Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kontaktbrev 1965/14-15 side 10
Martinus indvier sagens flag i Kosmos Feriehem, Varnhem i Sverige

Martinus sammen med Sigbritt Therner og Knut Andersson, der gør klar til at hejse sagens flag.
Lørdag den 19. juni 1965 indviede Martinus det første flag med sagens symbol, som nu vajer uden for Danmark. Det skete i Kosmos Feriehem, Varnhem i Sverige. Vejret havde dagene vorinden været som den danske sommer – en blanding af regnbyger og blæst – og spændingen var stor, om vejrguderne ville lade bygerne vente, i alt fald når flaget skulle hejses. Blæsten måtte derimod gerne komme og udfolde det smukke flag, så man rigtigt kunne fornemme dets skønhed og dets dybe symbolik.
Mange gæster var kommet, flere end Kosmos Feriehem i almindelighed kan rumme, og Sigbritt Therner, Per Bruus-Jensen og alle deres hjælpere havde haft meget travlt med at gøre klar til den festlige indvielse. Klokken tre var alle samlet på pladsen rundt om flagstangen. Der var gæster fra mange forskellige steder i Sverige, og fra Danmark var der også kommet venner af Martinus sag, som syntes, at det ville være en oplevelse at se Kosmos Feriehem og opleve atmosfæren der, ikke mindst når sagens skønne flag for første gang skulle hejses uden for Danmark.
Sigbritt Therner hejste selv flaget hjulpet af sin medarbejder gennem mange år Knut Andersson. Regnen var hørt op, og langsomt steg det skønne flag med symbolet på det levende væsens og materiens grundenergier til tops. Blæsten foldede det ud, og dets lysende regnbuefarver kunne rigtigt stråle på baggrund af de mørke regnvejsskyer. Man kom til at tænke på den gamle forjættelse om regnbuens farver, der skulle stå som tegn på pagten mellem himmel og jord, og det er jo også en sådan pagt, flaget symboliserer som et ydre tegn på det, der skal ske i de jordiske menneskers sind.
Da flaget var hejst, beundret og fotograferet fra alle sider, samledes man i foredragssalen i "Gästhemmet", som, selv om den er blevet gjort større, ikke kunne rumme alle. Men der var i hast konstrueret en provisorisk overdækket tilbygning, hvorfra man gennem højttaler kunne høre, hvad dér foregik i salen. Og da tilbygningen var lige uden for salens vinduer, kunne man også se, hvad der gik for sig. Først talte Sigbritt Therner, der var synligt bevæget og glad over dette resultat af mange års slid og arbejde. Hun fortalte Kosmos Feriehems historie indtil nu og gjorde rede for dets nuværende tilstand som en selvejende institution eller "stiftelse", som det hedder på svensk. Så kom Martinus på talerstolen og takkede Sigbritt Therner for det store uselviske arbejde, hun havde gjort gennem en årrække for at skabe et centrum for kosmologien i Sverige. Derefter talte Martinus inspireret og livligt om flaget og gav en analyse af dets symbolik. Han nævnte også, hvorledes dette flag var det første af en lang række, som i de kommende tider skulle vaje uden for Danmark. Efterhånden rundt omkring på hele vor jord.

Sagens skønne flag vajer for første gang i vinden over Kosmos Feriehem, Varnhem i Sverige.
Symboler er transformatorer af åndelig energi, og dette flag er som symbol tegnet på, at den "hellige ånd" eller "kosmisk bevidsthed" efterhånden vil få indpas på jorden, når menneskene åbner deres sind for de guddommelige kræfter. Dette var i få ord grundtanken i Martinus foredrag. Og han sluttede med at sige, at denne den højeste analyse af Guddommen og det levende væsen, som flaget var udtryk for, efterhånden som de jordiske mennesker var modne til at modtage den og efterleve den, ville bringe velsignelse og fred til de jordiske folk. Martinus ønskede Guds velsignelse over det sted, hvor flaget nu vajede, og som dermed var indviet til at være et centrum for arbejdet med de kosmiske analyser til inspiration, oplysning og glæde for mange mennesker i de kommende år.
Om aftenen samledes man til film og underholdning, og søndag formiddag holdt Martinus spørgetime, inden han igen rejste hjem til Danmark. Mange svenske og danske og et par norske venner af sagen havde oplevet en både højtidelig, festlig og hyggelig weekend, der både var indledning til den række kurser i Martinus kosmologi og internationalt fredsarbejde, der holdes i Kosmos Feriehem i løbet af denne sommer, og samtidig indledning til den række af centrer, der i fremtiden vil blive rundt om på jorden som en kædereaktion – ikke af de hurtige – men til gengæld af de fredsskabende, efterhånden som menneskene modnes og lærer, at freden har sin begyndelse i deres eget sind.
M.M.