Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Jeg bringer så ofte bilag med nedslående beretninger, at det føles som en lise for sjælen for engangs skyld at kunne bringe et bilag med et opløftende budskab! "Spis yoghurt og bliv 100 år"! Selve sætningen lyder som en livsbekræftende fanfare! Ak, var det blot så let! Men allerede et stykke inde i artiklen lyder det: "Væk med tobak, spiritus og kød"! Og se, det er jo straks en anden sag!

Nuvel, det er trods alt godt, at sådanne artikler slipper igennem til en større offentlighed. For ønsket om at leve længe er, trods alt, meget stærkt hos de fleste mennesker. At grundene til dette ønske er mange, ved vi – dødsfrygten spiller her ikke nogen ringe rolle – men så længe sindet er levende, er "ungdommeligt", er det naturligt både at leve og at ønske at leve! Der er noget dybt tragisk i, at menneskeheden må bevæge sig ad ernæringsmæssigt set så snoede stier, som tilfældet er, at ældgamle, for længst håbløst forældede ernæringsvaner skal have den magt, de vitterligt har. For det er jo dog ikke noget nyt i historien, at en enkel, ja endog meget enkel kost, er den sundeste og dermed mest livsbevarende. Personligt holder jeg faktisk meget af god mad. Jeg har aldrig benægtet dette og vil aldrig gøre det! Men selv den bedste mad kan i virkeligheden være meget enkel, hvilket vil sige: uden kød og uden de ingredienser, der altid sætter vor gode ven, maven, på unødvendigt overarbejde!

Uden kød! Selv om tobaksforbruget og ligeledes forbruget af alkohol i vort århundrede har nået uanede højder, kan man dog spore, at modstanden imod disse nydelsesmidler er i vækst jorden over. Tobakken er kommet så hårdt i søgelyset, at det er til at forudse, at den en dag vil have mistet den magt, den i dag besidder. Og det samme gælder alkoholen. Også dens virkninger råber i dag så højt, at den en dag vil være berøvet det forsvar, den engang lukrerede af. Lad det tage tid, for det vil det, men det er dog en tid, man kan overskue. Men kødet?

Det har ofte slået mig, hvor lidt mennesket ved om sit eget liv og dets åndelige udstrækning. Gennem Martinus analyser ved vi nu, at et "svangerskab" ikke klares med de obligate 9 måneder, men i virkeligheden varer ca. 28 – 30 år. Før den tid er mennesket ikke åndeligt modent eller er med andre ord ikke fuldt ansvarligt for sine handlinger. Det kender kun i grove træk sine begærs konsekvenser, lever mere på ukontrolleret følelse end på bearbejdet livserfaring. Det tror at vide, men ved i virkeligheden ikke så overvældende meget, i hvert tilfælde ikke på tilværelsens åndelige områder. Og er det ikke således, at forfærdende mange mennesker allerede ca. 15 år senere, omkring det femogfyrretyvende år, er ophørt med at udvikle sig åndeligt, eller, sagt på en anden måde, er "gået i stå"? Det er faktisk et uhyggeligt antal mennesker, man først begraver både tyve og tredive år efter, at deres sjæl stille er sovet hen!

Som man her kan se, har alt for mange mennesker kun et regulært levende liv på ca. 15-20 år! Tanken er ikke inspirerende, men desværre så sand, at det vil være direkte tåbeligt at ignorere den. At Kristus kendte dette forhold, ved vi fra hans berømte ord: "Lad de døde begrave deres døde"! (Mt. 8. 22.) Fænomenet er altså ikke nyt, det er så gammelt som menneskehedens historie.

Og her er vi igen tilbage ved ernæringen. Når mange mennesker kun lever ca. 15 år, er det ikke noget særligt ubegribeligt, at det har taget og fremdeles vil tage meget lang tid, før en radikal ændring her vil finde sted. Hver eneste slægt bringer de nedarvede vaner videre til den efterfølgende, og kun få inden for slægten reagerer, de fleste trasker videre ad de i forvejen nedtrampede stier. "Mors frikadeller smagte nu bedre end dine"! høres måske nok engang i de fleste menneskers liv. Men de spises dog og er stadig væk – frikadeller! Vi står her overfor noget på sin vis næsten paradoksalt. For bortset fra, at flertallet spiser kød, er der dog uendeligt mange, der inderst inde er imod enhver tænkelig form for drab. De kan under ingen omstændigheder selv dræbe de dyr, hvis kød de spiser, ja mange af dem ville simpelt hen besvime, om de blev tvunget til at overvære selve slagteprocessen. Men ikkesandt, i vor moderne, tekniske tidsalder får vi snart det hele leveret "grydeklart"! På det område er vore sarte følelser godt beskyttet!!!

Og dog! Er de? Efterhånden som afstanden mellem den rene jungle og vor åndelige udvikling øges i et stadigt voksende tempo, hænder der trods alt et og andet. Ligegyldigt hvor hygiejnisk vi får leveret vor medisterpølse, vor lever, vore nyrer og hjerter (altså dyrenes!), vokser antallet af sygdomme, både de direkte og de indirekte. Og det er ikke mindst de sidste, kaldet "nerver", "stress", "depression", "spleen" osv. osv., der begynder at få den enkelte til at spekulere lidt mere over livets indre sammenhæng end før. For det er jo paradoksalt, at parallelt med den rent fysiske medgang, de øgede indkomster, den stigende "velfærd" synes glæden ved at være til i forrygende tilbagegang! Overalt møder man utilfredshedens hæslige ansigt. Måske går De hver søndag en tur i skoven eller i en park. Gå – for engangs skyld – igennem en meget befærdet gade og studer de ansigter, der kommer Dem i møde! Bortset fra de få bevidstløse forelskede, De vil møde, vil De normalt kun se ansigter, der på den ene eller den anden måde er præget af tilsyneladende uafrystelige bekymringer. De fleste ser besynderligt "aflåste" ud. De synes helt og aldeles at være arresteret i egne bekymringer, i egne vanskeligheder!

Det er i virkeligheden denne så ulykkelige tilstand, der er verdens største håb. For tryk avler modtryk! Og uanset alt, hvad vor stadigt voksende intelligens bringer os indenfor de rent materielle områder, så er intelligens nu engang ikke intuition! Videnskab er ikke visdom! Og det er visdom verden af i dag mangler mere end nogen sinde! Kærligheden, den sande, uselviske menneskekærlighed, er stadig verdens største mangelvare! Og kærligheden vil aldrig kunne frembringes ad teknisk vej!

Menneskeheden nærmer sig med stor hast den største åndelige korsvej, den nogen sinde har skullet krydse. I løbet af relativt få årtier vil dens tekniske evne have løst alle de rent fysiske problemer, vore forfædre kæmpede med. Dette kan end ikke en tredie verdenskrig ændre. Men ét problem står stadigt tilbage akkurat lige så uløst som før: kunsten at leve! Kunsten at leve på en sådan måde, at det enkelte individs livsvej tegner en lysende bane fra fødsel til grav! Og før dette problem er løst, vil der ikke eksistere nogen virkelig varig fred på jorden – dette burde være så selvindlysende, at det ikke skulle være nødvendigt at nævne det!

Personligt tror jeg ikke, at de i det medfølgende bilag nævnte bulgarere lever på en højere sjælelig etik, end flertallet i vort eget land gør. Men de har levet under forhold, der er andre end vore. Livet tvang dem til at leve enkelt, meget enkelt, og gennem denne levevis kom de, rent fysisk, til at afgive bevis for, at sund og enkel vegetarisk levevis, suppleret med afhold fra tobak og spiritus, fører til et langt og sundt fysisk liv. Dette er i sig selv en stor værdi. Men endnu større bliver den samme værdi, om der bag den findes et bevidst levende ønske om også på sjælens områder at bringe sin bevidsthedsudfoldelse i samklang med de love, på hvilke den næstekærlighed, der alene er verdens sande frelse, beror! At have dette mål for øje, at lade dette være ens evigt inspirerende ideal, står, i hvert fald for mig, som nøglen til den lykke, der aldrig kan forgå!