Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

En af mine læsere har spurgt mig, om jeg ikke vil skrive noget om begrebet "bekymringer". Vedkommende erkender åbenlyst, at hun er ekspert i at tage på forskud af alle tænkelige ubehageligheder, ja, at hun simpelt hen føler det sådan, at hun meget mod sit ønske er i besiddelse af et direkte bekymrings skabende talent! Nuvel, det er hun bestemt ikke ene om. Mon ikke de fleste af os har en lille (eller større) "rem af huden"? Jeg er bange for det!

Jeg har det i hvert fald! Hvor stor får blive en privatsag, men når jeg synes, at det bliver mig for meget af det gode, dykker jeg ned i den specielle skuffe, hvor jeg gemmer fornuftige menneskers ord om dagliglivets problemer. Efterfølgende 10 bud har været mig til så stor nytte, at jeg ikke tøver med at anvende dem som grundlag for mit svar på det stillede spørgsmål. Jeg tager rådene ét for ét, og da de har betydet så meget for mig selv, får De dem samlet på dette brevs sidste side – så står det Dem frit for, om også De vil klippe dem ud til fornuftig brug på de dage, vi alle må opleve, og som, netop fordi bekymringer har en ligefrem usædvanlig formeringskraft, kan være infame at komme igennem.

1. Luk skodderne for fortiden og fremtiden. Få det bedste ud af det værste!

– Meget få sætninger har gavnet mig som denne! For hvor er vi dog alle slemme til at slæbe fortidens bekymringer og ubehageligheder med over i nutiden! Jeg har ofte en følelse af, at begrebet "såret forfængelighed" er en af vore værste fjender. Vi vil så nødigt indrømme dette, men jeg har nu gjort mig til vane at stævne mig selv for denne domstol først for at få klarhed over, om det er den slags, der ligger til grund for den tilstand, jeg befinder mig i. Først når jeg er klar over, at det ikke er det, går jeg over til de næste punkter, jeg hver gang går igennem simpelt hen for at blive det mentale mismod kvit, der tynger sindet. Og det med at få det bedste ud af det værste føler jeg ofte som en direkte appel til mig selv. Mærkeligt nok er mange af os sådan indrettede, jeg er det i hvert fald, at når situationen trækker op til at blive rigtig ondskabsfuld, så vågner noget inde i mig, og så bliver der flugt over tankefeltet! Mental modgang i form af direkte chokbehandling har, det ved jeg, aldrig skadet mig, tværtimod! Så snart choket har sat sig lidt, udløser det faktisk en kolossal intensiv skaberkraft – så det råd lader jeg trøstigt gå videre. Det er virkelig godt.

2. Bestil noget! Den, der bekymrer sig, må glemme sig selv i arbejde!

– Også det er et storartet råd, som alt for få benytter sig af! Intet giver sjælen ro og skaber så let perspektiv i ens vanskeligheder som det, at man i stedet for at sætte sig hen og gruble får fat i et redskab og går i gang med et eller andet! Jeg beklager dybt det menneske, der aldrig har lært, hvad virkeligt arbejde vil sige, for det ved nemlig ikke, hvilken kilde til mental frigørelse det har berøvet sig selv. For mange år siden, da vi heroppe i Kosmos Ferieby lavede en masse pelargonie stiklinger for at stive vor økonomi af (vi havde dengang et ganske stort gartneri), stod jeg en dag og pottede disse mange småplanter. Midt under det hele fik jeg besøg af en god ven, der bemærkede, at det dog var en vældig fart, jeg havde på. Til hans forbløffelse svarede jeg ham, at jeg var lynende arrig – over hvad, har jeg for længst glemt – men da hans overraskelse havde sat sig, svarede han, som er et af de besindigste mennesker, jeg kender: "Tænk, har du det også sådan"! Vi morede os sammen over denne lille ting, som vi altså begge havde til fælles. Men det er sandt, er man arrig, bekymret eller på anden måde ude af trit med sig selv, er rent fysisk arbejde et af livets bedste midler til at blive en generende arrigskab eller bekymring kvit.

3. Hvis De ikke kan sove, så stå op og arbejd eller læs, til De bliver søvnig. Ingen er død af mangel på søvn!

– Igen et råd som aldrig svigter! De nætter, hvor jeg har fulgt det, er simpelt hen utallige. Jeg ved godt, at de fleste foretrækker at ligge og køre rundt i sengen og stønne, og hvad man ellers kan finde på. Det har jeg prøvet, og det får man bare flere bekymringer af! Og lad mig her give Dem et lille tips! Jeg har altid en bog med svært stof liggende ved siden af min seng, det er den bedste sovemedicin, der findes. Uden at nogen behøver at tænke ilde om mig af den grund vil jeg gerne sige, at langt det meste af det, Martinus har skrevet, er storartet i så henseende. Noget hænger der dog altid ved, inden øjnene stilfærdigt glider i.

4. Vi må ikke lade os ophidse af småting, som vi egentlig burde foragte og glemme.

– Ja, denne sætning indeholder ganske vist et godt råd, men dog mere på et rent filosofisk plan. Det er så let at sige eller skrive, men hvad er "småting"? Når man er bekymret, har småting en rent ud infam evne til at vokse sig så store, at de let vokser en over hovedet. Desuden er der jo også noget, der hedder temperament!!! Jeg indrømmer, at det er et godt råd, men også, at det hører til dem, man skal nå en mere moden alder for at få virkeligt udbytte af. Når jeg tænker på, hvad jeg i dag er ekspert i at ignorere komplet, og så på, hvordan jeg for relativt få år siden reagerede, forstår jeg, at evnen til at skelne mellem småt og stort ikke hører til de evner, man får forærende. Den evne slider man sig til! Men jeg accepterer rådet og giver det videre – andre kan måske anvende det bedre, end jeg har evnet!

5. Lad os se kendsgerningerne i øjnene og spørge os selv: "Hvor store er chancerne efter gennemsnittets love for, at de begivenheder, jeg frygter, nogen sinde vil indtræffe?

– Det er et af de allerbedste råd, jeg kender. Livet har lært mig, at mindst 90 % af de bekymringer, jeg har gjort mig selv, kunne jeg have sparet mig!!! Og tænk, hvor det ville have gavnet mig i forholdet til de bekymringer, der blev til virkelighed! Nuvel, jeg lærte mig tidligt at følge dette råd, simpelt hen som en viljesakt, og i dag skal der temmelig meget til at ryste mig. Lad mig supplere dette råd med et, jeg i kraft af egne erfaringer kan sige god for. Lad Dem aldrig imponere af trusler!!! Hvis jeg havde ladet mig gå på af alle de trusler, jeg gennem årene har været udsat for, ville jeg for længst have været et nervevrag! Nu ved jeg, at hver gang et menneske truer mig pr. brev (jeg har en henrivende samling!), står jeg efter al sandsynlighed over for et fejt menneske, der inderst inde er hundeangst, men som altså skal og må have luft – eller også står man over for den ønsketænkning, der altid præger ophidsede mennesker. Men altså: det farligste ved dette at bekymre sig er den trang til at overdrive, der altid er en af denne tilstands sikre følgesvende. Stik hænderne i iskoldt vand og sæt Dem så roligt hen og tænk det hele grundigt igennem – det har for mig været hurtigste vej til regulær nervekontrol.

6. Hvis De lader humøret præge Deres tanker og handlinger, vil De føle Dem glad!

– Igen et råd af mere filosofisk karakter. Da jeg er født med "en lille leende fryd i hjertet", har jeg næsten alt for let ved at følge dette råd. Studiet af Martinus tankeverden har her været af rent ud ubetalelig karakter.

7. Lad os aldrig prøve at hævne os på vore fjender, for vi sårer kun os selv mere, end vi sårer dem. Spild aldrig et minut med at tænke på mennesker, De ikke synes om!

– To meget fine råd, som skåner en for mange bekymringer. Personligt har jeg slettet begrebet "fjender" af min bevidsthed. Jeg er mig meget bevidst, at jeg overhovedet ikke kan rammes af noget som helst, som jeg ikke selv har været den første-årsag til, selv om denne årsag skjuler sig i fortidige livs tåger. Vorherre skal og må have sliberedskaber til at slibe min ånd med, så på dette punkt har Martinus verdensbillede simpelt hen befriet mit sind for en byrde, der tynger alt for mange mennesker. Og med hensyn til ikke at spilde tid på mennesker, jeg ikke føler mig i kontakt med, har jeg for længst erhvervet mig det glemsomhedens talent, som her er nødvendigt. Livet har faktisk givet mig mere end rigeligt positivt at beskæftige mig med, til at jeg har tid til at samle på negativiteter. Men rådet rummer en mulighed for at "kaste barnet ud med badevandet", man ikke må overse! Mennesker er meget komplicerede! Men føler jeg direkte ubehag ved at tænke på et menneske – så ud af "kartoteket" med det!

8. Lad os vente utaknemmelighed i stedet for at ærgre os over den!

– Om man dog bare altid kunne følge dette råd, hvor var man da fri for meget her i livet, altså megen ærgrelse. Men det er nu ikke så let at følge rådet rigtigt. Jeg synes stadig væk, at en smule taknemmelighed er på sin plads, og at mennesker ikke sådan en, to, tre burde glemme de tjenester, man i årenes løb har gjort dem – det er nok grunden til, at min høst af ærgrelser stadig væk forekommer mig lidt for rigelig til min lade!

9. Uretfærdig kritik er ofte maskeret ros. Husk, at man aldrig sparker til en død hund!

– Det råd har faktisk ofte været mig til stor trøst. For den, hvis liv på så godt som alle områder i en sjælden grad har formået at fremme "åndslivet over kaffekopperne", som mit har, rummer dette råd faktisk noget meget positivt. Jeg har læst det så ofte, at jeg faktisk kan det udenad. Især sætningen med, at "man aldrig sparker til en død hund", er meget lærerig og god at meditere over. Den har ændret mangen en bekymring for mig til at blive til et lille lunt smil!

10. Glem Dem selv ved at interessere Dem for andre. Gør hver dag en god gerning, der kan trylle et smil frem i et andet menneskes øjne!

– Dette råd bringer en helt tilbage til den tid, hvor man som spejderfører simpelt hen havde det som motto. Men det bliver rådet ikke ringere af! Der har ikke været stof til nogen større sportsmand i mig, dertil blev min krop sat alt for dårligt sammen, men én sport har jeg drevet hele mit liv, og det er den, som står udtrykt i det afsluttende råds sidste linje. Det menneskelige ansigt er en mærkelig ting. Det kan være smukt i alvor, også i lidelse, men det er dog skønnets, når det smiler! Som den store danske digter Nis Petersen samlede "på de små børns smil, de små børns glade smil", har jeg samlet på en anden slags smil: de syge menneskers smil! Det har altid været en lov for mig, at intet ulykkeligt menneske, der opsøgte mig for enten at søge råd eller blot for at få lov til at betro sig til mig, måtte forlade mig, før jeg så et smil blive tændt i dets øjne! Den største kompliment, et menneske kan give en, er at åbne sit hjerte for en – og den største løn, man kan få for at hjælpe et menneske i nød, er at se håbets smil blive født dybt bag i dets øjne" For den der, tynget af en stor bekymring, pludselig kan smile – har fået magt over sin bekymring!