Kontaktbrev 1965/4 side 1
København, den 25. februar 1965.
Kære læser!
Kender De den følelse, der griber en, når man pludselig føler, at det man læser, er skrevet af et varmt og levende menneske, der ikke frygter for at udlevere det eneste, der er værd at læse om – nemlig sig selv! Giv Dem selv en fredfyldt stund og læs så Gertrud Zetterholms lille artikel igennem uden det jag i sjælen, der altid ødelægger den sande nydelse. For her har De et menneske, som bevidst søger at være så ærlig, som det er hende muligt, og hun rører med sine ord netop ved et af de problemer, der kommer os alle ved!!!
For hvem har i dag mod til at "være sig selv"? Hvem tør i virkeligheden "give pokker i, hvad andre mener"? Tør De? Tør jeg? Jeg har ikke mod til at sige: "Jeg gør"! for jeg ved inderst inde, at jeg ikke tør det – jeg har i hvert fald en ubehagelig fornemmelse af, at jeg har gjort det et par gange for meget! Nej, i samliv med andre mennesker gælder det stadigt, at "tale er sølv, tavshed guld", men også at "lands skik følge eller land fly"! Man skal vist have en endog meget stor, solid økonomisk baggrund, før man bestiger den frimodighedens ganger, vi sikkert alle med visse mellemrum har lyst til at ride os en tur på!
Alt imedens jeg selv sad og læste artiklen, for det gentagne gange igennem min hjerne, at jeg i virkeligheden sad og læste om livet i helvede eller i hvert fald det, jeg forstår ved helvede. For mig har forskellen mellem himlen og helvede altid været den, at jeg føler, at himlen netop må være det sted, hvor alle er sig selv. Siger hvad de tænker og føler, altså lever et totalt åbent liv i modsætning til helvede, hvor man gruer for konsekvensen af hvert eneste ord, man har talt, hver eneste betroelse, man har givet fra sig. Derfor blev jeg så uendelig lykkelig, da Martinus fortalte mig om livet – det virkelige liv – efter døden. At hvert eneste menneske der en dag ville finde sig omgivet af "sig selv" i en millionfoldig nuancering. At alle de "bølgelængder", der her er rodet så håbløst sammen, der er absolut og endeligt adskilt, således at dem, man kontakter, i sig rummer de samme erfarings forud sætninger for forståelse, man selv har.
For det er jo det, der i vor verden skaber helvede. Vi tror, blåøjede som vi er, at den, vi netop taler med, ejer de samme erfaringsforudsætninger for forståelse af det, man taler om, eventuelt betror vedkommende, som man selv har. Og først for sent opdager man, at ikke alene forstår dette menneske intet af det, man taler om, men det misforstår det simpelt hen så grundigt, som det kan misforstås! Og uden at ville det har man så startet en af de infame "kædereaktioner", der nok en dag skal vende tilbage og skænke en et kortere eller længere ophold i "helvede".
Overalt hører vi i dag om mennesker, der lider under et utilfredsstillet "kontaktbehov". Er det egentlig så underligt, at summen af den slags mennesker er i vækst? For hvor går et sådant menneske egentlig hen og får dette kontaktbehov tilfredsstillet i en verden som vor, hvor flere og flere på grund af stigende livsangst lukker sig inde i sig selv, altså i virkeligheden "flygter fra verden"? Eskapisme, som dette fænomen kaldes, er jo netop den bitre frugt af livet i dag, som det former sig for de fleste. Hvor man end vender sig hen, hører man kun beklagelser. Snart synes de forelskede, de midlertidigt bevidstløse, at være de eneste, der finder livet vidunderligt og værd at leve. Alle bliver vi mere og mere velhavende, får adgang til større og større livsgoder – og alligevel vokser utilfredsheden, ensomhedsfølelsen og den onde bitterhed med en næsten foruroligende styrke i hver eneste velfærdsstat, der bliver til. U-landene slås med sulten, vi med mætheden! For vi er ved at være mætte af støj og teknisk legetøj, af alt det forkromede og plastificerede liv, vi er mikset op i. Jeg sad en aften i et moderne og nydeligt hjem og nød samværet med venner efter en hyggelig middag. Pludseligt faldt mine øjne på et meget smukt eksemplar af en azalea, dette lille træ med de mange smukke blomster. Jeg roste værtinden for den dygtighed, hun måtte have til at passe blomster, siden hun havde kunnet bevare denne plante så smuk. Hun smilede sødt, men, syntes jeg, en smule mærkeligt. Da hun et øjeblik var ude af stuen, tog jeg mine briller på – øjnene er jo ikke, hvad de har været – og så da, at vidunderet var af plastic – sic transit gloria mundi! (sådan forgår verdens herlighed).
