Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Når foråret om kort tid for alvor er over os, er det ikke mindre end 30 år siden, vi med febrilsk travlhed forberedte den første sæson i Kosmos Ferieby. Vi havde ganske vist erhvervet arealet året før, og vi havde tilbragt sommeren 1934 med at støbe piller og gøre klar til at rejse de første syv store huse på pladsen, men det var først, da sagens trofaste ven, snedkermester P. P. Fixen, Odense, afleverede disse huse, at feberen for alvor kom over os. For husene skulle males og ferniseres, og alt skulle ske ved frivillig arbejdskraft! Vi nåede det, som vi siden nåede ethvert af de mål, vi satte os heroppe. Jeg skriver ikke det for på nogen måde at prale, men for at understrege sandheden i det gamle ord om, at hvor der er vilje, er der vej!

Jeg har i de forløbne år skrevet mange artikler om det eventyr, som skabelsen af denne store ferieby har været, og vil sikkert skrive mange endnu, for hvad hjertet er fyldt med, må både mund og pen give udtryk for. Jeg har allerede været heroppe mange gange i dette år, for vi forbereder i virkeligheden en exceptionel sæson. Når flaget til pinse går til tops, vil sagen ikke længere eje én eneste ubebygget grund på dette areal, som engang syntes så umådeligt stort, men som i dag er forvandlet til en ferieby med mange afdelinger, som, taget hver for sig, er rene små événtyrverdener. Vi er, medens dette skrives, i fuld gang med at lægge centralvarme ind i de 12 lejligheder i pavillon I samtidig med, at vi udbygger centralvarmenettet i pavillon II til at omfatte alle rum og lejligheder. Vi har fundet dette nødvendigt, fordi den danske sommer er så lunefuld, og fordi vi ønsker, at vore gæster skal have den bedst tænkelige ferie – og det får man ikke, når man sidder og småfryser. Derfor har vi ikke alene forsynet vore store pavilloner med centralvarme, men også alle vore øvrige værelser i både annekset og Svenskehuset er blevet afsikret med varme på en sådan måde, at bliver det koldt, nuvel, så skal ingen mere fryse på denne plet!

Men vi er også i gang med at løse et andet problem, som, især for mig selv, har voldt kvaler. Som De ved, har vi hvert år hele pavillon II besat i både for- og eftersæsonen med scleroseramte, og netop fordi vi har disse mennesker i så lange perioder, kan det ikke undgås, at enkelte hold rammes af vort lunefulde vejr. Bedre end de fleste ved jeg, hvor meget disse mennesker længes efter ferien heroppe. Man glemmer ikke så let den følelse, der gennemstrømmer en, når man, som en betroelse, får forevist en kalender, hvor vedkommende dag for dag gennem et helt år har udregnet, hvor mange dage der nu er tilbage, før vedkommende igen er vendt tilbage til denne plet, der er årets største lysoplevelse for den, der resten af livet er bundet til en rullestol.

Hvilken skuffelse det så bliver, når regnen dag for dag siler ned, kan enhver forestille sig. Jeg har derfor gennem snart mange år tumlet med tanken om at bygge et solarium til disse mennesker. Vi har den dejligste plads dertil, dækket mod nord og vest og åben mod syd. På denne plads kan disse mennesker sidde, beskyttet mod regnen og lunet op af infrarøde varmestråler og nyde den rene, stærke luft. Jeg har, som skrevet, ønsket dette meget længe og har nu, på eget ansvar, taget initiativet til at materialisere dette ønske. En god ven af vort arbejde, der fabrikerer glasfiberplader, har tilbudt os det fornødne antal plader til ren fremstillingspris, og alle mine kammerater har med vanlig forståelse stillet deres hænder til rådighed, så solariet, der jo også vil komme vore egne feriegæster til stor glæde i de uundgåelige regnperioder, vil formentlig være færdigt til pinse også!

For at feriebyen kan blive den afrundede skabelse, vi alle ønsker, den skal være, må vi have et campingområde, som er indrettet helt i overensstemmelse med de krav, lejrliv i dag stiller. Også denne opgave vil være løst, inden sæsonen er over os! Så De forstår, at vi ikke har siddet med hænderne i skødet og ventet på, at sommeren blot skulle komme! Og som et endeligt punktum har vi arbejdet stærkt med planer om at bringe vor vegetariske restaurant ind i feriebilledet på en helt ny måde. Da forberedelserne her ikke er helt afsluttede på det tidspunkt, disse linjer skrives, vil jeg nøjes med at give udtryk for, at vi ikke erhvervede denne skønne ejendom for ikke at anvende den fuldt ud. Vi har planer her, som vil blive til meget stor glæde for hver eneste gæst inden for feriebyens område!

