Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Naturligvis måtte det komme! Naturligvis måtte videnskaben en dag blive grebet af tanken om, hvorfor nogle mennesker får succes og andre ikke – og naturligvis måtte et lyst hoved få netop den idé, De her ser udtrykt. Og ikkesandt, i stil med alle større forehavender måtte den også få sit kodenavn. Det blev mærkværdigvis ikke "Operation Menneske", men derimod "Projekt Metropolit" – et meget imponerende projekt! For selv om videnskaben her sikkert kommer til en række forbløffende resultater, som, kosmologisk set, kan blive en ubetalelig inspirationskilde, så vil den også opnå at afdække en række spørgsmål, som den vil komme hjælpeløs til kort overfor. En relativ stor procent af disse drenge vil sikkert afgå ved døden, længe før undersøgelserne kan afsluttes, og hvorfor gør de det? Hvorfor er mennesket ikke garanteret et liv fra fødsel til de såkaldte "støvets år"? Ja, hvorfor?

Og endelig – hvad er egentlig succes? Tænkes der her alene materielt, eller tænkes der også åndeligt. Vil denne undersøgelse ikke komme til at afsløre, at en materiel succes i mængder af tilfælde bygges op på en åndelig fiasko eller resulterer i en sådan? Gælder ordene: "Thi hvad gavner det et menneske –?" ikke her mere end noget andetsteds? Nej, et menneskeliv er ikke så enkel en sag, som det kan se ud til. Et menneskeliv er et resultat af det indre menneske, det den franske forsker Alexis Carrel kaldte: "Mennesket, det ukendte"!

De kender alle navnet Isaac Newton, og enhver af os har hørt, at han, da han så et æble falde til jorden, "opdagede" tyngdeloven. Når jeg nævner ham i denne forbindelse, er det fordi, Newton netop er det typiske eksempel på en dreng, ingen havde grund til at vente sig noget som helst af, og som alligevel blev en af de største englændere, historien har kendt. Lad os lige betragte hans herkomst et øjeblik. Han fødtes julemorgen 1642 på en lille bondegård i grevskabet Lincolnshire. Han var født for tidligt, og ikke mindre end to jordemødre spåede, at han ikke ville leve dagen til ende. Han blev imidlertid 85 år. Hans far var en døgenigt og døde 37 år gammel, få uger før sønnen fødtes. Moderen var et rent dusinmenneske. Arvelighedsforskere har undersøgt hans slægt tre generationer tilbage og har ikke kunnet give noget som helst svar på, hvorfra han havde sine evner.

Newton var en af sin tids "30.000 drenge"! Behøver man egentlig at gentage en sådan undersøgelse, hvis resultat De og jeg i kraft af vor alder for de flestes vedkommende ikke vil få at se? Kunne man ikke "gå baglæns" og undersøge det samme problem hos mennesker, hvis fysiske kredsløb allerede er afsluttet? Det kunne man udmærket! Resultatet vil blive det samme! For menneskets åndelige forvandling er en ganske anden langsommelig proces end den ydre fysiske, vi i dette århundrede har været og stadigt er vidne til. Overfladisk set er ungdommen måske nok en smule forskellig fra tidligere tiders ungdom, men også kun overfladisk! Menneskeheden består stadig af de tre kosmiske grundtyper, Martinus har beskrevet i Livets Bog's første find, nemlig mennesket i hvis bevidsthedsliv følelse og intelligens er afbalanceret på en harmonisk måde, og hvis livs reaktioner derfor er betydeligt mere beherskede end hos det menneske, i hvis bevidsthedsliv følelsen dominerer på intelligensens bekostning eller hos mennesket, i hvis bevidsthed intelligensen dominerer på følelsens bekostning. Disse tre grundtyper behersker livet i dag, og hver af dem har naturligvis en i forhold til denne deres bevidsthedsstruktur afpasset skæbne. Hvem af dem der får størst ydre succes, kan ingen afgøre, men ingen behøver at være i tvivl om, at det bliver den første, der formår at bære modgangens byrde bedst!

