Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Kun sjældent bringer jeg Dem som bilag en hel kronik. Men enhver regel bør tolerere en undtagelse, og undtagelsen er i dette tilfælde vor landskendte billedskærer S. Borella-Hansens lille fintformede kronik, hvis tanker har bud til os alle!

Jeg har kendt Borella-Hansen hele mit liv uden dog at have andet end hilst meget flygtigt på ham. Men hans butik lå lige ved latinskolen, og uendeligt mange gange har jeg som dreng stået og stirret måbende på hans fantastisk fine billedskærerarbejder, der altid fik fantasien til at spille op. Jeg ved, fordi man altid i en lille by ved meget om dens mennesker, at han har været alvorlig syg og lidt uendelig meget, men jeg ved også, hvor agtet og beundret han er for den fine måde, hvorpå han har mødt den smerte, der blev hans. Han har altid stået for mig som en livskunstner på et meget højt plan.

Alene titlen: "Hvad er meningen med livet?" taler jo for sig selv. Allerede fra vore unge år stiller mange af os dette spørgsmål. Venter vi at få svar? Jeg ved det ikke. For i de unge år stiller man spørgsmål, hvis rækkevidde man end ikke selv kan overskue. Personligt tror jeg, de fleste inderst inde mere ønsker svar på meningen med deres eget liv, med den situation, de netop befinder sig i. Men senere, når årene foran begynder at blive færre end årene bagved, vider spørgsmålet sig ud, og kravet om et større, et mere evighedsbetonet svar toner frem i sindet.

I sig selv er spørgsmålet paradoksalt. For en mening er en afsluttet ting, en afrundet helhed. Hvis livet havde en mening på dette plan, var det uden indre evighed. Da var det i sig selv en skabt ting med et givet formål – og altså færdigt, når dette formål var opfyldt, var nået. Men sådan er livet ikke! Livet er ikke skabt, og altså har det ikke i sig selv nogen mening i dette ords almindelige betydning. Livet er i dybeste forstand hævet over de meninger, det selv frembringer. For ikke sandt, De og jeg har en mening med alt, hvad vi selv foretager os. Nogle af disse meninger er med tilværelsens kosmiske love og udløser derfor velsignelse i vort liv, andre er imod disse love og er følgelig vore smerters, vore skuffelsers og vor modgangs inderste årsag. Denne lektie ophører livet aldrig med at undervise os i. Dette er de små kredsløbs verden – selv om de strækker sig over tusinder af år! For hvad er tusinde år? Er de ikke for Herren som én eneste dag?

Nej, vi må ud over de små kredsløbs verden for blot at få det allerspædeste glimt af det svar, vi i vor åndelige søgen – og måtte den aldrig standse, for efter den er kun døden – higer efter. Vi må op på et virkeligt eksisterende kosmisk plan, om vi ønsker blot det allermindste syn af den Gud, der er al vor åndelige higens inderste mål! Men for at kunne nå dette plan, må vor åndelige søgen have en anden styrke end den sædvanlige. Den må have den brændende ilds karakter. Den må evne – og have mod til at realisere denne evne – at sprænge de vante forestillingers kreds, og med al den risiko det indebærer at se helt nye livspanoramaer tone frem.

I disse nye livspanoramaer svinder vort nuværende livskredsløb ind til det absolut overskuelige. Da oplever vi visioner, der nok kan ryste sjælen, men også efterlade den i en salighed, ingen andre visioner kan give. For da ser vi plan og hensigt tone frem i hinanden evigt afløsende nye former, men også det "faste punkt", hvorom alle disse planer drejer sig og fuldbyrder sig selv. Da ser vi de to, der alene betyder noget i evighedens verden: Guden og gudesønnen! Da ser vi tilværelsens vældige livspoler: lys og mørke, eller: hunger og mættelse, komme til syne som det eneste eksisterende "perpetuum mobile", det eneste aldrig ophørende! Og er vi ikke alle nået dertil, i hvert fald de af os, for hvem åndelig hunger er andet og mere end dette at falde til ro i en given anskuelse, af hvad art den så end er, at vi inde i os selv ved, at mættelse er identisk med mørke, ja, med hastigt tiltagende mørke? Når vi nogen sinde et bestemt mål, førend et nyt allerede er begyndt at tone frem, inden vi passerer den givne mållinje? Nej, vi gør ikke! Medmindre vi allerede har nået den tilstand, Jesus karakteriserede med ordene: "Lad de døde begrave deres døde!"

