Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kontaktbrev 1965/12 side 6
<<  2:3  >>
Martinus:
UDSIGT OVER EVIGHEDEN II
Logik og kærlighed
Mere end nogen sinde tidligere i jordmenneskehedens historie hører man råbet om en "varig fred", og det er ikke mærkværdigt, at dette ønske opstår, for der er større ufred og disharmoni på jorden, end der nogen sinde før har været. Den fysiske videnskab har haft enorm fremgang, det er lykkedes for forskerne at trænge ned i mikrokosmos og ud i makrokosmos og finde stadig nye mål- og vægtfacitter, og man taler om den strålende logik, man finder i alt såvel i det store som i det små. Men man ser overalt kun detaljer, og man bruger endda disse detaljer i krigens og ufredens tjeneste. Man bruger sin viden om mål- og vægtfacitter i atomverdenen til atombomber, og man tror, at en sådan skabelse også er baseret på logik. Ingen vildfarelse kan dog være større. Set fra det kosmiske udsigtspunkt er logik det samme som kærlighed, at handle logisk vil i dette perspektiv sige at handle til gavn for helheden. Universet eller verdensaltet er i sig selv en evigt kulminerende kærlighed, og alle levende væsener – og dermed også den jordiske menneskehed – kan ikke eksistere Uden at "leve, røres og være" i denne kærlighed. Til hvilken som helst tid og på et hvilket som helst sted eller i en hvilken som helst tilstand, såsom i sorg og glæde, i ulykke og velvære, er alle levende væsener omgivet af universel eller guddommelig kærlighed. Den er det absolut eneste, der kan røre ved det levende væsens sanser, det eneste, der kan få disse til at reagere. Vi møder den overalt og til alle tider som universets kosmiske vibrationstilstand, der er identisk med Guddommens mentale strålekraft.
Hvordan kan det da være, at jordmenneskene råber efter fred, der i virkeligheden er det samme som kærlighed, når der overhovedet ikke er andet, der fra universets side kan virke på deres sanser end netop en altdominerende kærlighed? Dette råb kan kun afsløre, at der er noget i vejen med sansestrukturen og evnen til at sanse hos dem, der råber. Deres sanser reagerer ikke for universets helhedsenergi, kærligheden, men derimod kun for nogle af de lokale detaljer eller vibrations arter, hvoraf den er sammensat. Vedkommende væsener tror derfor, at disse enkelte vibrations arter er helheden og indretter deres liv efter denne tro. Men at indrette sit liv og sin tilværelse på en detalje eller en lokalitet i helheden i den tro, at detaljen eller lokaliteten udgør denne helhed, kan kun føre til en større eller mindre katastrofe. Det er sådanne katastrofer, der gør de jordiske menneskers skæbne ulykkelig.
Detaljeopfattelse og intolerance
Jordmenneskehedens mentale sfære er i det store og hele et hjemsted for ulykkelige skæbner, den kan siges at være selve "helvede" eller mørkets rige. Årsagen til dette er ikke en "fejl" i universet eller en "vred gud", der vil straffe menneskene, årsagen er en midlertidig mangel i de jordiske menneskers sanseevne, det jeg før kaldte "kosmisk bevidstløshed". Så længe de jordiske mennesker funderer deres liv, deres moralitet og viljeføring eller deres forhold til Næsten på lokale detaljer i verdensaltets struktur i stedet for på helheden i den tro, at deres detaljeopfattelse er udtryk for den absolutte sandhed, så længe vil også intolerance, konflikt og krig være de jordiske menneskers psykiske atmosfære. Forskellige opfattelser af sandheden eller helheden skaber tilsvarende forskellig moral og levevis. Og den moral, der skabes på basis af detaljeopfattelse, er oftest den, at man tror om de anderledes opfattende, at de er "umoralske", at de er i konflikt med sandheden, at de er "forbrydere" eller "fortabte sjæle". Er det ikke netop i sådanne situationer, vi finder de dogmatiske religioner og de religiøse sekter? De har ned igennem tiderne udløst en overordentlig stor intolerance i indbyrdes krige og forfølgelser. Har ikke selve den statsautoriserede "kristendom" med sine inkvisitoriske heksebål, terrorhandlinger og bandbuller været i forreste række blandt alle intolerante? Man har endog dræbt, pint og lemlæstet i hans navn, der bad for sine bødler og mordere og sagde: "Fader forlad dem, de ved ikke, hvad de gør", og som sagde til "røveren" på korset: "I dag skal du være med mig i Paradis". Islams tilhængere har i Allahs og profetens navn søgt at udrydde alle "vantro hunde", der ikke ville blive muhamedanere. De har erklæret "hellig krig" mod anderledes troende. Alle parter har villet omvende eller dræbe hverandre, således at "den rette tro", deres egen, kunne udbredes over hele jorden. Uoverensstemmelser kan ganske vist også kun fjernes ved, at parterne kommer til at få et fælles syn. Men hvordan får en muhamedaner og en kristen et fælles syn? Hvordan kommer to kontrære parter i det hele taget i kontakt med hverandre? Hvordan bliver der fred mellem to krigsførende magter? Kan det ske ved, at den ene part, i kraft af sin styrke eller overlegenhed, overvinder den anden part og bringer denne til at acceptere sin forestilling som den eneste