Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Året rundt modtager jeg – i øvrigt med stor taknemmelighed! – et mindre hav af artikler klippet ud af blade af alle tænkelige retninger, artikler, mine læsere gerne ser anvendt i Kontaktbrevene. Jeg bruger dette materiale i så vid en udstrækning, som det er mig muligt, og gemmer så resten, fordi alt det, jeg ikke når at få anvendt, indeholder strålende ideer til foredrag etc. Af og til når regnen strømmer ned, og det er jo hændt lidt vel rigeligt i denne sommer, tager jeg disse udklip frem og gennemgår dem på ny. Det gjorde jeg nu til morgen og kunne faktisk ikke stå for fristelsen til at anvende de to vedføjede bilag, som hver for sig siger ikke så lidt om det liv, vi alle oplever omkring os. Enhver der kender mig ved, i hvor høj en grad jeg beundrer Storm P. Kun få har som han evnet at koncentrere livsvigtige problemer ned i tegninger og sentenser på en sådan måde, at de næsten brænder sig fast i sindet. Skønt for længst afgået ved døden, lever han videre, som var han stadig iblandt os og kalder, hver gang vi blader i hans efterladte bøger, smilet frem på vort ansigt. Men bag hans dybe humor levede en alvor, man kun i glimt fik at se. Vedføjede bilag taler sig eget sprog om denne alvor, der havde rod i en religiøsitet på højeste plan.

Begrebet "ambition" er jo sat i højsædet i vor tid. Alle skal vi være "noget"! Vi vader knædybt i både fysiske og psykiske "statussymboler" og glemmer med Storm P., at "hele herligheden" kan være fordi, "bare man glider i en bananskal"! Mere end nogen sinde før repræsenterer vi slægten, der med digteren "som en storm i høst hen over jorden jager". Alle har vi så travlt med at blive noget, med "at leve", at der i virkeligheden bliver meget lidt tid til virkeligt liv, hvilket jo blot vil sige til sund og god åndelig vækst. For hvor besnærende ideen om, at livet er "her og nu", end er, så er det en yderst farlig idé. For det er en idé, som har skåret sig selv ud af det evighedsperspektiv, der alene kan give livet den dybde, det må have, om det skal blive virkelig værdifuldt. Vi har ikke alene en evig fremtid, vi har også en evig fortid, og ved man ikke det, antager livet alt for let den karakter, Storm P. antyder med sine ord om videnskabsmanden, der, da han skulle dø, pludselig fik brug for den Gud, han hidtil blot havde hånet og spottet. Personligt har jeg aldrig kunnet forstå et liv uden Gud, ej heller et liv, hvor man erstatter den universelle gudsdyrkelse med den i sin natur så farlige og sjælskvælende persondyrkelse. Jeg forstår, at mennesker siger, at de ikke er religiøse og ikke forstår det religiøse menneskes behov. Det er en ærlig og i virkeligheden sympatisk sag, men at de angriber gudstanken og direkte latterliggør den, får mig altid til at føle netop den medlidenhed med den slags mennesker, man normalt føler med små børn, der jo også har for vane at tale højrøstet om ting, de ikke begriber det mindste af.

Nej, livet er en stor ting, så stor, at en Smule ydmyghed over for det altid vil være på sin plads. Verden var, før vi kom, og den bliver ikke synderligt rystet den dag, vi går. Derimod kan det udmærket tænkes, at vi selv kan blive endda ualmindeligt rystet ved at opdage, at så langt fra at være afslutningen var døden i sig selv kun indledningen til et endnu mere spændende liv end livet i vor verden. Og der kan intet menneske rokke blot en tøddel ved min opfattelse af, at den, som forbereder sig på denne mulighed, står langt stærkere end den, der konsekvent har vendt den ryggen hele sig fysiske liv igennem.

