Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Har De nogen sinde prøvet at gå ind i en gammel kirke ganske alene? Sat Dem på den nederste bænk og i den Dem omgivende stilhed koncentreret Dem om begrebet "Gudstjeneste"? For har De det, har De sikkert også oplevet det samme som jeg: at sindet pludselig kan fyldes med en uendelig fred!

Alle vi, som under den ene eller den anden form dyrker begrebet "åndsvidenskab", kan, om vi ikke passer lidt på, komme så langt bort fra tidligere former for gudstjeneste, at vi faktisk helt glemmer dette i sig selv så betydningsfulde begreb. Og gør vi det, har vi mistet langt mere, end vi selv måske er klar over. Ja, vi kan komme så langt, at vi i stedet begynder at dyrke et menneske. Jeg mindes en oplevelse, jeg for år tilbage havde her i feriebyen. Det var i april 1945. Jeg var tilsagt til forhandling med tyskerne om et lejemål, men måtte jo beklage, at feriebyen var udlejet og altså ikke kunne stilles til værnemagtens rådighed. Den forhandling forløb hurtigt. Da jeg havde afleveret mit svar til den smilende officer, forsvandt smilet som ved et trylleslag, og på et vink stod to soldater ved min side: både feriebyen og jeg selv var "beslaglagt". Nå, jeg havde det sådan set udmærket bortset fra, at jeg ikke måtte forlade mit hjem heroppe. Et maskingevær pegede på begge udgange, og vagt over det hele gjorde, at jeg faktisk var meget beskyttet. Men iblandt mine vagter var en lille korporal, ja, han var vistnok lidt mere, for han var "Obergefreiter", og hans navn var Braun. Og Braun lærte mig faktisk en hel del, navnlig om persondyrkelse. En morgen kom han ind til mig med øjne som stjerner. "Der Führer" havde talt og meddelt, at englænderne snart ville slå følge med tyskerne og knuse russerne. Jeg svarede høfligt, at jeg tillod mig at tvivle. (Man er meget høflig, når man er omgivet af pistoler og den slags). Og så kom det: "Der Führer hat gesagt!!!!!!" Føreren havde talt – og hvor vovede jeg formastelige at tvivle! Så langt gik denne persondyrkelse, at man på gravstene i Tyskland kunne læse: "Han døde lykkelig i troen på Adolph Hitler". Nuvel, måske døde han virkelig lykkelig, men det må vel i så fald have været før maj 1945!

Utalte tusinder af mennesker jorden over kæmper i virkeligheden med et for deres tænkeevnes udvikling yderst ulykkeligt Kristuskompleks. Så snart der dukker et åndeligt set lidt usædvanligt menneske op, tager myten på ny form – er han den genopstandne Kristus? Jeg mødte det i Indien med hensyn til både Buddha og Lord Krisna, og det spøger alle vegne, både i Europa og Amerika, Mennesket ønsker noget at tro på. Et stærkt menneske, som kan tage frygten bort fra dets sind. Et menneske, som ved sin åndelige myndighed skænker sjælen fred og dysser det spirende tænkeelement i søvn. Og finder det så et sådant menneske, får det også fred – et stykke tid! Men Thomasnaturen er ikke let at kvæle. Den vågner atter og atter og kræver hver gang at "se naglegabene i hans hænder"!

Åndsvidenskab eller kosmologi er to ting! Er enten en midlertidig intellektuel interesse eller også den vej til Gud, vi alle søger, bevidst eller ubevidst! Og Gud er stadig større end selv det mest fuldkomne menneske. Han er, eller burde i hvert fald være vort eneste virkelige mål. Og her er det, at ønsket om at tjene ham, tilbede ham og ham alene, kan fordunkles af det mere nærværende – mennesket!

Som allerede nævnt holder jeg meget af i det skjulte at gå ind i en gammel kirke, når jeg er sikker på at være alene. Jeg føler en dyb indvendig glæde ved tanken om, at her har mennesker i generationer siddet i dyb bøn til HAM, som måske har forekommet dem langt mere dunkel, langt mere fjern end mig. Men deres bønners kraft står i rummet, og enhver kan nyde godt af den styrke, den tillid til en kærlig Guddoms eksistens, disse bønner har efterladt. Jeg mindes en sådan stund et helt andet sted. I Buddh Cava i staten Westbengalen. Der ligger det ældste buddhisttempel i verden, og ved dets gavl står en efterkommer af det træ, hvorunder Buddha oplevede sin kosmiske fødsel. Der sad jeg i det blide indiske mørke og forsøgte ved min fattige tankes hjælp at trænge ind i, hvad han der oplevede. Noget vældigt stort må det have været, for det lys, han oplevede, genspejler sig i hver eneste virkelig buddhistmunk, jeg har mødt. Blidhed og sagtmodighed præger dem alle. At møde dem, være sammen med dem, ja at få lov til at tale til dem, er som at møde begrebet noblesse i renkultur. Jeg gemmer endnu, som et meget kært minde, et forgyldt blad fra dette træ, som en munk trykkede mig i hånden. Han sad som en lydløs skygge ved min side.

