Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

I mit sidste brev til Dem berørte jeg et Martinus-ord, De ofte har hørt og ofte vil høre, nemlig at "intet af det vi ser, er det, det ser ud til at være"! I dette brev vil jeg gerne berøre et andet Martinus-ord, som, forekommer det mig, er af lige så stor betydning, nemlig ordet, at "intet levende væsen kan opleve noget som helst, som det ikke selv er den dybest udløsende årsag til"! Begge disse Martinus-ord refererer til vort evige liv og er uden indre mening, om man ikke accepterer sig selv som et evigt eksisterende, levende væsen. Jeg bruger her med vilje ordet "levende væsen", idet vort nuværende menneskelige trin og vor nuværende form kun i sig selv kan udtrykke et "øjebliksbillede" af vort evige liv. Trin og form har vekslet og vil veksle i en uendelighed. Uafbrudt forgår noget, og uafbrudt fødes noget nyt i vor sjæl. At vide dette er ensbetydende med den kontakt med uendeligheden, som er al åndelig inspirations inderste kilde.

Vender vi os nu direkte mod ordene, at "intet levende væsen kan opleve noget som helst, som det ikke selv er den dybest udløsende årsag til", står man her over for en påstand, der med ét slag ophæver begrebet "de andres skyld". For er vi selv den dybest udløsende årsag til vor egen skæbne, er vi også alene skyldneren for denne skæbne. Da viger grundlaget for en hvilken som helst bebrejdelse rettet mod anden- eller trediepart i denne vor skæbne under vore fødder, og vi står nøjagtig der, hvor Jesus stod, da han udtalte de berømte ord: "Dømmer ikke, for at I ikke skal dømmes, thi den dom i dømmer med, med den skal I selv dømmes –" (Mt. 7. 1.). Han vidste, at dette at give andre skylden ikke skænker den menneskelige sjæl fred. Fred alene får man gennem den erkendelse, at vi i alt må høste, som vi har sået. Og betragter man sit liv under evighedens synsvinkel og betænker den uvidenhed, vi i utallige liv har levet i – og den sæd, vi som følge heraf har sået, og hvis høst naturligt må være på vej – og betænker vi yderligere den uvidenhed, vi fremdeles lever i og på, er det intet under, at livet for langt de fleste mennesker mere fornemmes som et helvede end som et paradis. Men er det ikke vigtigere at kende årsagen til det jordmenneskelige liv end blot at leve på vildfarelser, der, hvor trøstende de end kan være, alligevel ikke bringer den fred til sindet, man higer efter? Det er allerede mange år siden, jeg gjorde det klart for mig selv, at hvordan end min skæbne ville forløbe, var den min; var den et resultat af den evighed, jeg oplever, og at jeg alene må bære det fulde ansvar for den. At dette ræsonnement kan fortolkes som koldt, ved jeg, men det rummer den største sjælelige sundhed, der eksisterer. Thi accepterer man denne erkendelse, har man ikke nær så svært ved at gribe ind i sin egen skæbne og ændre den, når begivenhederne taler derfor, end man ellers har. Da frygter man i virkeligheden langt mere "de billige løsninger" og den "gåen på akkord", der præger de fleste mennesker. At være et "helstøbt menneske" er i mine øjne at være et menneske, der uden tøven siger: "Dertil går jeg, og ikke et skridt videre. Det ansvar der tager jeg, det andet nægter jeg at tage"! Mange vil hævde, at dette er at sætte tingene på spidsen, og sådan kan man ikke leve. Men det er ikke rigtigt! Det er måden, man lever dette ideal på, der er det afgørende, og der har Kristus givet en glimrende anvisning i ordene: "Vær derfor snilde som slanger og uden svig som duer" (Mt. 10.16.). Fanatiker kan enhver være, det koster faktisk kun et minimum af forstand, men være kosmisk-kemiker på en sådan måde, at man i alle livets forhold søger at "slå sømmet ind med den spidse ende først", er livskunst på højeste plan. Og er det ikke den, vi alle stræber efter at praktisere?

Tidligere var vi henvist til at være autoritetstro. Vor egen bevidsthed var for lille til at overskue problemerne, og vi måtte derfor støtte os til dem, vi troede kendte "hele sandheden". På en måde var livet lettere dengang, som det altid er for flokmennesket. Men i dag er vi på vej ind i det individuelle liv. Vi er på vej til at blive personligheder, hvilket jo netop blot vil sige mennesker, der ikke alene har deres egne meninger, men også har mod til at have dem!

