Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Utallige gange i sit liv har Martinus fortalt os, at "intet, absolut intet af det, vi ser eller oplever, er det, det ser ud til at være"! hvilket i realiteten så vil sige, at det er noget ganske andet. Nuvel, som inderne ved også vi, at forblindelsens tåger eller "Mayas slør" hviler over os og indhyller os i illusioner, der synes at have for vane at briste, netop som man tror dem mest konsoliderede På den anden side vil livet i "X 3" eller "formernes verden" altid bestå af illusioner, positive såvel som negative, men dette behøver man faktisk ikke en Martinus til at fortælle os, for derom handler al visdom fra alle tider. Nej, det, der gør den indledende sætning så fascinerende, er faktisk noget helt andet. For livet består af andet end illusioner, består af andet – og langt mere – end det, vi normalt sanser og oplever. Livet består også af eller hviler på – en guddommelig verdensplan!

Og det er netop denne plan, der altid vil være bagom det, der synes at være! For langt de fleste mennesker udgør deres livsoplevelse én stor kalejdoskopisk forvirring uden nogen tilsyneladende direkte plan eller mening. Var det modsatte tilfældet, ville begrebet "livets mening" jo for længst være erkendt. Men sådan er det ikke. Gang på gang standser mennesket op og spørger sig selv, hvad meningen dog kan være med det, det nu oplever. Nået dertil "drukner" de fleste enten i antipatiens eller sympatiens bundløse hav eller også i den selvmedlidenhedens sødsuppe, der altid står klar lige om hjørnet. Undgås disse to farlige områder, findes der altid et tredie, der med begærlighed venter sit offer; det nemlig, hvor illusionen om "retfærdighed" eller "uretfærdighed" holder både retsmaskineri og sagførerprofession spillevende.

Som man her vil se, har det åndeligt umodne menneske muligheder nok for at gøre sit eget liv til det private helvede, de fleste havner i. Mennesket er nu engang således indrettet, at det så at sige fødes med en tyrkertro på, at netop det hører til de udvalgte, for hvem livet udelukkende skal blive en solskinssejlads henover lykkens evigt glitrende og smilende hav, og evnen til at blive fornærmet over, at livet ikke synes at ville opfylde denne fordring, den tro, er i virkeligheden ganske overvældende!

Hvordan ser livet da ud fra det mere åndeligt modne menneskes verden? Selv om mit svar er subjektivt og helt står for min egen regning, tøver jeg ikke med at give udtryk for, at dette syn er og må være ganske anderledes. For accepterer man en Guddoms eksistens og sit eget liv som én stor søgen frem imod mødet med denne Guddom, må man netop også acceptere, at "intet af det, man oplever, kan være det, det ser ud til at være"! Da spørger man ikke om meningen med de enkelte menneskers til tider lidt besynderlige optræden over for en, men da spørger man helt enkelt om "Guds mening" med det oplevede. Man spørger, med andre ord om planen – den store kosmiske plan – med det oplevede. Og gør man det, og har man derudover trænet sig gennem begrebet "bøn" i dette ords allerdybeste og smukkeste betydning til at være så meget i kontakt med den Guddom, ens hjerte brænder efter at møde, at denne kontakt føles meget levende, så oplever man gang på gang det vidunderlige, at alle tåger viger, og den vej, man bør følge, ses lysende klar for ens indre øje. At denne vej kan være smertefuld at betræde spiller faktisk ikke den rolle, de fleste forestiller sig. Har man nogen sinde oplevet, at nogen ung mand har fundet den vej, han må følge for at se sin elskede, uoverkommelig?

Det er så let her i livet at gå på akkord, at vælge de "billige løsninger" fremfor dem, der koster en høj pris, og netop i kraft heraf er de rigtige, men ingen, der vælger de billige løsningers vej, får den virkelige fred i sjælen, der må være al åndelig søgens virkelige mål. Og ville man spørge mig, hvilken vej der altid er den rigtige, vil jeg åbent svare: handlingens vej, men vel at mærke, den kærlige handlings vej!

Selv er jeg jo af livet anbragt i en sag, der for den overvældende dels vedkommende består af teoretikere, består af mennesker, der nok forstår og indser betydningen af Martinus verdensbillede, men endnu ikke helt har forstået, at dette verdensbillede er kristent i den forstand, at det udgør en brændende appel til den enkelte om at sætte sin kosmiske udvikling i gang, altså: at gøre noget for menneskeheden. Og det gør man ikke ved blot at støtte en bevægelse med penge!

Nej, det der i dag står for mig som det centrale, i hvert tilfælde i mit eget liv, er den Kristi efterfølgelse, der består i levende aktivitet på både den indre og den ydre mentale front. Og her har livet vist mig, at de største i denne forbindelse slet ikke er dem, der så at sige kan "Livets Bog" udenad, men derimod dem, der rent intuitivt har følt dens inderste budskab som et kald, og som derfor altid har rakt hænderne frem til hjælp. Jeg er jo i øjeblikket levende optaget af at forberede den største sommersæson, vi endnu har haft her i feriebyen, og denne min opgave ville være aldeles håbløs, ja fuldkommen umulig at løse, dersom jeg ikke fra alle sider møder det eventyr, der består i, at en stadigt voksende gruppe af mænd og kvinder føler det samme som jeg selv: at denne opgave skal og må løses på fuldkomneste vis, hvorfor de weekend efter weekend ankommer hertil og går i gang med det samme. Jeg ved, at disse mennesker føler det som jeg selv, nemlig at vi her oplever det virkelige eventyr, det fællesskab, som ikke blot består i teoretisk forståelse, men også i livsnært samarbejde om at fuldbyrde en skabelse, hvis inderste natur udelukkende er den at skulle være til velsignelse for hver den, der i sommer skal være en kær gæst for os alle her!

Ville vi gøre dette, om vi ikke bag om alt sliddet og kævlet (for det hører med i billedet) hver for sig følte os bevidst i "den store plan"? Nej, vi ville ikke! For også vi er hver for sig ganske almindelige mennesker med egne krav og ønsker. Men livet har modnet os til at forstå, at søgte vi blot "vort eget", ville det for os ikke få den fylde, det belivende indhold, som fællesskabet her giver os. Kosmos Ferieby blev aldrig bygget af dem, som "vidste bedre" – og som stadigt ved det! Kosmos Ferieby – og den er i dag blandt de største i Danmark – blev alene bygget af alle dem, der aldrig ventede sig noget som helst for det slid, for de gaver og for den hjælp, de ydede. Derfor ejer den mit hjerte, som tilfældet er, for her oplevede jeg selve materialiseringen af den kristendom, jeg søgte, fra jeg kun var en opløben knægt. Et liv uden handling er intet virkeligt liv. Det virkelige liv er noget helt andet. Det er at se noget gro, se noget vokse frem. Og til dette liv hører både storm og uvejr, både modgang og besværligheder. Men det er liv!!! For det fører vækst med sig. Det skaber den indre uafhængighed af alt, der selv under de vanskeligste forhold gør det muligt at holde sig klar af det "Mayas slør", der forvirrer de fleste og skaber uligevægt i deres sjæle. Det gør det muligt, intuitivt, at føle sig nær den store plan, der kun har det med enkeltmennesker at gøre – hvor store de end synes at være – at de hver for sig blot er "Guds instrumenter" og aldrig Gud selv!

Et menneskeliv er på en måde en besynderlig ting. Alle ved vi inderst inde, at vi kun skal leve her et relativt kort spand af tid, og alligevel knytter de fleste sig så hårdt enten til hinanden eller til ting, som "møl og rust fortærer". Tanken om, at det hele kan være forbi på sekunder, oprører de fleste. De hader på en måde denne tanke, hvad der igen bevirker, at de så at sige "vender ryggen til evigheden". De tror, at det de ser, er det, det ser ud til at være – de vil simpelt hen ikke tro andet, og de fylder deres sjæl med tåbelig ambition. Set fra en lidt større plan ligner de ivrige børn, som leger i en kæmpemæssig sandkasse. Og i den velfærdsstat, vi nu oplever, kan de virkelig sige med den rige bonde: "Min sjæl, nu har du mad til mange år, slå dig til ro, spis, drik og vær glad" (Luk. 12.19). Men fremdeles lyder ordene: "Du dåre, i denne nat kræves din sjæl af dig, hvem skal så have alt det, du har samlet dig"?

At livet kan leves med ryggen til evighedstanken, beviser det selv. Men er det et klogt og vist liv? Det tror intet virkeligt voksent menneske! Virkelig voksen er i mine øjne kun det menneske, som viser verden et glad smil (fordi det simpelt hen er det, man kommer længst med), men som bagom smilet hele tiden er sig sit ansvar bevidst og aldrig går på akkord med dette ansvar! Og et sådant liv får kun den, der netop intuitivt forstår, at "intet af det vi ser eller oplever, er det, det ser ud til at være"! For dette menneske går aldrig med til at overdimensionere midlertidige besværligheder. Det spørger aldrig mennesker om deres mening med det oplevede, for det ved, hvor skrøbeligt et kar det enkelte menneske er. Det spørger modigt Gud selv. Det kender "Stilhedens Røst" og ved, at den største sandhed, der nogen sinde er udtrykt, blev udtrykt i ordene: "Og han så ud over verden, og han så, at alt var såre godt"! Den, som blot én gang i sit liv har forstået dybden af disse ord, ved, at han intet som helst har at frygte. Han går den vej, han føler, han må gå, selv om den nok så mange gange kan tvinge ham til at "tale Roma midt imod"!