Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Mon De mindes dengang, Robert Ley, Tysklands landbrugsminister under Hitler, i fuldt alvor fremsatte forslag om, at børneavlen i Tyskland skulle "forædles"? Der skulle frembringes en "ren arisk race", og et udvalg af S.S. supermænd skulle udnævnes til at løse denne opgave i stil med den berømte "Højager Nakke" – vort eget lands hidtil fineste tyr, frembragt ganske få kilometer herfra, hvor jeg i øjeblikket sidder og skriver til Dem. Ideernes verden er vidunderlig, og især er de mennesker, der føder disse ideer, fantastiske. Om Ley blev hængt efter krigen, ved jeg ikke, vi har i hvert fald ikke siden hørt fra ham, og hans idé er også "borte med blæsten". Men tanken om ham kom frem i mit sind, da jeg læste medfølgende, en smule afkortede interview med den danske forfatter Niels E. Nielsen.

Nuvel, Niels E. Nielsen vil ikke "forædle" os, han vil blot have os opdraget til at acceptere den for vor udvikling så bekvemme løsning, at lægen, for det må vel blive ham, ansættes som statsautoriseret barnemorder og banker på vor dør, så snart jordmoderen har meddelt ham, at nu er nr. 3 på vej. Jo vist lever vi i rationaliseringens tidsalder! Problemerne skal jo løses, og hvorfor ikke med det samme løse dem på den eneste rationelle måde, der findes? Det eneste i interviewet, der virkelig trøstede mig, var, at forfatteren for det første ikke var glad ved at komme frem med sit forslag, og at han åbent indrømmer, at han ikke selv kan gøre det – den samme undskyldning, som ville gøre flertallet af kulturmennesker til vegetarer, om de selv skulle dræbe de dyr, hvis kød de spiser!

Nu er det jo sådan, at Niels E. Nielsen ikke er den eneste, der har opdaget, at fødselsprocenten verden over stiger med forfærdende hast. Det har alle tænkende mennesker. Og alle tænkelige forslag bliver fremsat til at afbøde den fare, der her truer, og overalt arbejdes der i laboratorier jernhårdt på at komme problemet til livs på en lidt mere human måde end den, vor gode forfatter foreslår. Imidlertid forekommer det mig, at der er én side, problemet endnu ikke er blevet anskuet fra, nemlig den kosmiske. Jeg har i hvert fald aldrig læst om det i nogen avis, så derfor må jeg måske have lov til at kommentere dette problem på en måde, der muligvis er ny, og for mange vel ikke synes at løse det, men som alligevel måske en dag vil vise sig at blive det, der løste det.

Kosmisk set er alt liv formålsbestemt. Alt er målsøgende fra den lille spire, der simpelt hed "ved", at lyset eksisterer og derfor uden mindste tvivl baner sig vej frem imod det, til det fremskredne menneske, der ikke alene sætter sig et mål, men også konsekvent søger frem imod realiseringen af dette mål. Overalt bekræfter livet denne lov og bekræfter dermed, at vi ikke alene er til for vor egen skyld, men måske i langt højere grad er en del af den universelle enhed, er en del af en plan, der, måske ubegrebet af os selv, fuldbyrder sig lige for øjnene af os. I det små, altså i vort eget liv, lægger vi uafbrudt planer, hvis mulige realisering står og falder med vor egen duelighed, og, hvad der er væsentligt at vide, muligvis er i kontakt med udviklingen, muligvis ikke. Er det sidstnævnte tilfældet, må man her regne med en modstandsfaktor, der uden besvær vælter det hele omkuld.

Muligvis tror Niels E. Nielsen, at vi virkeligt producerer vore børn. Jeg forestiller mig det i hvert fald. At både han og vi eksisterede før vor fødsel har næppe blot ét sekund strejfet hans bevidsthed – og at det samme ikke alene er tilfældet med alle andre mennesker, men med alt levende i det hele taget, er nok en "vision", som er fremmed for ham, selv om han anbefaler os at lære at tænke visionært – vi har i øvrigt aldrig gjort andet, eftersom enhver tanke, enhver forestilling i sig selv er en vision.

Her er det altså, at vejene skiller. Mennesket der sanser kosmisk, altså lever på visioner, som, taget hver for sig, udgør indre, afklarede dele af den kosmiske helhed, universet nu engang er, falder aldrig for fristelsen til at tro, at livet i sig selv er menneskeværk. Det tror ikke på kaos. Det tror på kosmos, på et ordnet, styret verdensalt med en centralbevidsthed som centrum. Det tror med andre ord på det, vi med et fattigt ord kalder GUD. For ordet er så fattigt som dem, der fødte det, eftersom det rummer mulighed for fortolkninger, der indebærer muligheder for latterliggørelse af det. Men derudover er det ligefuldt det største ord, vi har for den største tanke, vi indtil nu har evnet at tænke. Det er forståeligt, at mennesket, der med forfærdelse ser fødselsprocenten stige mod svimlende højder og derfor føler menneskehedens undergang nærme sig, at dette menneske ikke alene afskaffer tanken om Gud, om et ordnet verdensalt, men i sin panik erstatter det universelle med det begrænsede, altså med ønsket om at standse denne fødselslavine med det rene mord, den rene destruktion. Men derfor behøver denne begrænsede tanke, denne rationelle løsning ikke at have det mindste med virkeligheden at gøre, – og har det altså heller ikke. For tanken er i sig selv lige så forkert som en anden tanke, der også nu er aktuel: nemlig retten til at dræbe os, når vi faktisk på grund af alder bliver overflødige. Mange mener, at der skal oprettes lægeråd, der skal bestemme for os, hvornår vi er "mætte af dage" – lægestudiet synes at blive mere og mere farligt, i hvert fald for mennesker med medfødt høj moral.

Kan jorden da føde lad os blot sige 8-10 milliarder mennesker? Personligt er jeg overbevist derom. Jeg har rejst mere end de fleste og set, hvor tyndt jorden på en måde er beboet – og hvor tåbeligt mennesker ernærer sig. Har man i mere end en menneskealder selv levet vegetarisk og set, hvor lidt man trods alt behøver for både at bevare sit huld og sin lyst til god mad, undres man over, hvor blinde de fleste er på dette punkt. Altid taler vi om kødproduktion og forestiller os, at million år gamle levevaner ikke kan ændres. Det kan de, og det vil livet selv sørge for. Jeg kender Indien og véd, at om man i stedet for at skænke dette vidunderlige land tåbelige tanks og jetfly gav det vældige overrislingsanlæg, gav det millioner af brønde, ville ikke én inder dø af sult, og det samme ville være tilfældet overalt i det fjerne Østen. Men vi gør hellere byer til ørkener, end vi gør ørkener til byer, til frugtbare områder med lykkelige mennesker. Vi bomber hellere landsbyer i ly af besynderlige demokratiske ideer, end vi kommer med store smil på læben og siger: "Kom her børn, nu skal vi hjælpe jer til et meget bedre liv, end det I har, for vi har nemlig alt det, I savner!"

Det er så let at fremhæve alt det negative i livet, og det er i dag let at gøre det i en lynende intelligent form, som forvirrer sjælen og for et sekund får os til at føle, at manden har ret. Men han har ikke ret! Vort liv er stadig i "Guds hånd", og det er stadig væk således, at der "ikke falder en spurv til jorden, uden at det er Guds vilje", vore "hovedhår" er stadig væk "talte" – vi er kort sagt stadig væk undergivet hin universelle plan, der ledede vor udvikling fra mineral til plante, fra plante til dyr og nu fra dyr til – menneske. For at vi ikke er mennesker endnu turde vel snart være sivet ind i selv den mest træge hjerne? Hvis Niels E. Nielsen virkelig kunne fatte det, han kalder en "jættetanke", skulle han læse "Livets Bog" af Martinus. Men det tror jeg ikke, han kan. Men kunne han, ville han opdage, at der i verden i dag er mange, der lever på en vision, der enkelt og genialt udtrykker os som "sårede flygtninge mellem to riger", mellem det dyrerige, der nu kulminerer med at have forlænget sine "klør og tænder" til jættebomber og det menneskerige, der en dag bliver frugten af den navnløse lidelse, der overalt er på vej. Muligvis elsker vi lidt for meget rent fysisk, men vi hader faktisk endnu mere! Muligvis sætter vi for mange børn i verden, men vi forbereder faktisk deres destruktion langt mere djævelsk, end Niels E. Nielsen måske forestiller sig. For dyret i os er meget aktivt, meget levende, som netop det er, der står meget nær for at skulle dø. Jeg kender jo ikke selv Niels E. Nielsen og har faktisk de allerbedste tanker om ham som menneske, men hans ideer deler jeg ikke med ham. Jeg føler mig midt i et kosmisk verdensdrame og føler også, at når dets tredie – og sidste akt – er overstået, vil hadet og vreden "svinde bort over bjergene" og give plads for en ny tids vidunderlige morgenrøde – for den verden, alle store digtere drømte om og alle virkelige vise ved selvsyn – og bevidst – har skuet, den ny verden, de med ildhu forkyndte ville komme!