Gudstjeneste! Er den nødvendig? Kan man ikke tjene Gud ved blot at være god? Naturligvis kan man det! Men jeg tror ikke, det er nok. Ikke for mig i hvert fald. Sandt nok ved jeg, at vi møder Gud i alt og overalt, fra det mindste atom til det største menneske vi møder på vor vej, men alt dette er dog kun Guds instrumenter, er alt det, gennem hvilket han former vor sjæl til at møde ham – det er ikke HAM. Dette føler jeg uendelig stærkt, når jeg heroppe meget ofte afventer solens første tilsynekomst over havoverfladen. Jeg kender ikke i vor verden nogen stund, hvor jeg føler mig Gud så nær, som når de første lysstråler begynder at farve himlen i alle farvetoner mellem blåt, violet og guld. Jeg har den store lykke at kunne sidde på en diminutiv altan og opleve dette vidunderlige skuespil. For en ny dags fødsel er det skønneste, man kan bivåne. Det er for mig virkelig med digteren: "Den signede dag med fryd vi ser – af havet til os opkomme –". Den dybe stilhed forud, så de første vibrerende stråler, så farverne og endelig fuglekoret, der med jubel hilser denne "signede dag" velkommen! Altid fornemmes det som en afsked med ét liv og et velkommen til et nyt – et helt nyt! Jeg forstår, at mange såkaldt "vilde mennesker" har hilst solens tilsynekomst med opløftede hænder! For ligegyldigt hvor meget vi, oplyste som vi jo er, forstår lovene bag solens tilsynekomst, så er denne tilsynekomst trods alt akkurat lige så mirakuløs for os, som den var det for dem – og lige så betagende!

Nej, et er den viden om livets både synlige og usynlige side vi gennem vor livsoplevelse erhverver os, et andet er måden vi anvender denne viden på! Vi kan bruge den til at forherlige os selv og bilde både os selv og andre ind, at vi er noget exceptionelt, men vi kan også bruge den til at bane os vej gennem alle illusioners tågeverdener og så, i glimt, opleve at gennembryde "Mayas" sidste slør! Oplever vi det sidste i selv nok så beskeden en målestok, lærer vi både gudstjenestens og bønnens inderste væsen at kende!

For der står vi alle. Vi kom, som jeg ofte både har sagt og skrevet det, "nøgne", og vi skal alle gå "nøgne"! Jo dybere man mediterer over dette problem, desto mere forstår man værdien i den direkte kontakt med Gud. I fortiden var menneskedyrkelse et nødvendigt mellemled, jævnfør ordene: "I Jesu navn". Men sådan skal det ikke være i al evighed. Vi lever i dag som Martinus har udtrykt det: mellem to kosmiske verdensepoker. Fremtidens mennesker bygger ikke på enkeltmennesker, for de ved, at det vil være at bygge på sand! Menneskelig tillid har sin begyndelse, sin kulmination og sin afslutning, for det er menneskeværk. Men bygger man sit liv på Gud, hvor lille ens kendskab end er til ham, så bygger man på en klippe. For alt det andet vil forgå, HAN alene vil bestå i alle situationer og under alle forhold!

Jeg har ofte skrevet, at der ikke findes nogen som helst "billige" løsninger på vore livsproblemer, derfor har jeg altid fundet stor visdom i Jesu ord om, at "hvo som synes at stå, se vel til han ikke falder"! Disse ord er født af et sind, som vidste besked, og hvis eget liv var i den dybeste samklang med hans forkyndelse. Men netop igennem bønnen og igennem dette altid at have klart for sit indre syn, at målet med al vor åndelige søgen er selve Guddomsoplevelsen, kan ethvert menneske styre uden om de faldgruber, som en blot teoretisk interesse for åndsvidenskab er så vrimlende fyldt med. For det er så let at miste sin egen identitet som menneske i vor verden. Millioner af tyskere gjorde det, millioner af russere ligeså. For dem blev mennesker i kød og blod til de guder, der styrtede dem i ulykke. Den slags er lærerigt. Nej, lad ikke gudsdyrkelsen tone ud i et intet! Bevar og styrk den kontakt med HAM, vi alle søger imod, og som alene er tilbedelse værd. Derved finder sjælen ikke alene fred, men vi opnår også den sunde åndelige vækst, som alene giver de smukkeste resultater.

– – – – – – –

En lang vinters åndelige arbejde er endt nu, og vi er i fuld gang med at forberede den sommersæson, som i øjeblikket tegner til at blive den største, vi hidtil har oplevet. Endnu er græsset hvidt om morgenen, men knopperne svulmer, og inden længe er våren over os. For den, som ved, at det er Guds rene ånd, der hu, om måske blot få døgn, dekorerer den i øjeblikket så nøgne yderverden, er våren ikke alene det største fysiske eventyr, den er også det største bevis på Guds egen eksistens! Thi som Martinus så uendelig smukt har udtrykt det: "Så længe der findes en blomst, kan erindringen om en højere verden ikke slettes ud!"