Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Jeg er i øjeblikket i Sveriges hovedstad, som for tiden er et temmeligt køligt opholdssted. 14 graders frost er ikke rigtigt noget for mig, selv om de ydre forhold er fantastisk skønne. Solen stråler fra en næsten skyfri himmel, og dens lys reflekteres i utalte millioner af snekrystaller. Vinteren har sin egen skønhed, men desværre hører jeg til dem, for hvem varme ikke alene betyder liv, men også i meget høj grad lyst til at leve.

Der er noget fascinerende i at lære de skandinaviske lande at kende så godt, som jeg nu gennem en årrækkes rejser har gjort det. Så ens på mange områder er de dog utroligt forskellige i uendelig mange små ting. Accepterer man den tanke, at der bag hvert nationalt samfund eksisterer en slags individuel bevidsthed, som præger enhver af nationens indbyggere, på samme måde som enhver celle i en af vor organismes organer er præget af dette organ, ser man tydeligt forskellen mellem norsk, svensk og dansk mentalitet. Jeg ved, at mange irriteres af denne forskel, men det gør jeg ikke, tværtimod! Jeg kan lide, at de enkelte lande har deres eget særpræg. Det giver oplevelser, man ellers ikke ville få.

På ét punkt ligner Sverige og Danmark i øjeblikket hinanden. Og punktet er for så vidt besynderligt, som det ikke i og for sig forekommer mig særligt tiltalende. Begge lande er inde i den mærkværdigste pornografiske periode, man vist nogen sinde har oplevet. Overalt vælter man sig i billeder, bøger og artikler af det mest obskøne indhold, som tænkes kan. Billeder af direkte samleje og beskrivelser indtil de mindste detaljer af "erotiske variationer" synes i øjeblikket dagligkost i begge lande. En enkelt forlægger her skjuler ikke, at han i dette år har tjent fire og en halv million kroner på udgivelse af denne litteratur, hvis bestseller han nu vil ofre en formue på at lade filme. Nå, det med at "ofre" er nok så meget sagt. Han gjorde det næppe, om han ikke følte sig endog meget sikker på at få sine penge hjem igen med renter.

Over alt drøfter man sex, underforstået erotik og individets frie adgang til at få så mange og så varierede oplevelser inden for dette område som muligt. Heroppe har man lige interviewet en række ganske unge i TV om problemet, og man må lade de forskellige, at de udtaler sig med forbløffende frimodighed. Men bag det hele aner man den usikkerhed, som ukendskabet til dette livsvigtige områdes dybeste mening og hensigt nødvendigvis må afstedkomme. Man ønsker frihed, og man ønsker kvindens frigørelse, og man ønsker især, at hun skal have ret til at afbryde lige så mange svangerskaber, hun vil. Hun skal have frihed til kun at føde de børn, hun selv vil.

Nu er det sådan, at jeg selv personlig aldrig har følt mig synderligt imponeret af netop dette problem. Jeg har haft den store lykke at vokse op i et meget frisindet hjem, og selv om jeg nok synes, at den direkte pornografi ofte er til at få kvalme af, så anfægter den mig ikke på anden måde, end at jeg er overbevist om, at alt dette en dag vil forsvinde lige så hastigt, som det er kommet. Jeg hører med andre ord ikke til dem, som skriger højt over al denne i virkeligheden regulære smudslitteratur. De store salgscifre viser, at den ikke alene har et publikum, men også, at der eksisterer et voldsomt behov, som altså nu har alle chancer for at blive dækket. Nej, det der interesserer langt mere er, at vi her står over for den åndelige fattigdoms mest eklatante udtryk.

Erotik er og kan kun blive en af det seksuelle mysteriums, den seksuelle sols mange stråler. Og skærer man denne ene stråle ud af dens kosmiske sammenhæng, oplever man det samme, som når man f.eks. skærer den vegetariske tanke ud af sit kosmiske sammenhæng: man får renlivet fanatisme i stedet for skønhed, harmoni og livslykke.

En amerikansk forfatter skrev engang, at "to par ben i en seng skaber flere problemer, end det løser", og det kan ethvert voksent menneske skrive under på. Erotik for erotikkens egen skyld løfter ikke, som mange åbenbart synes at mene, sjælen op til evighedens skønneste sfærer. Den fører snarere til, som allerede Storm P. så det, at "man får børn i stedet for nyt tøj"! Når så mange mennesker inden for dette livsområde strander og for resten af deres liv bliver hængende i en erotisk vanes meget lidt belivende hængedynd, skyldes det ikke nær så meget de sjælelige komplikationer, som mange læger vil have os til at tro, som den enkle kendsgerning, at et endnu alt for beskedent fåtal får en virkelig opdragelse, en virkelig indsigt i det livsmysterium, de ved deres egen eksistens beviser eksisterer. Kunsten at elske opfattes kun af meget få som en kunst, der skal læres, den opfattes langt mere som en slags indbygget automatik, der er enhver medfødt. Nuvel, avle børn kan det store flertal uden besvær, men det kan dyrene også! Så hvis det skal kaldes at elske, synes verden ikke at være i nød. Men elske på en sådan måde, at resultatet bliver åndelig vækst, bliver en frigørelse af de kræfter i sjælen, der giver den højeste fornemmelse af at leve, er endnu kun reserveret de mennesker, der ikke i erotikken ser et mål i sig selv, men derimod kun et guddommeligt middel, ser en nøgle der i givet fald kan åbne døren til himlen for to menneskesjæle.

