Ældre Kosmos og Kontaktbreve

(Særtryk af "Psykisk Forum"s decembernummer 1965;
med forfatterens venlige tilladelse)

 

Det er nu cirka et år siden sekretær på Martinus Institut, Per Bruus-Jensen debuterede som forfatter med publikationen "Det levende væsen og livets oplevelse", en erkendelsesteoretisk dybdeboring i bogform, der lader læseren fornemme, at netop læserens egen kosmiske struktur udgør den livets kilde, hvorigennem den individuelle livsoplevelse og erfaringsdannelse pulserer og skaber evolution. Bogen blev recenseret i Psykisk Forums decembernummer 1964.

Som en efterklang til denne afhandling har forfatteren følt sig foranlediget til i et lille hefte at redegøre for det grundlæggende princip, hvorover den første afhandling er formet, nemlig treenighedsanalysen, således som den er opstillet af Martinus. Indholdet er højintellektuelt såvel i stil som i teknik og giver læseren direkte indblik i de tre X'ers mysterium. Denne treenighedsanalyse opløser al væren i tre uhåndgribelige, men evige og uforgængelige principper, der således må siges at udgøre livets absolutte oprindelighed.

Efter studiet af disse to afhandlinger befinder læseren sig med sin nyerhvervede kosmiske identitetsfølelse som gudesøn direkte konfronteret med Guds ansigt i form af den omgivende verden og det tyvende århundredes skismatiske problematik. Uvilkårligt vil spørgsmålet da melde sig: denne Gudfader, som jeg nu så tydeligt fornemmer i alt, hvad mine sanser registrerer, hvad venter denne Gud af mig, og hvorledes kan jeg leve op til hans forventning?

Per Bruus-Jensen har været konsekvent og har nu udsendt sin tredie afhandling, der er et direkte svar på ovenanførte spørgsmål. I det ydre er afhandlingen iklædt samme format og noble udstyr, som de to foregående publikationer, og den bærer titlen: "Hvordan kan jeg gøre Guds vilje?"

Forfatteren søger ikke svaret i mysticismen, men i den kontante, nære virkelighed. I lyset af Martinus verdensbillede kaster han et blik ud over menneskets aktuelle hverdag og lokaliserer denne som Guds direkte henvendelse og opfordring til den enkelte.

Gud er ikke et fjerntboende, forfængeligt gigantvæsen, hvis velvære er betinget af smiger, verbale tirader eller dybe knæbøjninger. En sådan gudsopfattelse er produkt af jordisk forfængelighed og er med andre ord en afgud, hvilket vil sige en gud gjort i menneskets billede efter menneskets lignelse; altså en direkte modsætning til skabelsens udtrykte formål: "Et menneske i Guds billede efter Guds lignelse!"

Hvad der har Guds eller Alskaberens velbehag må således være skabningens fuldkommengørelse i pagt med skaberens vilje efter de normer eller den lignelse, der er givet af skaberen. Det kardinale spørgsmål for den lydhøre og stræbsomme gudesøn må da uvilkårligt blive, hvorledes han kan koordinere sin væren med Guds væren.

Galskaben, der dominerer vor tids verdenssamfund til trods for, at menneskeheden gennem sekler har bekendt sig til de humane religionsretninger, kristendom, buddhisme og islam, og påberåbt sig at ville træde i de store religionsstifteres spor, kunne tyde på, at vore veje er afveje, vore guder afguder og vor vilje i pagt med antikrist snarere end med kristi principper.

Religion og livssyn har tradition for udelukkende at sortere under begrebet "følelse", og den inertiske træghed gør en intelligensaktivering på disse felter uhyre vanskelig. Ikke desto mindre er "Helligåndens tilkommelse" betinget af, at begrebet "Gud" fra at være et sovekammer- og bedeskammelbegreb ophøjes til absolut erkendt livsrealitet for hvert enkelt menneske. Det levende væsen skal ikke forblive indvåner i urmenneskets psykiske tågeverden, og den videnskabelige forskning er da også tydeligt nok en manifesteret trang til at finde veje ud af denne tågeverden. Okkultisten af det tyvende århundrede må have den videnskabelige selvtænkning med i sin idéverden, men må blot ikke lade det fysisk sanselige område danne erkendelsesgrænse.

Gennem århundreder har filosoffer katalogiseret mennesket som et mikrokosmos i makrokosmos, og først med Martinus kommer betegnelsen "mellemkosmos", dette tredie element der netop udgør nøglen til såvel individuel erkendelse som til sand gudsopfattelse og evighedsforståelse.

Mennesket og dets oplevelsesområde udgør et mellemkosmos, hvis eksistens og livskredsløb er betinget af den levende mikroverden, hvis dimensionering i tid og rum ligger under det almene menneskes bevidste korrespondancehorisont, men som ikke desto mindre udgør levende byggemateriale for den mellemkosmiske strukturdannelse og livsoplevelse. Den mellemkosmiske struktur i sin helhed er igen ledet og opretholdt af elementer og kræfter i den himmel, der hvælver sig over os, og som har fået betegnelsen "makrokosmos".

