Kontaktbrev 1966/1 side 1
Kære læser!
Mon ikke det mest anvendte symbol for det nye år er et lille barn? Jorden over finder vi dette symbol anvendt, og derfor syntes jeg, at vi også indenfor det område, hvor kontaktbrevene virker, for en gangs skyld skal indlede det nye år, vi nu befinder os i, med at lytte til et barns røst. Selv om hverken De eller jeg helt behersker det svenske sprog, er det os ikke fjernere, end at vi med lidt god vilje kan følge det indføjede svenske bilag, sætning for sætning, et bilag der giver dyb grund til eftertanke.
Årsagen til den lille piges indlæg er en debat i svensk radio, som hun aflyttede, og hvor professor Tingsten gav udtryk for sin ateistiske livsindstilling, men åbenbart ikke skjulte, at den ikke havde fritaget ham for angsten for døden. Da jeg læste indlægget, for en strofe af et digt igennem min hjerne: Til rads er gubben en herlig gæst – men unge øjne, de ser dog bedst!" Mange svenskere, som har læst denne lille piges spontane indlæg, har sikkert undret sig over hendes forbløffende tankeklarhed. Men det gør man ikke, om man har reinkarnationen som livsbasis. Om vi lyttede betydeligt mere til børns reaktioner, end vi gør, ville vi atter og atter møde de tegn på et fortidigt liv, som vi så ofte senere tvivler på. For børn er jo andet og mere end børn. De er i virkeligheden de levende vidner på den evige fortid, der skjuler sig bag hvert eneste menneskes fødsel. Hvor har dette lille barn dog ret, nar hun skriver, at det var et held, at farbrorn ikke var så kløgtig, da han blev født, som nu, for da skulle han sikkert have været akkurat lige så bange for at blive født, som han nu er for at dø.
Men læg mærke til en helt anden sætning i dette lille, mærkelige indlæg. Barnet siger os om sine forældre, at jag er ledsen for at dom bara vill tro" eller på dansk: Jeg er bange for, at de bare vil tro! Intuitivt føler barner denne tilstand, som er hendes egen aldeles fremmed. For hele hendes indlæg viser, at hun faktisk ved, bade at Gud er til, og at livet fortsætter efter døden, ligesom det slet ikke begyndte med fødslen. Vi står her over for virkningen af det, som er ethvert menneske medfødt, nemlig det kosmiske talent, den kosmiske talentkerne, som, om den far tilstrækkelig næring, ikke alene vil gro og vokse sig stærk, men som uundgåeligt vil blive den mest værdifulde i den samling af talenter, vi alle har. 11 år gammel er hun i stand til at sige til et voksent menneske: Tal om det, du ved eller har forstand på, og ikke om det, du intet ved om"! Og videre: Jeg tror ikke, at noget menneske behøver nogen fin eksamen for at vide, om Gud findes eller ej"! Nej, det har hun ret i. Og tænk, om hun ikke havde det? Tænk om det var sådan, at Gud, for at vi skulle kunne opleve ham, krævede denne eller hin eksamen af os? Hvor mange ville bestå – og hvor mange ville være overladt til den evige tvivls ubarmhjertighed. Tænk hvilket perspektiv!
