Ældre Kosmos og Kontaktbreve

For femoghalvfjerds år siden fødtes i Sindal et drengebarn, hvis usædvanlige skæbne og mission ingen omkring ham havde den ringeste anelse om, Han voksede op i det landlige miljø som en glad og lattermild bondedreng, og heller ikke han selv havde nogen idé om, hvilket arbejde han engang skulle udføre for menneskeheden. Han blev voksen, blev mejerist og var ansat rundt omkring i Danmark, inden han i 1918 kom til København. Her blev han efter at have prøvet at være både postbud og nattevægter ansat på mejeriet "Enigheden"s kontor, og tilsyneladende havde han der fået et arbejde, som med naturligt avancement skulle kunne fortsætte resten af livet. Så ville han nok også være blevet fejret på sin femoghalvfjerdsårsdag af venner og bekendte, og sikkert af mange, fordi han er sådan en rar og venlig mand. Men skæbnen, både hans egen og menneskehedens var lagt anderledes til rette.

I marts 1921 havde Martinus en kosmisk oplevelse, der blev begyndelsen til en række oplevelser (skildret af Martinus selv i bogen "Omkring min missions fødsel"), fordi den åbnede for hans permanente kosmiske bevidsthed i denne verden. Det ændrede hans liv totalt, og det kom til og vil komme til at medføre en gradvis ændring i utallige menneskers liv, mennesker, der gennem de kosmiske analyser, der blev det synlige resultat af Martinus' oplevelse, følte og vil føle noget røre sig i deres eget sind i så stærk en grad, at deres livsholdning og livssyn bliver et andet end før. Der er, siden "Livets Bog"s første bind udkom først i trediverne og til i dag, blevet flere og flere taknemmelige læsere af denne og Martinus øvrige værker. Derfor var det ikke blot nære venner og bekendte i et københavnsk miljø, der den 11. august sendte ham kærlige tanker og lykønskninger. Fra hele Danmark, fra det øvrige Skandinavien, fra Europa, ja, fra lande på den anden side jordkloden kom der hilsener med udtryk for kærlig taknemmelighed. Martinus er altså blevet en meget berømt mand? Nej, ikke i dette udtryks almindelige betydning. Han hører ikke til blandt de såkaldte prominente personer, og dagspressen har kun undtagelsesvis beskæftiget sig med hans arbejde, hvilket er helt i overensstemmelse med hans eget ønske og hans indstilling til livet. Professor Hannemann udtalte da også i sin både morsomme og alvorlige fødselsdagstale, at Martinus i modsætning til de fleste forfattere i hans alder ikke havde modtaget "det blå stempel". Og han ønskede Martinus til lykke med denne naturlige mangel. For – som professor Hannemann sagde: "Hvem skulle give Dem det"?

Det er ikke sensation og popularitet, Martinus ønsker at vække, selv om det, han ønsker, netop er: at vække. Nu er udtrykket "vækkelse" jo stivnet til en trist kliché i det danske sprog, og det er vel ikke så mærkeligt, når man tænker på, hvilke midler der igennem tiderne har været taget i brug for at vække folk af dvale. Det, Martinus gerne vil vække hos sine medmennesker, er deres sans for kærligheden og logikken i naturen og livet omkring dem. Og hvad hans midler angår, er de så stilfærdige, at det kun er de mennesker, der i forvejen er søgende, der finder frem til hans vejledning, og det er også kun sådanne mennesker, der har brug for den. Men søgende mennesker bliver der flere og flere af i verden, derfor vil kendskabet til Martinus verdensbillede i kommende år vokse som en plante, der til at begynde med blot har stængel og kimblade og er ret ubetydelig af vækst, men som efter at have konsolideret sig gennem rodnettet skyder i vejret, forgrener sig og bliver et kæmpetræ. Og vi kan godt bruge et gammelt symbol og sige et "livstræ", hvis rodnet og grene gennemtrænger verden efter verden i mikro-, mellem- og makrokosmos.