Når man betænker, hvor megen tid ikke alene det enkelte menneske, men også de enkelte lande tilbringer med at finde skyldnere for egne fiaskoer eller fejltagelser, forstår man, hvor langt menneskeheden endnu har at vandre, før vi alle har "vandret vejen og nået målet", for intet optager i almindelighed det enkelte menneske mere end dette, at finde årsagen til egen modgang, egne vanskeligheder – hos "de andre". Dette kan man blive ved med livet ud uden at nå et skridt videre. For "de andre" føler sig ikke skyldige, og er det, dybest set, altså heller ikke! "De andre" kan kun være én eneste ting i vort liv, nemlig de guddommelige instrumenter, ved hjælp af hvilke Gud former vor ånd. Heri, og heri alene, ligger den trøst, der aldrig kan forgå. Alle begærer vi at blive både klogere og bedre, men hvordan skulle dette kunne lade sig gøre, om den Gud, vi i vort hjerte tilbeder, skulle nægte os mulighed derfor? Og hvilken anden mulighed har han end at anvende de redskaber, han behersker, til dette formål? Og er de fornemste redskaber, han besidder i forholdet til os, ikke netop vore omgivelser og her først og fremmest det, vi kalder vore "medmennesker"?

Vi er alle omgivet af medmennesker, og vi opdeler dem som regel groft i begreberne "venner" og "fjender" eller med andre ord: dem der kan lide os, og som vi derfor selv kan lide og dem, som ikke kan lide os, og som vi følgelig derfor ofte ikke selv kan lide. At denne indstilling er meget barnlig og meget farlig, er indlysende for enhver, der blot har nået tænkningens begynder- eller A-stadium. For livet er ikke sort/hvidt. Livet består af et uendeligt antal nuancer, og jo mere man lærer at læse dette nuancerede sprog, desto mere får man ud af det! Ingen af os undgår at få "fjender", jeg heller ikke. Men også her giver Bibelen os en vidunderlig anvisning på, hvorledes dette problem løses på rette måde, nemlig i Abrahams berømte ord til Loth: "Går du til højre, så går jeg til venstre; går du til venstre, så går jeg til højre. Der er jord nok. Lad der ikke være strid imellem os –"! Selv om jeg sætter venskabets idé umådeligt højt, sætter jeg den ikke så højt, at jeg ikke bevidst opløser et venskab, når jeg skønner, at det har mistet sit positive indhold. Såkaldte "venner", der i virkeligheden blot er mere eller mindre tilfældige bekendte, der på et eller andet tidspunkt har krydset ens vej, bør ikke tynge sjælen mere end højst nødvendigt. Virkelig ven er for mig kun det menneske, der vandrede ved ens side gennem de livets "mørke tunneler", vi alle skal passere, indtil man igen var ude i lyset. Og om mine eventuelle fjender kun dette, at jeg nødigt ville være dem foruden. De har faktisk lært mig en masse! Og så kan i øvrigt intet menneske forhindre mig i at tænke kærligt på dem, forstå dem og derfor uendeligt let tilgive dem!

Et menneske, der for længst er gået over på det åndelige plan, sagde til mig i min pure ungdom: "Min dreng, måtte Vorherre beskytte dig imod dine venner! Dine fjender er du begavet nok til selv at klare"! Dengang forstod jeg ikke hans ord. Det gør jeg i dag, og jeg forstår den dybe sandhed, de indebærer. Det er ikke de mennesker, der kun når til vor sjæls ydre periferi, der volder os størst smerte. Det er dem, der trænger helt ind til vor sjæls inderste kerne! Men også dette har gang på gang fået mig til at undres over Guds umådelige storhed, visdom og dybe kærlighed. Thi vor sjæls inderste kerne er endnu spaltet i to dele, i to sind. Og kunne han ikke nå helt derind, ville vi aldrig evne at "fuldende løbet og nå målet". Da ville det fra junglen nedarvede sind aldrig slutte. Men han når derind, vær vis på det! For – og her er jeg igen tilbage ved det, der gennem hele mit liv har optaget mig mest – der er kun i hele universet HAM – og os, eller, om det føles klarere: Ham og dig! Fra evighedernes evighed og til evighedernes evighed vil der kun være Gud og gudesønnen! Alt andet er illusionernes kalejdoskopiske verden, er det "X 3", Martinus gennem sine analyser så klart har påvist. Og det er ikke i "X 3", den sidste sandhed findes. Den findes i "X 2" og i "X 1". I det levende væsens overbevidsthed.

I formernes verden blander lys og skygge sig ustandseligt, og kun den står stærkt, der med sig selv ved, at "intet af det, vi oplever, er det, det synes at være". At enhver begivenhed, stor eller lille, har to sider, en midlertidig og en evig. Så langt de fleste mennesker ser kun den midlertidige – og ser derfor ingen "mening" med livet. Den mere voksne ser efter den evige og lærer sig i alt at spørge efter Guds mening – og finder den! Og dobbelt let, når det samtidigt har lært sig at acceptere, at det ikke kan opleve noget som helst, som ikke har rod, har årsag i dets egen sjæl! Nået dertil ved det på en måde, som ingen kan ændre, hvad Jesus følte og oplevede, da han i Getsemane evnede at bede: "Fader, ske ikke min, men din vilje"!