Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Kun sjældent har jeg læst en artikel, der som den, der følger dette brev, har formået at "sætte tingene på plads". Det er det mest koncentrerede overblik over vor rent kulturelle situation, man kan ønske sig. Intet er glemt, og jeg vil bede enhver af mine læsere studere den, fordi den uundgåeligt vil udløse en dyb forståelse af, hvorfor så mange mennesker i dag lever det mentale overfladeliv, de faktisk gør. Det såkaldte "overflods sam fund" er, foruden alt det andet det har bragt os, også blevet det mest gennemførte "underholdningssamfund", verden nogen sinde har set.

Og når De har læst artiklen, så læs den lille, indklammede afslutning med særlig interesse. For med disse få, afsluttende bemærkninger udløser forfatteren det største spørgsmål, der overhovedet kan stilles mennesket af i dag. Kan vi virkelig "nøjes" med det liv, denne permanente underholdning giver os? Er også vi, der betegner os selv som individualister, simpelt hen blevet hjernelammede af denne evigt boblende, evigt larmende overflade, der synes at rotere rundt med os alle sammen? Mon?

Beviset på, at vi ikke er det, finder jeg i den enkle kendsgerning, at aldrig har så mange mennesker haft så meget, som de har nu – og aldrig har så mange mennesker været så utilfredse, så ensomme og også så bitre, som netop nu. Alle jager af sted, også vi. Men stands op engang og betragt disse evigt jagende mennesker, betragt deres ansigter – hvor mange virkeligt lykkelige ansigter ser De?

Statussymbolprincippet – et hæsligt ord! – rider alle som en mare. Enhver skal have, hvad naboen har, og helst lidt mere. Takket være dette forhold har afbetalingssystemet for længst passeret milliardbeløb, for ingen kan længere vente med at købe tingene, til de har pengene. Vi skal have disse ting, her og nu, og derved bringes utallige mennesker til at fordele langt de fleste af deres penge i månedens første uge og til mere eller mindre at "suge på labben" den resterende del. Dette er livets vilkår i dag. Og derfor de mange bitre ansigter, derfor jaget, derfor det overarbejde, der skal afbalancere budgettet, kort sagt: derfor alt det, der gør alt for mange så inderligt utilfredse, som de faktisk er.

At mange ikke kan se vej ud af dette forhold og derfor falder for den forestilling, at udviklingen blot vil fortsætte ad denne vej, er klart. Den evigt glidende strøm af den overfladeunderholdning, der har så fast et greb i de fleste, forhindrer dem simpelt hen i at standse op, vende front imod det hele og begynde at stille spørgsmål. Men det vil komme! Noget er på vej, det føler utalte tusinder jorden over. Men hvad?

Simpelt hen en ny kultur, og i dette tilfælde også en global kultur. En kultur, der stiller alle de samme ting, som er beskrevet i den vedføjede artikel, på plads. Men på en helt ny plads. Så ny, at det vil tage umådelig lang tid, før processen er fuldbyrdet. Men processen er i gang. Vi ser tegnene herpå alle vegne, mest måske der på, at de nuværende forhold, den nuværende "massekultur" måske nok løser mange problemer, blot ikke nær så mange, som den skaber!

Endnu lever det store flertal, rent mentalt, på et åndeligt ret barnligt stadium. Det vil underholdes på akkurat samme måde, som små børn vil underholdes. Det frygter i virkeligheden at være alene og "skriger", når det bliver overladt til sig selv. Men verden består ikke blot af et flertal. Den har også et mindretal. Og dette mindretal er på vej ud af barnekammeret. Det forstår, at der er en verden "uden for Verona". Denne verden har det fundet vej til gennem selvoplevede lidelser. Det har oplevet noget, vi har givet navnet "erkendelse". Det erkender, at det ikke kan udholde at leve i barnekammerets evige skrål og spektakel. Det er begyndt at spørge om, hvem det selv er, og især hvorfor det hele er, som det er. Det har, midt i subjektivitetens rivende strøm, bjerget sig op på en af de objektivitetens småøer, som trods alt altid er inden for rækkevidde. Og her står det nu og betragter det hele skuespil med den skepsis, mætheden af det oplevede altid giver. Og dets tanker er, trods det at de ofte ligger langt borte fra alfar vej, af største betydning for vurderingen af det, der skjuler sig bagved al larmen og skrålet fra "barnekammeret".

Lad os engang se, hvad et sådant menneske, ganske vist under en stor åndelig leders vejledning, kan nå frem til at se som en så stor, kommende virkelighed, at det tør indrette sit liv derefter. For uden vejledning kommer vi ingen vegne. Ingen er i virkeligheden helt overladt til selv at finde vej gennem livets labyrinter. Vi har alle bag os en mere eller mindre god skoleuddannelse på det rent fysiske plan. Her overlader myndighederne intet til tilfældighederne. Her er der både skolepligt og -tvang. Men på de åndelige områder, på de områder, hvor vore forestillinger, vore opfattelser, der dog udgør de udløsende kræfter bag alle vore handlinger, der er alt endnu én stor forvirring!