Inden Martinus som trediveårig havde sin store kosmiske oplevelse, havde han følt, at hans liv i alt for ringe grad gav ham mulighed for at være til gavn for sine medmennesker. Ud fra sin dybe medfødte religiøsitet, der allerede i barndommen stilfærdigt reagerede mod teologiske dogmer, følte han trang til at fortælle sine medmennesker, hvor vigtigt det er i sit daglige liv at have kontakt med Gud. Tanken om at blive missionær var fremme i hans sind, men da han ikke følte sig i overensstemmelse med den autoriserede kristendoms lære på væsentlige punkter, følte han, at han i en sådan virksomhed ikke kunne være ærlig og oprigtig og opgav denne tanke. Han følte, at det var en anden vej, han måtte gå, og bad om hjælp til at finde den. Og han fandt den! Vi er mange, der på Martinus' femoghalvfjerdsårsdag følte trang til af hele vort hjerte at takke Forsynet for den inspiration og vejledning, der er blevet givet os gennem Martinus. Hans klare analyser af livet og de levende væsener har kastet et lys ind i vor hverdag og vist os muligheder, der lå latente i vore sind. Vi har fået mulighed for at erkende, at vort daglige liv altid er midt i evigheden, og at der ikke er et eneste menneske, hvis liv er meningsløst eller tilfældigt, selv om det set i et lille, lokalt perspektiv kunne se sådan ud. Der har i den senere tid været en del kronikker i dagspressen, hvor kendte mennesker har skrevet om en bog eller bøger, der har forandret deres liv. Jeg tror, at langt de fleste mennesker, der på Martinus' femoghalvfjerdsårs fødselsdag sendte ham kærlige tanker, ærligt og oprigtigt ville kunne give udtryk for, at blandt de bøger, der har skabt forandring til det bedre i deres liv, er Martinus' "Livets Bog" og andre af hans værker, for ikke at tale om hans geniale symboler over verdensaltets struktur og evige love. "Livets Bog" er som et åndeligt element, der kan oplade ens bevidsthed og gøre en i stand til at møde livets besværligheder og sorger med fornyet kraft og energi. Og energien kan transformeres om i bevidstheden, hvis man har evne til at indstille sig på andre menneskers bølgelængde, så den stråler ud som tanker, følelser og handlinger mod omgivelserne. Ikke først og fremmest som propaganda for Martinus' kosmologi, men som en væremåde inspireret af kosmologien.

Martinus' kosmologi må nødvendigvis sætte noget sådant i gang i denne verden, som man kalder en "bevægelse". Det er et udtryk, der ligesom det før nævnte "vækkelse" let kan misforstås og misfortolkes, og mange mennesker får straks gåsehud og kommer til at tænke på intolerant propaganda og fanatisme, når de hører dette udtryk. Der har været så mange bevægelser, der lukkede deres medlemmer inde i båsesystemer og retninger, der skulle kæmpe imod anderledes tænkende eller i alt fald gav dem en fornemmelse af at være mere "rigtige" end andre mennesker, der ikke var i samme bås. Man vil ikke kunne undgå, at udtrykket "Martinusbevægelsen" vil blive heftet på de grupper af mennesker, der arbejder med hans kosmologi, og derfor har vi alle et ansvar for og en mulighed til at vise, at begrebet "en bevægelse" også kan virke på en sådan måde, at den i stedet for at lukke mennesker i bås gør dem mere frie og ansvarsbevidste og i stedet for at gøre dem til intolerante fanatikere hjælper dem til at forstå andres synspunkter og respektere dem. Når Martinus straks fra sit arbejdes begyndelse lagde vægt på, at der aldrig over hans analyser skulle dannes nogen forening, sekt eller lignende sammenslutning, man kunne blive medlem af, var det netop for at understrege, at han ikke på nogen måde ønskede at binde mennesker til nogen som helst form for blind autoritetstro. Man skulle helst ikke blive ensporet af at studere kosmologi, kosmologien skulle tværtimod gerne anspore én til at studere livet. Det er rigtigt, at der let i samtaler om kosmologien og i de foredrag, Martinus' medarbejdere holder, kan forekomme vendinger som: "Martinus siger..." eller: "Martinus har skrevet..." o.s.v. Det sker dog ikke for at slå noget fast på autoritativ måde, men for at fremdrage en analyserække, som tilhøreren må tage stilling til, d.v.s. konfrontere med sine egne erfaringer og oplevelser, sit eget bevidsthedsmateriale. Da det er begrænset, hvor meget af sådant materiale vi jordiske mennesker i øjeblikket har i vore sind, kan det naturligvis ikke undgås, at tilhørere til foredrag og læsere af Martinus bøger kommer ud for en del, de ikke umiddelbart kan efterprøve eller have erfaring for er rigtigt. Men det menneske, der hverken har blind tro eller blind kritik, vil gennem kosmologien kunne få gode arbejdshypoteser, gennem hvilke det bedre kan lære at forstå naturens og livets love. Når det gælder begreberne overtro og fordomme, er der vist ikke mange mennesker, der er hildet mere i sådanne end de typiske materialister, hvis tro på autoriteter kan gøre dem lænkebundne til et lille, snævert, lokalt syn på alle foreteelser, hvor universelle disse foreteelser så end kan være i virkeligheden. Studiet af kosmologien kan hjælpe det enkelte menneske ud af snæversyn både over for omgivelserne og over for sig selv, og det er ingen ringe hjælp at få. Denne hjælp får vi dog ikke blot for vor egen skyld. Ingen af os, der føler, at kosmologien har hjulpet os gennem egne problemer og vanskeligheder, må tro, at denne impuls blot skal være til gavn for os selv. Vi modtager den til gavn for den menneskehed, hvoraf vi – dog uden medlemskort – er naturlige medlemmer, og hvori vi på længere sigt skal være med til at skabe en virkelig forening, nemlig jordens forenede stater. En meget væsentlig arbejdshypotese i Martinus' analyserække, som enhver kan gå i gang med at gøre til kendsgerning, er analyserne af og symbolerne over "Bønnens mysterium", som lidt efter lidt vil ophøre at være et mysterium og blive en levende vekselvirkning. Og her kommer vi ind på en analyse af de to former for bevægelse, mental eller åndelig bevægelse, der kan være karakteristisk for de mennesker, der føler sig inspireret til at bruge kosmologien som arbejdshypotese og efterhånden som livsholdning og væremåde. Og det er: 1. Bevægelsen i bevidstheden fra vort Jeg mod "Du, som er i himlene", altså koncentrationen i vort "lønkammer" eller vor bevidstheds indre tempel. Bønnen om at få kraft, styrke og tålmodighed, livsglæde og kærlighed til at løse dagliglivets opgaver til gavn og glæde for andre og os selv. Og: 2. Forsøget på at løse opgaverne, d.v.s. bevægelsen fra vort Jeg igennem bevidsthed og organisme mod vor næste, der er "Du, som er i hverdagen", men som samtidig er en del af det evige "Du", vi kan kontakte i vort eget indre. Hvis en "Martinusbevægelse" er baseret på flere og flere enkelte væsener, der frit vil forsøge at praktisere sådanne bevægelser i deres eget sind, og det kan de få rig hjælp til gennem forståelsen af de øvrige analyser, så vil en sådan bevægelse have de største muligheder for i de kommende tider at være en væsentlig faktor i skabelsen af fred på jorden samtidig med, at disse mennesker skaber bevægelse, der er helt i overensstemmelse med den bevægelse, der foregår i Martinus' bevidsthed.

Når vi nu var mange, der den elvte august koncentrerede vore kærlige tanker og lykønskninger imod Martinus og i det hele taget mange, der ofte med glæde nævner hans navn, kan det da betragtes som persondyrkelse? Det kan måske ikke undgås, at nogle mennesker, der ikke kender baggrunden for vor taknemmelighed, vil kalde det både "persondyrkelse" og "autoritetsdyrkelse". De, der kender lidt til Martinus' personlighed, vil vide, at dyrkelse af hans person eller autoritet nærmest vil være ham ækelt og vederstyggeligt. "Tag det af mit arbejde, De har brug for, og lad resten ligge", siger han beskedent og træder selv som person helt i baggrunden. Den, der bruger hans analyser i arbejdet med sig selv, vil ikke kunne undgå efterhånden at få brug for mere og mere, og han eller hun vil heller ikke kunne undgå at føle en dyb og inderlig kærlighed og en naturlig ærbødighed og meget stor taknemmelighed over for det menneske, hvis sind har været og er et guddommeligt redskab, men et bevidst redskab, for åndelig klarhed og renhed. Det er naturligt at sige tak til et menneske, der viser én vej i et vildsomt og farligt terræn, og både jordmenneskenes verden og jordmenneskenes bevidsthed i øjeblikket er et sådant terræn. En inderlig tak bragtes fra hundreder af mennesker ved Martinus femoghalvfjerds års fødselsdag, og han må føle den som en bølge af kærlig taknemmelighed, der stråler imod ham. Men vi skylder også vejviseren at tænke på, at vejen er det kun os selv, der kan gå.