Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Efterfølgende drømmeoplevelser er efter citat af Louisa E. Rhines bog "Sindets Løngange" (Borgens Forlag).

 

Den første ting man bemærker med hensyn til den måde, hvorpå ESP (Extrasensory Perception= oversanselig opfattelse) oplevelserne kommer ind i bevidstheden, er måske, at mange af dem antager en meget illustrerende form. Der gives i visse tilfælde så rigtige og realistiske enkeltheder, at beretningen lyder næsten som en fotografisk beskrivelse – et fotografi af begivenheden. Denne realistiske form er mere bemærkelsesværdig end de andre, både fordi den rapporteres oftest og fordi ligheden mellem oplevelsen og den virkelige begivenhed er så slående.

For nogle år siden havde en kvinde i West Virginia en sådan oplevelse. Hendes far havde besluttet at flytte til Utah, hvor han havde købt et stykke jord, som ingen af dem havde set. Hun og hendes mand havde besluttet ligeledes at tage derover.

I drømmen, som hun havde, mens hun stadig boede i West Virginia, var hun i Utah og så på afstand den by, som lå nærmest ved hendes faders ejendom. Hun kunne se byen ligge udbredt i aftensolen over det flade land, og solskinnet der glitrede i tagene. Men hele vejen udenom, så langt øjet rakte, var der øde og gråt og trist. Ørkenen strakte sig mange mile bort, nøgen og forladt, der var kun tomhed. Mens hun så på det, blev hun grebet af en følelse af inderlig sorg, som vækkede hende og fik hende til at indse, at det "kun var en drøm", skønt den havde været bemærkelsesværdig livagtig.

De tog til Utah. Men hun og hendes mand blev frygtelig skuffede. De var ikke forberedt på forandringen. Som hun selv siger, "de var ikke gjort af nybyggerstof", og kom snart til at længes efter West Virginias skovklædte bakker. Så ingen længe læssede de deres kufferter på fjællevognen, og hendes far kørte dem til byen, hvorfra de kunne komme med en postvogn. Idet de nærmede sig byen, kørte de op ad en lang bakke og nåede endelig den sidste top, hvorfra vejen gik nedad det sidste stykke.

Og der var drømmen. Det lod til at være nøjagtig den samme scene. Byen i det fjerne, udstrakt over det flade land, og solskinnet, der glitrede på tagene og på den omgivende ørken. Hun følte, at hun simpelt hen havde set det før; drømmen og virkeligheden var ens, tænkte hun.

De fleste realistiske ESP oplevelser er drømme, men der findes undtagelser. Tilfældet med kvinden, som så en bilfuld gæster komme nogle få dage før de virkelig kom, er et eksempel, ligesom det med en bondekone, som en kold dag, da hun stod og vaskede op, for "sit indre øje" så sin yngste søn falde i en sø, som lå uden for synsvidde i frugthaven ca. 400 m fra huset. Hun kunne umuligt have set stedet i virkeligheden, og dog var det, som om hun så sin mand vade ud og trække drengen op, bære ham op til huset, mens vandet dryppede fra klæderne, og derpå sætte ham ved komfuret og frottere ham tør med håndklæder.

Hun gjorde opvasken færdig og begyndte at ælte dej, stadig urolig over sin vision. Netop i det øjeblik så hun ud af vinduet, og der kom hendes mand ind i gården med den drivvåde søn i armene. Da hendes hænder var fulde af dej, klædte hendes mand barnet af og frotterede ham tør og varm. Hun sagde, at "visionen" gled forbi hendes blik "som en film".

En vågen oplevelse, der som denne omfatter alle detaljerne, synes ikke forskellig fra lignende drømmeoplevelser. Nogle mennesker har dagdrømme, som er meget lidt forskellige fra "natdrømme", hvilket måske kan forklare de vågne oplevelser, som antager den karakteristiske drømmeagtige form.

En nogenlunde almindelig ting ved denne sande og detaljerede billedmæssige oplevelsesform er, at billedet eller scenen synes at være set fra en bestemt synsvinkel. Kvinden i Utah genkendte f. eks. først scenen fra sin drøm, da hun også i virkeligheden fik den at se fra det bestemte punkt.

Det er interessant at bemærke, at denne indskrænkning af synsfeltet somme tider afskærer dele af billedet, undertiden endog vigtige oplysninger. En sommer tog en gruppe ledende industriherrer på fisketur i Canadas vildsomme egne. Blandt dem var filialbestyreren for en blikpladefabrik. I næsten to uger havde de opholdt sig langt inde i skovene, fjernt fra alle nyhedskilder.

Natten før de skulle vende hjem, havde bestyreren en drøm, der var så tydelig og livagtig, at han ikke kunne sove bagefter. I den, skriver han, "stod en af vore kørende kraner, som var ved at losse en bilfuld skrot, sammen med bilen på sporet ved siden af det vandtårn, som forsynede lokomotiverne. Idet den enorme magnet svingede rundt med et tungt læs skrot, fik kranen pludselig overbalance og styrtede ned ad flodskrænten. Kranføreren, hvis navn jeg råbte, sprang fri af kranen og havnede neden for den, idet den under støj og spektakel styrtede ned på flodbredden, og han forsvandt af syne, idet den standsede ved vandkanten cirka tyve fod nede. Jeg lagde specielt mærke til kranens nummer og antallet af godsvogne, og jeg kunne sige, hvordan kranføreren var klædt på. Jeg bemærkede yderligere det omtrentlige omfang af skaden. Men jeg vidste ikke, hvad der i sidste instans var sket med kranføreren. Han var forsvundet under eller bag kranen, da den standsede sit fald. Med andre ord så jeg ulykken fra floden eller fra et sted på den modsatte bred.

Da jeg vendte tilbage til fabrikken den følgende dag, var chefmekanikeren den første, jeg traf. Han bad mig gå med over i maskinværkstedet for at se på kranen fra min drøm, og for at tale med kranføreren, som var sluppet fra ulykken uden en skramme. Kranføreren forklarede, at grunden til, at han ikke var kommet til skade, var det faktum, at kranen var væltet om foran ham, idet han gjorde sit sidste spring. Rapporten viste at alt til de mindste detaljer var, som jeg havde drømt – med én undtagelse. Undtagelsen var, at ulykken var sket to timer efter drømmen".