– – – – – – –

Udefra set er feriebyen nu så nær det fuldkomne, som tænkes kan. Men hvad med dens indre idé? Hvad med drømmen om den skole i Martinus Kosmologi, der dog var dens absolutte første årsag? Som jeg allerede har meddelt de mange kredse i Sverige og Danmark, har jeg taget den fulde konsekvens af sagens vækst, hvis hovedbyrde hidtil har hvilet på mine skuldre, og frigjort mig for de områder, hvor min arbejdskraft ikke er absolut nødvendig. Jeg tænker her på forlaget, hvor nogle af sagens trofaste venner gennem en menneskealder og meget nære venner af mig nu overtager ansvaret for denne del af Instituttets arbejde. Jeg afgiver dette område med meget stor tryghed, fordi denne gruppe kvinder og mænd, som jeg gennem en årrække har haft et forbilledligt samarbejde med, fortsætter den én gang lagte linje. Jeg har længe ønsket at kunne anvende alle mine kræfter på de områder, hvor jeg føler, jeg gør størst nytte, nemlig som skribent, som lærer og som ansvarlig leder af Kosmos Ferieby.

Da sagens ledelse har givet mig den fulde myndighed til at udforme feriebyens åndelige liv efter de erfaringer, livet i denne sag gennem de mange år har givet mig, har jeg naturligvis for længst udbygget mine planer for den kommende sæson, der på disse områder i nogen grad vil skifte karakter. Allerede for år tilbage stillede betydende mænd på denne egn mig det spørgsmål, om Kosmos Ferieby ikke i højere grad, end det før har været tilfældet, kunne blive et kulturcenter i egnen, alle åndeligt interesserede mennesker kunne få glæde af at besøge. I samråd med mine venner har vi derfor besluttet, at vi vil forsøge, udover den undervisning i Martinus Kosmologi vi altid har fuldbyrdet, og som i år vil blive endnu mere intensiveret, idet salen vil blive forsynet med så mange stikkontakter, at enhver, der ønsker det, kan optage samtlige foredrag vederlagsfrit på bånd, at indbyde betydende foredragsholdere inden for andre kulturområder, såvel som vi vil forsøge at give plads for enkelte koncerter. Jeg ville gerne give Dem et fuldt færdigt program, men jeg tror De forstår det vanskelige heri. Men forhandlinger bliver ført til alle sider, for at det åndelige liv på denne plads kan blive så alsidigt og så inspirerende som vel muligt! Kosmos Ferieby er, efter ombygningen af sagens ejendom på Mariendalsvej i København, vort største åndelige centrum, hvor mennesker fra alverdens lande efterhånden vil mødes og lære Martinus verdensbillede at kende. Det er derfor naturligt, at vi nu, hvor den ydre ramme er færdigskabt, indtil videre sætter alle vore kræfter ind på at udbygge det åndelige liv på denne plads på en sådan måde, at en ferie her ikke alene betyder en restituering af legemet, men også den inspiration for sjælen, der rækker langt fremover!

– – – – – – –

Når dette brev er Dem i hænde, har jeg afsluttet min vinterundervisning, såvel i "Studenterforeningen" som i de mange kredse både i Sverige og Danmark. Få mennesker møder på sin livsvej større kærlighed end jeg, og jeg håber ikke, at nogen tager det ilde op, at jeg med dette brev benytter lejligheden til at bringe hver eneste deltager i mine foredrag en dybtfølt kærlig tak for den lydhørhed, jeg har mødt overalt! Det var ikke uden bekymring, jeg flyttede vore foredrag fra Mariendalsvej til Studenterforeningens smukke lokaler, men livet gjorde min bekymring til skamme! Det har været en stor oplevelse for mig at se, hvorledes den lyse og glade ånd, der før prægede foredragene på Instituttet, for længst er overført til denne nye, smukke ramme om vort arbejde i København. En vintersæson er afsluttet på den skønnest tænkelige måde, en sommersæson står snart for døren! Hjertelig velkommen til den ferieby, der uden Dem og Deres store kærlighed til sagen aldrig var blevet skabt!