Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Mon ikke mange iblandt Dem har det som jeg, at De samler på sentenser eller citater, der ligesom siger Dem noget ganske bestemt? Jeg vil tro det! For gang på gang sker det, at man ser disse citater i en avis, et magasin eller i en bog, og uvilkårligt siger man til sig selv: det der vil jeg huske – hvor er det dog klogt sagt! Personligt er jeg gået et skridt videre. Enten klipper jeg disse små, koncentrerede sandheder ud, eller også skriver jeg dem af – jeg har faktisk allerede en fin lille samling!

En af mine "perler" følger denne gang som bilag. Mærkeligt nok ved jeg ikke, hvor jeg har disse inspirerende sentenser fra. Jeg ved kun, at jeg har haft dem meget længe, og at de adskillige gange har været mig til stor hjælp. Når De har læst dem igennem, vil De sikkert indrømme mig, at de omhandler et problem, vi alle må tage stilling til en dag. Vi vedbliver jo ikke at være tyve somre, og Gud ske lov for det! Jeg hører bestemt ikke til dem, der i den umodne tilstand ser noget særligt eftertragtelsesværdigt, dertil erindrer jeg det alderstrin for godt. At det er dejligt at have et legeme, der lystrer viljen perfekt, er dog kun den ene side af problemet. Den anden, at have et umodent sind, der på så godt som alle områder udstandseligt svinger mellem lys og skygge, er den side, de fleste glemmer er den fysiske ungdoms akilleshæl.

Fandtes der kun den fysiske ungdom, ville livet, ret beset, være én stor tragedie. Og for mange mennesker findes der desværre ingen anden. Ustandseligt vender de i deres tanker tilbage til "den lykkelige ungdomstid". De er blevet en slags mentale "saltstøtter", der i deres ulykkelige tilbageblik ikke ser, at ungdommen i sig selv kun udgjorde en forberedelse til det liv, der skulle folde sin strålende blomst ud på senere alderstrin. Imidlertid, ingen kan standse tidens flod i sit løb. Ingen dødelig kan beordre sol og måne til at stå stille i "Gideons dal". Livets store kredsløb: barndom, ungdom, manddom og alderdom indfinder sig overalt i den korrekte rækkefølge, og godt således. Alt dette kan vi ikke ændre, men hvad vi derimod har en uhyre indflydelse på er måden, hvorpå vi skifter fra alderstrin til alderstrin.

For livet har en anden ungdom end den rent fysiske! Hvor skøn vort legemes spænstighed end er, er den dog kun en svag afglans af den spænstighed, sjælen kan have, om mennesket forstår den evige forskel mellem ånd og stof. Forstår at legemet, når alt kommer til alt, dog blot er et redskab, og som alle redskaber må have en begrænset tid. At vi knytter os så stærkt, som tilfældet er, til dette redskab, er forståeligt på det udviklingstrin, vi befinder os, men hvor stærk denne tilknytning end er, giver den dog i det højeste kun en falsk tryghedsfølelse. Vi ved, at dette redskab har en begrænset levetid, og at alle forsøg på at forlænge denne levetid i det uendelige på forhånd er dømt til at mislykkes. Altså er der tilbage kun ét, der kan give virkelig tryghed, og det er erkendelsen af vor egen absolutte udødelighed. Men udødelighedstanken forudsætter noget, mange ikke er opmærksomme på, simpelt hen ikke kan forestille sig, og det er, at som vi er indstillet på en evig fremtid, må vi også være indstillet på en evig fortid. Nået dertil kommer det modne menneske til en ny og i sig selv uendelig smuk opfattelse, nemlig den, at er vi evige i dette ords mest absolutte forstand, er vi også, eller kan i hvert fald blive det, evigt unge i den betydning, at ungdom her må forstås som en sjælelig tilstand af den mest sublime art. For hvad er det at være levende? Er det ikke at være i besiddelse af sine åndsevners maksimale ydeevne? Og her er det, at livet er så vidunderligt indrettet, at det menneske, som dyrker sin ånd allerede fra ungdommens år, oplever at besejre den fysiske alder så totalt, at man i dag kan møde mennesker, som til deres sidste dag i en endog meget høj alder har øjne, der selv ind i døden stråler med hele ungdommens glans. Disse mennesker har ikke fået denne tilstand foræret. De har, skridt for skridt, selv tilkæmpet sig den sejr over materien, over det døde kød, som deres væremåde bekræfter.

Evig ungdom er således ikke noget uopnåeligt. Og jeg har aldrig før set de midler, det her drejer sig om at besidde, beskrevet bedre end i de små sentenser, De kan læse på medfølgende bilag. Vor sjæls farligste fjende er frygten, er den frygt, som ender i negativ tvivl. For tvivlen har også en positiv side. Man skal ikke godtage alt, hvad der forebringes en som "evige sandheder". Man skal bevare en sund kritisk indstilling. Den ulykkeligste dag i ens liv er den, hvor man giver sig ind under et andet menneskes totale autoritet. Store eller små, vi er alle sønner af Gud, født med samme rettigheder som enhver anden og som største ret, retten til at tænke og vurdere selv – og handle derefter. Og rent personligt foretrækker jeg at begå fejl og lære deraf hellere end blot at lystre andre. Men den form for frygt, der lammer sjælen, lammer ens handlekraft og gør en fej, er den farligste, der findes, for den er alderdommens mest trofaste bundsforvandt. Den gør sjælen grå og farveløs og forvandler et ellers levende sind til et trist massevæsen. Frygt avler altid pessimisme, for frygt gør bange, og pessimisten er altid bange, ser altid tingenes negative side og befordrer dem derved ind i sit eget liv. For mig er enhver pessimist et menneske, der har mistet sin inderste kontakt med Gud. Og gør man det, skal livet – tiden – nok få bugt med selv den sundeste krop. Men lærer man sig at forstå, at mennesker kommer og går i ens liv som budbringere mellem en selv og den allestedsnærværende guddommelige ånd eller bevidsthed, giver man ikke den enkelte en forret fremfor de andre. Da ser man næsten i bogstaveligste forstand Gud i øjnene fra man vågner til man igen glider ind i søvnen, og da lærer man sig Guds eget sprog på en ny og vidunderlig måde, for da lærer man at bede! Ikke åndløse remser, der blot skal overstås, men derimod den "samtaleform", Jesus anvendte, når han, som der står, "gik afsides for at bede"! For man kan tale med Gud, som mand taler med sin næste. Man kan lære sig en skjult måde at leve på, hvor Gud virkelig er med i alt, hvad man foretager sig, og hvor man, så nær som et menneske kan komme det, lader hans vilje blive den dominerende i alt, hvad man foretager sig. At tro, at man så kommer til at vandre på en blomsterbestrøet eng er netop den naivitet, enhver der taler om disse ting uden at have oplevet dem, giver udtryk for. Nej, vejen bliver langt snarere stenet og meget ufremkommelig. Man kan virkelig få blodige fødder af at forsøge at vandre den, men den alene giver den indre styrke og kraft, den sjælelige fred, det mod og den koncentrerede vilje, ingen anden "vej" giver. Den bevarer sjælen ung og levende, frier den ud af traditionernes kvælertag og gør den fri på en måde, kun den, der selv har forsøgt at vandre denne vej, kan forstå.

 

Ungdom er ikke en bestemt periode i livet – det er en sindstilstand. – Det er viljekraft – evne til fantasi – en sjælsrigdom – modets herredømme over frygten – eventyrlystens over mageligheden.

Ingen ældes blot ved at leve et vist antal år – folk ældes kun når de glemmer deres idealer. – År rynker huden – men at miste evnen til at begejstres rynker sjælen. – – –

Sorger, tvivl, mangel på selvtillid, frygt og fortvivlelse, det er de hurtige alternativer til de lange, lange år, der bøjer hovedet og fører den levende ånd tilbage til støvet. – – – –

Enten 70 eller 16, ethvert levende hjerte elsker underet, betages af stjernerne og det uendelige, udfordrer uforfærdet skæbnen og har uudtømmelig barnlig interesse for: Hvad så?

Du er så ung som din tro – så gammel som din tvivl – så ung som din selvtillid og så gammel som din frygt – så ung som dit håb og så gammel som din fortvivlelse.

Så længe dit hjerte kan modtage indtryk af skønhed, glæde, mod, storhed og kraft fra denne jord og fra det uendelige – så længe er du ung. –

Men når kræfterne er udtømte og pessimismens sne og kynismens is har lejret sig i dit hjerte, så – og så først – er du gammel – og må Gud være din sjæl nådig

 

For livet består i virkeligheden kun af to evigt unge, levende og stærke bevidstheder: Guddommen og gudesønnen! Ingen af disse to har noget som helst med alder at gøre! Gennem evighedernes evighed har de talt sammen og gennem deres samtaler formet det, vi kalder "livet". Og dette liv kan kun være dødt eller levende. Det vidste Jesus, derfor kunne han med så stor styrke sige til den unge mand: "Lad de døde begrave deres døde – følg mig!" Gennem ham talte Gud, som han siden hen og også før har talt til enhver af os. Evner vi at "lade de døde begrave deres døde", venter ikke alene friheden, men også den evige ungdom os "lige om hjørnet". For da ser vi det, andre ikke ser, hører det, andre ikke hører. Da har vi forladt dødens domæne og er trådt ind der, hvor livets træ evigt blomstrer. Og hvor dette træ blomstrer, der flammer skabeevnen. Der er mennesket ikke bare menneske, der er det Guds fornemste repræsentant over for døden, for der viser det, at døden har mistet sin brod, der har døden tabt slaget om menneskets sjæl!

Det er let for menneskene at forlade Gud, at håne ham og frejdigt tale om hans eksistens som en latterlig og tåbelig illusion kun beregnet for børn og barnlige sjæle. Men se på dem, der gør det! Er de lykkelige? Stråler de af glæde ved at være til? Ejer de evnen til at undres og betages? Hænder det, at netop disse mennesker ved synet af den opgående sols første gyldne stråler løfter armene imod den til en inderlig velkomsthymne, og bøjer de samme mennesker ydmygt deres hoveder ved synet af den funklende stjernehimmel en underskøn høstnat? Stirrer de betaget på blomsterknoppen, når den åbner sig første gang, og ser de evigheden i det lille barns smil eller i den elskedes øjne? Nej de gør ikke. De tror, de lever, men livet går dem stille forbi og svarer dem blot på deres ligegyldighed ved at gøre dem grå og gamle! Det er let at forlade Gud, for han er ikke, hvad somme mennesker i deres gudløshed kan være: påtrængende! Har man ikke brug for ham, er han den første til at gå, for han ejer den sjælens noblesse, der ikke kender til noget værre end dette at være en uønsket gæst i selskabet.

At leve er at skabe! Derfor ser vi også, at de mest levende iblandt os, de der virkelig er den evige ungdoms skønneste repræsentanter, er dem, der altid er i levende skabemæssig aktivitet. Og her er det, at det menneske, der i sit møde med tilværelsens åndelige kræfter gribes af længsel efter gennem sin skabeevne at medvirke til andre menneskers frigørelse og den deraf følgende åndelige vækst, står så stærkt, som det gør. For det går Guds veje på en måde, som han selv modsvarer ved ustandseligt at "indblæse det livets ånde". Skjult for andre går der fra disse menneskers hjerte en kanal direkte til Guddommens eget hjerte, deraf den kendsgerning, at de aldrig trættes, aldrig giver op uanset de vanskeligheders styrke, de står overfor. Dybt forbundet med deres eget evige liv som de er, frygter de ikke alderens indflydelse. De resignerer, hvor de bør resignere, og de gør det uden protest, men resignationen betyder ikke for dem den afsked med livet, som den gør for andre, den betyder blot et blidt farvel med et livsafsnit til fordel for et andet, et nyt og ligeså frugtbart afsnit som det, de godvilligt forlod. Disse mennesker har i næsten bogstaveligste forstand lagt deres skæbne i Guds hånd – og den der gør det, behøver ikke at frygte for, at Gud ikke skal vide at anvende dem der, hvor han finder rigest anvendelse for dem!