I selve livskampen vil det normalt være den uligevægtige, af hvad art hans uligevægt så end er, der vil blive taberen, altså ham, der ikke får succes. Men kan noget menneske anvise en fornemmere vej til ligevægt, til den sjælens beherskelse, der er selve vort inderste og højeste mål, end netop den af vort eget sind affødte modgang? Og da dette gentager sig med en så overvældende sikkerhed, at det simpelt hen udgør et princip, en lov, får man vel have ret til at spørge, hvem er denne lovs inderste ophavsmand? For en lov – en åndelig – bliver lige så lidt til "af sig selv", som en fysisk lov bliver det! Og her er vi så igen tilbage ved begrebet "Gud", "Skaberen" eller alle tings inderste ophav.

Nu er det jo sådan, at meget få mennesker er konstant ligevægtige og lige så konstant uligevægtige. Alle udgør vi blandingstyper, selv om det er let at se, at Martinus tre grundtyper eksisterer som en slags basis. Men under denne analyse ligger en anden analyse af det levende væsen, i dette tilfælde altså mennesket, som man må kende, om man skal have nogen mulighed for at forstå den indre årsag til det enkelte menneskes succes eller fiasko, og det er den analyse, Martinus har givet navnet: det seksuelle mysterium! I sig selv er mennesket blot et navnløst levende "Noget", det vi har givet navnet eller betegnelsen "Jeg'et" samt alle dets begær. Det er igennem de åbenbarede begær, vi lærer mennesket at kende og enten at holde af det eller at afsky det. Men mellem Jeg'et og dets begær eksisterer der en regulerende faktor, og det er menneskets to seksuelle poler, den maskuline og den feminine. Nogle mennesker er meget maskuline (mænd såvel som kvinder), og nogle er meget feminine. Det afslører deres væremåde, der jo igen er en virkning af deres begærverden.

Og her er det, man roligt kan sige, at i verden, sådan som den er i dag, har mennesket, hvis viljeførende kræfter, altså dets begær, beherskes af en overlegen maskulin pols indflydelse, langt større udsigt til fysisk succes end mennesket, i hvis bevidsthed den feminine pol er dominanten. For livet i vor verden er stadig væk livet i en jungle, er stadig væk livet i en verden, hvor dyrets lov: magt for ret dominerer i det store såvel som i det små. Det er så let at psykologisere sig ud af realiteternes verden, men det her nævnte er i hvert fald facts, ethvert nøgternt menneske af livet selv tvinges til at acceptere.

Og vender vi tilbage til de 30.000 drenge, hvis liv nu skal undersøges, vil resultatet, når det engang foreligger, uundgåeligt blive, at hver eneste drengs liv vil afsløre, at det i sig selv kun kan være et "brudstykke af et mønster", hvis helhed alene det kosmisk interesserede menneske har en anelsesmæssig mulighed for at overskue. Et vil denne undersøgelse imidlertid komme til at bekræfte, og det er hele den serie af kosmiske analyser, Martinus har givet os i sit verdensbillede! Derfor skrev jeg, at dens resultat vil blive en ubetalelig inspirationskilde for kosmologer, der her vil se både Martinus analyser om talentkernernes opståen, kulmination og undergang såvel som den i hans hovedværk beskrevne seksuelle forvandlingsproces illustreret på en måde, som vil blive enestående. Derfor begejstrer tanken om en sådan undersøgelse mig, selv om jeg ikke venter, at der ud af denne tilsyneladende almindelige flok skal opstå en ny Newton. Skulle der imidlertid gøre det, vil historien gentage sig. Vi vil da på ny opleve, at selv vore dygtigste arvelighedsforskere, med al respekt for deres viden om gener og kromosomer, vil komme til kort over for spørgsmålet om, hvor denne dreng har sine strålende evner fra – medmindre, og dette er vistnok usandsynlighedernes usandsynlighed, de, via reinkarnationsprincippet, vil søge dem i hans tidligere liv!