Ældre Kosmos og Kontaktbreve

To mødre sidder på en bænk i kanten af en offentlig legeplads og lader forårssolen bage de blege vinteransigter. De har hver sin barnevogn, hvert sit strikketøj og hvert sit snakketøj. Både strikke- og snakketøj er i stadig bevægelse, maske føjer sig til maske og ord til ord. De rappe fingre med de glitrende pinde forvandler i utrolig hast garn til strikketøj, medens der udveksles husmoderlige og moderlige erfaringer til fælles bedste. Deres blik hviler ikke hele tiden på strikketøjet, af og til ser de på hinanden, når en bemærkning kræver blikkets understregning eller vægt. Eller blikket strejfer barnevognen med det sovende barn og skaber sikkerhed for, at alt er, som det skal være. Det hænder dog, at samtalen stopper, og snart den ene, snart den anden af dem, måske begge på en gang lader spejdende blikke søge ud over de legende børn efter et ganske bestemt barn, deres barn, storebror eller -søster til det i barnevognen. Blikket finder sit mål, strikketøjet er sunket i skødet, og roligt smilende følger moderen en stund barnets leg med de andre, med mindre hun finder det nødvendigt at blande sig i forholdet med moderlig myndighed. Snart efter inddeles tiden atter af strikke- og snakketøjets rytmer. De har kontakt med hinanden, kontakt med tingene, og de er tilskuere til børnenes legeverden, men kan dog hurtigt gribe ind som aktører og instruktører, hvis de finder det nødvendigt.

Ovenstående lille billede fra dagliglivet er et forsøg på at illustrere, hvorledes vi er både skuespillere og tilskuere i livets skuespil, og hvorledes vi hurtigt og let springer fra den ene af disse egenskaber over til den anden. Snart er vi aktive deltagere i forhold til livet omkring os, snart passive iagttagere. Den passive side af sindet betyder normalt ikke sløvhed, men indre virksomhed, omtanke, refleksion, følelsesmæssig stillingtagen, ja, i visse tilfælde grublen over tingenes tilstand. I nogle situationer er vi ikke blot skuespillere og tilskuere, men påtager os også en instruktøropgave (med større eller mindre held). De to mødre f.eks. griber ikke blot ind som skuespillere i vekselvirkningen med børnene (efter at de først har været tilskuere), de vil også bestemme, hvad børnene må og ikke må. De er en slags guder, skytsånder (og i særlige tilfælde dæmoner) i barnets verden, så længe de har autoritet, og så længe tilskueren og den vågnende instruktør endnu ikke er udviklet i barnets eget sind. Et barns voksende selvstændighed er ensbetydende med en afbalancering i dets sind mellem dets skuespiller- og dets tilskueregenskaber, hvorved trangen til at gribe ændrende ind i spillets gang vokser frem, altså ønsket om at være medforfatter og -instruktør. Men det lille barn er på mange måder et lille dyr, som i mental henseende fortsætter de repetitioner fra sin egen og menneskehedens fortid, det i fysisk henseende gennemgik som foster i moders liv. Dets jegbevidsthed eller dagsbevidsthed er endnu ikke i denne verden som en intellektuel centrumsfornemmelse. Det kan ligesom dyret endnu ikke tænke over, hvad det oplever gennem sine sanser. Men i modsætning til dyret, som i sin nuværende inkarnation hører hjemme på dette udviklingstrin, repeterer barnet det blot. Efterhånden spirer dets refleksionsevne frem, og det reagerer ikke mere kun pr. instinkt, men begynder at tage stilling til, hvad der foregår omkring det og forsøger at slutte fra årsag til virkning. Tilskueren i det jordiske menneske er ensbetydende med oplevelsen af dagsbevidsthed eller jegbevidsthed i denne fysiske verden. Som tilskuer overværer Jeg'et sin egen skæbne samtidig med, at det er aktiv rollehavende på denne skueplads. Tilskueren i os er i virkeligheden det "arkimediske" punkt, jeg omtalte i min forrige artikel, hvorfra vi skulle kunne "bevæge verden". Det er på en og samme tid "af denne verden" og "ikke af denne verden". Men materialisten reducerer det til blot at være "af denne verden", d.v.s. til blot at være en reaktion af visse kemiske forbindelser i den menneskelige hjerne. Det er det nødt til også at være, når vi skal tænke og handle i en fysisk verden. Men mennesket, som skal "gøre sig jorden underdanig", er ikke kun en kemisk-fysisk robot, det er et levende væsen, der besidder en guddommelig evne til at tænke og handle på basis af en oplevelse af "jeg og det" og "jeg og du". Dyret kan karakteriseres som endnu værende en slags marionet på livsscenen, dirigeret af instinktets "tråde" fra sin egen overbevidsthed og til dels en "kastebold" for naturens kræfter og væsener, der er stærkere end det selv. Mennesket er ved at frigøre sig fra denne tilstand på grund af den spaltning af dets sind, vi kan kalde tilskueren, som (hvis mennesket selv gør en indsats derfor) efterhånden vil kunne forbinde dagsbevidstheden med en evigheds oplevelse midt i tiden og rummet, en intuitiv oplevelse af overbevidsthedens evige væren bag alle tilsyneladelser, bag al tilblivelse og tilintetgørelse. Det er oplevelsen af at være "ét med Faderen". Vekselvirkningen i vort sind mellem tilskuer og skuespiller vil dog forinden spille os mange puds og føre os på afveje og i vanskeligheder. Men alle disse vanskeligheder er en nødvendig erfaringsdannelse, som før eller senere vil bibringe os den indre balance, der ikke skal forstås som en passiv nydelse af guddommelighed eller væren mere end andre, men som en evne til med sin væremåde at menneskeliggøre – og det vil faktisk sige guddommeliggøre – denne verden, inden nye opgaver af endnu større dimensioner engang i fremtiden vil kunne udføres af os. Da er vi som skuespillertilskuer-instruktør i denne verden blevet en "handlingens digter", der i sit indre har kontakt med selve livets digter, hvori vi alle lever, røres og er.

