Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Med renæssancen indtrådte en ny fase i menneskehedens og kunstens historie, kunstens "syndefald" i Vestens kultur. Nu opstod den "frie" kunstner, der ikke blot var "tjener", men også kunne optræde som "herre". Nu skulle "jammerdalen" være det, den kunstneriske skaben mest beskæftigede sig med; mennesket skulle "opdage" naturens og sit eget legemes skønhed, det skulle blive materialist. Renæssance betyder genfødelse, og man har kaldt denne epoke ved dette navn, fordi man mente, det var en genfødelse af den græske oldtids forherligelse af det menneskelige legeme. Så skulle man jo tro, at den gamle græske kunst i lige så høj grad havde været udtryk for kunstens "syndefald", men det var den ikke. De skønne græske skulpturer er ikke lavet "efter model", de er skabt af en instinktbetonet fantasis glæde over livets rytme – i kunstnerens egen krop og i alt, hvad der omgav ham. De græske kunstnere studerede ikke anatomi, de arbejdede efter en indre fornemmelse af formernes og rytmernes sammenspil. For renæssancens store kunstnere derimod, en Michelangelo og en Leonardo f. eks., spillede studiet efter naturen en meget stor rolle, selv om de ikke følte sig bundet af det, dét gjorde først senere tiders kunstnere. Men madonnaerne blev mere og mere jordiske med svulmende former, og det nøgne menneske, som for middelalderens kunstnere havde været tabu, blev nu et meget yndet motiv. Fauner og nymfer afløste i nogen grad helgener og engle, portrætter af stormænd i al deres magt og vælde og af skønne damer kom på mode, og lidt efter lidt blev naturen, landskabet, fra at have været en beskeden baggrund eller staffage, noget, der kunne fremstilles for sin egen skyld.

I min forrige artikel skildrede jeg de grundtræk i menneskehedens udvikling, der lå bag kunstens forhold til diktaturet og dens gradvise frigørelse deraf og søgte at påvise, at der i kunstens historie var opstået to faser, som jeg kaldte "den guddommelige suggererende kunst" og "kunstens syndefald". Med ordet syndefald mente jeg ikke noget negativt og "ondt", men en absolut nødvendig befrielse fra suggestionens påvirkning til selvstændig opdagelse og oplevelse af den omgivende naturs og det menneskelige legemes storhed og skønhed. Det medførte ganske vist en ny form for "bånd", idet menneskene nu blev mere og mere bundet til en materialistisk livsopfattelse og blev så optaget af "denne verden", af det ydre, at de helt glemte, at de var åndelige væsener, og at materien, lige meget om den fremtræder som naturen eller som ens egen organisme, er et resultat af åndens bevægelse. Men da "syndefaldet" bevirkede en voksende personlig selvstændighed, måtte det også før eller senere medføre, at adskillige mennesker genopdagede den åndelige virkelighed, og mætte både af religiøst diktatur og materialistisk snæversyn søgte at finde frem til åndelig frihed og blev – demokrater! Dette lyder vist mærkeligt i en artikel om kunst, men jeg mener absolut ikke noget "politisk" dermed, det virkelige demokrati er nemlig ikke et politisk parti i øst eller vest, men består af de mennesker over hele jorden, der upartisk søger at skabe harmoni og større frihed i verden ved gennem deres daglige færden at gøre livet større, smukkere, lykkeligere og mere forståeligt for andre, kort sagt livskunstnere. Men det var jo ikke demokrati og livskunst, denne artikel skulle handle om, men kunst! Ja, men kunsten er ikke et isoleret og livsfjernt fænomen, der kan behandles alene ud fra et æstetisk synspunkt, kunst er liv, endda menneskehedens højeste livsytringsform, og som sådan har den forbindelse med livets etiske værdier og hele den moralske udvikling, der har fundet sted gennem årtusinder. Som kunsten engang var det guddommelige diktaturs lydige og lykkelige tjener, må den nu blive det guddommelige demokratis frie medarbejder i skabelsen af en bedre verden for menneskene at leve i. Jeg berører disse problemer, fordi jeg mener, det kan have betydning for alle, der føler sig som demokrater, at prøve at forstå det specielle forhold, der er mellem kunst og demokrati: at vi alle er vordende kunstnere og skal medvirke til at føre kunsten ind i den tredie fase i kredsløbet, "kunstens opstandelse".

At vi alle skal blive kunstnere, er for mange mennesker en latterlig tanke. Hvad skal vi dog med alle de billeder, bøger og andre kunstværker, der så vil oversvømme markedet? Hvem skal købe dem, og hvem skal så lave det "fornuftige" arbejde? Det er meget forståeligt, at man i vor merkantilt prægede tid ser på kunst fra en sådan synsvinkel. Et sådant synspunkt viser en vis sans for økonomisk og social balance, men slet ingen sans for kunstens væsen. Selv om kunsten siden sit "syndefald" har været økonomisk afhængig af liebhavere og mæcener, fordi kunstnerne som alle andre mennesker skal have noget at leve af, kan der aldrig blive noget naturligt forhold mellem kunst og penge. Selv om en mand vil give 1.000 kr. for et maleri, kan man ikke sige, at dette er 1.000 kr. værd. Dets værdi ligger inden for helt andre områder og kan hverken vejes eller måles. Et kunstværks virkelige værdi består dels i den åndelige proces, der foregår i kunstnerens sind under dets skabelse, (Thoreau udtrykker det ved at sige: "Der er altid et digt, som ikke trykkes på papir, der jævnsides med frembringelsen af dette prentes i digterens liv. Det er, hvad han er blevet gennem sit værk"), og dels i, hvad andre bliver gennem hans værk ved at leve sig ind i den åndelige spændingstilstand og forløsning, der er foregået i hans skabende bevidsthed. I visse malerier kan man f. eks. i nogle lysreflekser opleve lysets og mørkets evige melodi, hvis man vel at mærke er modtagelig for den slags oplevelser. Men modtageligheden kommer, om ikke i dette liv, så i kommende. Vi er alle på vej mod kunstens tinder, og modtagelighedens stadium vil afløses af evnen til selv at skabe. Den skabende tilstand er netop den, der er ment med ordene "mennesket i Guds billede". Dette menneske skal ikke blot skabe det, vi i øjeblikket forstår ved kunst, det skal skabe i levende materie. Men for at det engang kan ske, må mennesket først grundigt øve sig, og disse øvelser foregår blandt andet gennem det, vi kalder kunstnerisk skaben. Kunstnerisk skaben fører efterhånden kunstnerisk erkendelse med sig, som er en forløber for den kosmiske bevidsthed, idet det er en erkendelse af det betydningsfulde forhold mellem den enkelte og helheden. Kunstværkerne må ikke betragtes som mål i sig selv, men kun som forsøg på at fravriste livet en sandhed, som tillige er skønhed (disse begreber er uadskillige), og på at skabe forbindelse mellem det individuelle og det universelle og derved skabe erkendelse af alle tings sammenhæng. Kunstens store mission er at give menneskene en fornemmelse for det universelt organiske, enten det ytrer sig i noget umådelig stort eller i noget ganske småt. Samtidig kan kunsten bringe sin udøver en ubeskrivelig lykkefølelse i skabelsens øjeblik, hele hans væsen vider sig ud og føles næsten uden skranker, hans lille "person" svinder bort med dens små bagtanker og selviske formål. Fordi han et øjeblik helt glemte sig selv i sin skaben, blev han til, som man virkelig kan blive til, når intuitionens altgennemtrængende stråler vibrerer i ens bevidsthed.