Og så det næste bilag! Jeg har ofte i denne sommer i mine foredrag berørt det, jeg betegner som "den lille ondskab"! det, man inden for et givet livsområde har kaldt "den lille antisemitisme". Der må knytte sig en eller anden glæde ved giftig sladder, jeg ikke kender ellers var den vel ikke så almindelig, som tilfældet er. Som selvstændige "kloder" må vi naturligvis have lov til at danne os et billede af andre "kloder" og udtale denne mening. Mer dette behøver ikke i sig selv at have noget med ondskab, endsige gemenhed at gøre. Når man betænker, hvor lidt vi i virkeligheden kender til os selv, hvor lidt vi ved om, hvem vi virkeligt er, hvorfra vi kommer, hvorfor vi i det hele taget er her, og hvorhen vi muligvis går efter døden, er der altid noget forbløffende i, at vi kender "andre" så godt, at vi rent konkret kan give udtryk for, at "sådan og sådan" er de. Mig imponerer den slags utroligt meget samtidigt med, at disse konkretioner ængster mig. I almindelighed møder vi kun yderst sjældent den store ondskab, den der ikke skjuler sin natur som renlivet had. Den lille ondskab derimod møder man dagligt alle vegne og ofte, hvor man mindst af alt er forberedt på at møde den. Hvad får mennesket til at anvende denne negative kraft? Mindreværdsfølelse? Selvhævdelsestrang? Misundelse? Man ved så lidt om andres motivverdener, at det næsten er umuligt at finde de dybereliggende årsager til denne lille ondskab, der mest af alt ligner de skimmelpletter på vore stueblomsters blade, der, om de ikke bliver fjernet, alt for ofte når at ødelægge planten, inden den får sat de blomster, vi så gerne vil se. Men hvordan fjerne denne lille ondskab i dagliglivet? Jeg ved intet bedre middel end at "vende det døve øre" til. Jeg ved, jeg skal elske min næste, men jeg takker dagligt Gud for, at Martinus i tide lærte mig, at det i virkeligheden er næsten selv der bestemmer, hvor meget vi tør elske ham. For er han eller hun ikke moden for vor kærlighed, udvikler vi blot en tyran mere i vor tilværelse, og dem er de fleste i forvejen mere end rigeligt forsynet med. Det er trods alt en uhyggelig kompliment, vi giver de mennesker, der ved deres blotte eksistens formår at sætte os i det tristeste triste humør! Hvor ofte hører vi ikke sætningen: "Bare jeg kommer til at tænke på ham (hende), bliver jeg sur"! Og surhed leder uundgåeligt til anvendelsen af "den lille ondskab". Det synes at hjælpe sindet til balance at kunne give modparten skylden for ens negative sjælelige tilstand. Men er midlet holdbart? Jeg tvivler!

Nej, alle oplever vi i langt højere grad den venskabsform, som langt mere hæderligt kunne udtrykkes med ordene: "Han (hun) er en god bekendt af mig"! Så har man ikke sagt mere end man kan stå ved – og så har man yderligere forebygget muligt kommende skuffelser! For bekendtskaber kan opløses ret smertefrit. De kan simpelt hen "tone ud" uden at medføre de ar i sjælen, der altid er de ødelagte venskabers sikre kendetegn, ar som synes at have alt for let ved atter og atter at bryde op.

Nuvel, alle har vi "to sind", hvilket igen vil sige "to tunger". At benægte dette ville være så naivt, at det grænser til tåbelighed! At intet menneske behøver at frygte det, der "kommer ud af munden", når det er mennesket i mennesket, der taler, ved vi alle. Anderledes derimod når det er dyret i os, der kæfter op! Blev vi alle blot i et sådant øjeblik lådne over det hele, og strittede der samtidig dyriske hugtænder ud af munden på os, var det hele i orden – så var enhver på forhånd advaret. Men hvad sker? Jeg kender i hvert fald ét menneske – og det gør De sikkert også – der ser helt ud usandsynlig menneskelig-inderlig ud, når vedkommende afleverer sine giftigheder! Og den viden kan nok ind imellem give anledning til mentale kuldegysninger!

Men indstillet på, som jeg er, at "alt er såre godt", ser jeg også den dybere mening bag dette fænomen! Man lærer ikke at tænke ved mødet med den direkte ondskab, det gør man derimod ved mødet med "den lille ondskab", ved mødet med den form for sladder og bagvaskelse, der stykke for stykke bryder et andet menneskes livslykke ned. For sladderen er, hvor paradoksalt det end kan lyde, også af Gud. Et af hans mere brutale redskaber måske, men alligevel et redskab, han også må besidde! At forstå dette er en stor hjælp og dermed også en stor lykke! For gennem sin trang til at sladre røber det enkelte menneske netop det af sin inderste natur, vedkommende troede absolut skjult. Det kan gøre ondt at møde disse egenskaber i menneskers sind, man måske ellers havde sat meget højt. Men intet menneske har ret til at digte egenskaber ind i et andet menneskes sind dette sind ikke har! Derfor finder mennesket, for hvem religion er andet og mere end ord en dag fred, dyb fred i den tanke, at alene Gud er virkelig god, er virkelig hævet over alt det, som, der hvor vi i øjeblikket lever, adskiller os fra ham. Ved man dette, ved det på en måde, der intet har med almindelig kundskab at gøre, gør selv den giftigste sladder ikke det mindste ondt. Da har man lært, som Martinus engang udtrykte det over for mig, at lade det smuds, andre kaster på en, sidde og tørre til det af sig selv falder af. Gnider man derimod på det, kan det stinke langt omkring – og så får den, der kastede det, netop al den glæde ud af det, han eller hun ønskede!