rigtige? Nej, absolut ikke. Det er rigtigt, at den ene parts styrke og overlegenhed kan bringe den anden til tavshed – i alt fald en tid – og til tilsyneladende at acceptere den sejrende parts forestilling på grund af denne parts overlegenhed. Men det er jo ikke fred, selv om det ganske vist kan udtrykkes som en slags ro. Men en ro, der opretholdes ved hjælp af tvang, er det samme som en indestængt kraft, og indestængt kraft er i virkeligheden det samme som en "bombe". En bombe repræsenterer altid en eksplosionsfare, en mulighed for katastrofe og destruktion, for død og lemlæstelse. Hvor to parter, enten det er to væsener eller to grupper af væsener, "slutter fred", fordi den ene part er blevet sejrherre og forfølger sin sejr ved at udøve magt og diktatur over den anden, bliver den anden part skabt om til en "bombe". Og jo mere kraft, der er indestængt, desto større bliver eksplosionsevnen og -faren, og desto større må sejrherrens påpasselighed og vagtsomhed være. Under den overflade, som er diktaturmagtens "opretholdelse af ro og orden", eksisterer altså den overvundne parts "bombementalitet" og den andens magtudøvelse og nervøsitet for at miste sit overherredømme. Det har intet som helst med fred at gøre, men er blot "stilheden før stormen", idet begge parter i virkeligheden er levende bomber.
Magt og ret
Dette at være sejrherre udelukkende i kraft af magt, betyder absolut ikke nogen virkelig fred for sejrherren. Det er blot en fortsat kamp. Han må stadig passe på de undertrykte, de indestængte kræfter, de levende "bomber". Og er det ikke netop på denne måde, at jordens stater af i dag oprindeligt er blevet til? Stater og landegrænser er udelukkende resultater af fortidige krige og bestemt af fortidige krigeriske sejrherrer. Derfor må staterne i vor tid også holde hær og flåde og stadig forbedre deres krigs- eller mordmateriel for at forsøge at skabe sikkerhed om de engang opsatte grænser. Jordens stater er ladede med mentalt sprængstof, som jordmenneskene med teknisk raffinement i vor tid "materialiserer" til fysisk sprængstof. Derfor er det foreløbig uundgåeligt, at alt dette sprængstof af og til bryder ud i kolossale eksplosioner i form af verdenskrige. Det er uundgåeligt, så længe eksplosionerne eller krigene kun betyder forskydninger af magtcentrerne. Om det ene eller det andet folk har magten fjerner ikke eksplosions- eller krigsfaren, så længe de jordiske mennesker kun begærer og besidder magten for magtens egen og ikke for rettens skyld.
Magtprincippet er et ældgammelt livsfundament i den jordiske menneskeheds historie. Det har været fundament for menneskehedens passage gennem hele dyreriget. Blandt dyrene er magtprincippet den allerfornemste dyd. Retsprincippet derimod, hvilket vil sige et forpligtelsesbegreb eller ansvarsfølelse over for andre væsener, racer eller arter udover mage og afkom, eksisterer ikke i dyreriget. For dette riges væsener er beskyttelsen af deres egen organisme, forplantnings drift en og omsorgen for afkommet så omfattende i forhold til deres ringe mentale kapacitet, at de umuligt kan rumme mere. Dyret kan ikke arbejde med interessesfærer, der ligger uden for dets eget liv og snævre tilværelseskreds. Det kan ikke som det fuldkomne menneske lade sig korsfæste eller gå i døden for andre væsener, der er dets egen lille snævre kreds uvedkommende, ja, måske endda fjendtlige. Det bliver selv i den grad stræbt efter livet, at dets forsvar heroverfor ikke levner det tid til anden mental og legemlig udfoldelse end magtprincippet, hvad enten dette nu forekommer som fysisk styrke eller som overlegen snarrådighed, list og camoufleringsevne. Det må på en eller anden måde være overlegent for at klare sig i kampen for tilværelsen.
Da dyret ikke har andre udveje end dette magt- eller overlegenhedsprincip for hævdelsen af sin ret til at være til, kan religiøse og moralske forskrifter naturligvis ikke få betydning for det. Næstekærlighedsprincippet i menneskelig forstand ville være en overtrædelse af livslovene i det egentlige dyrerige. Men de jordiske mennesker tilhører jo også dyreriget, så rets- og næstekærlighedsprincipper er vel egentlig også farlige for dem? Ja, de er farlige, nedbrydende og ødelæggende for den dyriske side af det jordiske menneskes sind, men udviklende og livgivende for den menneskelige side. Den jordiske menneskehed befinder sig på en lang skala af trin i udviklingen fra dyr til menneske, og jo nærmere den befinder sig det egentlige dyrerige, desto større rolle spiller de "dyriske" idealer, magt- og overlegenhedsprincippet. De jordmennesker, der er længere fremme i nævnte udvikling, står derimod disse idealer tilsvarende fjernere og har begyndt at betjene sig af andre idealer, som, når de engang når deres fulde udfoldelse, vil være en fuldstændig kontrast til magtprincippet. Disse nye idealer går i retning af at "vende den højre kind til, når man bliver slået på den venstre", at overvinde tendenser til at stjæle, lyve og bedrage og udvikle sig til at elske sin Næste som sig selv og tilbede Gud igennem alle ting.
