for få decennier siden et næsten ukendt område, i dag et område, hvorfra ulykkesvangre bulletiner kaster dyb uro ind i mange sjæle. For, ikkesandt, det smager så godt med en god cigaret eller cigar, med et godt glas vin eller en regulær flyversjus! Jamen, nu har man opdaget, at nikotin kan fremkalde lungekræft, og at alkohol er meget farligt for mange legemlige funktioner. Nogle ler højt af al den tåbelige snak, men andre gør det ikke. De spørger: har jeg nu også ansvaret for mine celler? Er det min skyld, om jeg en dag får kræft? Tanken borer i sjælens dyb, og sådanne mennesker føler det, som er de kastet ud i en krise, der for blot få år tilbage var utænkelig.

Dag for dag vokser vor viden, vor indsigt og dermed også vort ansvarsområde. Ældgamle vaner, man før ikke skænkede en tanke, tages op til fornyet prøvelse, og mange forstår, at der er mange måder at synde på, de ikke tidligere kendte. Og de opdager også, at "synden imod den hellige ånd" slet ikke blot er et teologisk begreb, men at det tværtimod er et begreb, der i højeste grad angår dem selv og den måde, de lever på! At overhøre en læges alvorlige og meget indtrængende advarsel, der dog kun sigter på at hjælpe, overhøre den, ja, totalt ignorere den trods det, at man i sit hjerte ved, at han har ret, er at synde med fuld viden om denne synds mulige konsekvens! At fylde sit sind med racehad, når man dog ved, at vejen til fred går over at bekæmpe det, at vide, at vi får krig, om vi ikke bevidst bekæmper den, vil, den dag katastrofen på enten det ene eller det andet felt er over en, bringe enhver af os ud i de sjælelige kriser, ingen kan redde os fra. For vi vidste jo, at de ville komme. Vi har kun os selv at bebrejde – er dette ikke alvorlig omtanke værd?