Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Jeg sad for snart mange år siden en dag inde i D.S.B.s kino og så en række kortfilm fra hele verden. Pludselig blev der vist en film om opdrætning af mink, og det var faktisk meget interessant, indtil vi kom til afslutningen. For der viste man den dengang anvendte aflivningsmetode, som kort og godt bestod i, at man kvalte minken ved at klemme dens hals sammen – for ikke at beskadige skindet!!! Når jeg mindes denne oplevelse så tydeligt, er det for det første, fordi den gjorde et voldsomt indtryk på mig, og for det andet, fordi flertallet i salen skjulte ansigtet i hænderne, medens kvælningen stod på.

Denne oplevelse for uvilkårligt igennem min hjerne ved gennemlæsningen af omstående bilag. Man læser det, tror næppe det man læser – og pludselig går betydningen af det læste op for en. For hvorfor gør mennesker sådanne ting? Jeg har læst, at de kostbareste persianerkåber sys af skindene af ufødte lam. Man dræber moderen, og medens hendes krop endnu er varm, fjerner man lammet og dræber også det, om det endnu skulle være i live. Og alt dette gør man blot, fordi menneskelig forfængelighed kræver det. Blot fordi det er "fint", giver høj social status at gå klædt i fuldbårne fostres skind! Giver dette ikke, eller burde det i det mindste ikke give stof til alvorlig eftertanke?

En digter, jeg tror han var norsk, skrev for år tilbage et værk med titlen: "Ung må verden endnu være!" Intuitivt har han med disse få ord formet en sandhed, ethvert modent menneske kan tilslutte sig. For ser man ud over denne dejlige klode – for dejlig er den! – forfærdes man over den form, livet har antaget, altså det menneskelige liv! Materialismen går sin sejrsgang over alle kontinenter. I hver eneste af vore aviser kan vi dagligt læse om det rå liv, om mord og drab, om "gengældels es aktioner", dette pæne ord, bag hvilket skjuler sig mødres fortvivlede gråd over dræbte børn, om nedbrændte landsbyer, beboet af mennesker, som for ganske få år siden intet anede om bombemaskiner og maskinpistoler. Nu ved de det! Og vi læser om "det søde liv", som synes at florere overalt, men vi læser også om sygdomme og om hospitalsnød – og iblandt hænder det vel, at en og anden stopper op et sekund og giver sig til det farligste af alt: at tænke!

Og hvad ser det tænkende menneske da, om det virkeligt vover at gå i dybden med sin tænkning? Det ser en verden, som med lavineagtig hast er på vej ind i en ny tidsalder. Udviklingen antager mere og mere karakteren af en stormflod, der synes at ville rive al ting med sig. Al ting synes at være i opløsning, og ingen kan i dag stå frem og sige, hvad de kommende år vil bringe menneskeheden af rædsler. Det eneste man med sikkerhed kan sige er, at vor gamle verden er som et skib, der er løbet på en undersøisk klippe og nu tager vand ind hastigere, end vi kan pumpe det ud igen. Alle ved vi, at vi synker – og alle nægter vi med fortvivlet trods at tro det!

Alle? Nej ikke alle! Men den procentdel af menneskeheden, der bag dette voksende ragnarok ser en lysende guddommelig plan, er så lille, at dens røst overdøves af flertallets larm. Udtrykket: "Det går nok i vor tid", er blevet som en døvende morfinpille, for man vil simpelt hen ikke se det kommende lige i øjnene. Vi har jo højkonjunktur! Der er penge blandt folk! Arbejdsløshedens onde spøgelse er for bestandigt manet i jorden. Vi mangler arbejdskraft! Er du utilfreds med dit job, så skift stilling! Bare forlang, bare kræv ind! Livet er kort, se bare at få noget ud af det – penge, sex – verden står dig åben som aldrig før! Verden er din, blot du vil tage den!

Vi kender alle den bibelske beretning om dansen om guldkalven! Og i dag danses der som aldrig før! Og godt således. For årmillioners indestængte materielle livshunger må mættes, før åndens guldalder kan blive født. Mennesket springer ikke direkte fra børneskoene ind i de voksnes rækker, lømmelalderen må passeres først. Og menneskeheden er netop i lømmelalderen. Den vil så gerne det rigtige, men ikkesandt: lad os lige prøve det andet først!!! Og som den prøver!

Vinteren igennem har vi ikke alene fået filmoptagelser i TV fra den anden verdenskrig, vi har også fået den første verdenskrig serveret i form af en række optagelser, der hvad gru og rædsel angår ikke står tilbage for det, de mere voksne iblandt os alt for vel erindrer. Hjælper sådanne realistiske gengivelser? Jeg tvivler! De unge ser det nok, men de forstår det ikke. De har ikke nogen dagsbevidst baggrund for forståelse fra dette liv. De ser kun det udvendige, det spændende. De ejer ikke den selvoplevede smerte eller, som en ung tysker sagde til mig: "Jeg var kun et lille barn dengang, og hjemme taler vi aldrig om det!" Nej, hjemme taler man ikke om det. Det ubehagelige er kun underholdningsstof, når det angår naboen. Men netop fordi man ikke taler "om den slags", må livet gøre det så meget grundigere. For livet vil andet og mere end krig og elendighed, livet vil også lykke, fred og harmoni. Derfor karmaloven: som du sår, skal du og høste! Og som i et vældigt kalejdoskop ser vi i dag "sæd og høst" alle vegne. Vi ser områder på jorden, hvor den rå krig har gjort sit arbejde færdigt. Ingen kan tænke sig Danmark, Norge og Sverige i krig med hinanden. Her må karmaloven virke på andre områder. Og den gør det. Vi har den højeste skilsmisseprocent, den højeste eller næsthøjeste selvmordsprocent og den højeste cancerprocent. Det er ganske vist ikke krig med kanoner og bombemaskiner, men "skriger" de "sårede" her ikke lige så højt som de sårede på slagmarkerne? Og som det er gået os, vil det gå hele verden. Der findes ingen "mirakelmedicin" mod alle sygdomme. Sandt nok har vi fået et hav af nye medicinske præparater – men har vi færre sygdomme, af den grund? Vi har fået mere til at dulme smerter med, det er sandt, men årsagerne til smerterne eksisterer de ikke stadig væk?

Det er her, at verdens mindste procentdel – menneskehedens "salt" – har fundet ud af, at hverken de fysiske eller de psykiske sygdomme har deres årsag i "kødet". De har alle, fra det brækkede ben til den rene sindssyge, sin årsag i det, vi kalder "sjælen" eller det, som flertallet tvivler på eksisterer. Men vi bliver ikke en ånd ved døden. Vi er allerede ånd her, og kun ånd! Men hvilken ånd? Gennemsnitligt en ånd, der mere lever på rå begærledet vilje end på den af både hjerne og hjerte forædlede forstandsledede vilje, der alene vil det gode, det hensynsfulde – den, der på alle områder vil næsten det allerbedste!