Er det os, der gør livet uægte, eller er det livet, der gør os uægte? Sandheden ligger vel her, som overalt i livet, midt imellem. Men livet har mistet det skær af ånd, som prægede det i tidligere tider. Teknificeringen fylder vore sjæle med behov, ingen slægt før os havde. Et nyt kors er blevet rejst imellem os. Det hedder "statussymbolet", og det korsfæster vi os selv på uden at blinke. Alle vil være noget ekstra, ingen vil være "almindelige". Livet er blevet et narrespil med popidoler og motorlarm, er blevet som en kæmpecentrifuge, der slynger flere og flere ud i ensomhedens og de nervenedbrudtes trøstesløse sfærer.
Eskapisme – livsflugt – nuvel, men hvad er det for et "liv", menneskene flygter fra? Bor det virkelige liv virkeligt i støjen, i larmen, i al den maskerade vi, på grund af angsten for ikke at repræsentere det rette statussymbol, selv sætter i scene? Nej, det gør ikke! Det virkelige liv er stadigt dette at kunne falde i forundring over den første spæde eranthis, der netop giver pokker i, hvad kulden mener og lader sit lille glade gule hoved lyse midt i sneen! Livet er stadigt dette at kunne fyldes af varme ved synet af et lille barns åbne smil og ved synet af det gamle menneskes vemodsfyldte, men ofte så kloge og kærlige blik! Livet, det virkelige liv, er fremdeles det, der næsten intet koster og venter enhver ved alfarvej, i skoven, ved stranden, ja alle de steder, hvor det kan "overvintre", indtil menneskeheden kommer igennem denne mærkelige tekniske "lømmelalder" og på ny forstår, at det foruden at have en krop også har en sjæl!
En sjæl – ja! For her er vi ved den dybestliggende årsag til hele miseren. Vi har en sjæl hver og en af os, men den synes endnu at være på det rene barnestadium. Lægger man sjælens øre til livet og lytter intenst, fornemmes larmen i verden som skrålet fra et barnekammer! Men livet i et barnekammer er et perspektivløst liv. Det er et liv, hvor nuet helt dominerer på evighedens bekostning. Og er det ikke netop det, vi overalt er vidne til? Det er nu, vi lever, det er nu, det sker, nu, nu, nu!!!
![[Avisartikel:] Hvorfor ikke give pokker i hvad andre mener?](/da/onlinebibliotek/kosmos/breve/grafik_breve/bre1965-04-003.jpg)
Men er dette nu den sande virkelighed? Både – og! For et nu uden perspektiv er nok liv, men ikke noget særligt guddommeligt liv! Det er som regel den rene selvkoncentration eller netop den form for egoisme, der gør ethvert menneske ulykkeligt til slut! Leves nuet derimod under hint kosmiske perspektiv, der både accepterer en evig fortid og en evig fremtid, bliver det straks noget andet. Da bliver det et liv i ansvar og pligt – og det er noget ganske andet end organiseret tidsmyrderi. Og her er jeg da ved det eneste, der for mig at se kaster et forsonende skær hen over det såkaldte "moderne liv" og lader en ane den dybere mening med det. For skabte dette moderne liv ikke en stadigt voksende gruppe af ensomme, isolerede og ulykkelige mennesker, kunne det faktisk dræbe alt åndeligt liv på jorden. Men det gør det. Og ensomheden, isolationen er jo i sig selv kun trin på vejen frem til at opdage, at der fremdeles er en verden uden for Verona. At mennesket i sig selv rummer vældige muligheder for at skabe et liv, der i alt udgør modsætningen til den verden, vi ser os omgivet af. Gertrud Zetterholm nævner i sin artikel et menneskepar, der fandt denne vej. De accepterede deres fattigdom og fik derved langt mere ud af den end andre af deres rigdom. Og det er jo netop det, Martinus ønsker at lære os alle med sine kosmiske analyser. Accepter dig selv og de vilkår, du lever under, og du er så fri som et menneske kan blive! Sig nej der, hvor du føler din frihed er i fare, og sig nej der, hvor dine menneskelige kvaliteter står i fare for at bukke under for en yderverdens tryk. Hold op med at være et ja-menneske, der slavisk lader sig påvirke af andres mening, for gør du det, vandrer du lige ind i et af dig selv frembragt mentalt fængsel og knalder døren i bag dig!
Verdens måske største menneske sagde engang: "Og eders svar skal være ja, ja og nej, nej, og I skal være blide som duer og listige som slanger"! Tænk engang disse ord meget grundigt igennem, og De vil opdage, at De her har nøglen til både at give "kejseren", hvad kejserens er, men også Gud, hvad Guds er! Materialismens idé har tilsyneladende besejret den menneskelige sjæl. Tilsyneladende ja, men heller ikke mere. Det står fremdeles enhver frit for at bryde dens onde cirkel. Vil vi, kan vi stadig væk selv bestemme, hvilken dag og hvilken time vi vil forlade det støjende og larmende "barnekammer" og træde ud i den stilhed, der evigt var, evigt er, og evigt vil være – den stilhed, i hvilken mennesket stadig kan høre Guds egen røst!
Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!
Deres hengivne
Erik Gerner Larsson
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige