Kontaktbrev 1965/9 side 4
Mogens Møller:
STÅSTED OG LIVSFORVANDLING I
Giv mig et sted at stå – og jeg vil bevæge verden.
Arkimedes
Fartens narkomani
Et fast punkt i livet, et ståsted, søges af utallige mennesker, Og det kan være svært at finde i vor forjagede tidsalder. Livet i vor tid føles af de fleste som en rivende strøm, alt haster af sted, alle skal vi nå noget, tempo og fart dominerer. Og fart kan være en vidunderlig oplevelse, berusende og stemnings opløftende, den kan dog tillige være farlig, ikke blot for liv og lemmer, men også psykisk. Knud Sønderby skrev forrige sommer en kronik i "Politiken", han kaldte "Fartens narkomani", som indeholdt meget, der er værd at tænke over. Der stod bl.a.:
"Den behagelige virkning af narkotika er vel, at man befries for virkeligheden, i hvert fald for virkelighedens mest nærgående relationer. Tingene optræder storartet underholdende for en, men ligesom på afstand, uden at rage en. Også fart skaber afstand, rykker tingene bort, løsner engagementet. Bevæger man sig hurtigt frem i bil, i tog – hæftes blikket naturligt mod det fjerne, udad mod horisonten, ved objekter, der trods ens egen fart er nogenlunde i ro. Det nære hvirvler for hurtigt bagud, øjet kan ikke fastholde det". Og Knud Sønderby slutter således: "Hvor tilvænnet, hvor forfalden er man blevet? Er tilfældet håbløst? Bevirker det, at man har prøvet fartens narkotika, at man aldrig mere kan få den samme ro i sjælen uden den? – Hvem vil kunne gå som Blicher og Holberg gik? Som alle dem, der gik? Man aner en ro, en nærhed, et familieskab med omgivelserne, et blik rettet mod og ikke forbi. Der findes et halvglemt ord i sproget. Nu kun med kuriositetens interesse. Det lukker sig om en for os ukendt fortrolighed. Ordet vandringsmand".
Det tabte paradis
Knud Sønderby er fuldstændig klar over, at han ikke kan blive vandringsmand på samme måde som de gamle digtere. Ja, han indrømmer endda, at han, da han fik sin gamle cykel frem og bevægede sig gennem landskabet på den, oplevede en salighed, men en forsvunden salighed. "Alting rykkede mig nær, flokkedes hjertegribende om mig, men var alligevel sørgeligt fjerne. Genkendelse og alligevel fuldstændig fremmedhed. Jeg følte, hvad jeg havde mistet".
Sønderbys oplevelse kan sammenlignes med mange menneskers minder fra barndommen, et tabt paradis, der vel også havde sine slanger, men hvor netop de nære ting spillede en dominerende rolle, fordi de var så fortrolige, var blevet en del af en selv. Ens verden var lille, men der var sammenhæng i den. Den var – uden at man vidste det – et ståsted, hvor en særlig form for tro og tillid gjorde sig gældende, en livsfølelse, som refleksioner og intellekt først lidt efter lidt kunne opløse. Verden udenfor var noget stort og fremmed, på én gang spændende og frygtindgydende. Derude var "det onde". Efterhånden som man blev større, var det dog det spændende og tiltrækkende, der blev dominerende, og man længtes efter at "komme ud i den vide verden", selv om det blot var for at komme i lære eller på kontor. Man kom ud, man blev en del af det, der engang var "verden udenfor", man blev så at sige hvirvlet med, og man mistede fodfæstet, ståstedet i barndommens trygge verden, hvilket ikke føles som noget forfærdeligt, tværtimod. Barndommen var noget tilbagelagt, man frigjorde sig for, den var fortid. Nu skulle livet og eventyret først rigtigt til at begynde! Der skete så meget, godt og mindre godt imellem hinanden, men man var "med" og havde mulighed for "at blive til noget", og det var en god fornemmelse.
I nogle menneskers sind kunne måske efterhånden en anden fornemmelse opstå, nemlig den, at de blot var blevet et lillebitte hjul i et stort samfundsmaskineri, og at de måtte bruge al deres kraft for at holde fart med alle de andre hjul. En sådan fornemmelse måtte helst hurtigst muligt jages på flugt, ellers kneb det at følge tempoet. En del har dog ikke kunnet befri sig for denne fornemmelse, og vi får den alle før eller senere. Nogle får stress af den, andre kæmper sig igennem den, og de sidstnævnte bliver ikke dårligere samfundsmedlemmer af den grund, og de bliver mere helstøbte som mennesker.
Flugten fra "det onde"
Hjulet er en genial opfindelse, som har ført mennesket vidt, både vidt omkring og langt ind i teknikkens vidunderverden. Vognhjul, bilhjul, tandhjul, svinghjul, hvad har de ikke betydet for menneskehedens fremskridt! Men når mennesket i stedet for at være herre over hjulet bliver dets slave, ja, selv kan føle sig reduceret til et hjul, så er det knapt så vidunderligt. Så føler det et savn, en tomhed, en meningsløshed, det føler sig desillusioneret og rodløst. Begivenheder i den ydre verden kan let slå det ud, så det bliver yderligere deprimeret. Nu står det virkelig overfor "det onde", som det måske har glemt, at det som barn følte var ude i den store verden. Det føler nu, at det mangler et fast punkt i tilværelsen, et ståsted, en fast livsholdning. Når et menneske kommer i den tilstand, er der kun to muligheder at vælge: flugt eller modstand. De fleste vælger det første. Men den måde, de flygter på, kan være meget forskellig i forhold til temperament og følelsesliv. Nogle vælger den drastiske udvej, at de "tager deres eget liv", som man siger. De vil komme til at opleve, at dette ikke er muligt, at de blot har "taget deres egen krop", og at bevidsthedens energier og kræfter udgør en verden i sig selv også uden en fysisk krop. De vil stadig befinde sig i den sindstilstand, de var i, før de begik selvmord. Før var de i "helvede" med en fysisk krop, nu er de i det samme "helvede" uden en sådan. Tilstanden "helvede" er den samme, fordi den er en psykisk realitet uafhængig af en fysisk krop. Denne form for flugt er at flygte fra asken i ilden, idet den fysiske organisme som redskab repræsenterede en særlig mulighed for at overvinde helvede stilstanden, som nu må udsættes til en kommende inkarnation. Naturligvis udløses skytsåndsprincippet også over for mennesker, der har begået selvmord, så de får hjælp til at komme ud af deres tilstand ved, at de åndelige hjælpere suggererer "det onde" bort. Men hjælpen kommer først, når den ulykkelige selv åbner sit sind for den, og hvor hurtigt det sker, er afhængigt af, hvor meget han har indviklet sig i negative forestillinger og tanker, der som et "spind" lukker ham inde i en drømmeverden, hvor tingene gentager sig og alt håb synes ude. Hjælpen kommer, men den er kun en midlertidig hjælp. Engang i fremtiden, i kommende inkarnationer, vil det menneske, der gennem selvmord forsøgte at flygte fra den "onde" voksne verden, blive i stand til i stedet at være med til at forvandle den. Udviklingen gennem reinkarnationen består i, at man selv forvandles ved at man forvandler, selv bliver skabt ved at man skaber. I den fysiske verden inkarnerer vi for at lære at skabe og forvandle omgivelserne – og os selv.
Andre flugtforsøg
Det er kun et begrænset antal mennesker, der flygter fra den fortvivlede situation ad selvmordets vej, men der er til gengæld mange andre former for flugtforsøg, som benyttes af mange flere. Masser af mennesker prøver at flygte fra den nære virkelighed ved at glemme, og mange er de midler, der bruges til glemsel. Adspredelse og underholdning er den mildeste form. Det betyder ikke, at disse midler i sig selv behøver at være negative, men de kan misbruges, og de bliver misbrugt i vor tid som ingen sinde. Misbruget består i, at adspredelse forhindrer, at der sker noget i menneskets sind. Det gør sig selv til passiv tilskuer i tilværelsen. Martinus skriver i "Livets Bog", at vi alle er både skuespillere og tilskuere i livets skuespil, og vi er vordende medforfattere og –instruktører med hensyn til dets fremtidige udformning, det har udviklingen fra dyr til jordmenneske medført. Men hvor der sker en spaltning i vort sind mellem os selv som skuespiller og os selv som tilskuer, resulterer det i, at vi i vor aktivitet som skuespiller kun handler som robotter, som hjul i maskineriet uden livs fornyelse, og som tilskuer vender vi os bort fra selve livsskuespillet. Vi flygter ind i noget, der egentlig ikke kommer os ved i den forstand, at det ikke sætter nye tanker i gang i vort sind. Vi "slapper af", vi trøstes ved at glemme den ubehagelige nære virkelighed et øjeblik. Men det er ikke virkelig afslapning eller afspænding, thi den finder ikke sted for at glemme, den finder sted for bedre at kunne tage fat med frisk mod og fornyede kræfter på problemerne, altså for at skuespilleren i os kan få fornyet og forbedret aktivitet som selvstændig, positiv deltager i den ændring af livsskuespillet, som det er menneskenes opgave at skabe på denne klode. Det skabende menneske er et menneske, i hvis bevidsthed kontakten mellem skuespiller og tilskuer er levende og åben, og hvor de gensidigt skaber spændinger i hinanden, spændinger, der udløses som tanker og handlinger.
Alkohol og narkotika er endnu værre midler til flugt fra den nære virkelighed. Værre, fordi den sløvhed, de skaber, er fremkaldt af direkte nedbrydning af evner og talenter, og det tager derfor længere tid, flere inkarnationer, at overvinde den end den sløvhed, der blot er stilstand. Og så er der "fartens narkotika", som Kund Sønderby skriver om, der ikke blot udgør en ydre fare i den forstand, at mennesker suser af sted i de tilkoblede redskaber til den fysiske krop, vi kalder biler og flyvemaskiner, med en hastighed, der udsætter dem selv og andre for lemlæstelse og død, men som i lige så høj grad er en fare for menneskets sjælelige struktur. Fartens narkotika skaber også spaltning i sjælelivet, idet tilskueren i os så at sige ikke tages med i, hvad der sker. Man handler bare, der skal ske noget, og det skal gå hurtigt. Fartmennesker kan være yderst handlekraftige mennesker, men de handler uden omtanke på længere sigt, og derfor kører de ofte både sig selv og deres omgivelser sønder og sammen mentalt set. Konfronterer skæbnen dem pludselig med stilheden, bliver de bange, og de ved ikke, hvad de skal stille op med den. De tror, det er døden, de forveksler dødens stilhed med Jeg'ets stilhed.
Umådelig mange af de former for sindssyge og mindre psykiske lidelser, der plager vor tids mennesker, er forårsaget af, at vi ensidigt kan være tilbøjelige til at identificere os selv med tilskueren i os og bliver sløve rutinemennesker udadtil, der lader livet gå sin gang, "for det kan vi jo ikke ændre noget ved", og indadtil sentimentale drømmere, der drømmer om "lykken". Eller vi identificerer os med skuespilleren i os selv og negligerer den tilskuer i os, der nøgternt og kritisk skulle iagttage, hvad der sker i vort forhold til omgivelserne for at skabe bedre muligheder for en menneskelig vekselvirkning i fremtiden, baseret på overblik, indsigt og menneskelig forståelse. Skuespilleren i os vil altid (fordi han stammer fra dyreriget), hvis han ikke har den rette kontakt med os selv som tilskuer, forfalde til udfoldelsen af animalske kræfter, altså til en eller anden form for krig, aggressivitet, selviskhed og albuen sig frem på andres bekostning. Årsagen til dette er, at det faktisk er tilskueren i os, der gør os til menneske – vel at mærke, hvis denne tilskuer har den nødvendige kontakt med os selv som aktør og handlingsvæsen og ikke bliver en tilstand, vi flygter ind i, fordi vi er bange for at forny os selv gennem eftertanke og ny handling.
Den gamle og den ny verdensimpuls
I gamle dage havde menneskene, når de mødte livets hårdhed, en form for tilflugt, som stadig kunne minde dem om barndommens tabte paradis, det var religionen. Den kunne give dem et ståsted, et fast punkt i tilværelsen, især når de trængte til trøst. Ganske vist var det også ofte en form for flugt, og det er bl.a. forståelsen af dette forhold, som har fået mange realistisk betonede mennesker til at blive irreligiøse ("opium for folket!"). Men det viser sig gang på gang, at den, der har vendt ryggen til religionen, og en tid har troet at kunne klare sig godt uden den "narresut", som han måske har kaldt den, en skønne dag befinder sig i en tilstand, hvor han mangler noget. Selv om han nu ønsker, at han kunne tro i gammeldags forstand, er det ikke muligt. Tro er ikke en viljessag. Han husker sin barndom som en "paradisisk" tid og længes så stærkt tilbage, at han måske endda opsøger de gamle steder. Men det vil gå, som det gik Knud Sønderby på den gamle cykel: genkendelse og dog absolut fremmedhed, man føler, hvad man har mistet.
Vi kan ikke vende tilbage til barndomstilstandens livsfølelse eller blive vandringsmænd som mennesker i fordums tider, og vi kan heller ikke vende tilbage til gamle religionsformer. Religiøse sekter kan for nogle mennesker en tid være en løsning, men også dette viser, sig før eller senere at være erstatning i stedet for fornyelse. "Giv mig et sted at stå – og jeg vil bevæge verden", sagde den gamle græker Arkimedes. Men hvordan kan det moderne menneske finde et ståsted, et "arkimedisk punkt", hvorfra han kan få overblik over denne splittede, i øjeblikket uoverskuelige verden? Et sådant "sted" må være uden for verden samtidig med, at man derfra kan komme i berøring med den, og det er dette "punkt" og denne "bevægelsesproces", den moderne kosmologi fortæller om. For nogle mennesker vil den blot være en sekt. Det er mennesker, som enten er følelsesmæssige modstandere af den eller alt for følelsesbetonede tilhængere. Men for en del mennesker i dag og for stadig flere i fremtiden vil den være en ny impuls til at finde den personlige livsholdning, hvor personligheden hverken identificerer sig ensidigt med skuespilleren i sig selv eller med tilskueren i sig selv, der blot er redskaber for livsfornyelsen, men bliver dagsbevidst i sit evige tidløse Jeg, det faste punkt, der skaber de bevægelser, der gennem os som skuespiller og tilskuer skal forvandle livet på jorden fra at være en mental jungle til at blive en "velfærdsstat", ikke blot i materialistisk, men i åndelig, i medmenneskelig forstand. Derom mere i min næste artikel.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige