Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Midt imellem alle de alarmerende meddelelser om krige og forberedelser dertil sker det, at vore aviser bringer os bud om et enkelt-menneskes indsats til fordel for et andet menneske, der bringer en til at føle, at livet fremdeles er andet og mere end blot råhed og råddenskab. Jeg er næppe den eneste, på hvem beretningen om invaliden, der fra sit vindue så en ung kvinde forsøge at begå selvmord, og som til sin forfærdelse opdagede, at ingen af de mange, der var vidner til dette tragiske forsøg, greb ind, hvorefter han selv, trods sit alvorlige handicap, gik i aktion, har gjort et meget stærkt indtryk. Jeg føler mig tværtimod overbevist om, at denne beretning har givet mange mennesker stof til dyb eftertanke. Er et menneskeliv efterhånden blevet en så ligegyldig sag, at man blot "konstaterer", at nu er han eller hun altså i færd med at forsvinde fra den skueplads, hvor vi alle er født aktører? Jeg læste fornylig om en ung kvinde, der blev myrdet på åben gade et sted i U.S.A. af et sjæleligt sygt individ. Hun råbte fortvivlet om hjælp, og mange mennesker var vitterligt vidne til mordet, uden at det faldt nogen ind at komme hende til hjælp – alle skyndte sig bort!

Her i dette tilfælde læser vi, at mere end tyve mennesker ganske roligt står og lader en ung kvinde forsøge at tage sit liv lige for øjnene af dem. Ingen af dem reagerer – kun en ung, delvis lammet mand sætter resterne af sit i forvejen ødelagte helbred på spil. Kun han alene har det mod, de andre som noget aldeles selvfølgeligt burde have haft – hvad er det, der adskiller ham fra de andre? Mon ikke netop det, han selv udtrykte med ordene: "De skulle nødigt tale om at være træt af det hele. Se på mig. Tror De ikke, jeg har problemer nok? Men det kunne da aldrig falde mig ind at tage mig selv af dage af den grund. "Deres vanskeligheder er intet ved siden af mine"!

Jeg har med forsæt understreget hans sidste udtalelse, for meget få har som jeg lejlighed til at studere handicappede menneskers liv. Hvert år lever jeg heroppe sammen med hårdt sclerose-ramte mennesker i flere måneder, og jeg ved langt mere om de vanskeligheder, den handicappede har at kæmpe med, end flertallet af mine læsere. Og jeg ved yderligere, at man blandt disse mennesker finder mennesker af en så høj åndelig kvalitet, at jeg i livspraksis har lært mindst lige så meget af deres måde at reagere på, som jeg har lært under mit studium af Martinus kosmologi. For disse mennesker er menneskekærlige på en måde, der ofte får en til at føle sig skamfuld på raske menneskers vegne. Derfor forstår jeg den unge redningsmands ord. Han har af livet selvlært netop den lektie, som forude venter på mange af dem, som i dag er raske og friske, som kan gå, se, høre, tale o.s.v., men som ikke, for deres ofte uhyre barnlige bekymringer, er klar over, hvilken fantastisk gave deres sunde helbred i virkeligheden er!

Sandt nok underkender jeg ikke det enkelte menneskes åndelige vanskeligheder. År ud og år ind lytter jeg til menneskelige sorger og bekymringer og oplever på en måde, det kun er få forundt, at få indblik i de vanskeligheder, vor nuværende åndelige tilstand afføder. Jeg ved, at selv om en sorg ingen fysisk vægt har, kan den knække ryggen på selv den stærkeste, men jeg ved også, at alt for mange mennesker lader ganske små sorger antage urimelige dimensioner, til plage både for dem selv og for deres omgivelser. Alt for mange ser i livet den forkerte vej. De ser altid på dem de tror, har det bedre end de selv. De ser meget nødigt på dem, hvem livet har berøvet de goder, de selv har. Og hvem har det så bedre? Har hin gamle indianer ikke ret, der sagde, at "man bør være i en anden mands mokkasiner tre måneskifter, før man dømmer ham"? Jeg tror det. I hvert fald oplever vi ofte, at netop dem vi misunder, dem som synes at have alt det, man selv gerne ville have, at netop de mennesker bærer på sorger og kæmper med vanskeligheder, der måske helt ville overstige ens egne kræfter.

Nej, livet har lært mig at se indad. Der går vejen for den, som ønsker at være et virkeligt lykkeligt menneske, for der alene findes muligheden for den harmoni, den uafhængighed, der gør alle oplevelser i yderverdenen til andet og mere end en flygtig række af mere eller mindre lykkelige begivenheder. Men dette er ikke det almindelige. Endnu søger langt de fleste mennesker løsningen på deres livsproblem på det rent ydre plan. Endnu vokser millioner af unge op med den idé, at dette at "blive til noget" – underforstået noget, der imponerer andre og eventuelt kaster glans over familien, er livets og dermed lykkens endemål. Hvor barnligt – og hvor fattigt! Livet har nu engang fire faser: den ansvarsløse barndom, den gærende og ofte smertefulde ungdom, den til tider hårde manddom og endelig den alderdom, der skulle være afklaringens sødmefyldte epoke. Skulle være! Men hvor ofte er den det? For også dette fænomen giver livet her i Kosmos Ferieby mig rig lejlighed til at studere, fordi så stort et klientel i både for- og eftersæsonen netop består af mennesker, der for en meget stor procents vedkommende her oplever deres sidste sommer på det fysiske plan. Og jeg oplever netop her dag ud og dag ind "frugterne" af den enkeltes snart fuldbyrdede liv. Jeg oplever vidunderlige "frugter", det er sandt, men det er undtagelserne! Langt de fleste ældre er småondskabsfulde på en måde, det kan gøre en ondt at være vidne til. Men sådan må det være i et samfund uden virkelig kosmisk baggrund for det liv, vi alle ved vor fødsel er prædestinerede til at opleve. Mennesket ved så meget om alt det ligegyldige, alt det betydningsløse, om alt "fyldet", men det ved så uendelig lidt om det væsentligste. Det ved så uendelig lidt om sig selv, om dette at det, sagt med digteren, er "søn af Gud"! I ungdommen drømmer det, og når drømmene ikke går i opfyldelse, så tror det, at livet er ondt og meningsløst, og så vil det "ud af det hele"! I manddommen kæmper det med sammenbidte læber mod de selvskabte vindmøller, der blæser langs enhver ærgerrig tåbes vej, og i alderdommen gribes mange, alt for mange af bitterhed over et liv, som de synes næsten har været forspildt, fordi de ikke, som andre, fik "den store chance". Men livet var, før vi fødtes, og det vil være, når vi er gået – og det vil være her, når vi atter vender tilbage!

Nej, livet er langt større end den menneskelige tanke evner at rumme. Livet er evigt – og det er vi også! Det er i vor søgen efter de evige værdier, at vort eget nuværende liv får sin virkelige værdi. Det vidste den unge mand, der trods sin fortvivlede handicappethed ikke kunne lade et andet menneske forspilde dette kostbare liv uden dog i det mindste at gøre et forsøg på at hindre denne desperate beslutning. Vi har alle hver og en problemer, der til tider kan være næsten umenneskeligt svære at komme igennem. Men der er altid en vej frem, altid. Og i mine øjne står det menneske stærkest, der i modgangen ser en kompliment fra Gud. Det er så let at leve, som andre gerne vil have en til det. Men er det vejen? Nej og atter nej! At leve er den søgen efter sin egen sjæl, efter hin guddommelige gnist, der en dag skal forenes med selve guddomsgnisten, og denne søgen vil uundgåeligt, om man tager den alvorligt, føre en ud i konflikter på næsten alle livets områder. Men hellere det og så vækst, end blot forsøge at gå og stå alle tilpas. Og her er det, at jeg igen må vende tilbage til det, som for mig står som det væsentligste af alt, nemlig at handle. Er der ingen indre overensstemmelse mellem ens åndelige søgen og den deraf affødte viden og så ens trang til at omsætte denne viden i handling, forekommer åndelig viden og indsigt mig ikke alene nytteløs, men ofte en kilde til sin egen modsætning. Teoretisk er vi vel alle næstekærlige, teoretisk vil vi vel alle det gode! Men mere end tyve mennesker, raske og sunde" stod og så en kvinde forsøge at tage sit liv. Kun én, en krøbling, mærket for livet, skænkede ikke sig selv én eneste tanke – han handlede blot!