Kontaktbrev 1965/17 side 1
Kosmos Ferieby, den 25. august 1965.
Kære læser!
Det sker, at man under læsningen af en kronik som den, professor i reaktorfysik Otto Kofoed- Hansen havde i "Politiken" den 16. august, og som han kaldte "Kætterske Tanker", pludselig giver sig til at tænke på egen hånd – den bedste reaktion læsningen af en kronik vel kan give. Kronikken handlede om det bestående spændingsforhold mellem Kina og U.S.A. og om, at vi måske har lagt os alt for fast på ganske bestemte synspunkter vedrørende denne spænding, om der, kort sagt, kan være grund til at revidere de synspunkter, vi hidtil har levet på.
Ejendommeligt nok viser professor Kofoed-Hansen i sin kronik, hvorledes vi trin for trin bevæger os frem imod en tredie verdenskrig, idet han klart ser, at samtidigt med at både Kina og U.S.A. ikke ønsker, simpelt hen ikke kan ønske en ny storkrig, så er den gensidige angst nu så stor, at alternativet til denne storkrig kun kan være, at parterne på en eller anden måde kommer på talefod med hinanden. Men kan de det? Er kløften mellem kommunismen og den såkaldte "frie verden" ikke nu så stor, at de broer, der skulle forbinde disse to grupper, en for en styrter i afgrunden?
Den "frie" verden! Det var ordene: "Sandheden er vel den, at vi er alt andet end fri og aldrig kan blive det", der satte en indre mental kædereaktion i gang. For ordet "frihed" er blevet et helligt ord i vort århundrede. Alle vil være fri, og mange tror sig frie. Men hvad er frihed egentlig? Er man fri, fordi man er fri for sult og nød og lever i et næsten trygt demokrati, hvis mål er den absolutte velfærdsstat, altså en verden fri for det materielle tryk, tidligere generationer levede under? Mange tror det. Mange har den tanke, at blot alle vore materielle problemer har fundet deres endelige løsning, ringer frihedens klokke over hele jorden – så er "tusindårsriget" en kendsgerning. Mon?
Var det blot så let. Hvis materiel frihed også var identisk med den frihedsfølelse, hvis fornemste kendetegn er en urokkelig sjælelig fred og harmoni, havde verden allerede nu utalte tusinder af mennesker, der med rette kunne kaldes lykkelige, kunne kaldes absolut frie. Men ulykken er på sin vis, at "mennesket lever ikke af brød alene" – ja, det er et spørgsmål om mennesket ikke, når alt kommer til alt, lever mindre af "brød" end af det farlige, man har givet navnet "ånd". For hvad er det, vi alle sammen er oppe i andet end kamp mellem forskellige "livsanskuelser", der hver for sig postulerer, at om bare vi accepterer dem, så er alt i orden? Men er disse "livsanskuelser" virkelige livsanskuelser? Kan man virkelig nøjes med at anskue livet fra et så begrænset, lokalt synspunkt som det rent materielle? Sandt nok må maven være mæt, før man kan tillade sig at tænke. Kroppen har sit eget liv, og det har på sin vis første ret. Men hvad så, når dette liv er blevet tilfredsstillet? Jeg ser meget vel, at vi i den vestlige verden har en langt højere levestandard end folkene i Østen. Men jeg har været i det fjerne Østen og der oplevet både en fattigdom, som fyldte mig med livslang rædsel, men også en indre indstilling til den materielle verden, der lod mig forstå, at den dag den materielle byrde, hvilket der blot vil sige: frygten for sult, var fjernet, ville disse mennesker evne at opleve livet på en ganske anden måde end flertallet i den vestlige verden. For disse mennesker vil aldrig blive ofre for de statussymboler, vi kæmper med. De er religiøse på en anden måde, end vi er. De ønsker selvklart at være fri for sult, fri for angsten for det daglige brød. Men så langt de fleste er vokset op i troen på reinkarnationen, og det præger hele deres måde at tage tilværelsen på. De er fatalister – skæbnetroende – på en ganske anden måde end vi. For os er det materielle hovedsagen, det er det ikke for dem, i hvert fald ikke på samme måde, som det er det for os. For de har solen. De behøver ikke kostbare hjem, som vi gør det, og de behøver ikke tykke, varme klæder, ej heller centralvarme. Alt dette må man have i sine tanker, når man tænker på de såkaldte u-lande. Har disse mennesket blot mad, altså er fri for sult, så har de en evne til at underholde sig selv, vi ikke har. De kan samtale i timevis uden at trættes, samtale om livets dybeste problemer. Det er simpelt hen en vane hos dem. De er, når alt kommer til alt, langt "friere", end vi er. For hvor frie er vi egentlig? Er vort livsmønster ikke et meget bundet mønster? Er vore traditioner ikke meget betonfaste? Kun uendeligt langsomt har den hvide mand og kvinde gjort sig fri af de groveste fortidige opfattelser. Kristendommen i sin traditionelle form har mentalt slavebundet de fleste og gør det fremdeles. Hvem siger, at det, vi kalder "den frie vestlige verden", også vil vise sig at være "den frie østlige verden"? Selv i ganske unge inderes øjne er vi på næsten utallige områder endnu rene "barbarer", selv om de udmærket indser, at vi har et utal af materielle goder, de også ønsker sig.
Nej, frihed, sand frihed, må være noget ganske andet end det, flertallet forestiller sig ved dette ord. Det kan ikke være en frihed af noget ydre, for den frihed kan faktisk – og er blevet det i utallige tilfælde – købes. Det må være en frihed af noget indre. Det må være den frihed, mystikerne har oplevet, når ekstasen var over dem, og de følte sig ét med Gud. Og at føle sig ét med Gud må være det samme som at føle sig fri af alt det i en selv, der på en måde knytter og binder os til den yderverden, vi også lever i. Så længe vi søger friheden i yderverdenen, vil den antage karakter efter denne yderverden. Da vil det blive troen på et eller andet materielt system, der behersker vore tanker og danner vore idealer, og vi vil muligvis ønske at dø for dette systems skyld – også selv om vi skulle sprænge kloden i luften. Personligt tvivler jeg ikke om, at verden huser mange gale mennesker, der vil gøre, hvad det skal være for at velsigne menneskeheden med netop den frihed, de anser for den eneste rigtige. "Trykknapkrigen" er jo ideel i så henseende.
![[Avisartikel:] Kætterske tanker](/da/onlinebibliotek/kosmos/breve/grafik_breve/bre1965-17-003.jpg)
Det er så let – og så fristende – at stille problemet op på den måde, at enten sejrer vi over de andre, og så har vi tusindårsriget – eller også går vi alle til grunde i kommunistisk slaveri. Det er sort/hvidt-systemet, og det har altid været det letteste. Men der er en tredie løsning, og det vil blive den, der sluttelig vil sejre. Og denne løsning er, at livet – også vort – følger en kosmisk plan, der som endemål har alle menneskers kosmiske frigørelse af det dyresind, der i dag føler sig så stærkt truet, at det rejser sig til protest mod sin egen undergang alle vegne. For alle mennesker ved, at de har dette dyresind i sig. Alle ved, at sejrede det gode, det humane i deres natur, var der ingen materielle problemer på jorden. Da kendtes sult kun af navn og begrebet "fattigdom" kun fra historien. Men det er ikke sådan. Det er snarere tværtimod. Og derfor kommer krigene i et stadigt stærkere tempo. Vi er nået ind i en "alles krig mod alle" epoke, og den må nødvendigvis som inspirationsbasis have den enkeltes tro på sin egen sag som værende "frihedens sag". At det for mange ses som et stadigt voksende tegn på, at jordens undergang er nær, er forståeligt, for mennesket ved meget lidt om sit eget evige liv. Men for mennesket med en given kosmisk baggrund ser det hele anderledes ud. Et sådant menneske føler sig midt i en brændende kosmisk evolution. Det ser en verden gå under, men det ser også en anden blive født. Det forstår, at det, der binder mennesket, ikke er politiske systemer, men derimod det i dets natur, som både binder det selv og andre. Og det forstår, at disse bånd må sønderslides indtil det øjeblik, de brister, og det ikke alene selv er frit, men også ønsker at give alle andre fri. En sådan proces kan ikke fuldbyrdes af nogen som helst nuværende jordisk regering. Den kan kun befordres af en tid, der ikke kender til grænser. Det er kun i "Guds tid", at det jordiske menneske formår at "fuldende løbet og må målet". Dette skal man have i sine tanker, når larmen fra yderverdenen truer med at overdøve den "stilhedens røst", der fra hjertets dybeste gem advarer den enkelte mod at engagere sig for stærkt i døgnets strid. For vi lever i en verden, hvor meningerne brydes hårdere end nogen sinde før, en verden i opbrud, en verden af tilsyneladende kaos. Men bagom alt virvaret, bagom larmen fra nuværende og kommende slagmarker eksisterer der en plan af en helt anden natur end dem, der udklækkes af menneskehjerner. Denne plan måler ikke livet i århundreder. Den måler det simpelt hen i de evigheder, der må til, for at livets vældige kontrastprincip kan fuldbyrde sig selv. For er vi blot dødelige, er det hele i virkeligheden så ligegyldigt, men er vi evige, så vil det mareridt, vi har givet navnet "det tyvende århundrede", også en dag være en mikroskopisk del af den fortid, hvis eneste hensigt det er at danne baggrunden for nye, strålende oplevelser i det Kosmos, der evigt var og evigt vil være.
Med kærlig hilsen fra Deres hengivne
Erik Gerner Larsson
P.S. Har De ikke "Livets Bog" og kan læse dette værks fjerde kapitel, der netop omhandler det her behandlede problem, kan dette specielle kapitel erhverves som særtryk for kr. 3,00 ved henvendelse til Instituttet. For Deres egen skyld burde De læse dette afsnit, hvis titel er "Et internationalt verdensrige under skabelse".
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige