Kontaktbrev 1965/3 side 1
København, 11. februar 1965.
Kære læser!
En af vore abonnenter har sendt mig omstående bilag med et meget stærkt udtrykt ønske om, at jeg vil kommentere det, selv om det nu er mere end et år siden, John Kennedy blev myrdet. Vedkommende skriver, at det netop er den slags begivenheder, der får menneskers tillid til et eksisterende Forsyn til at vakle og ofte bryde totalt sammen. Desværre er bilaget sendt uden kildeangivelse. Jeg nævner det blot for at gøre enhver læser opmærksom på, at jeg meget gerne imødekommer læserkredsens ønske om at kommentere indsendte bilag, men at disse altid må være ledsaget af oprindelsessted og dato, da jeg ellers, rent pressemæssigt, kan komme i vanskeligheder. Jeg tager næppe fejl, om medsendte bilag ikke er fra Berlingske Tidende, men ved det altså ikke med bestemthed.
Jeg har tidligere berørt det her omhandlede problem, men vil gerne gøre det igen, da det i sig rummer så mange aspekter. Den inderste kerne i det, det for mig mest centrale, er dette, at så mange mennesker, både store og mindre store, enten myrdes eller på anden måde bryder sammen på deres poster, fordi de, i deres brændende begær efter at hjælpe menneskeheden frem, altid løber en vis risiko for at "komme foran Forsynet" og dermed mister deres naturlige beskyttelse. "Komme foran Forsynet"? Kan man det? Ja, det kan man! Thi ét er at ville menneskehedens bedste, et andet, om tiden for "dette bedste" er inde, om menneskeheden er moden for den forvandling, man så brændende ønsker!
Vi ved ikke bestemt, om Dag Hammarskjöld blev myrdet. Al ting tyder derpå. Hans maskine blev i hvert fald beskudt og styrtede ned. Også den gang spurgte tusinder: hvorfor dette, hvorfor netop ham? Både Dag Hammarskjöld og John Kennedy var brændende idealister. Frygtløse i ord og frygtløse i handling, og begge var de dybt religiøse mennesker, om end med hver sin opfattelse; Dag Hammarskjöld næsten mystiker, John Kennedy overbevist katolik. Altså mennesker man skulle tro, Gud i særlig grad ville våge over og beskytte. Men begge var også mænd, der i deres brændende tro på deres mission gik netop det skridt uden for deres eget naturlige, kosmiske sikkerhedsområde, der kan koste et menneske livet. Dag Hammarskjöld havde ikke behøvet selv at flyve sin sidste tur, og John Kennedy var advaret om, at Texas var et farligt område for ham at bevæge sig ind i.
Tilbage bliver dette, at de trodsede enhver advarsel og mistede livet. Men døde deres mission af den grund? Det gjorde den ikke, slet ikke. Tværtimod understregede de ved deres brutale død den overbevisning, der bar dem og gav på denne måde denne overbevisning en levekraft af evighedsværdi.
Gang på gang har vi set, og gang på gang vil vi få at se store ånder miste livet for deres tros, deres ideers skyld. Og gang på gang vil vi kunne konstatere bagefter, at disse mennesker så at sige var prædestinerede til at dø, fordi verden nu engang ikke kan tvinges frem i udvikling. Begge disse mænd var kendt for deres store medmenneskelighed, for deres høje åndelige kvalitet, og man forstår den uendelige smerte, deres død måtte fremkalde hos dem, der stod dem nær og dem, de samarbejdede med. Men man forstår også, når begivenhederne er kommet på afstand, at livet kunne blive umådeligt ondt for dem, når de opdagede, at deres anstrengelser på en måde ikke blev honoreret af livet selv. "Verdens forenede Stater" vil blive en realitet en dag. Men denne dag kommer ikke i "vor tid", den kommer i "Guds tid", hvilket vil sige: den dag verden er moden for denne store tanke, den dag denne tankes realisation er en ganske naturlig, ja man fristes til at skrive: en ganske selvfølgelig ting! Og racehadet i U.S.A., ja i hele verden, vil også ophøre en dag. Men denne dag kommer ikke, fordi vi (i virkeligheden et forsvindende mindretal i verden) vil det. Den kommer, når de naturlige forudsætninger for denne vidunderlige tankes realisation er til stede!
Vi står her over for to kosmiske perspektivforhold: menneskets og Guds! Udtrykket "Guds tid" er ingen kliche, ingen floskel, intet urimeligt eller uforstandigt postulat. Det er en realitet, alle en dag vil lære at bøje sig for!
Og endelig: har vi ikke en forkert opfattelse af et sådant menneskes død? Er det, når alt kommer til alt, ikke det skønneste, der kan times det enkelte menneske, at dø midt i sin kamp for den idé, hvortil det har givet sit liv? Og kan det ikke tænkes, at dets tilsynekomst på det åndelige plan efter en sådan død vil forme sig som et triumfindtog? Hvem kan gå med lysere sind ind "til sin Herres glæde" end netop et sådant menneske?
Verden af i dag er fyldt med mennesker, der på den ene eller den anden måde er "foran Forsynet". Vi møder dem overalt. Alle vil de "gøre Abraham rig", hvilket vil sige: alle vil de frelse verden! For mig at se rides verden af i dag simpelt hen af et næsten uhyggeligt messiaskompleks. Overalt opstår der typer, der påberåber sig at være den genopstandne Kristus, altså den største af alle, verdens nye lys! Hvor tragisk – og hvor forståeligt. For verden er i åndelig nød – og nød bryder alle love! Det ligger dybt i den menneskelige natur at ville tilbede. Forelsker man sig, tilbeder man den elskede, fordi man i ham eller hende ser selve fuldkommenheden inkarneret. Og lige så om man møder et menneske, der i kraft af en større eller mindre åndelig oplevelse fremtræder enten som lærer eller profet. Straks vil der altid være en gruppe, der gør knæfald og øjeblikkeligt gør et sådant menneskes ord til lov, til ufejlbarlighed, til den "absolutte sandhed"! Men som det går ved den almindelige forelskelse, går det også i de fleste tilfælde ved den religiøse. Thi så fuldkommen er intet jordfødt menneske, at der ikke er et eller andet, der byder sjælen imod. Og så er mennesket ude i krise igen!
En af de religiøse skikkelser, der har optaget min tanke meget, er Muhammed. Ingen religion er mere misforstået end den, han skabte, og som vi kalder muhamedanismen, men som i virkeligheden hedder noget ganske andet, nemlig islam. I Arabien findes ingen "muhamedanere", ej heller i det fjerne Østen, der findes kun "muslims", og det er noget ganske andet. Muhammed selv var et vidunderligt menneske, det viser alle biografier. Han opfattede ikke sig selv som noget exceptionelt. Han opfattede sig selv som et ganske almindeligt menneske, der var blevet udset til at modtage et af Guds budskaber til menneskene. Han knuste ved hjælp af dette budskab arabernes mangfoldige gudeverden og bragte dem til forståelse af, at der kun er én Gud, og han gav disse vilde og barbariske ørkensønner leveregler, der frelste deres liv. Der er mere hygiejne i islam end i nogen anden religion. Det opdager man, når man studerer reglerne for faste og for forbud mod nydelse af alkohol.
Da Muhammed var død, ville man naturligvis gøre ham "guddommelig", ja til en guddom. Men hans efterfølger holdt da en af religionshistoriens skønneste og mest ophøjede taler og kvalte med den det begyndende massehysteri. Han sagde: "Hvis der er nogen blandt jer, der tilbad Muhammed, da er han død! Men hvis det var Gud i tilbad, da lever han for evigt"!
