Kontaktbrev 1965/18 side 5
Mogens Møller:
DEMOKRATIETS TALENTKERNER
Person, samfund og energi
Det er enormt, hvad et samfund og dets individer rummer af energi. Hvert eneste såkaldt normalt menneske bruger hver eneste dag en masse energi fra det står op, til det går i seng. Hvad bruges hovedparten af energi til i det moderne samfund? Til produktion og administration. Et samfund er som en organisme, men det er ikke altid en sund organisme, det kan få "bylder" og "gevækster" som f.eks. "svinepukler", og det kan lide af mange andre sygdomme, specielt når der ikke er et harmonisk og logisk forhold mellem de energier, der bruges til administration, og dem der bruges i produktionen. Sådan er det også i vor egen organisme, er vi ikke tilstrækkelig gode administratorer af vore psykiske og fysiske energier, opstår der "kortslutninger" i organismen, som giver sig udslag i mange forskellige slags sygdomme lige fra unaturlig træthed til de tilstande, hvor enkelte organer eller organismeområder ligefrem nedbrydes og truer hele organismen med undergang.
De jordiske menneskers inkarnation i den fysiske verden sker først og fremmest for, at væsenerne derved kan lære at administrere såvel deres egne som samfundets energier til gavn for helheden. Det tager sin tid, for der må gøres mange erfaringer på begge områder samtidig med, at menneskene lærer at skabe en naturlig og harmonisk vekselvirkning mellem områderne. Det ideelle forhold mellem det enkelte menneskes energiområde, personen, og samfundets samlede energiområde er enkelt og klart udtrykt i demokratiets devise "frihed, lighed, broderskab". Men én ting er at udtrykke et ideal teoretisk, et andet er virkelig at forstå det og forstå det i en sådan grad, at man ikke kan lade være med at gøre det til mønster for sin væremåde og livsholdning både udadtil og indadtil.
Frihed, lighed og broderskab
"Jeg vil have frihed til at gøre, hvad der passer mig", siger mange mennesker, der kalder sig demokrater. Men så må de ifølge devisens næste punkt også give f.eks. naboen frihed til at gøre, hvad der passer ham. Ellers er "ligheden" kun teori. Og hvis det nu ikke passer de respektive naboer, hvad den anden part ønsker at have frihed til, vil de begge være tilbøjelige til at have glemt devisens tredie, men allervigtigste faktor, "broderskabet", uden hvilket de to andre faktorer ingen betydning har som devise for demokrati.
Et samfund består af mange naboer, og det kan ikke undgås, at der bliver indskrænkning i den enkeltes friheder, hvis han eller hun vil tage et humant hensyn til sine omgivelser. Men lighedsprincippet skulle jo så også gerne udfolde sig på den måde, at alle forsøger at være lige hensynsfulde og forstående. Det sidstnævnte er på den jordiske menneskeheds nuværende udviklingstrin en umulighed. Vil det da sige, at broderskabet og dermed demokratiet er en umulighed? Nej, det er netop en mulighed, men en mulighed, som må realiseres på længere sigt. Et virkeligt demokrati findes ikke på jorden i dag, lige så vel som en virkelig velfærdsstat heller ikke findes. Men begge er muligheder på denne klode, fordi de energier, der skal skabe demokratiet og velfærdsstaten, ligger latent eller er ved at spire frem i den jordiske menneskeheds enkelte individer. Vor udvikling som menneske betyder, at vi efterhånden erhverver os større og større indre frihed til at være med at skabe et virkelig menneskeligt samfund. Og vi vil få større og større ydre frihed dertil, efterhånden som ligheden i erfaringsmaterialet hos flere og flere mennesker gør dem lige interesserede i at være med til at skabe et sådant. Det betyder absolut ikke, at vi skal sidde med hænderne i skødet og vente på, at de andre bliver modne til at være med. (Den, der tvivler mindst på sin egen modenhed, har rimeligvis meget at lære endnu.) Den, der allerede i dag besidder visse evner til at være med til at skabe et menneskeligt samfund, viser det i forhold til, som han eller hun under de nuværende ret udemokratiske omstændigheder er i stand til at hævde og realisere broderskabets idé. Et rigtigt menneske udtrykte det engang med ordene: "Jeg er ikke kommet for at lade mig tjene, men for at tjene".
Talentkerner i jordklodevæsenet
For at kunne udvikle en skabende evne i en vis ønsket retning vil det enkelte menneske erfare, at det må kombinere eller sammenkoble evner og talenter, det allerede har udviklet til en vis kapacitet. Derved opstår der nye muligheder. En ny talentkernes skabelse vil altid være afhængig af det samarbejde, der kan etableres mellem i forvejen eksisterende talentkerner. Hvad der her ifølge livets love gælder for et jordisk menneske, gælder også for levende væsener i over- og underliggende udviklingsspiraler, og derfor altså også for jordklodevæsenet. Ifølge kosmologien består jordklodevæsenets fysiske dagsbevidsthed af samtlige jordiske menneskers fysiske dagsbevidsthed. Meget tyder på, at to forskellige hjernecentrer, med tilsvarende overfysiske talentkerner bagved, eksisterer i jordklodevæsenets bevidsthed, og at disse to centrer spiller en væsentlig rolle i jordklodevæsenets og vor udvikling i de kommende århundreder. I jordmenneskeligt perspektiv hedder disse centrer "Øst" og "Vest". Bag "øst-centret" må ligge en talentkerne for evnen til at lade enkelte livsenheder eller mikrovæsener (altså jordmennesker) indordne sig under et helhedssystem (staten eller samfundet), altså en talentkerne for lighedsprincippet. Bag "vest-centret" derimod har vi anstrengelserne for at hævde den enkelte borgers rettigheder og friheder, altså en talentkerne for frihedsprincippet. "Kommunismen" og "kapitalismen" er altså kosmisk set to eksponenter for to forskellige talenter i jordklodevæsenets bevidsthed. På et vist tidspunkt må der skabes en kombination af de kræfter og energier, der udfoldes gennem de to nævnte talentkerner, for at en tredie fysisk talentkerne kan udvikles, talentkernen for broderskab, internationalt samarbejde og virkelig næstekærlighed. Denne talentkerne eksisterer allerede i jordklodevæsenets overbevidsthed som længsel, ønske og begær. Martinus har meget ofte i foredrag sagt: "Der er heldigvis stærkere kræfter bag forholdene og udviklingen på jorden end menneskenes". Der er jordklodevæsenets viljekraft, der er solsystemsvæsenets, mælkevejssystemsvæsenets og en uendelig spiralkæde af levende makrovæseners vilje, der alle tilsammen er "Guds vilje". I overensstemmelse med disse kosmiske kræfter er jordklodevæsenet på vej mod oplevelsen af "den store fødsel" i sin nuværende inkarnation – ikke automatisk ført af et "himmelmaskineri", men på basis af egen oplevelse, erfaring og talentskabelse i vekselvirkning med de makrokosmiske energier og i vekselvirkning med sine egne mikrovæsener. Blandt de sidstnævnte indtager vi jordmennesker en væsentlig position, da det drejer sig om udvikling af kosmisk bevidsthed her i denne fysiske verden. Den spirende talentkerne for broderskab i jordklodevæsenets overbevidsthed må have fysiske talentkerner i samme væsens underbevidsthed at vekselvirke med, for at udviklingen kan finde sted. En sådan fysisk talentkerne har hvert eneste jordmenneske mulighed for at blive, hvis det arbejder for broderskabets idé og dets virkeliggørelse i denne verden. Derfor lærer de store vise os at indstille os på og åbne vor bevidsthed for Guds vilje, så kan de guddommelige kræfter via jordklodevæsenets vilje strømme som impulser og inspiration ind i vore sind. Det bliver hverken "Øst" eller "Vest" som magtfaktorer, der skal skabe et verdensrige på denne klode, det bliver de mennesker inden for disse to store mentale klimaer, der som fysiske talentkerner for broderskabet evner at skabe en menneskelig balance mellem frihed og lighed.