Lad os – uden at vi derfor glemmer dem – vende tilbage fra disse fremtidsperspektiver, der på vort nuværende udviklingstrin alt for let kan blive luftkasteller og flugt fra virkeligheden, hvis vi glemmer deres forbindelse med nuet. Vi er nemlig stadig væsener, der kan være alt for tilbøjelige til at identificere vor jeg- eller centrumsfornemmelse med detaljer i den åndelig-sjælelig-fysiske helhed, vi udgør som levende væsen. Og det er lige så farligt at skabe et falsk centrum og et falsk perspektiv med en sjælelig overbalance, som det er at skabe noget lignende med fysisk eller materialistisk overbalance. Det sidstnævnte er dog det almindeligste blandt vesterlandets mennesker i vor tid. Hele vor civilisation er materialistisk betonet, ja, om det så er religionen, må den også siges at være det. Vesterlandets mennesker identificerer deres jeg- eller dagsbevidsthed med deres fysiske person, som de føler den bundet til. Vi er tilbøjelige til at føle os som et timeligt, foranderligt, stedbundet "noget" og glemmer, at vi også er et "noget", der ikke er foranderligheden selv, men dens tilskuer og skaber. Enhver af os føler sig som verdens centrum, så stærk er vor jegfornemmelse. Og da den i almindelighed er stærkere end vor nuværende åndelige indsigt, identificerer vi ganske simpelt vort Jeg med det, vi i øjeblikket føler nærmest: vor fysiske krop, vor person. Vi gør os til ét med noget, der kun er en virkning af det, der virkelig er os, vi gør os til ét med en tilsyneladelse. Men det er jo akkurat det samme, vi gør, hvis vi i teatret eller biografen oplever en fremragende skuespillerpræstation i et stykke, der griber og fængsler os. Vi identificerer os med det, der foregår på scene eller lærred. Vi glemmer os selv i tilskuerrummet, vi er med i det, der foregår, vi græder eller ler, frydes eller fyldes med angst og kan endnu i lang tid efter tæppets fald være optaget af den verden, vi levede med i og følte os engagerede af. Vi var bundet af dette handlingsforløb, det var som en drøm, vi først vågner op fra lidt efter lidt, selv om vi godt ved, at det var en illusion, en forestilling. Det gode teater er et symbol på selve livet i denne fysiske verden, der også er en illusion eller forestilling, vi overværer, samtidig med at vi spiller med i den.

Vort samfund kaldes en "velfærdsstat", og vi nyder alle godt af dens velfærd på mange måder. Men vi er også i stand til at se samfundets negative sider og til at kritisere dem. En velfærdsstat skulle være kontrasten til et diktatur, der er en lukket, afgrænset, stillestående verden, som ikke tolererer kritik. Stillestående i den forstand, at "føreren tænker for dig". Diktaturet er en verden, hvor tilskueren i mennesket står i stampe, med mindre mennesket gør oprør, hvad det før eller senere må og vil gøre. Dermed er muligheden for velfærdsstaten fremkommet, velfærdsstaten, som ikke skal være noget lukket, afgrænset og statisk, men stadig under forvandling og udvikling. Vor egen "velfærdsstat" befinder sig i øjeblikket på et kritisk punkt i sin udvikling, og det gør den, fordi dens borgere befinder sig på et kritisk punkt. I formynderstaten eller diktaturet må menneskene ikke udvikle sig til at blive personligheder, så skaffes de af vejen. I den demokratiske velfærdsstat burde det være lige stik modsat: at dens mål er at hjælpe borgerne i udviklingen af personligheden. Men vi er tilbøjelige til at gøre velfærdsstaten til et materialistisk mål i sig selv, og så bliver også den en lukket verden. Velfærdsstaten på sit nuværende stadium yder ganske vist sine borgere sikkerhed på så mange måder, men samtidig får den dem let til at føle sig som hjul i produktionsmaskineriet. Og begge dele kan være forhindringer i udviklingen af personligheden. Social sikkerhed kan nemlig friste til, at man undlader det besværlige arbejde med sin egen udvikling, og rutinearbejde kan virke sløvende, så man forsøger de former for flugt, jeg omtalte i min forrige artikel. Velfærdsstatens nuværende kritiske punkt kan kun overvindes ved, at de enkelte borgere overvinder et kritisk punkt i deres egen udvikling. Og det er her, kosmologien kan være til støtte for dem, der forstår, at den ikke er en religiøs sekt, der lover "frelse" for sine tilhængere, men en analyserække, der kan bruges som hjælp til selvhjælp, til forståelse af omgivelserne og til at række andre en hjælpende hånd. Kan vi lidt efter lidt føle, forstå og opleve, at vort Jeg er et "arkimedisk" punkt, hvorfra vi kan bevæge verden, så kan vi også forstå, at vi først må kunne bevæge energierne i vort eget sind i en mere og mere menneskelig retning, så vil tilskueren, skuespilleren og instruktøren i os komme på bølgelængde med de planer for menneskehedens udvikling, der er forudset af "den store instruktør", men som må gennemtænkes, bearbejdes og udføres i detaljer af os. Velfærdsstaten er en mulighed i vort sind og må realiseres gennem vor velfærd eller næstekærlighed. Det er vigtigt, at vi i vor kritik af den nuværende "velfærdsstat" ikke glemmer, at den ikke er et mål i sig selv, men et led i en bestræbelse, og at de videre muligheder er afhængige af, hvad der sker i os.