Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Sankthansaften havde jeg en oplevelse, som gjorde et så dybt indtryk på mig, at jeg synes, De bør høre om den. Vi indviede vort nye solarium, eller rettere sagt, de sclerose-ramte indviede det! Jeg selv var kun gæst iblandt disse mennesker, hvoraf nogle er så hårdt ramt, at det skærer en i hjertet at se, hvad denne forfærdelige sygdom kan bevirke. I en ramme af blomster og med lyden af det nye springvands plasken i øret sad jeg her omgivet af mennesker, hvis øjne lyste af taknemmelighed over det, vi her havde gjort for dem. Aftenen var, som De ved, den ideelle sankthansaften, stille, varm – en virkelig midsommeraften. Så snart mørket sænkede sig, blev der tændt kulørte lamper, som sammen med skæret fra lysene på bordene skabte en stemning, jeg sjældent har oplevet på denne plads. Der blev kun holdt en enkelt tale, men den var til gengæld en så dybtfølt tak for, at vi har skabt denne plet, hvor disse mennesker år efter år kan komme, at jeg følte, den mindre havde bud til mig selv end til Dem, som har gjort det muligt for sagen at skabe Kosmos Ferieby i det hele taget.

Men den oplevelse, som virkede stærkest på mig, var ikke den ydre ramme om denne fest, hvor smuk den end var. Nej, den kom til mig, medens mine øjne langsomt gled fra ansigt til ansigt. Sandt nok ser jeg disse mennesker dagligt og søger vel også der, hvor jeg har en mulighed derfor, at hjælpe og at lindre, men her sad de sammen, og med ét følte jeg det, som sad jeg direkte over for det, vi i daglig tale kalder "skæbne". Jeg så de dybe furer, skæbnen havde tegnet i hvert eneste ansigt, så smertens uretoucherede linjer ved øjne og mund, og jeg så resignationens kendetegn, som man kun ser dem, når sjælen ligesom omslutter et andet menneske og gennemtrænger hele dets væsen. Jeg vidste, man ventede, at jeg skulle sige nogle ord, og selv om jeg afskyer bordtaler, måtte jeg i dette tilfælde afvige fra min faste beslutning om aldrig at gøre mig selv til et selskabs midtpunkt ved at rejse mig op og spille dummepeter for mig selv – hvad jeg synes, så langt de fleste selskabstalere gør.

Hvad siger man i en sådan situation? Ja, hvad andre ville sige, kan jeg ikke vide. Selv lod jeg blot de tanker, jeg i disse år har gjort mig angående de sclerose-ramte, iklæde sig så enkle ord, som det var mig muligt. Jeg talte om de to slags sygdomme, menneskene kan rammes af. De sygdomme, der lammer vore lemmer og berøver os førligheden, og de sygdomme, der rammer sjælen. De sygdomme, som ikke berører vore lemmer, men som kan lamme og forkrøble sjælen, så mennesket næsten kan blive en karikatur på det, der var Guds bestemmelse med det. Jeg har i en sjælden grad haft lejlighed til at se, studere, ja opleve begge tilstande på nærmeste hold, og jeg skjulte ikke for disse mennesker, blandt hvilke jeg har venner i dette ords bedste betydning, at det, trods alt, er bedre at have en sund sjæl i et sygt legeme end omvendt. For fysiske sygdomme, hvor onde de end kan være, behøver ikke altid at ramme sjælen også, selv om det ofte kan være tilfældet. Jeg takkede dem for, hvad samværet med dem havde givet mig, og bragte dem sluttelig en hilsen fra alle, der inden for denne sag, jeg repræsenterer over for dem, ved deres kærlige forståelse har gjort det muligt for mig at skabe dette solarium, der allerede har vist sig at være til så stor velsignelse for dem.

Takkede dem –! Ja, for det var netop det, jeg med ét følte, jeg burde gøre! Her sad jeg, frisk og sund med alle det sunde menneskes muligheder foran mig, og her sad de med kun én mulighed foran dem: de mange eller få års bundethed til et legeme, der i adskillige tilfælde totalt nægtede at lystre deres vilje, nægtede deres drømme at blive til den virkelighed, der kan blive os andre forundt! For hvor opfører vi, som er fysisk sunde, os dog ofte tåbeligt! Når jeg tænker på den strøm af breve, jeg året igennem modtager, og som i langt de fleste tilfælde handler om bekymringer, livet i al almindelighed selv løser – og så tænker på disse mennesker, og på hvad den enkelte, der ikke synes at han eller hun kan udholde livet længere, ville sige til valget mellem at miste sin førlighed og blive fri for de bekymringer, der i øjeblikket plager sjælen, må jeg trods alt smile lidt, selv om det er et vemodigt smil! Hvorfor ser de fleste mennesker altid den forkerte vej? Livet er dog så rigt, at brister én drøm, nuvel, så evner sjælen at føde en ny! Og har man så ydermere et sundt legeme og kan gå sig en lang og dejlig tur og "snakke Ud" med Gud, ja, hvorfor så fortvivle, hvorfor så jamre?

Længe før jeg mødte Martinus, fandt jeg, at livet kun kunne have én virkelig mening, nemlig den at søge at være til nytte for andre. Måden dette bliver på, kan vi trygt lægge i Guds hånd! Selviskhedens forbandelse åbenbarer sig i mine øjne hos enhver af dens tilhængere. De er de mentale fængslers trofaste beboere! Men der vil altid være en verden "udenfor Verona". Der vil altid være lys forude for det menneske, som er sig sin åndelige frihed bevidst! Gud kan kræve meget af os, men han kræver aldrig, at vi skal gå på akkord med det, vi erkender som sandheden for os selv! Derfor bekæmper jeg altid de såkaldt "billige løsninger", fordi de kun er halve eller kvarte. Jeg vil så langt hellere vælge et forkert standpunkt end slet intet. For det forkerte kan rettes, medens dette at søge at undgå at tage stilling der, hvor man i sit indre ved, at man bør tage klar stilling, kun fører til den åndelige forrådnelse, man i vor verden møder altfor ofte.

– – – – – – –

Vi har haft et akkurat lige så forrygende travlt forår som de foregående år. Men vi har på ny nået vore mål, og feriebyen står nu klar til at åbne sine døre for en sæson, som hvad udlejning angår, har slået alle tidligere rekorder. Vi kan simpelt hen ikke komme længere nu, for hvert eneste rum, hver eneste lejlighed er på forhånd lejet ud, inden Martinus indleder sæsonen med sit foredrag mandag den 5. juli kl. 20,00. Mange forbedringer er fuldført. Ikke alene er solariet nu opført, men pavillon I er forsynet med centralvarme, således at kuldeproblemet i hvert fald inden døre er bortelimineret. Men også vor restaurant fremtræder i en udgave, der vil fryde enhver, og dobbelt måske, fordi den nu virkeligt bliver den vegetariske restaurant, vi så længe drømte om. At den i år så at sige helt er på svenske hænder, fortæller blot om den store interesse vore svenske interesserede omfatter feriebyen med. Vi så det med den strålende gave sidste år, hvor hvert eneste køkken i vore lejligheder blev erstattet med de rustfrie køkkener, der siden hen har frydet samtlige husmødre, og med de dejlige madrasser alle er lykkelige for, og vi har set det i år, hvor svenske kammerater har slidt fra morgen til aften for at nå, hvad der der skulle nås. Men også vore danske kammerater har ydet deres indsats! Selv om det er mig imod at nævne navne, for jeg ved, at det også er mine kammerater imod, så vil jeg dog ikke kunne slutte dette brev uden at nævne Niels Skriver, som ved sin enestående indsats bærer hovedæren for både solarium og centralvarmeanlægget i pavillon I. Uden hans dygtighed og inspiration ville disse ting ikke være blevet skabt, så enkelt er det!

– – – – – – –

Men feriebyens rent fysiske side er kun én – og den er altså i orden nu! Dens inderste hensigt er forkyndelsen af Martinus verdensbillede! Til det er den skabt, til det er den indviet! De har alle modtaget vort program og ved derfor, at en stor arbejdsbyrde også her venter på at blive fuldbyrdet. At den vil blive det, ved De, men til alle dem, som snart indfinder sig her, vil jeg gerne til slut sige, at selv om De møder her med hjertet fyldt af forventninger, så afhænger det, trods alt, af Dem selv, om disse forventninger bliver opfyldt. Ingen kan lægge gaver i knyttede hænder!!! Vi har lige sunget "Hver by har sin heks, hvert sogn har sine trolde –". Men vi sang også: "Dem vil vi fra livet med glædesblus holde –", og disse to linjer gælder også Kosmos Ferieby! Ingen kan fuldbyrde en så stor skabelse, som der her er tale om, uden at der findes en og anden, som har lidt (eller meget) at kritisere. Hold ferie fra alt det!!! Se, som Martinus har udtrykt det, kun det lyse, det gode, både ved ting og mennesker her, så ved vi, at De får netop den ferie, De har drømt om! For det er dette lyse og gode, der har været i vore tanker, medens vi arbejdede. Det er dette lyse og gode, der er vort mål – og vil vi det, virkeligt vil det, vil intet, absolut intet, kunne hindre os i at nå det!