Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Citat fra 2. kapitel, side 12:

"Bønnen hat sine egne love, sin egen struktur, sit eget bestemte formål. Kendskab til bønnen er en videnskab for sig. Uden dette kendskab vil man i stor udstrækning anvende bønnen i situationer og felter, hvor den af Forsynet slet ikke kan bønhøres, og hverved skuffelse, tvivl og vantro på Forsynet opstår i den bedendes bevidsthed. Han bliver derfor i værste fald gudsfornægter. Dette, at ville anvende bønnen til noget andet end det, den er beregnet til, kan således afføde temmelig alvorlige konsekvenser. Hvorledes kan man da vide, om man anvender bønnen på den rigtige måde eller i det rette formål? Har Kristus ikke netop sagt, at "alt, hvad I beder om i mit navn, skal han (Gud) give Eder"? Her er jo slet ikke sat nogen anden betingelse op end den, at bønnen skal være i "Jesu navn". Jo, det er rigtigt, således står der skrevet, men er det ikke klart, at det må være underforstået, at dette "alt" ikke kan betyde alt i absolut forstand? Hvis et menneske i god tro finder på at bede om, at jordaksehældningen må forandres til fordel for en evig sommer her på vore breddegrader, tror man så, denne bøn vil blive "bønhørt", hvilket vil sige opfyldt af Forsynet, selv om den er i "Jesu navn"? Tror man, at man ved sin bøn kan forandre solens løb eller månens bane, selv om man i denne sin bøn indfletter Jesu navn? Hvad vil det da sige, at bede om noget i "Jesu navn"? Ja, er det ikke således, at man ved "Jesu navn" forstår Jesu ånd? Kan der være noget andet, der under dette navn kan have interesse i forbindelse med bønnen? Kan det være den krop eller det fysiske legeme, der forsvandt i graven? Er det ikke netop det evige "Jeg", der forherliget opstod af gravens mørke, og fra hvis åsyn det funklede ud over sfærerne: "Jeg er opstandelsen og livet, hver den som tror på mig, om han endog dør, skal han dog leve". Tror man ikke, det er denne side ved Jesu natur, han har hentydet til angående bønhørelsen? I denne hans natur var han jo ét med opstandelsen og livet, hvilket vil sige: ét med uselviskheden, ét med Guddommen, der igen er det samme som at være ét med den alkærlighed, der i form af Guds plan, vilje og manifestation åbenbarer sig som verdensaltet. Dette alkærlige eller uselviske væsen var altså det samme som Jesu ånd eller det "Noget", der markeredes ved navnet Jesus. At bede om noget i "Jesu navn" var altså det samme som at bede om noget i Jesu ånd. At bede om noget i Jesu ånd vil således igen være det samme som at bede om noget i kontakt med alkærligheden, hvilket vil sige: uselviskheden, og dermed i kontakt med den guddommelige vilje, i kontakt med Guddommens direkte ønske. Og en bedre medvind kan en bøn vel ikke få? Det var ikke så mærkeligt, at Kristus kunne love "alle", der bad til Gud i kontakt med denne ånd eller uselviske natur, bønhørelse. Thi hvorledes skulle det vel kunne gå til, at en bøn så vældigt i kontakt med Guddommens eget ønske og vilje ikke skulle blive bønhørt?

En bøn kan altså manifesteres på to måder, nemlig i "Jesu navn" eller uselviskhedens ånd, hvor man netop siger "Fader, ske ikke min, men din vilje", og i selviskhedens ånd, hvor det er ens eget ønske, man absolut vil have opfyldt ganske uafhængigt af, hvilken pris eller hvor meget det så end kan være til skade og lidelse, kollektivt set eller i den store guddommelige plan. I det første tilfælde bliver bønnen hørt, medens den i det sidste tilfælde ikke kan bønhøres."
 

Martinus: BØNNENS MYSTERIUM. Kosmosbog nr. 2. Indb. kr. 10,00.