![[Avisartikel:] Farbrorn i TV skall inte vara rädd för att dö](/da/onlinebibliotek/kosmos/breve/grafik_breve/bre1966-01-002.jpg)
"Jeg er bange for, at de bare vil tro"! Med disse enkle ord rører denne lille pige ved vor tids allerstørste problem. Selv lever jeg jo i øjeblikket i en verden af "troende" i den forstand, at den ortodokse kirke endnu totalt dominerer hele området. Ikke fordi jeg personligt mener, at alle disse menneskervirkeligt tror i dette ords smukkeste betydning, men at mange gør det, kan man ikke være i tvivl om, når man besøger deres kirker. Og jeg har besøgt mange, fordi jeg nu engang kan lide kirker og holder meget af at sidde og meditere i dem. Går man ind i en sådan kirke, forundres man hver gang over, hvor meget den faktisk bruges. Uafbrudt kommer mennesker, børn såvel som voksne. Går lige hen til en bænk, knæler ned og fortaber sig i bøn, hvorefter de går hen og dypper fingrene i det indviede vand, slår korsets tegn for sig og går lige så stille, som de kom. De katolske kirker er jo ofte forunderligt smukke med deres mange, farverige udsmykninger og dekorative nicher – alt sammen skabt for at understøtte den medfødte religiøse trosevne. Ved et skæbnens tilfælde kom jeg også til at opleve et katolsk bryllup, og den oplevelse var jeg på en måde taknemmelig for, fordi jeg oplevede noget, der i meget afveg fra, hvad vi her kender. Pludselig fyldtes kirken af mange mennesker, der så øjensynligt ikke kom for andagtens skyld. De for rundt og snakkede, og en pressefotograf undersøgte alle tænkelige "skydevinkler". Så kom bruden, helt indhyllet i slør og faktisk meget imponerende. Man kunne så godt som intet se af hende. Straks efter kom præst og brudgom, og det hele tog sin begyndelse. Til min undren var der ingen musik. Præsten remsede en masse op. Det lød præcis som en for hurtiggående båndspiller, og fotografen for rundt om parret, bagom præsten og bagom alt og blitzede hele tiden. Midt i det hele drønede pludselig musikken. Det gav et sæt i de fleste, men det skyldtes, at organisten var kommet for sent. Pludselig var det hele forbi. Brudgommen fjernede sløret fra brudens ansigt og trak sig et par skridt tilbage, hvorefter bruden vendte sig imod forsamlingen og kniksede, stolt som en dronning. Så lød der en bryllupsmarch, og parret kom ned imod os. Desværre manglede bruden en alt for synlig fortand, den slags distraherer nu. Personligt syntes jeg jo, at man godt kunne have taget lidt fra medgiften og bragt den sag i orden. Men jeg var en smule skuffet, for jeg savnede trods alt den ro, værdighed og orden, vi endnu har bevaret inden for dette område. Her løb alle rundt omkring alle, og præsten selv forsvandt meget hurtigt uden at hilse på nogen, fulgt af de allestedsnærværende smådrenge i farverige dragter.
Men De og jeg lever ikke i et så konsekvent troens område som spanierne. Ganske vist er vi officielt protestanter og åndeligt mere frie, men dette er ikke for mig det afgørende. Det afgørende for mig er, at vi her lever i en voldsom brydnings sfære mellem én kosmisk impuls, der er i færd med at miste sit greb om den menneskelige sjæl og én, som allerede nu har et så fast greb i mange, at en tilbagevending til den gamle impuls' idémateriale vil være umulig for alle dem, der for alvor har begrebet budskabet i den nye. Vi har alene en Martinus at takke for de klare linier, vi her kan se, for ingen har som han påvist virkningerne af den nye kosmiske impuls' eksistens. Men livet i en sådan brydningszone fører vældige vanskeligheder med sig, idet der jo også her bliver tale om to kolliderende moralske livsmønstre: ét som er ved at forgå og ét, som er i færd med at blive født.
At udtrykket "en ny kosmisk verdensimpuls" for udenforstående kan lyde fremmed og måske uforståeligt, ændrer ikke den kendsgerning, at hvert eneste intelligent menneske i Nordeuropa er klar over, at en ny tid er i færd med at fødes. Og en "ny" tid kan kun være ensbetydende med en ny sjælelig tilstands fødsel, en ny mentalitets tilsynekomst. Alle venter det, alle er, i modsætning til flertallet i Spanien, indstillet derpå. Men denne nye mentalitet er, hvad alder angår, omtrent som et nyfødt barn. Man ser det og ved, at det er der. Men budskabet, det skal bringe, er endnu "forseglet" for de fleste. De venter bare, og mange af dem tror, de virkelig er forberedte for dette budskab, modne til at tage imod det! Men er de? Er sandheden ikke mere den, at så langt de fleste af de mange, der kalder sig "åndsforskere", endnu kun er dette på det rene "A" stadium. De er interesserede, og mange af dem er også i humanitetens navn nået til ikke at spise kød, ryge eller nyde spiritus. Men er dette i sig selv noget bevis for, at de er åndsforskere i dette ords sande betydning? Møder vi ikke overalt, hvor mennesker danner grupper over en kommende tids store tanker, akkurat de samme sekttilbøjeligheder, den samme dømmesyge eller intolerance, som findes inden for den gamle verdensimpuls' utallige sekter? Hvor ofte møder man den frie, ophøjede ånd, den ubegrænsede tolerance og den menneskelige noblesse, som er enhver virkelig sand åndsforskers urokkelige kendetegn?
