Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Igen står vi over for et af de tilfælde, hvor begrebet "reinkarnation" sættes under offentlig debat i den forstand, at det her offentliggjorte tilfælde uundgåeligt vil vække opsigt – og diskussion i tusinder af hjem. For nogen modsigelse vil næppe komme fra såkaldt kompetent hold. Videnskaben befatter sig ikke med den slags problemer. De ligger uden for de områder, man anerkender som eksakte.

Men gør de nu også det? Sandt nok ligger reinkarnationsproblemet totalt uden for den rent materialistiske videnskabs område, men i hvor høj en grad eksisterer denne rent materialistiske videnskab i en verden, hvor rumforskning er blevet hverdagsliv, og hvor det viser sig, at de rent psykiske problemer i forbindelse med denne forskning tårner sig mere og mere op, påtvinger sig mere og mere og afslører dermed, at det, der foregår i menneskets sjæl, er nok så vigtigt som det, der foregår i al den teknik, det i en rumkabine er omgivet af. Overalt har den rent fysiske videnskab i dag nået den ydergrænse, der enten markerer den absolutte tomhed eller grænselandet til helt nye verdener, helt nye perspektiver.

Der er noget vist tragisk i den magt, begrebet "videnskab" har fået over det menneskelige sind. Som verden før var delt i to lejre, nemlig gejstligheden og folket, og hvor det var gejstligheden, der bestemte, hvad folk skulle tænke, er verden af i dag ligeledes delt i to lejre, nemlig videnskaben og folket, og i dag er det videnskaben, der bestemmer, hvad folk skal tænke. Har man en eksamen – og helst på højeste plan – har man ret til at udtale sig, ellers ikke. Ellers er man blot en ignorant. Vi er således gået fra det ene tyranni til det andet – og kan det være livets inderste mening? Det kan det ikke! For livet – det sande liv – er frihed, er retten til frit at tænke, tro og tale!

Og her er det, at en ny form for opfattelse af begrebet videnskab vokser frem! Inden for denne nye form er ethvert menneske videnskabsmand indtil grænsen for sin egen medfødte evne til at gennemtrænge sit eget selvoplevede erfaringsmateriale. Og her finder vi de faktisk utallige tusinder, der "ved" på en måde, en omverden måske ikke evner at fatte, at ikke alene eksisterer udødeligheden, men den eksisterer for hvert eneste levende væsen, hvilket navn eller betegnelse dette væsen så end måtte have. Og udødeligheden – det evige, uendelige liv – inkorporerer reinkarnationen, altså legemsudskiftningen, som en naturlig og selvfølgelig del af sig selv! Alternativt er vi enten kun krop, eller også er vi krop og sjæl! Tusinder sværger til den første opfattelse, andre tusinder til den anden. Jeg hører til de sidstnævnte og forstår de andre, som Abraham Lincoln forstod dem, da han sagde: "Når jeg betragter menneskene, og den måde de lever og opfører sig på, kan jeg godt forstå dem, der benægter Guds eksistens, men når jeg en mørk nat står og betragter stjernerne, begriber jeg dem ikke"! Det kan være svært at finde Gud, når livet indskrænker sig til et overdimensioneret dagligliv, hvor midlertidige fortrædeligheder, skuffelser og modgang antager skyhøje dimensioner, men ejer man i sig evnen til at tvinge tingene ind i de rette dimensioner, altså bagatellisere, hvor man bør bagatellisere og le der, hvor man bør le i stedet for at stortude, så er livet ikke alene overkommeligt, så er det faktisk meget spændende! For det er jo ikke i medgangens dage, man lærer sine såkaldte venners sande natur at kende! At finde Gud i lyset, siger Martinus, kan ethvert menneske, men finde ham i det, vi kalder "mørket", er netop den kunst, mennesket nu skal til at lære!

Og har man først fundet ham der, har man i virkeligheden oplevet noget uendeligt stort! Da har man nået den frihed og sjælelige uafhængighed, der i sig selv udgør selve forudsætningen for den bevidste oplevelse af udødeligheden – og dermed også af reinkarnationen! Da begynder man bevidst at samarbejde med evigheden, hvilket i denne forbindelse vil sige det kommende og de næstfølgende liv. Da begynder der at blive virkelig plan i ens liv. Da lever man på én og samme tid i dyb kontakt med det nuværende, det timelige, samtidigt med at alle ens beslutninger så at sige afkonfereres med det evige.

Vender vi os nu mod den beretning, der følger som bilag til dette brev, er der især én ting, der slår en, og det er det korte tidsinterval, disse børn har tilbragt på det åndelige plan, før de genfødtes. Var det første gang, man hørte om dette korte tidsinterval, kunne man rejse et hav af indvendinger. Men det er ikke første gang. I mit tilfælde er det så absolut tværtimod! Husker De Shanti Devi, den indiske pige, der i så mange detaljer erindrede sit foregående liv, at hun i dag er en myte – i vesterlandene. Ikke i Indien, hvor jeg traf hende og oplevede, at kun relativt få kendte hende. Også hun havde kun været "borte" ca. ét år. Men Indien har utallige eksempler på reinkarnation, så mange, at der i Benares er oprettet et institut for efterforskning af disse ejendommelige tilfælde. Og her står man igen over for dette, at børn og unge, umodne sjæle meget hurtigt "vender tilbage" til vor verden, altså re-in-karno: tilbage til kødet!

Mange mennesker lever på den forestilling, at vi med døden betræder et område, hvor vi så at sige befinder os i "evighedens land". Det gør vi også – men det gør vi også den dag, vi fødes ind i verden her! Evigheden er ikke noget, der begynder, evigheden er noget, der er – her, der og alle vegne! I sig selv er livet ikke noget "udvendigt". Livet er i den mest absolutte forstand noget "indvendigt"! Dybest set er der kun Gud – og gudesønnen. Men det glemmer de fleste mennesker, eller også forstår de det slet ikke. Derfor er de så optaget af det, de burde interessere sig mindst for, nemlig naboens affærer. Det er denne tilstand, der fik en stor vis til at udtale: Dåren vandrer trygt, hvor engle ikke tør træde"!

Ophører Gud med at være et mere eller mindre teoretisk problem og bliver det, han burde være for ethvert menneske, nemlig livets mest centrale problem, den "Fader" til hvem man går med alt, hvad livet bringer en, går med tak, enten man så oplever smerte eller fryd, ændrer livet helt karakter. Da oplever man tilværelsens perspektivprincip og evner at se enhver begivenhed, man oplever, i et helt nyt lys! Og da bor freden i ens sind som noget selvfølgeligt.

Og jeg forestiller mig, at det er denne fred John Pollock fik, da han med intuitionens vished forstod, at han havde fået sine piger tilbage. I ham er der ingen tvivl, den overlader han til "de andre". I ham er den skranke brudt ned, der adskiller børnenes to liv, og det grundlag, hvorpå hans tidligere så dybe sorg hvilede, er dermed totalt smuldret bort. Han "ved", hvad andre ikke evner at tro, at han ved, men hvad vedkommer det ham? Hvad vedkommer det en Martinus, at andre betvivler hans mission? Hvad vedkommer det Dem og mig, at andre betvivler vor idealisme, vort livssyn, vor måde at leve på? Alt efter den grad, vi har erobret selv blot det mindste gran af kosmisk bevidsthed, "ved" vi, hvad så mange andre ikke ved – og handler derefter! Handler vi ikke, nuvel, så ved vi heller ikke. Så er det hele blot teori, vidunderlig teori ganske vist, men alligevel kun teori!

Hvad er egentlig et barn? Et barn er et voksent menneske på vej! Undfangelsen er ikke blot et nimåneders problem – det er et trediveårs problem! Det er først mellem det femogtyvende og det tredivte år, at mennesket er så åndeligt modent, at vi virkelig kan kalde det jordmenneskefødt. Indtil da passerer det et uendeligt antal trin. Det "repeterer" et uendeligt antal tidligere livsstadier, og først når denne repetition, ifølge Martinus, er tilendebragt, er det virkeligt født i vor verden. Et barn er således langt mere et åndeligt end et fysisk væsen, og der er i sig selv ikke det mindste mærkelige i, at det ved en brat fysisk død hastigt går i gang med genopbygningen af en ny fysisk organisme. Det modsatte ville være langt mere unaturligt, for det fødes jo kun her, fordi det er mæt af livet på det åndelige plan – hvorfor skulle det ellers forlade det? Livet er i sig selv kontinuerligt, og dets indre bærende kraft er det hunger- og mættelsesprincip, vi oplever overalt. En lille ånd, altså en snæver bevidsthed, har ikke meget at gøre på et åndeligt plan, hvor en levende fantasi, en levende skaberkraft udgør selve livs fundament et. En sådan ånd vil ifølge sin egen natur hastigt vende tilbage til en verden, hvor det føler sig mere hjemme. Modsat vil det menneske, der på utallige områder har udlevet det fysiske plan og i sig fornemmer en levende, skabende kunstnerisk sans, ganske naturligt forblive betydeligt længere i de åndelige verdener, hvis materier i langt højere grad, end tilfældet kan være her, lystrer dets vilje, og som derfor i tilsvarende højere grad kan tilfredsstille dets livsbehov. Men lad os ikke overdrive! At vi selv kan føle os store, føle os de andre overlegne, er ikke ensbetydende med, at vi virkelig er store! Moralske brist har vi alle, derfor er vi født her – og moralsk forvandler intet menneske sig synderligt hastigt. Ved vor viljes hjælp kan vi ikke "lægge en alen til vor vækst"! Vi kan kun, ved vor vilje, befordre denne vækst og så overlade til smerten at gøre resten – det er det, den er til for!

Reinkarnationsprincippet begynder at gennemtrænge materialismens jerntæppe! Overalt glimter dette princip igennem, og for den, der "har øjne at se med, øren at høre med", er der intet mærkeligt i dette. For vi lever mellem to kosmiske verdensepoker. Med dybe rødder i en verden, der dag for dag viger mere og mere, står vi ansigt til ansigt med en verden, der er i færd med at fødes. Vi har oplevet kaos i en sådan grad, at vi nu længes grænseløst efter kosmos, efter orden, plan og guddommelig kærlighed. Men vi ville være rene tåber, om vi glemmer de dybe rødder, der forbinder os med fortiden. Lad os i dyb betagelse beundre stjernerne, men lad os ikke storme dem! Lad os vandre sagte, og lad os lytte til de Vises røst, hvor denne røst så end lyder! Lad os ikke gentage fortidens synder og gøre mennesker til guder og dermed skabe et nyt slør mellem os selv og den ENESTE ENE, for gør vi det, vandrer vi på ny ind i de tågernes sfære, der allerede har voldt os så megen sorg! Lad vort nye mål være at søge at blive så meget gudsbevidste, at vi sammen med Ham kan vandre denne nye kosmiske epoke i møde som frie sjæle. Så langt jeg har forstået Martinus, har dette været hans ønske, hans hensigt med skabelsen af det værk, der i mine øjne er lig med en kosmisk hovedvej mellem dyrets og menneskets rige, den hovedvej vi alle nærmer os af hver sin skjulte og for os alene gældende "bivej". Det, blot i glimt, at have set denne hovedvej, forekommer mig at være dette livs største privilegium, men også dets største forpligtelse! For at have erkendt denne vejs eksistens uden at brænde efter at vise andre den, er i mine øjne identisk med den mangel på kærlighed, der er blevet vor verdens mest åbenbare "Kainsmærke"!