Også jeg vil med Åge Berntsen synge de små glæders sang! Der er for mig mere sand religion i eventyret om frøet, der bliver spire, stængel, knop og blomst end i tusinder af tågede bøger. Har De nogen sinde oplevet en "nattens dronning" folde sig ud og sprede sin bedøvende, søde duft omkring sig? For har De det, ved De også, hvad jeg mener. At bevare sin evne til at undre sig livet igennem må være religion i dette ords mest sublime betydning. Mange har slet ikke denne evne og lever endda, for det ser vi alle vegne omkring os. Disse mennesker har "bundet" sig til støvet med alle tænkelige bånd og er meget lidt "rejseklare"! Men den anden type, den, der binder sig til alt det, dens åndelige higen leder den til, eksisterer også, og den type holder aldrig op med at undre sig, aldrig! Og hvorfor? Simpelt hen fordi den på sin egen viljes bud evner at gå fra det timelige til det evige og anskue enhver situation, det kommer i, fra dette eviges synspunkt! Og denne type er altid "rejseklar". Den frygter ikke døden, kun smerten, den fysiske, som kan være dens bebuder. For den ved, at det, mennesker kalder "døden", er tilværelsens største illusion. Den mødte aldrig døden under sit lille livskredsløb. Den mødte kun den forvandling, som hunger og mættelse afføder, og den så, at den altid vandt ved denne forvandling, hvor smertefuld den end lige i oplevelsesøjeblikket kunne synes at være.

At fornemme til det inderste i sin sjæl, at det i alle livets forhold alene er Gud selv, man "taler" med, står for mig som det mest vidunderlige, dette liv gav mig! At jeg skylder Martinus denne gave, denne erkendelse, har jeg aldrig skjult og vil aldrig skjule. Hans kosmiske analyser vil lyse ned gennem kommende årtusinder som dette århundredes største gave til menneskeheden, men de vil også, rigtigt forstået, afsløre Guds vældige krav til gudesønnen! Så langt som du forvandler dig, vil jeg åbenbare mig for dig og ikke en tøddel mere! Alt andet kan du købe dig på den ene eller den anden måde, men det syn af mig, du så brændende begærer, opnår du kun igennem den selvforvandling, der lægger enhver skyldbyrde på dine egne skuldre. Så enkelt kan det siges, så enkelt er det! Og så vidunderligt er det også!!!

Ude i Indien lærte jeg, hvorledes mænd, der havde nået min egen alder, forlod alt, hvad det ydre liv havde givet dem og søgte op i bjergene, hvor de i en lille, simpel hytte og under livsvilkår, der var de enklest tænkelige, forberedte sig på den "lange rejse". En højtstående inder fortalte mig, hvorledes der i enhver inders sjæl var et center, der satte sig selv i gang omkring 50-års alderen og ligesom tvang ham til at træffe sine forberedelser til overgangen til den åndelige verden. Men dette behøver man ikke at være inder for at opleve. Vi er mange i den vestlige verden, der har det på samme måde. Om vi så i tidligere liv har været orientalere, er en anden sag. Længslen efter ensomheden, efter dette "at kunne gå sin vej", kan være uendelig stærk hos det åndeligt udviklede menneske, men denne længsel modarbejdes af en kraft, den unge ikke kender: den moralske pligtfølelse. Vi er ikke her for at "søge vort eget". Vi er her for at løse givne opgaver og for at opleve, at magt, virkelig magt først kommer, når den ikke alene ikke ønskes, men næsten føles som en forbandelse! For magt stjæler tid og dermed liv. Magtsyge dræber sjælens evne til at undres og erstatter denne evne med hin selvkoncentration, der lader mennesket havne i et selvskabt fængsel, som døden ofte er den eneste, der kan udfri det af!

Livets mening? Et spørgsmål, ethvert menneske må stille sig selv, og hvis svar det også selv må finde! For hvad der inspirerer den ene, får uvægerligt den anden til at smile, lidt vemodigt måske, fordi det erindrer den samme inspirations fødsel, kulmination og afslutning og nu ved, at netop det svar gjaldt kun dengang! Men ét svar er aldrig forkert, ét svar ældes aldrig: kærligheden! Ikke den nådeløse kærlighed, der kræver, at man skal være et overmenneske, men den kærlighed, der bor dybt i ethvert levende væsens hjerte, og som udløser sig på et bestemt, givet signal, en bestemt given tone. Vi ved det alle, for alle møder vi på vor vej mennesker, som evner at kalde denne tone frem, og mennesker, som lader den forblive uberørt. Teoretisk kan vi elske alle, men ikke i praksis. For i praksis er vi alle meget fintfølende. Men møder vi kærlighedens resonans i et andet menneskehjerte, da hænder livets største under: da udvider det ganske verdensalt sig, og vi føler til grænsen af vor sanseevne, at vi her står over for det, vi gav det skønne og næsten ufattelige navn: Gud!