Læser man "Livets Bog" med omhu og den åndelige sult, der må være selve tilegnelsens forudsætning, ser man ganske klart hovedlinierne i det livsmønster, som vil blive det bærende i al ny åndskultur. Martinus skjuler jo ikke for noget menneske, som har "øjne at se med og øren at høre med", at medens den gamle verdensimpuls var bygget til flokmentalitet, til mennesker, som kunne påvirkes af den guddommelige religiøse suggestion, så tilhører den ny verdensimpuls idémateriale alene dem, som ved deres væremåde, deres uafhængighed og deres krav om ret til selv at tænke, selv at tage stilling til livets mangeartede problemer, afslører sig selv som vordende, individualistisk tænkende personligheder. Personligt ønsker han hverken den sektdannelse eller den persondyrkelse, som måske er de mest ødelæggende faktorer i en ny kulturs virkelige tilblivelse. At den slags ikke helt kan undgås i begyndelsen, viser livet, men fra en højere verden kan dette kun betragtes som de fødselsvanskeligheder, der knytter sig til enhver kulturel nyskabelse.
– – – – – – –
Jeg havde tænkt at ville opleve juleaften i en katolsk domkirke, men fik faktisk "katolicisme" nok forinden, hvorfor jeg accepterede en invitation til at være sammen med englændere og amerikanere, af hvilke allerede mange havde diskuteret åndelige problemer med mig. En af dem vil De senere høre om, fordi han virkelig er et helt kontaktbrev værd, og det er Englands mest berømte fængselsdirektør i dette århundrede Sir John Vidler, der ene og mod en uhyre modstand revolutionerede fangernes liv i de engelske fængsler. Som Governor of Maidstone Prison, et af de mest frygtede fængsler i U.K., indførte han på egen hånd ikke alene undervisning for fangerne, men lod dem også deltage i sport og – til englændernes rædsel – lod dem gå på "forsøgsbesøg" i deres hjem. Vi kom en dag til at tale om mit arbejde og om Martinus åndelige oplevelse med det resultat, at vi så at sige med det samme var venner for livet, idet både han selv og hans hustru havde været meget teosofisk interesseret, men havde forladt teosofien, fordi den efterlod, for dem at se, alt for mange ubesvarede spørgsmål. Og da først venskabet var etableret, fik jeg at vide, hvem han virkelig var og derudover et absolut uforglemmeligt indblik i hans liv og i den kamp for anerkendelsen af fangen som medmenneske, der atter og atter havde bragt hans navn på forsiden af Englands største aviser – og bestemt ikke i rosende betydning. Men han sejrede, og hans ideer er i dag gældende og vejledende for samtlige fængsler inden for den civiliserede verden. Han lovede at sende mig sin autobiografi som gave, og på basis af den vil jeg senere fortælle Dem nærmere om denne skæbne, som på sit område har været til uendelig velsignelse for utalte tusinder af ulykkelige mennesker.
Jeg vil aldrig kunne glemme hans ord, da vi skiltes efter en meget lang aftens dyb samtale om livets alvorligste problemer, han sagde: "Du er en rebel, ligesom jeg var det. Jeg handlede altid intuitivt og tænkte så bagefter, og jeg tabte aldrig ved at gøre det, selv om det førte til en forbandet masse misforståelser i begyndelsen, og jeg skal kende mennesker dårligt, om ikke du er ligesådan. Men det skal du aldrig tage dig af. Det vigtigste er, at man handler efter det, man føler er rigtigt. Flere eller færre venner er ikke det afgørende. Det afgørende er, at du, når du når min alder, kan sige til dig selv, at det var et held for de andre, at det ikke lykkedes dem at skræmme dig. Mig har man kaldt bundumoralsk, sindssyg, åndssvag og forbryderisk ubegavet – det kan du altsammen læse i min bog. Men det endte dog med, at man kom fra hele verden for at studere det "sindssyge", jeg havde foretaget mig, og sådan skal det nok også gå dig"! Jeg måtte love både ham og hans lige så tiltalende hustru at besøge dem i deres hjem i England, hvor de ville give mig lejlighed til at møde betydende mennesker. Det er en invitation, jeg vil glæde mig til at efterkomme, når lejlighed byder sig!
Med kærlig hilsen fra
Deres hengivne
Erik Gerner Larsson
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige