Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Mon ikke de fleste mennesker læser deres aviser på samme måde som jeg selv – øjnene glider henover de store overskrifter, standser nogle få sekunder og glider videre, indtil de standser ved en artikel, man føler, man vil læse? Som der dog skrives! Spalte op og spalte ned – man føler med dyb taknemmelighed i sjælen, at det dog er en lykke, at man ikke skal læse det hele! Men, som skrevet, pludselig standser man op ved en overskrift, studser og giver sig til at læse. I Politiken for den 28. oktober standsede jeg op ved den lidt ubehagelige fede overskrift: UDSIGTERNE FOR MÆNDENES LIV STADIG RINGERE. Nedenunder stod der med mindre typer, næsten som et suk: mens kvinderne lever længere og længere. Jeg kan ikke lade være at beundre den teknik, den specielle form for kosmisk-kemi, som alle avis overskrifter normalt afslører.

Nuvel, artiklen var til at få forstand af. Læs den selv, om De ikke allerede har læst den. Man kan mene om offentlige rapporter, hvad man vil, noget mere køligt, mere fri for følelsesindslag af enhver art kan næppe tænkes. Ej heller noget, der mere sætter både tanke og følelse i sving. Her har man livet, sort på hvidt, i tal og procenter samt gennemsnit og beregnede fremtidsudsigter! Og så er det altså, at man begynder at tænke, begynder at anskue for sig selv det liv, der skjuler sig bag disse kolde og nøgterne tal. At hjerte- og kræftsygdommene uafbrudt hæver toldsatserne ved vi, for vi hører om det hver dag blandt dem, vi er i så at sige direkte berøring med. Men to andre områder chokerer mig altid: motorulykkerne og selvmordene. Evner De at se for Deres indre syn to rækker kister, side om side, næsten 900 – ni hundrede – liv, som burde have levet videre. 869 lemlæstede legemer, ofte til uigenkendelighed, men nu hver for sig skjult i en kiste, dækket med blomster og omgivet af fortvivlede mennesker, blot fordi, ja blot fordi mangel på agtpågivenhed og hensynsfuldhed var de faktorer, der dominerede sindet. For langt det største flertal af disse ulykker kunne være undgået, om han eller hun, der sad ved rattet, havde haft blot lidt mere farefantasi, lidt mere evne til at forestille sig, hvad der i givet fald kan ske, om man giver vognen lidt mere gas. Men ikke sandt, det er uhyre vigtigt at nå frem bare ti minutter før! I sandhed:

Men alligevel er der i almindelighed ét at sige om denne situation, og det er, at de her omtalte mennesker nok slyngedes ind på det åndelige plan aldeles uforberedte, men de kom der også uden selv at ville det. Døden har sikkert været det, de mindst har tænkt på, da de satte sig til rette i vognen og begav sig af sted. Alene i dette ligger der den store mulighed, at de relativt hurtigt kan bringes til at forstå, at den forandring, der er sket, ikke er ond i sig selv, men blot en frugt af den mangel på omtanke, den mangel på farefantasi, der præger så meget af livet her på jorden.

Anderledes derimod med den anden række kister, de 893 der tog deres eget liv! Her står vi over for en række handlinger, som for manges vedkommende er direkte planlagt, selv om de fleste forhåbentlig er resultatet af en sjælelig kortslutning, 893 kister er mange, når man rent visuelt prøver at forestille sig dem anbragt side om side! Det er mange liv, som burde have levet videre, mange skæbner, som burde have haft et andet forløb! At også de bliver modtaget på den anden side af kærlige hjælpere, mener vi at vide, men hvor anderledes svært må det ikke være at hjælpe her! Disse mennesker ville ikke leve videre, og disse tankeklimaer kan være meget stærke, meget uigennemtrængelige. Jeg ved dette, fordi jeg adskillige gange i mit liv har mødt dem og også i enkelte tilfælde måttet opleve det bitre, at alle mine ønsker om at hjælpe, alle mine forsøg på at forhindre alligevel viste sig frugtesløse. Begynder de mørke, de virkeligt negative kræfter først for alvor at vokse i den menneskelige sjæl, er de som hæslige svampelegemer, der gennemvokser og dræber alt det sunde i sjælen, og så kan næsten kun et mirakel forhindre den endelige opløsning, forhindrer den død, der altid i den slags tilfælde har noget besynderligt uforsonligt over sig. For dét er ikke, kan ikke være rigtigt at tage sit eget liv, hvor hård en ydre modstand end synes at være. Der ligger ingen dom i mine ord, absolut ikke. Jeg har aldrig i mine tanker dømt nogen selvmorder, jeg har tværtimod forstået eller søgt at forstå, at denne handling i sig selv var en konsekvens af alt det, vedkommende havde måttet møde på sin vej. Men jeg har også forstået – og det omfatter i virkeligheden begge de her nævnte to grupper – at mennesket, som det i almindelighed er, står forfærdeligt svagt over for det liv, der omgiver det, så længe det ikke kender dette livs virkelige baggrund. Vi taler om, at vi lever i en materialistisk epoke. Nej, vi er simpelt hen druknet i materialisme. Den tager al vor tid, alle vore kræfter. Vi har en underholdningsindustri, der stjæler livet ud af vore hænder, for den beskæftiger os uafbrudt. Men ikke nok med det, vi har også en materiel verden, der er blevet en permanent legetøjsforretning for voksne. Har De nogen sinde tænkt over, hvad udtrykket "en ny model" egentlig vil sige? Det vil sige, at den brugsgenstand, vi har hjemme, og som vi egentlig er glade for, fordi den opfylder de funktioner, den skal opfylde, er så "håbløst forældet", at vi ikke kan være bekendt at bruge den? Uden at vi ved hvordan, begynder vi at skamme os over den, og en dag kaster vi den bort til fordel for en "ny model", som uundgåeligt vil få samme skæbne. Vi kører ikke i én, nej, vi kører i et utal af "onde cirkler", som hver koster os netop det "skålpund kød", der stjæler livet fra os og slutteligt korsfæster os på statussymbolets onde kors. Kun ét kan her hjælpe os, og det er den kvalmende mæthed, der en dag får os til at besinde os og får os til at begynde at stille spørgsmål, spørgsmål som, om de bliver fulgt op med svar, kan bryde vort livs onde cirkler og igen lade os få kontakt med det virkelige liv.

Det virkelige liv? Kan det være andet end et liv med lovene? Med de kosmiske love, som bærer og opretholder alt liv? Vi tror, vi fødes og får "liv" med denne fødsel. Hvilket tåbeligt nonsens. Materie fødes, og materie dør, men liv – det virkelige liv – er evigt! Vi var, før vi på ny tog form i denne verden, og vi vil være, når denne form sønderbrydes, enten af alderdom, af vold eller af selvtægt. Vi er formernes skaber, og dybest set ved alle det, for alle tænker, dem selv vedrørende, i evighedsbaner. For man kan ikke blot tænke i lokale, timelige baner. Vi har alle i os ønsker, der strækker sig langt udenfor fysisk tid og fysisk rum. Det er udmærket, at nu'et i sig besidder evnen til helt at tage os fangen, men det virkeligt voksne menneske glemmer ikke derfor hverken sin evige fortid og sin evige fremtid. På sit eget bevidste bud evner det, når det for alvor vil, at gå fra det timelige og ind i det evige af sit eget væsen. Derinde fra ser livet anderledes ud end på den boblende, sitrende overflade. Derinde kan det, om det er virkeligt voksen, "se" planen med sit liv og træffe beslutninger, der måske chokerer i det ydre, men som, set indefra har dyb mening, er en del af den plan, der hører dets eget evige liv til. Derfor er, når alt kommer til alt, det modne åndsmenneske langt modigere end krigeren på slagmarken, der ofte blot er en helt i affekttilstand. At leve som andre ønsker, man skal leve, altså accepterer et givet livsmønster og handle efter dette mønster, er storartet, så længe det er en støtte for sjælen. Men bliver det samme livsmønster en hemsko, en ulidelig byrde og en direkte hindring for videre åndelig vækst, er det kærligere, klogere og i langt større kontakt med begrebet visdom at bryde dette livsmønster til fordel for et nyt, end det er at bukke under. Dette vidste han, der sagde: "Thi hvad gavner det et menneske –!"

Det virkelige liv er ikke en størknet form!!! Den dag mennesket forstår dette, begynder en ny verden at fødes i dets sjæl. Da har det nået den ensomhed, som i hele sit inderste væsen er positiv. For da har det set det allerførste spæde glimt af den Gud, hvis eksistens det altid har anet. Da har det set det første glimt af den virkelige verden, som lever bagved alt, hvad vi her er i berøring med. Som det er nu, er vi alle både mordere og selvmordere. Derfor dør så få af os "mætte af dage". Skæbnen er ustandseligt på vej til os fra den fortid, vi kan tro glemt, ja, som vi kan tro slet ikke eksisterer. Men den er der, og den melder sig hver eneste dag. For nogle i form af et autocrash, for andre gennem en åben gashane, en overdosis sovemidler eller med hvad mennesker nu end kan forsøge at tage det liv, der ikke lader sig tage. Kosmisk set er vi nået ind i et af livsforvandlingens mest intense områder. Hvad der før tog årtusinder eller århundreder, tager nu kun år eller dage. Det kan tage tusinde år at opbygge en by, som det i dag tager sekunder at udslette. Og det samme gælder i vore egne liv. Den tidligere så rolige rytme er blevet afløst af et hektisk jag, af en uro, der underminerer den tryghed, der er al lykkeligt livs virkelige forudsætning. Men at det er blevet sådan, er ikke uden kosmisk mening. Tværtimod! Sandt nok er vi så at sige druknet i en materialistisk bølge, men den måtte komme. Årtusinders længsel efter rigdom og uafhængighed måtte passere dette stadium, før den frihed, der også var vor længsel, kan tone frem for alvor. Og det er hvad der er i færd med at ske. Overalt ser vi mennesker gøre sig fri af det livsmønster, som engang var drømmen, men som i dag er blevet en byrde for utallige. Så stor en byrde, at over ottehundrede i vort land tager deres eget liv, fordi de ikke kan finde dem tilrette inden for dette mønsters område. Og hvad er da så den bærende, den dybeste kraft bag dette livsmønster? Det er den begærledede vilje! Vi formede et livsmønster udfra vore egne ønsker, udfra vore egne, selvskabte love. Om der var en Gud til eller ej, vedkom os dybest set ikke ret meget. Livet, det var os! Det var mod denne den begærledede viljes verden, at alle de Vise kæmpede, for de vidste, at den i sin grundbestanddel var forkert. Angst til døden, men med sit rene hjerte i behold, viste den største af dem alle os et større, et skønnere, et langt rigere livsmønster i de berømte ord: "Fader, ske ikke min, men din vilje"! I denne sætning alene ligger al fremtids lykke! Vi ville selv – og hvilken verden fik vi? En verden af had og gemen ondskab – og alt for lidt menneskelighed, alt for lidt sand kærlighed. Men vi ville den verden – og nu har vi den! Men over den eksisterer en ganske anden verden. En virkelig verden. Virkelig, fordi mennesker der lever i kontakt med andre love end dem, vi skabte. En verden, hvor mennesker lever i kontakt med love, Gud skabte. At denne verden er på vej, ved vi, for vi ser dens forløbersymptomer alle vegne. Langsomt fødes en forstandskontrolleret begærverden, en forstandskontrolleret vilje i os. Langsomt lærer vi at indse, at den virkelige verden ikke er den, hvor tingene føjer sig efter vor vilje, men derimod den, hvor en universel vilje sætter tingene på de rette pladser, på de pladser, hvor de ingen fortræd gør, men kun er til det, der er enhver tings inderste og virkeligste bestemmelse: den, at være til glæde og velsignelse – og altså ikke til sorg, vrede eller fordærv. At lære dette er ingen let lektie. Det vidste alle de Vise. Derfor kaldte de vor vej til virkelighedens verden for "den stenede vej" eller "den hemmelige sti"! – Men de vidste også, at vi alle, hver og en, en dag ville finde denne vej, denne sti – selv om deres hjerter ofte græd ved tanken om, hvad vi skulle igennem, inden vi nåede så vidt.