Eksisterer der et kulturelt mål, som nødvendigvis må bestå i en alt omfattende, universel kultur, hvor livet i alle dets nuancer følger ganske bestemte love, altså et evigt, urokkeligt, universelt eller kosmisk mønster? Tanken er svimlende, men svaret på denne tanke er, at det gør der. Livet er enten kosmos eller kaos. Enten lovbundet eller tilfældigt. Så omfattende denne ny kultur end er, kan den udtrykkes i en meget klar og koncentreret form, fordi den simpelt hen er meget enkel. Så enkel som livet selv i dets mest forenklede form. For livet viser os, at vi skal fødes, vi skal spise, vi skal elske, og vi skal dø. Mere elementært kan det næppe siges. Ingen af de her nævnte funktioner kan tages bort uden at ophæve de andre. Vi skal fødes, ja! Men er det ligegyldigt, hvor vi fødes? Ønsker vi ikke alle at blive født under de bedst tænkelige forhold, både materielt og åndeligt? I dag tror flertallet, at deres fødsel har hele tilfældighedens karakter – altså kaos. Vi skal spise, ja. Men lever ikke det store flertal på den idé, at det næsten er ligegyldigt, hvad de spiser eller drikker, når det bare ikke er mere giftigt, end kroppen kan slippe fra det uden at bukke under? Det gør de – altså kaos. Vi skal elske, ja. Betragt verden og se, hvordan den elsker, se hvordan den "lever". Kærligheden er blevet verdens største forretningsobjekt. Sex er blevet et mål i sig selv, og resultatet er blevet – kaos. Vi skal alle dø, ja. Men hvordan dør mennesket af i dag? Vel forberedt på et liv efter dette? Vorherre bevares, det ved man jo intet om, så hvorfor spilde sin tid med den slags tåbelige spørgsmål. Nej, vi lever her og nu. Alt er ren biologi ( et i fysisk forstand besynderligt ord). Alt er arv og miljø, og når tæppet går for sidste akt, er der kun krematoriet tilbage. Døden – det er milde sprøjter imod smerterne, hvide tåger og så slut. Dybere mening med livet? Evigt liv efter døden? Højere formål med alt det oplevede? Ikke hos mig! Evigt liv – vorherre bevares, jeg har haft rigeligt med alt det vrøvl, jeg allerede har været igennem. Dybere mening? Nonsens! Altså – kaos!

Og det er mod dette kaos, mod denne tyrkertro på "tilfældighedens lov", at mennesket, der forlader "barnekammeret", rejser sig i protest. Det føler, at noget er helt forkert, men hvad? Og her er det så, det vender sig mod tilværelsens højere lærerprincip, mod dem der venter enhver uden for "barnekammeret"s dør, dem der er vore fødte lærere på de områder, hvor skoler, læreanstalter og universiteter simpelt hen må give op. Og hvad svarer de så på de samme spørgsmål?

Du skal spise, ja! Du kan vælge at spise for at leve, at blive en frådser, der i dagens måltid ser livets højeste bestemmelse, og du vil da ende med at æde og drikke dig selv til doms! Ser du dig ikke omgivet af mennesker, hvis deforme kroppe fortæller dig, at noget må være forkert. Tror du virkelig, at alle disse mennesker, der må leve arresteret i deres eget fedt, i frugten af deres umådelige appetit, at alt dette er livets virkelige mening? Tror du ikke, at dersom du bragte din føde i overensstemmelse med de love, der er livets egen indre, urokkelige logik og derfor kærligheden, at du så levede bedre? I dag dræber du koldt og hensynsløst for at tilfredsstille et i sig selv naturligt madbehov, der med største lethed kan tilfredsstilles med en føde fra en verden, der endnu er så ubevidst, at den ikke kender den brændende, fysiske smerte, ikke kender angsten, når slagterens kniv borer sig i struben, ikke kender rædslen, når dødsskrigets time er inde. Menneske, hvorfor dræber du for at leve, når Gud gav dig andre og langt smukkere veje at følge? Veje, der fører til sundhed, fysisk såvel som åndelig. Ved du ikke, at dit legeme er din ånds tempel, og at uren føde, føde frembragt ved smerte og vold, tager al din kosmiske beskyttelse fra dig. Ved du det ikke, vil livet lære dig det. I en højere verden dræber man ikke for at leve!

Du skal elske, ja. Men ved du, hvad det vil sige at elske? Tror du ikke, at blot du får dit kærlighedsbehov dækket, så oplever du, hvad det vil sige: at elske? Men livet, det virkelige liv er helt anderledes. Den kærlighed, som lever udover døden, den kærlighed, som alt liv dybest inde er afhængigt af, kender intet til at kræve. Den er kun ét: givende. Den giver frihed til den, der hungrer efter frihed, den giver lys til den, der smægter i mørket, den giver fred til den, der vånder sig i smerte. Du skal elske, ja. Men er det ikke vigtigere, at du bliver elsket? Hvorfor gør du din kærlighed afhængig af, at du ejer den eller den? Hvorfor tror du på en kærlighed, der bærer alle egoismens hæslige kendetegn? Du vil eje din hustru eller din mand, din elsker eller din elskerinde. Men kan du det? Får du mere kærlighed, end du giver? Og hvad giver du, nar du vil eje? Intet. Det højeste du opnår, er at få en slave eller en slavinde. Og elsker slaver deres herrer? Elsker man den, der fængsler en, tvinger en og tager alle livets små skønne gaver fra en? Elsker man den, hvis lunefuldhed og utålelighed dræber det åndelige solskin i ens sjæl? Tror du ikke snarere, at dette at elske er livets højeste kunst, og at den står stærkest, at den får mest kærlighed, der intet kræver, der blot giver fri, og kun i kærlighedens verden modtager det, han eller hun får skænket af et rent hjerte? Du skal elske, ja, men lærte du ikke, at den der elsker Gud over alle ting og sin næste som sig selv, at han – og han alene – oplever kærlighedens allerinderste væsen? Du kan ikke opfylde dette krav, siger du. Nej, det kan intet jordfødt menneske endnu, men du kan øve dig i denne kunst, derfor gav Gud dig evigheden, de tusinde liv. Og vil du selv, kan du hurtigt opleve, at hvert lille skridt i den rigtige retning giver dig større belønning, end noget andet du har forsøgt.

Du skal dø, ja! Men hvorfor gør du døden til et vrængbillede af livet? Hvorfor ser du i døden din værste fjende og ikke din allerbedste ven? Hvorfor kæmper du imod det, som en dag vil vise sig at være Guds allerskønneste gave til dig? Ønsker du virkeligt at leve i evighedernes evighed i en udslidt krop, blind, tandløs, lallende – en karikatur på det, du engang var? Ser du ikke naturens skønne eksempel på kunsten at dø? Ser du ikke træernes løv lyse i strålende farver, før vindene fører det bort? Og ser du ikke de samme træer en stund senere grønnes og blomstre på ny? Hvorfor skulle du, menneske, være den eneste, der i det store kredsløb blev nægtet en ny strålende vår? Og tror du virkeligt, at døden er den store, sorte nat? Evner du ikke at fatte, at din ånd er noget andet, noget langt større end den klump materie, du kalder din krop? Dette redskab, hvis eneste virkelige opgave det er at bære din ånd gennem materiens tunge verden for gennem modgang og medgang at lære dig dette enkle, at støv altid vil være støv, og ånd altid ånd? Har du aldrig set en larve, en puppe og en sommerfugl? Gav Gud dig ikke her i din egen verden selve gådens løsning? Er du andet end en larve? Et væsen der famler sig frem i blinde og oftest i dette blot at æde og drikke finder sin største lykke? Og må du ikke som larven dø en dag? Her ser du dens puppe. Kan du slet ikke tænke dig, at dine nuværende tanker, dine nuværende små og ofte forfærdende begrænsede forestillinger er den "puppe", Gud efter døden må gøre dig fri af, for at din ånd, der er tusindfold skønnere end den skønneste sommerfugl, kan folde sig frit ud i den verden, hvorfra den kom, før den her "blev dannet i moders liv"? Aner du ikke i dit nuværende livs mest inspirerede stunder med digteren, at "også du er kun her på træk, og haver andet steds hjemme"? Nej, vil du virkelig være lykkelig, da gør døden til din kæreste ven og forbered dig på dens komme, således at du i den stund i stedet for at gå dertil, hvor "der er gråd og tænders gnidsel" med et sidste smil til dine venner, til alle dem der elskede dig her, kan "gå ind til din Herres glæde". Døden er det, vi selv gør den til, men så rig og så kærlig er Gud, at selv den, der møder den med den største frygt og ved sine mørke tanker selv skaber sig det "helvede", alle frygter, meget hurtigt bringes fra vildfarelsens mørkeområder til den lysets verden, der venter selv den mest forhærdede sjæl hinsides dette livs skyggeverdener.

– – – – – – –

I lyset af Kosmos, i lyset af en verden, der hviler på evige love og på en uendelig og urokkelig guddommelig kærlighed, fødes der bag al uroen og larmen en helt ny kultur i vor verden. Men denne kultur har uendeligt lidt med alt det ydre at gøre. Den er en hjertets kultur, der i alt tager afstand fra drabet og hadet. Den gør det larmende menneske til et stille menneske, for kun i det stille kan mennesket høre Guddommens røst. Men det er en kultur, der stiller større krav til mennesket end noget andet i vor verden, for den kræver, at vi skal give afkald. Afkald på alt det, der larmer, og derfor ser vi, hvorledes mennesker, en efter en, går bort fra den larmende vej. Hvorhen? Ind i dem selv! For det er kun i menneskets eget indre, at den fred findes, der kan blive "over al forstand". Ensomheden, den lykkelige ensomhed, er den skat, der venter ethvert menneske ved enden af den vej, der altid vil genlyde af larm, af råb og spektakel. Og den, som blot én gang i et lysende glimt har oplevet denne lykkelige ensomhed, vil altid søge tilbage, vil altid drømme om den time, hvor denne lykkelige ensomhed, der jo blot betyder indre, urokkelig fred og absolut uafhængighed af alt ydre, er blevet selve dagliglivet.