Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Efter den hidtil koldeste juli måned i mange år stråler en mild og varm augustsol i dette øjeblik nedover KOSMOS FERIEBY, som på denne ene dag ligger næsten stille og øde hen. Højsæsonen sluttede i aftes, og i morgen vil hver eneste lejlighed og hvert eneste værelse på ny være fyldt med glade mennesker – dennegang scleroseramte og folkepensionister. I modsætning til så mange feriebyer kan vi glæde os over en meget lang sæson, nemlig fra ca. 15. maj til ca. 15. september, og godt således. For vor ferieby er i dag et område, som byder enhver af sine gæster på goder, som sikrer den bedst tænkelige ferie i vor ofte så lunefulde sommer. Dag efter dag har vi i den nys svundne måned kunnet glæde os over, at vore lejligheder nåede at blive forsynet med centralvarme. Jeg lovede ved feriens begyndelse, at ingen af vore gæster skulle fryse – jeg har virkelig holdt dette løfte!

Der er altid noget vemodigt i at se sagens interesserede drage herfra. Højsæsonen har i år været mere intensiv end nogen sinde, og vi skal adskillige år tilbage for at genfinde den atmosfære af indbyrdes hjertelighed, der har behersket livet her. Kurser, foredrag og spørgetimer har afløst hinanden i en så hastig rækkefølge, at dagene næsten er blevet taget ud af vore hænder, og medens andre feriesteder har genlydt af veklager over regn og kulde, forekommer det mig, at ingen af vore gæster har haft tid til at lade vejret få nævneværdig indflydelse på deres glæde over samværet med ligesindede – et samvær vi ved, de fleste havde set hen til med et hjerte fyldt af glade forventninger.

At både solarium og den efterhånden meget smukke vegetariske restaurant ville få succes, var jeg så godt som sikker på. Vore svenske køkkenchefer har tryllet den ene mere tiltalende vegetariske ret end den anden frem til glæde for både danske og svenske gæster, og solariet har netop denne sommer med dens daglige regn bevist sin egen eksistensberettigelse indtil overdådighed. Men alt det efterhånden fuldkomne ydre ville dog alligevel være uden betydning, om ikke vor store smukke foredragssal fandtes. Dag efter dag, ja ofte både to og tre gange om dagen har den været fyldt med mennesker, som her fik deres åndelige behov dækket som vel intet andet sted i vort land. Vort nye onsdags-arrangement blev et nyt led i vort arbejde, som ikke vil kunne fjernes mere. Det mærkedes ved den første meget smukke cellokoncert, som udløste spontan glæde, og denne glæde voksede for hver ny gæst, der besøgte os. Både rektor Åge Berthelsen, Århus, advokat Svend Oppenheim og professor I.G. Hannemann kunne glæde sig ved et publikum, de næppe kunne finde mere oplagt, mere interesseret noget andet sted. Rige erfaringer blev høstet, som vil medføre mødet med nye betydende personligheder i kommende år.

Midt i en verden af voksende, dirrende uro, en verden, der alt for åbenlyst synes at forberede sin egen undergang, har vi her skabt en skole, hvis ry en dag vil gå viden om. For det, vi her sigter imod, er intet mindre end skabelsen af en helt ny mentalitet, som i virkeligheden slet ikke hører den nuværende verden til, men derimod den, som vil tone frem, når den bitre konsekvens af alt nutidigt had har brændt sig selv ud i en tredie verdenskrigs ubeskrivelige rædsler. For hvad nytter det os alle, at vi påstår, at vi tror på freden, på at mennesker ved hjælp af deres såkaldte "sunde fornuft" ikke vil nogen ny krig, når hundreder og atter hundreder af bombemaskiner, fyldt til randen med dødbringende bomber af en mordkapacitet, der aldrig før har været kendt, er på vingerne dag og nat og med sekunders varsel kan sætte kurs mod i forvejen udpegede bombemål på selv de fjerneste kontinenter? Vi ved dette. Vi ved, at rustningsindustrien går for døgndrift, og at dyret i mennesket langsomt gør sig fri af den smerte, to verdenskrige bibragte det. Følte man ikke eksistensen af en dybere mening med livet, af en kosmisk verdensplan, kunne man, som situationen i dag udvikler sig i det fjerne Østen, meget let falde for den forestilling, at menneskeheden intet har lært, intet har forstået, af al den ulykke, al den blodsudgydelse, vi allerede har oplevet i dette dødens århundrede. Men uanset enhver udsigt til et verdensomfattende opgør med årtusind garnmel egoisme, koncentreret i forestillinger, der synes at kunne overleve enhver katastrofe, og uanset opfindelsen af våben, der påstås at kunne udrydde alt liv på jorden, om de anvendes, kan intet rokke hverken min eller hundredtusinder andres opfattelse af, at ligegyldigt hvor meget mennesker end synes at bestemme, så eksisterer der en højere magt eller kraft, der evner at udnytte enhver krig og enhver katastrofe til et formål, der ligger uendeligt højt over de formål, der påkalder sig vor opmærksomhed gennem tommehøje overskrifter i vore aviser og gennem enhver nok så realistisk udsendelse i vore fjernsyn. Og dette formål er i den dybeste overensstemmelse med det i os, der ikke alene søger freden, men med den søger en verden af en helt anden struktur end den, verden af i dag har.

Og denne nye struktur må nødvendigvis begynde i mennesket selv, for det er ikke verden, der skaber mennesket, men derimod mennesket, der skaber den verden, det lever i. Som mennesket er, bliver verden, og da flertallet i dag i virkeligheden inderst inde hylder egoismens idé og endnu ikke forstår, hvad sand humanisme kræver af den enkelte, så må verden også blive, som den netop er. Vi har simpelt hen ikke ret til at vente os sand fred i en verden, der består af åndeligt uvidende mennesker. Sandt nok er vi – teknisk set – nået langt bort fra neanderthalerens primitive virkelighed. Men moralsk set er der ingen dækning for den stolthed, der besjæler os, når vi sender rumskibe, der har kostet milliarder, afsted mod fjerne himmellegemer. For disse milliarder kunne, på det trin vi i dag står, anvendes på en betydeligt bedre måde. Overalt befinder der sig mennesker, som simpelt hen er dømt til døden ved sult og afsavn, mennesker, der har samme ret til at leve som De og jeg, men som intet liv vil få, fordi de, der kunne skænke dem det, nægter at se og bære det ansvar, de her har. Det er livets paradoks i dag, at en hel nation på over 100 millioner skælver i angst for, at et par rummænd ikke skal slippe levende fra deres dumdristige eksperiment og næsten hysterisk beder den Gud beskytte dem, som de fornægter, når de på samme dag og i samme time sender tungt lastede bombemaskiner ind over junglelandsbyer, hvis befolkninger udslettes på en måde, man simpelthen ikke tør forestille sig. Menneskeliv har aldrig stået i så lav en kurs som netop nu, og denne kurs fortsætter støt imod det tilsyneladende absolutte nulpunkt. Alle skal vi være for noget og imod noget andet – ellers er vi ikke hverken "sande demokrater" eller "sande kommunister" eller "sande" noget helt tredie. For endnu har ingen spurgt os, om vi har mod til at være "sande kristne" i den forstand, at vi i alt tager afstand fra had, hævn, ja fra alt, hvad der overhovedet har med drab og destruktion af liv at gøre. Sandt nok er vi på visse områder virkelig livsbevarende. Men lige så sandt er vi også på næsten utallige andre områder livsnedbrydende. Vi tumler rundt i et åndeligt uvidenhedens mørke, der gør, at vi mere end nogen anden slægt er den, der "vandrer trygt, hvor engle ikke tør træde". Vi opsætter ganske bestemte politiske idealer, som var vi Vorherre selv, og påfører hinanden forestillinger, som på bestikkende vis foregøgles at være "sand humanisme", men som dog indebærer så store mængder regulær inhumanisme, at enorme katastrofer må blive resultatet. UNESCO sendte i foråret en sydamerikansk ung kvinde op for at studere vor ferieby, idet hun havde ønsket, før sin tilbagevenden til sit folk, at se en ferieby, der på privat basis tog sig af ældre og kronisk syge. Hun var umådelig betaget af feriebyen, der var blevet beskrevet for hende som noget af det bedste, vi i den retning havde i vort land. Men vi kom naturligvis også til at tale om vort syn på livet, som i den grad optog hende, at hun ligesom blev ét eneste stort spørgsmål. Thi de tanker, jeg fremsatte for hende, forstod hun, og hun forstod også, at vi her kæmpede for et livssyn af en sådan storhed, af en så universel karakter, at det virkeligt havde bud til moderne mennesker, uanset hvilken hudfarve de havde. Og så åbnede hun sig for os og fortalte os om livet i hendes verden. Om hvordan hun, der havde en strålende uddannelse bag sig, havde oplevet, at hvide mennesker i en af hendes hjemlands parker havde spyttet både hende og hendes tre små børn i ansigtet og havde bedt dem "skruppe ud af deres park". Vi lyttede, og da hun følte vores sympati, åbnede hun sig helt og rystede vore sjæle, da hun fortalte os om de tusinder af våbentransporter, der nat og dag går gennem Afrikas jungle og langsomt, men sikkert forsyner den sorte mand med de våben, han en skæbnenat vil bruge imod dem, der tog hans land og gjorde ham til en ufri i den verden, Gud gav ham. "Den hvide mand er mærkelig", sagde hun, "han sender os missionærer, der taler om Gud og kærlighed, men han tager også med glæde vort guld og sælger os de våben, ved hvis hjælp vi en dag gør os fri af hans herredømme". Da jeg spurgte hende, om den sorte mand ikke ville skåne alle dem, der dog havde været uendeligt gode imod dem, svarede hun: "Jeg ville vel nok, men tror du, at mine brødre i den nat, vi alle ved vil komme, vil tage hensyn? Det vil de ikke! De vil dræbe, som den hvide mand altid selv dræbte"! Det var mærkeligt for mig at betragte hendes ellers så smukke mørke øjne, medens hun talte. De skiftede helt farve, blev smalle og næsten gule. Jeg forstod, at jeg i et sekund så et ganske andet Afrika end det, de fleste forestiller sig. Nej, vi hvide står ikke højt i kurs i de såkaldt "farvede"s verden. Men netop fordi verden på ny stiler imod en katastrofe, hvis omfang vi ikke selv ved hjælp af den mest levende fantasi kan forestille os, er det af yderste nødvendighed, at det "eksperiment med sandheden", vi fuldbyrder heroppe, ikke lider skibbrud. Med sit kosmiske verdensbillede gav Martinus os et livsfundament på allerhøjeste plan, og derfor føles det som en stor velsignelse, at den skole i hans kosmologi, vi her skaber, vitterligt rummer en så uhyre livskraft, som tilfældet er. For mig, der som livsopgave har valgt at tage ansvaret for denne skoles videreførelse og videreudbygning, eksisterer der end ikke skyggen af tvivl om, at denne skole ikke alene vil bestå i al fremtid, men jeg føler mig også overbevist om, at den af livet selv er bestemt til at skulle løse en opgave i vor egen tid, som skal og må løses! Det er sandt, at feriebyen nu virkelig er et vidunderligt feriested, for det hører vi fra alle sider. Men den er langt mere end det. Den er en skole, i hvilken den enkelte lærer om sit ansvar for den verden, vi alle går i møde. Den er ikke blot en skole for en smuk teori. Den er i langt højere grad en skole for inspiration til praktisk indsats, overalt hvor den enkelte har en mulighed derfor. Vi sigter ikke imod at gøre skæbneloven eller loven for gengældelse til en åndelig "sovepude". Vi sigter tværtimod imod at bringe Martinus verdensbillede ned på et plan, hvor det i et så letforståeligt sprog som muligt belærer den enkelte om, at sand åndelig viden opnår intet menneske, uden at det "gør noget". Først ved sit eget sind og dernæst gennem sin aktive indsats for den menneskehed, hvoraf det udgør en uadskillelig del.

Mørke, mentale skyer trækker sammen over den ganske klode. Statsmændene synes overalt akkurat så forvirrede som i trediverne, hvilket vil sige, at kræfterne begynder at tage magten fra dem. I en sådan verden eller, sagt på en anden måde, på en sådan baggrund, er det af uvurderlig betydning, at mennesker står sammen og i fællesskab bygger netop den skole, vi her har bygget, en skole, der ikke på noget punkt går på akkord med den enkeltes ansvar. En skole, hvis inderste formål alene er en oplysning, der klart gør den enkelte begribeligt, at det er ham og ham alene, der bestemmer over den skæbne, der i fremtiden vil blive hans egen. Man har sagt mig, at der skal meget mod til at bære et sådant ansvar. Sandt nok. Men er det bedre som en blind at gå frem og atter frem imod en altopslugende afgrund? For det er jo det, vi hver for sig gør, om vi ikke "tager vort kors" og følger dem, der både har set og nu også beskrevet den vej, der alene fører mod det evige lys.

– – – – – – –

Sommeren i år var på en måde en fantastisk sommer for mange af os. Gennem en meget stærk viljesindsats genoprettede vi den indbyrdes kærlighedens og sympatiens atmosfære, der må herske på denne plads, om den enkelte skal opleve det mentale klima, der må være her, om hans eller hendes studium skal lykkes. Vi er i dag en meget stor gruppe mænd og kvinder, som hver for sig er vort ansvar for denne plet bevidst, og vi agter ikke at slække på dette ansvar. Hver for sig vil vi yde vort allerbedste for, at Martinus arbejde, hans mission, her skal fuldbyrdes på en måde, der vil skabe respekt for hans livslange indsats i menneskehedens tjeneste. I vort eget liv har vi erkendt hans verdensbilledes enorme værdi og bærekraft, og jeg ved, at vi hver for sig føler, at det er vor pligt at fortsætte udbygningen af denne skole, som næst hans hovedværk "Livets Bog" udgør den første virkelige materialisering af en ny kosmisk verdensimpuls guddommelige og inspirerende budskab!