Denne indstilling er for mig religion på højeste plan! I overgangen mellem en absolut dyrisk præget og en begyndende rent menneskeligt præget kultur er det både forståeligt og tilgiveligt, at den os alle iboende primitive trang til at dyrke Gud igennem et andet menneske giver sig de udslag, den gør. Men intet er farligere, intet er i virkeligheden mere dødbringende for vor personlige åndelige vækst end netop denne forherligelse af et andet menneske. For vi er, med Kristus, "alle guder" eller med Martinus: alle sønner af Gud! Forskellen er således kun gradsforskelle, ikke virkelighedsforskelle. Over for Gud har intet jordfødt menneske nogen forret frem for andre, som det med rette kan påberåbe sig, og jeg ynkes altid i mit hjerte over dem, der ikke har fattet denne dybe sandhed.
![[Avisartikel:] Svært at få øje på Gud](/da/onlinebibliotek/kosmos/breve/grafik_breve/bre1965-03-003.jpg)
Muhammed var ikke "foran Forsynet". Han fuldbyrdede sin mission, og hans betydning er i det nære Østen aldeles overvældende. Og således er det min tro, at også Martinus vil fuldbyrde sin mission, og ligeledes at hans betydning engang vil blive af dimensioner, vi ikke kan fatte i dag. Men dette vil ske i "Guds tid" og ikke i vor! Og de, der vil komme til at bære hans ideer frem, er ikke dem, der blindt tror dem, ej heller dem, der anvender dem som en slags intellektuelt legetøj, men derimod dem, der så langt evner og kræfter rækker, søger at leve dem! På samme måde som de bedste vegetarer ikke er dem, der i tide, men desværre mest i utide, snakker vegetarisme, så man kan få kvalme af at lytte til dem, men derimod dem, der sagtmodigt ændrer deres leveform, fordi de simplet hen elsker dyrene for højt til at ville deres død, er det kommende rigtige menneskeriges største støtter ikke dem, der selv påberåber sig at være det, men derimod alene dem, der kender deres begrænsning og inden for denne begrænsnings rammer stræber efter i stilhed at leve og virke for den humanistiske idé! Idealisme er ikke, som jeg ofte har hævdet: det umuliges kunst. Idealisme bør være det muliges kunst. Holder man sig denne tanke for øje, vil man aldrig komme "foran Forsynet"! Da vil ens liv måske nok være "på det jævne", men Gud kræver heller ikke af os, at vi skal yde mere end vor natur kan bære. Et snart langt liv i åndsvidenskabens tjeneste har belært mig om betydningen af at være ærlig imod sig selv! Vil vi mere, end vi evner, da er vi "foran Forsynet", og livet selv skal da nok vide at bringe balance i tingene! Men bevarer vi vor åndelige hæderlighed og har mod til at sige nej, der hvor der for vor egen sjælelige sundheds skyld bør siges nej, da behøver vi intet at frygte!
– – – – – – –
For mig at se døde John Kennedy, fordi han var en ildsjæl, hvis mission simpelt hen sluttede, da den dræbende kugle i Dallas ramte ham. Hans ord er i dag Amerikas dårlige samvittighed nr. 1. Hans efterfølger har intet andet at gøre end at søge at leve op til dem, og det ville alle hans efterfølgere være tvunget til, indtil racehadet er ophørt og negrene anerkendt som frie borgere på lige fod med enhver anden i U.S.A. Men ikke alene negrene, også alle de andre farvede mennesker, der lever i dette vældige land! Og spørger man sig i hjertet, om Kennedy ville have opnået dette resultat, om han fortsat havde levet, må svaret blive et absolut nej! Han ville da blot være blevet en stor præsident på linje med andre store præsidenter. Nu er han netop det mere, der gør, at han aldrig vil kunne blive glemt. Det samme gælder Dag Hammarskjöld. Sandt nok var de "foran Forsynet" begge to, men, de var det begge på en sådan måde, at verden altid vil forblive dem tak skyldig derfor!
Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!
Deres hengivne
Erik Gerner Larsson
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige