Ældre Kosmos og Kontaktbreve

CITAT

I modsætning til tidligere bringer jeg Dem denne gang et bilag, som stammer fra en af sagens venner gennem et endog meget langt liv, altså fra et menneske, om hvis troværdighed jeg ingen som helst tvivl har. Tilfældet er af rent clairvoyant natur, og beretningen rummer – om dens indre sandhed accepteres, en umådelig trøst for mennesker, der har mistet en – eller flere – og som nu lider et smerteligt savn.
 

(Tilladt uddrag af et brev fra revisor P. Winther, Åbenrå, til fru Elizabeth Pfeiffer, Gentofte):

"Jeg har været på en rejse i Italien og havde en dejlig oplevelse syd for Rom, hvor min fætter fra Flensborg ligger begravet. Jeg havde lovet min kusine at tage derhen for at lægge en blomst på graven. Som soldat faldt han i den sidste krig i Italien. – På den store kirkegård var flere tusinde soldater begravede. Der var navn på alle stenene, og landskabet smukt og roligt. – Jeg bøjede mig ned og strøg med hånden over navnet på stenen, idet jeg sendte min fætter en venlig tanke, og jeg tænkte også: hvorfor skulle alle disse unge mennesker dog dø? Så rejste jeg mig op, og så så jeg – rent spontant – min fætter stående på den anden side af graven – lyslevende – og ved siden af ham stod hans mor og far. Det var et meget smukt syn. Han så ung ud, havde et sæt sommertøj på. Min tante var i sort kjole – som hun altid brugte, og min onkel var i mørkegråt tøj. Helt som levende mennesker. De stod stille. De to ældre mennesker så på mig. Min fætter – lidt eftertænksomt – så mod nord.

Der var intet fremmed over de tre mennesker. De stod der kun – en hilsen til mig og deres datter derhjemme. Og for mig et absolut synligt bevis på et fortsat liv efter den jordiske død.

Så begyndte nogle af de tilstedeværende at snakke, og jeg gik stille bort for at hente nogle blomster til mine kære. Tårerne trillede ned ad mine kinder; men lykkelig i bevidstheden om, at de kun alle er gået forud."