Kosmisk set er verden i dette århundrede i smeltediglen. Det har den ganske vist altid været, men med visse mellemrum er den det mere end i andre. I vor tid har alle eksisterende livsopfattelser fået deres sag for. Nationalismen står således for tidens domstol, og dommen over den er ikke mild. Som den har udviklet sig, er den en åndelig kræftskade, der truer selve skabelsen af verdens forenede nationer. Også ægteskabets idé står i dag for domstolen, og dommen over dens ortodokse form vil heller ikke blive mild. Åndeligt dødbringende vanesamliv vil ubarmhjertigt blive blotlagt for at vise menneskene, at kun det, "Gud har sammenføjet", vil bestå, alt andet vil forgå og blive afløst af langt skønnere samlivsformer end dem, det store flertal fremdeles – ikke bøjer sig for – men slaver under.

"Hvad Gud har sammenføjet –" hvor vover et moderne menneske at skrive sådan? Hvad har Gud i det hele taget med sådan en ren social sag at gøre? Åh, en hel del! Hvis det virkelig var sådan, at "to par ben i en seng" løste alle problemer, ja, så var der jo intet spørgsmål at tage stilling til. Men da det er en kendsgerning, at dette forhold skaber flere problemer, end det løser, er det nok værd at stille spørgsmål om Guds forhold til denne sag. For ved ordet "Gud" forstår vi nu engang "ånd", og er det ikke netop det, der er problemets kerne? Hvis to mennesker åndeligt passer sammen, altså hvis to menneskers bevidstheder, deres moral og livsmål er identiske, hvad kan så skille dem? Intet! Absolut intet! Og er det ikke sådan, ja så er de i virkeligheden slet ikke sammen, ligegyldigt hvor solide attester de har på, at de hører sammen. Da vi var langt mere dyr, end vi nu er det, voldte ægteskabet ikke en brøkdel af de kvaler, det volder i dag. For da var vi langt mere mænd og kvinder, end vi nu er, og da var livet langt mere enkelt, tingene langt mere selvfølgelige "langt mindre komplicerede. Men nu er vi så småt – så småt – ved at blive mennesker! Vi er ved at blive en anden slags væsener end dem, vi før var. Før troede manden, at det alene var ham, der var voksen. Han troede det oven i købet i så høj en grad, at han udnævnte sig selv til "skabningens herre" og dermed kvinden til ham noget underordnet, som i alt skulle lystre ham. At denne opfattelse sagt med et moderne udtryk var "en lodret løgn", ved vi nu. Men vi vidste det ikke dengang. Vi troede, at det var sådan, ja, at Gud havde anordnet det således, og kvinden bøjede sig for denne idé. Hun var simpelt hen nødt til det. Men i dag oplever vi, at også kvinden er ved at blive voksen, og de af os, som ser skønheden heri, hilser denne tilstand med glæde. For vi forstår, at verden ikke kan blive voksen, uden at den befolkes med voksne mennesker eller mennesker, der har gjort sig fri af tåbelig vanetænkning og dermed forbundet tåbeligt vaneliv.

Og hvad vil det så sige at blive voksen i dette ords kosmiske betydning? Vil det ikke blot sige at hæve sig over den uvidenhed, der gør livet til et helvede for den, der lider under den? "Der hvor uvidenhed fjernes, ophører det onde med at eksistere", siger Martinus, og disse hans ord gælder ikke mindst der, hvor mennesket seksuelt stønner under en vanetænknings onde piskeslag. Alle begærer i dag frihed, og det er jo dette begær, der ligger til grund for den pornografiske bølge, der i øjeblikket skyller ind over os. Utallige mennesker tror, at blot de kan gå i seng med enhver, hvorsomhelst og nårsomhelst de ønsker det, er de frie. Men er de det? Det er måske det eneste, de ikke er! For langt den meste grove erotik, for ikke at sige den hele, er dog ikke andet end den begærledede viljes smertefulde konsekvens. Mennesker gør disse ting, og bagefter klager de over, at tomheden i stedet for at tage af tværtimod giver sig til at vokse. I stedet for at blive mindre ensomme bliver de mere ensomme, mere ulykkelige, mere triste i sindet, end de var før! Stigende selvmordskurver, stigende kurver for mentalt sammenbrud og direkte sindssyge – det er den såkaldte "frihed"s første bitre frugt.