Frihed og lighed
Frihed og lighed kan ikke eksistere samtidigt, de borteliminerer hinanden, påstår nogle mennesker, De må altså være af den mening, at frihed kun kan eksistere på bekostning af andre væsener. Og det er også i nogen grad rigtigt, og navnlig har det været rigtigt, men det bliver ikke ved med at være det. Herren er fri på bekostning af slavens arbejde. Men slaveriet er ved at blive ophævet på denne klode. Hvad er det for en frihed, herren har? Han har frihed til at nyde livsgoder, som slaven ikke har, f.eks. kunst og komfort, han har privilegier. Han har også større frihed til, hvis han evner det, at skabe i stedet for blot at producere, for det gør slaverne jo for ham. Hele vor kultur gennem årtusinder har for en stor del været baseret på dette herre-slave system, hvor herrerne repræsenterede de administrative kræfter og slaverne de producerende. Men herren har ikke haft frihed til at undgå virkningerne af sine mange eksperimenter, karmaloven kan ingen være fri af. Hvad er de skiftende store kulturers degeneration og undergang andet end virkningerne af de "frie" herremenneskers eksperimenter, der ledte ud i afsporinger? Mennesker med herrementalitet, der har haft både udøvende og dømmende myndighed, har ment, at de var hævet over lovene. De har også en tid kunnet hæve sig over juridiske love (som de selv skabte), men de kosmiske love har de altid været lige så stærkt undergivet som slaverne. Der gælder lighedsprincippet! Også herren kan få sygdomme og dø af dem eller blive dræbt. Også herren møder sine sorger og smerter – også herren kan blive slave.
Men så kan slaven vel også blive herre? Ja, historiske omvæltninger og revolutioner beretter derom. Men de kosmiske love kan fortælle endnu mere derom, nemlig at herren ikke kan undgå at blive slave, og at slaven ikke kan undgå at blive herre, for at de derved gennem det nødvendige erfaringsmateriale som ballast i fællesskab kan skabe den verden, hvor der hverken er herrer eller slaver, men mennesker, og det vil sige væsener, der hver for sig med sand overbevisning kan sige: "Jeg er ikke kommet for at lade mig tjene, men for at tjene". En tjener i dette ords kosmiske betydning er noget andet end en slave.
En kosmisk tjener er frivillig, en slave er under tvang. Den herre, der tog sig friheder på bekostning af sine slaver, vil ikke kunne undgå i kommende inkarnationer selv at blive slave, for han (eller hun) må opleve virkningerne af sine egne handlinger. Men også som slave kommer det jordiske menneske til at opleve noget, der fører til frihed. Og med ordet "slave" mener jeg ikke specielt et menneske, der kan købes og sælges, som det har været skik og brug i mange kulturer i fortiden. Også "de lavere stænder" i senere kulturer eller mennesker, der blev hånet og holdt nede på grund af race eller hudfarve, repræsenterer dette princip. Det er mennesker, der har været bundet til at sælge deres arbejdskraft og dermed størstedelen af deres energi for blot at kunne opretholde livet. Disse oplevelser er en nødvendig del af vort skæbnemønster. De er som en mørk baggrund, indvævet som kontrast til et mønster af levende rytmer, spillende, dansende livsrytmer, der vokser op og skaber spændinger, som tilsammen udløses i en fælles harmoni. En harmoni, er det noget frit eller noget bundet? Det er begge dele, det er et levende væsens voksende frihed til at binde og løse sit eget væsens energier på en konstruktiv måde i samarbejde med andre levende væsener.
Demokratiets talentkerner
Igennem herre- og slaveprincippets skiftende former for udfoldelse i vore tidligere inkarnationer har vi i større og mindre grad lært "nytteprincippet" og "legeprincippet" at kende. Vi har været "homo faber", det nyttige menneske, og "homo ludens", det legende menneske. Vi har også i større eller mindre grad som energiforbrugere stiftet bekendtskab med administrative og produktive energiformer, og vi har lært friheds- og lighedsprincippet at kende. Alt dette fortsætter vi med i forhold til, som vi har behov derfor. Det gør vi dog ikke blot for vor egen skyld, men i lige så høj grad for jordklodevæsenets skyld og for den øvrige menneskeheds skyld. Vi gør det for at opnå de erfaringer, der virkelig retfærdiggør betegnelsen af vor art som "homo sapiens", det vidende menneske, det menneske, som på basis af sine erfaringer af sorg og smerte såvel som af glæde og kærlighed bliver en broderskabets repræsentant på denne klode, en talentkerne i jordklodevæsenets fysiske legeme for skabelsen af det guddommelige demokrati, Martinus kalder "det rigtige menneskerige".
Hvad balancen mellem "nyttemennesket" i os og "legemennesket" i os angår – derom mere i min næste artikel.