Retsprincippets gradvise indførelse
Igennem lange tider har der med visse mellemrum været inkarneret store bevidstheder på denne klode, mennesker, der med rette, som Kristus, kunne sige: "Mit rige er ikke af denne verden". Disse indviede væsener og verdensgenløsere inkarnerede ilængst forsvunden tid, først som indviede konger, dommere og herskere; senere, da kongeprincippet var degenereret, som profeter og vismænd. Alle disse væsener har i udstrakt grad sat deres præg på jordmenneskehedens udvikling. Virkningen af deres inspirerende indsats blandt de i udviklingen længst fremstående folk er det, vi i dag kalder "kulturstater". I disse stater er der gennem tiderne skabt et retsvæsen, der forbyder menigmand at myrde, stjæle, bedrage eller på anden drastisk måde at genere sin Næste. Junglens magtprincip er altså her ved at blive nedbrudt. Det er naturligvis ikke sket på en gang, og de jordiske mennesker har heller ikke været lige modtagelige for denne afløsning af "den stærkeres ret" eller magt- og overlegenhedsprincippet. Man kan inddele jordmenneskene i visse grundkategorier i forhold til evnen til at efterleve den nye moral, der skal gøre dem mere menneskelige. Først og fremmest er der naturligvis de to hovedgrupper, hvoraf den ene består af dem, der kan overholde de juridiske love, og den anden af dem, der ikke kan. De sidstnævnte er dem, i hvilke de dyriske idealer endnu er så fremtrædende, at de kun kan se disse som idealer og i stor udstrækning funderer deres liv derpå. De finder det naturligt at stjæle, bedrage og i værste tilfælde at myrde, skønt de derved kommer på kant med de juridiske love. Disse uudviklede sjæle udgør kultursamfundenes "underverden", der i virkeligheden er en mellemsfære mellem naturmenneskestadiet og de fremskredne kulturmennesker. Man kan kosmisk set ikke sige, at de er forbrydere, idet de ikke betjener sig af en handlemåde, som de i forvejen ved er forbryderisk. De ved det måske teoretisk fra skoleundervisningen i den stat, de tilhører. Men det kan de kun opfatte som et forbud, og den indre sjælelige indstilling kan ikke ændres ved et forbud. Man kan ikke forbyde en løve at være en løve eller en tiger at være en tiger. Man kan ganske vist tvinge nævnte dyr til at udføre visse handlinger, der ikke er naturlige for dem, og således kan man også forsøge at tvinge den nævnte kategori af mennesker til at følge et adfærdsmønster, der for dem er uforståeligt. Men i begge tilfælde er der tale om dressur, og det kan meget let hænde, at naturen går over optugtelsen.
I kulturstaten forsøger man altså at dressere væsenerne fra omtalte "mellemsfære" eller underverden til at udføre det kunststykke at balancere på den line, der hedder statens juridiske love. De, der endnu ikke har lært kunststykket, men træder udenfor, betegnes som forbrydere og straffes af dressørens "pisk", hvad enten den repræsenteres af dødsstraf, forbedringshus eller andre straffeforanstaltninger. Alle jordiske mennesker har gennem en række inkarnationer oplevet noget sådant, og nogle gør det altså for øjeblikket. Mange er efterhånden blevet så bange for "dressørens pisk", at de kan udføre kunststykket og betragtes som "agtværdige og lovlydige borgere". Men så længe agtværdigheden og lovlydigheden kun beror på en teknisk kunnen og ikke en moralitet, der er naturlig for væsenet, hører det stadig hjemme i underverdenen, hvad dets mentalitet angår, selv om det udadtil har kulturstatens moral som "fernis" over sin egentlige mentalitet. Hvis ikke det frygtede straffen, ville det handle efter sin egen "dyriske" opfattelsesevne, og det har måske endda lært sig at gøre det uden at blive "opdaget", det har ændret taktik og bruger ikke magtens, men snedighedens og listens overlegenhedsteknik. Vort samfund af i dag viser os tydeligt, at denne kategori af jordmennesker findes overalt, i alle samfundsklasser, også blandt de ledende. Og netop dette viser, at retsprincippet ikke er nok, når det drejer sig om "det menneskelige's" udvikling på jorden. "Øje for øje og tand for tand" har været et nødvendigt princip for jordmenneskene at lære. Men også det er kun detaljer og en slags mål- og vægtfacitter. Erfaringerne fører de levende væsener videre mod den tilstand, hvor de ikke kan nænne at gøre det, som lovene forbyder dem, ja, hvor der er meget mere end det, som lovene forbyder, de ikke kan nænne at gøre.
(Sluttes i næste kontaktbrev).
  >>