Men hvor som helst en ny kilde bryder frem, kommer der en mudderpøl først. Også her. Det vi oplever i vort århundrede inden for de seksuelle områder, er simpelt hen livet i den mudderpøl, der dog i sin dybeste analyse betyder en helt ny moralsk tidsalders frembrud. At vide dette giver sjælen stor fred og stor tillid til fremtiden. Ægteskabet vil bestå uendeligt langt ud i fremtiden, så langt at det vil være direkte tåbeligt at forestille sig noget andet. Vort indre livs forvandling er nok i gang, og noget nyt er nok i færd med at blive til, men "Guds mølle maler langsomt", det bør man altid have for øje, når man tænker på netop dette problem. Og derfor spiller det en afgørende rolle, at det enkelte menneske kommer på sporet af den kosmiske seksualismes tusinder af andre stråler. Lærer at forstå, at som "hunger og mættelse" over alt betinger sammenknytning og adskillelse, betyder også seksuel mættelse og deraf flydende vanskeligheder, at en forvandling vil finde sted. Og her er det, at mennesket må lære sig en større tolerance end den, flertallet i dag lever på. Ægteskabets idé vil uundgåeligt blive moderniseret, blive tilpasset de tilstande, som i dag og fremover kommer til at beherske den menneskelige sjæl. Vi er ikke født for at være hinandens dræbere. Vi er født for at være til glæde og velsignelse for hinanden. Det er i denne indstilling, at nøglen til større livslykke for den enkelte findes. Som vi lagde os fast på den nationale idé, lagde vi os også fast på den ægteskabelige. Sådan og sådan skulle det være for at være i overensstemmelse med de love – ikke Gud – men vi selv havde formet. Derfor vil vi også komme til at opleve, at hver gang et forhold mellem to mennesker ikke længere er "sammenføjet af Gud", hvilket vil sige: tjener et virkeligt guddommeligt formål, vil det gå i opløsning. Intet vil kunne hindre dette. Tåbelig og i virkeligheden ond vanetænkning kan for en stund hindre denne udvikling, andet og mere kandenikke. For mennesket "skabt i Guds billede" er hverken mand eller kvinde. Det er et væsen med Guds eget frihedskrav i blod og årer. Men den frihed, det søger imod, er ikke den begærledede viljes smertebringende frihed. Det er den forstands- og hjertekontrollerede frihed, der aldrig søger sit eget. Og der hvor den hersker, både mødes og skilles menneskene i skønhed og kærlighed. Det er dette livet i dag på alle områder demonstrerer. Og at det er disse tanker, der ligger bag den vedføjede artikel af Sandro Key-Åberg, nærer jeg ingen tvivl om. Men for den, der virkelig ønsker at forstå dette vældige problem, ønsker at studere dets mange aspekter, ved jeg intet bedre end at henvise dem til, ikke læsningen af, men studiet af Martinus: Livets Bog's femte bind – dette værk er i mine øjne den hidtil største vision af det seksuelle mysterium, af det, Martinus med rette kalder "Den højeste ild"s indflydelse på skabelsen af den menneskelige sjæl og på forvandlingen af denne sjæl til virkeligt at blive "I Guds billede efter hans lignelse"!

 

Precis som våren är en islossning för livets makter så är också, ser jag det, vår tid en islossning för kvinnan! Överallt lossar hon is, överallt gräver hon sig fram ur förtryckets snöiga värld! Vad vi nu ser runtomkring oss är kvinnans äntliga befrielse och slutliga myndighetsförklaring!

Är det inte underbart att se hur ljus och fri och självständig hon står i frihetens sol? Mänskligheten väntar på kvinnans frihet för att kunna uppnå sin fullständiga frihet. För att mänskligheten skall kunna leva ett fullvärdigt liv behövs en fri och fullvärdig kvinna! Om inte kvinnan axlar den frihet som väntar henne kan aldrig mannen komma till full mognad och med honom heller aldrig samhället självt! Kvinnor, är det inte en underbar sak att se att kvinnan äntliqen tagit konsekvenserna av att hon är kvinna och kräver full medborgarrätt i världen! Kvinnor, människan är född fri och samma rättigheter tillkommer var och en som tillhör mänskligheten. Kvinnan tillhör mänskligheten, är också människa! Därför tillkommer också henne rättigheten att leva, rättigheten att dö, rättigheten att älska, rättigheten att få bli fler när hon själv vill det, rättigheten att bli hövligt behandlad av myndigheter och rättigheten att vara fri så länge andras frihet inte begränsas, samt till sist, rättigheten att kräva dessa rättigheter! Människan har det värde vi sätter på henne, kvinnan har det värde vi kvinnor sätter på henne. Det är kvinnans plikt att sätta samma värde på sig själv som mannen gör på mannen! Kvinnor, inser ni ert ansvar? En ofri kvinna är ett hån mot frihetens princip! Människans framtid är en fråga om kvinnans frihet. Släpp loss kvinnan i full frihet så blir det äntligen ordning på det här förbannade torpet.

Sandro Key-Åberg