Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

En af de ting, livet har lært mig på mine rejser, er at lade det første indtryk, mødet med nye forhold giver, fæstne sig meget stærkt i mit sind. Senere er det for sent, for så bliver livet på ny hverdag og tingene selvfølgelige. Men straks man kommer til et nyt sted, fascineres man rent spontant af alt det nye, – man er som et barn, der ser alt med unge, levende øjne og gribes af den specielle stemning, der pludselig omgiver en.

Jeg er jo midlertidig gæst i det, Martinus ville betegne som "den gamle verdensimpuls" zone, idet jeg for tiden lever inden for et område, hvor den kristne dogmatik i form af katolicisme hersker suverænt. Og det var netop dette forhold, der slog mig meget voldsomt, da jeg begyndte at betragte, ikke turistlivet, som altid har forekommet mig besynderlig barnligt, men derimod de menneskers liv, som bevægede sig rundt mellem turisterne, og som altså udgør den stedlige befolkning. Det er i de små ting, man finder det virkelige liv, som leves bag de opsatte kulisser. Jeg boede en kort tid på et af de stedlige luksushoteller. Opholdet var inkluderet i flyvebilletten og gav mig tid til at finde netop den plads, jeg søgte. Normalt er det da sådan, at man på et dansk hotel er vant til, at dersom man ringer på den dame, der har med ens værelse at gøre, så kommer hun. Det gør hun også her, men der kommer altid to, dersom det er en mand, der bor på værelset! De fleste bemærker det vel næppe, men har man rejst en del, ser man det, og forstår!

"Den gamle verdensimpuls" – altså den kraft der i form af udefineret tro har ledet os alle frem imod den tidsperiode, der nu i form af "den ny verdensimpuls" begynder at gøre sig gældende – har i Spanien en af sine sidste "højborge". Her har "troen" i den mest grelle form for alvor udkrystalliseret sig. Gennem de ugentlige besøg hos præsten, hvor enhver så at sige er pligtig til at "skrifte", har kirken sin "klo" i hver eneste sjæl. Jeg mindes det fra et besøg i Rom, hvor jeg en dag under en udflugt mødte en ganske ung romer, der betroede mig, at Italien behøvede en "stærk mand", der kunne sætte kirken stolen for døren. Hvis han f.eks. ikke var "rettroende" og ugentlig betroede sig til den pater, der kom i hans familie, kunne han godt stryge ethvert håb om et bedre job i Rom, han ville aldrig få det! Og sådan føler man det også her. Befolkningen virker kuet på en besynderlig måde. Dette være ikke skrevet for at angribe noget som helst. Det føles blot sådan, og det føles meget stærkt. Man ved, at biskoppen af Malaga har "afskrevet" dette vældige turistområde som et område for "hedninger", men også, at selve Malaga ligesom er omgivet af en beskyttende ring, ingen turist kan gennemtrænge. Man kan få lov til at se, men man ved, at man er udenfor! Og sådan er det også forskellige steder her langs denne skønne kyst, hvor der findes eventyrligt smukke hoteller helt reserveret spanierne selv. Man kan prøve at gå ind og spørge, om man må se dem – og man vil få minutter senere befinde sig udenfor med en højst ubehagelig fornemmelse i kroppen af, at man uretmæssigt har forsøgt at trænge sig ind i det "allerhelligste". Jeg har talt med højtkultiverede englændere, der dårligt var kommet over choket efter forsøget. Nej, hvor vi hjemme snart har flere "turistkirker" end egentlige kirker, så er det her omvendt, meget omvendt!

For den der har oplevet Indien, er der her forbavsende paralleller, hvad fattigdom angår. Området er delt op i vældige godser, der ejes af mennesker, der aldrig sætter deres ben her. Godserne bestyres af forvaltere, og de tusinder af arbejdere, man ser, har end ikke skyggen af en chance for at komme til at eje den jord, de dyrker, eller det hus de bor i. Naturligvis er det spændende at se ind i små hjem, der i mange tilfælde er bygget op ad en klippe, og til hvis indre rum solen aldrig når, og naturligvis er det interessant at se stuer, der befolkes af lige så mange høns – eller flere – som af mennesker, men –! Jeg har gentagne gange besøgt Gibraltar, der som bekendt er engelsk, og det slår en voldsomt, hvilken forskel der er mellem mentaliteten der og her. Selv om Gibraltar er det frygteligste rod, hvad menneskemateriale angår – man møder alle tænkelige nuancer mellem sort, brun, gul og hvid – så er det ligefuldt et sted, hvor langt mildere åndelige vinde har magten.

På den anden side er det i hvert fald for mig en fantastisk oplevelse at være et sted, hvor tanker og ideer, jeg selv har gjort mig fri af, endnu binder så at sige hvert eneste menneske – turisterne altså undtagen!!! De sidste undgår jeg bevidst, hvorimod jeg lige så bevidst opsøger de andre. Og én ting har slået mig med forfærdende kraft, og det er, at det for mig at se er kirken, der er den indirekte årsag til, at tyrefægtningerne har et så frygteligt greb om det spanske menneskes sjæl. Disse mennesker må jo i virkeligheden næsten intet som helst. De er, ligegyldigt hvordan de så end bærer sig ad, "syndere", der flere gange i ugen må skrifte mere eller mindre indbildte syndsformer (kun i Italien har jeg set lige så mange gravide kvinder som her). Et sted må eksplosionen jo komme, og det gør den ved tyrefægtningerne. Der skal være en her i denne uge, og til den skal der dræbes ikke mindre end seks tyre under de mest brutale former. Der vil ikke være en plads at få, inden det begynder, ikke én! Med stolthed fortæller man, at der i denne sommer er blevet dræbt ikke mindre end tretten toreadorer – fortæller det ikke et og andet om, hvad man går der for? Jo, der kan man få luft for sine aggressive tilbøjeligheder, og det er ikke synd – i hvert fald ikke for menneskene!

Men det hænder, at man pludselig står ansigt til ansigt med helt andre kræfter, kræfter der røber, at også den livsform, man her er vidne til, har sin begrænsede levetid. Den spanske borgerkrig talte sit eget sprog herom, og dersom man tror, at den blev kæmpet til ingen nytte, får man tro om igen. Jeg kom en dag i snak med en ung spansk forretningsmand, der talte flydende engelsk. Vor samtale bevægede sig henover dagens forskellige småproblemer, indtil han selv spurgte mig om situationen i mit land. Jeg svarede ham med meget forsigtige sætninger, men kunne naturligvis ikke skjule, at vi både levede og tænkte på en helt anden måde, end menneskene her gjorde, og til slut spurgte jeg ham om, hvad han mente om den nuværende spanske situation, hvortil han svarede, idet han så lige ud i luften: "Den vil ikke vare evigt, absolut ikke"! Jeg tror ham!

Men er mennesket end bundet her, og bundet så hårdt, at man ofte gribes af dyb medlidenhed med det ved tanken om, hvad frigørelsen vil komme til at koste i blod og tårer, så er naturen til gengæld aldeles vidunderlig. Ejendommeligt nok er det ikke Spanien selv, der investerer utalte millioner i eventyrlige hotelbyggeri her, det er alle de velstillede stater både i Europa og udenfor. Det elendige spanske vejnet bliver i disse år ændret til det uangribelige af amerikanerne, der som betaling for deres militære baser har måttet acceptere, at de bekoster alt vejarbejdet i landet, og det bliver ikke billigt. Hernede regner man med at skabe et europæisk Florida, og det vil uden tvivl lykkes, hvis – ja hvis ikke hele Europa på ny befinder sig i en uoverskuelig økonomisk krise, der vil lamme alt turistliv. Personligt håber jeg, udviklingen må fortsætte, som den er begyndt. For set fra et nordisk synspunkt er der her skabt et område, der udenfor den egentlige højsæson, altså nu, vil være ideel for alle ældre mennesker, som for deres pension burde kunne leve her i årets mørkeste måneder. Det ville give deres liv nogle dejlige år, som de absolut ikke kan få hjemme – og her kan være titusinder! For Costa del Sol er en meget stor bugt med en vidunderlig strand så at sige overalt lige fra Gibraltar til Playa de Torrenueva. Og med den voksende lufttrafik vil transportproblemet løse sig selv. Om kun få år vil nye maskiner rumme de flerdobbelte af, hvad nuværende maskiner gør – jo, en ny verden er på vej!

Og lad mig så slutte dette brev med beretningen om et af de eventyr, enhver der kommer her – takket være fem små, nysgerrige drenge – kan opleve: et besøg i de berømte huler ved byen Nerva, få kilometer fra Malaga. I januar 1959 lagde disse fem drenge mærke til, at der hver aften kom en masse flagermus op af en udtørret brønd ved landsbyen Maro. Drenge som de var, måtte de undersøge dette fænomen og hoppede ned i brønden, hvor de opdagede et lille hul i brøndens bund. De gav sig til at grave – og så var eventyret over dem. Pludseligt så de ind i en vældig underjordisk hal – og dermed var de underfulde huler, betegnet som "de begravede katedraler", fundet. Jeg har set temmelig mange huler på mine rejser, men jeg er aldrig blevet så stum, som da jeg første gang stod i hulerne ved Nerva. Det ene vældige rum efter det andet afløser hinanden, i dag belyst, ofte i forskellige farver, således at man føler sig hensat til en helt anden verden. Hulernes højde er på sine steder højere end Rundetårn, og overalt bæres de af drypstenssøjler, der næsten får det til at svimle for en. I en af disse "katedraler" er der skabt en interimistisk operascene, hvor Spaniens fornemste kunstnere hvert år i højsæsonen giver et gæstespil – det må være en fantastisk oplevelse. Hele tiden hører man lyden af den skønneste klassiske musik, og uafbrudt griber man sig selv i at føle sig åndeligt overrumplet ved de scenerier, der åbenbarer sig for ens øjne. Hulerne er indbyrdes forbundet med trapper, og de enkelte rum har deres egne navne, givet efter figurer, der dominerer rummet, f. eks. "elefanttanden", hvor man i begyndelsen troede, man havde fundet en forstenet elefantstødtand, spøgelsesrummet, der vitterligt synes at bestå af forstenede mennesker i groteske former, o.s.v. Rum efter rum, dækkende et umådeligt areal og hver for sig en åbenbaring af former, dannede af de dryp, man stadig kan høre. Det besynderlige er, at hulerne ikke alene er meget tørre, det drypper kun ganske få steder, men at de også er varme, ca. 20 grader celsius. Der er et museum i en af hulerne, og der finder man forstenede horn af antiloper og andre forsteninger, der røber, at disse huler har eksisteret i måske op til 100.000 år.

Man har fundet et enkelt menneskekranium, og det viste sig ved videnskabelig undersøgelse at høre til pygmæracen; og man har fundet dele af et skelet, som regnes for hørende til cro-magnon racen. Men man ved, at der er flere huler, end dem man har fundet, så man fortsætter med at søge. Man regner med, at et jordskælv muligvis har dræbt et utal af mennesker, som har levet der, og at man en dag vil stå over for en hule med hundreder af skeletter, som vil kunne løse en mængder af de gåder, der knytter sig til vor præhistoriske tid. Af fundene kan man regne ud, at en katastrofe må have ramt hulerne ca. 1000 år før Kristus. Siden den tid har de været ukendte indtil drengene, takket være deres nysgerrighed, fandt dem. Der knytter sig det morsomme til dette fund, at de samme drenge nu som voksne mænd viser hulerne frem samtidig med, at se selv deltager i de fortsatte udgravninger.

En besynderlig tidløs følelse kommer over en, medens man vandrer rundt i denne konserverede fortid. Gang på gang standser man op og føler næsten i bogstaveligste forstand langt mere evigheden end timeligheden. Det eneste der bedrøvede mig var, at det er strengt forbudt at filme dernede eller at tage billeder. Alt tilhører den spanske stat, også retten til ethvert billedmateriale.

– – – – – – –

Da jeg igen stod oppe i det klare solskin, var dét som om den glitrende virkelighed omkring mig, de smukke bjerge, det dybblå middelhav og de mange, skønne blomster for et øjeblik havde mistet deres skønhed. Indtrykkene af "de begravede katedraler" havde været så voldsomt, at overgangen fra denne åbenbarede evige fortid med dens tidløse ro og dybe fred til den larmende nutid med dens hidsige jag næsten var for voldsom. Jeg vandrede længe rundt i højderne, der så længe har gemt på den hemmelighed, de rummede i deres dybder. Og medens indtrykkene langsomt bundfældede sig i mit sind, stod det mig pludselig klart, at så betaget, som jeg følte mig ved synet af dette naturens mesterværk, havde jeg ikke været, siden jeg en månelys nat for år tilbage havde den fantastiske oplevelse at vandre alene i den skønne have omkring Taj Mahal i Agra i Indien. Der oplevede jeg den guddommelige skaberkraft, udløst gennem det inspirerede menneske – her stod jeg ansigt til ansigt med den samme skaberkraft, men denne gang udløst gennem den natur, der af alt for mange opfattes som selve tilfældighedernes spil, men som for den, der på sin vej mødte Martinus verdensbillede, for al fremtid vil være "eventyrblade i Guds egen vældige billedbog"!