Ældre Kosmos og Kontaktbreve

CITAT

Efterfølgende visioner er efter citat af Louisa E. Rhines bog "Sindets Løngange" (Borgens Forlag).

 

En kvinde i Missouri gengiver sin mands oplevelse således: "Om morgenen den femte juli 1937 kom min mand ikke ind til morgenbordet i sin sædvanlige rolige og muntre sindsstemning. På sin afdæmpede facon viste han tegn på den yderste nervøsitet og følgerne af en søvnløs nat. Til sidst sagde han rent ud. "Der er noget galt med min søster Betty. Jeg tror hun er ved at dø".

Dagen før havde vi været sammen med min mands søster og hendes mand. Hun havde det tilsyneladende fint, skønt hun og hendes mand endnu ikke havde fortalt familien, at de mente, hun var gravid, så det vidste vi ikke engang.

Da jeg vidste, at min mand ikke var noget "overspændt" menneske, blev jeg opskræmt af hans sindsstemning og sagde ikke noget, da han gik hen til telefonen for at ringe hjem til sin søster og høre, om hun havde det godt.

Før centraldamen kunne svare og give ham forbindelsen, åbnede min mands svoger en tredøren, skyndte sig ind og sagde: "Herbert, kom med mig. Din søster er kommet på hospitalet, og vi er bange for, at hun dør". Jeg behøver vel ikke at sige, at han blev forbavset, da min svarede: "Ja, det ved jeg".

Min mands søster havde været syg hele natten. Hun havde fået et tubarsvangerskab og svævede mellem liv og død i mange dage, men på en eller anden måde vidste min mand, at hun var i fare, før han fik det at vide af hendes mand. Det siger sig selv, at netop denne søster og min mand havde stået hinanden ualmindelig nær lige siden de var børn."

En ung mand i Californien fortæller sin oplevelse således: "En aften i juli 1951 var vi lige blevet færdige med at spise aftensmad, og min svoger var ved at gøre sig i stand til at tage til et møde i St. José, som ligger 25 miles fra, hvor vi bor. Uden nogen grund begyndte jeg at græde. Tænk Dem – græde! En stor, voksen mand på femogtyve! Jeg bønfaldt ham om ikke at tage af sted. Nå, der var en værre ballade, og jeg fik gjort dem allesammen nervøse. Mor sagde hele tiden: "Der sker ikke noget!" De ved det sædvanlige pladder, man siger til én, der er hysterisk. Det varede et kvarters tid, så forlod følelsen mig, og jeg sagde: "Nu kan Bob godt tage af sted".

Da havde den fyr, som Bob skulle have kørt med, ventet på aet aftalte sted, men inden Bob nåede derhen, tog han af sted, så Bob blev nødt til at køre i sin egen bil. Han kom så langt som til krydset ved Bayshore og Charter Street, da trafikken gik i stå. Et færdselsuheld, hvad der ikke var usædvanligt der. Men da Bob kom til krydset, sagde han, at han nær var besvimet. Dér, midt på vejen, lå den mand, han skulle have kørt med; hans hoved var næsten knust. Bilen var fuldkommen smadret. De fandt senere ud af, af hans bremser havde sat sig fast i den ene side, og han røg op i luften og faldt ned på den anden side, hvor han blev ramt i hovedet af en anden bil."