Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kontaktbrev 1965/7 side 15
MARTINUS
Mariendalsvej 94-96
Köbenhavn F.
 
Udtalelse til protokollen af Martinus på det konstituerende bestyrelsesmøde i Lund, søndag den 17 januar 1965:
 
Jeg vil gerne her i forbindelse med det konstituerende bestyrelsesmøde udtrykke min inderligste og hjerteligste tak til Sigbritt Therner for hendes store initiativ med at gøre det af hende skabte skønne Kosmos Feriehem – Varnhem til en selvejende institution til fordel for min mission og sag i Sverige.
Jeg kan ikke nok som ønske Guds velsignelse over dette menneskekærlige initiativ, den kærlighed, den undervisning og den vejledning i det evige verdensalts kosmiske analyser, der vil udgå fra dette skønne center i vor mission og sag midt i Sveriges storslåede natur.
Det er mit inderlige håb og ønske, at den lysets og kærlighedens atmosfære, der vil komme til at udgå fra dette vort center såvel som fra hovedcenteret i Danmark og fra andre centre i vor mission og sag, der med tiden vil opstå, må være af en sådan natur, at menneskene i den oplever Guds nærhed og heraf inspireres og opmuntres til at udforme sig selv i Guds billede efter hans lignelse.
Lund, Sverige den 17.1.1965
Martinus