De tre kosmos tilsammen udgør verdensaltet, og dette verdensalt kan som helhed kun udgøre legeme for det højeste levende væsen: Gud! Hvis legeme skulle det ellers være, og hvor skulle det "udenfor" befinde sig, som ellers skulle udgøre "Guds paulun"?

Men når det verdensalt, hvori vi fornemmer os selv som oplevelsescentrer, er Guds legeme, er vi jo enheder i dette legeme, og alt, hvad der lever og rører sig omkring os, er ligeledes enheder i samme legeme. Det er derfor langt fra at være et paradoks, når det i Mattæus evangeliet hedder: "Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind... og du skal elske din næste som dig selv... på disse to bud hviler hele loven..."

Efter at have "lokaliseret" Gud, sin næste og sig selv, er det ikke vanskeligt at tage et overblik over de livsområder, hvor det er muligt for den enkelte at søge Guds vilje fremmet. Man kan begynde med sit eget legeme, der udgør et kosmos, hvor utalte millioner af levende væsener har deres inkarnation og reinkarnation, deres livs- og dødsoplevelse, hvis harmoniske forløb det i høj grad er muligt for opretholderen af dette mikrokosmos at påvirke gennem sin levemåde. For at være i pagt med kristi principper må denne levemåde være baseret på at give liv og vækst frem for at bringe død og degeneration.

Enhver form for unaturlig og usund levevis bringer altså katastrofer, lidelser og død over det legemlige mikrounivers og de dertil knyttede myriader af livsvæsener. Dertil kommer, at et sygt, lastefuldt og nedbrudt legeme er en byrde for sine omgivelser og spreder mørke og fortvivlelse i stedet for lys og glæde, også derved at forkert levemåde, som medfører sygdom, blandt andet er med til opretholdelsen af inhumane for ikke at sige grusomme dyreforsøg og slagtninger, der igen i sin karmiske effekt forlænger den jordiske elendighedsepoke. Samfundsbyrden i form af såvel psykisk som fysisk sygdom og invaliditet ses da også trods enorm forskerindsats at være i hastig vækst, hvilket næppe kan være i overensstemmelse med Skaberens vilje og hensigt med sin skabelse.

Den "næste", over for hvem det ligger inden for menneskets myndighedsfelt at lade Guds vilje komme til udtryk, viser sig altså foruden at være legemets mikroindivider i høj grad også at være vore medvandrere i mellemkosmos og specielt de medvandrere, med hvilke vi kommer i direkte berøring og således kan øve indflydelse på. Også her gælder det om at administrere sine livstalenter i pagt med det godes lov. At kunne gøre dette til fuldkommenhed kræver imidlertid moralsk virtuositet, og virtuositet, er et produkt af længere tids målbevidste og energiske indsats. Dette gælder naturligvis ikke mindst, hvor det drejer sig om virtuositet i væremåde i pagt med Guds lov, og hvad det jordiske menneske af vort udviklingstrin kan gøre på dette felt, er bevidst at sætte sin vilje ind på opøvelsen af de moralske kvalifikationers A-fase eller begynderstadie.

Der er mange områder, hvor det almene menneske i forholdet til sin næste har mulighed for og myndighed til at bringe sin egenvilje i samklang med gudsviljen eller det godes lov. Per Bruus-Jensen udpeger i sin bog disse områder og understreger sine anvisningers betydning og aktualitet ved nogle få velvalgte dramatiske illustrationer.

Bogen slutter med et crescendo i form af Martinus' svar på spørgsmålet, om et menneske virkeligt kan præstere det tilsyneladende umulige på tværs af sympatier og antipatier at elske og tilgive sin næste som sig selv.

Martinus opdeler sit svar i syv klare, uomgængelige punkter, der som hele hans lære i øvrigt er en appel til det højeste og ædleste i hvert menneske. Til samme ophøjede indre taler hver side i de her omhandlede publikationer, der ikke så meget bekender sig til hensigten at påvirke menneskets følelseslegeme, som til at give stikordene til konstruktive, empiriske, selvanalyserende reflektioner med påfølgende praktik inden for det felt, som markeres ved bøgernes titulatur. Ved sådanne refleksioner og gennem en sådan praktik gør den enkelte sig til pionér for den for længst indvarslede globale "operation Helligånd". For sådanne pionerer vil døden miste sin brod, og livet vil begynde at blomstre i de spor, de efterlader på deres jordiske vandring.

 

Per Bruus-Jensen:
Det levende væsen og livets oplevelse.
40 sider. Pris kr. 10,00.

Tillæg til "Det levende væsen og livets oplevelse".
16 sider. Pris kr. 2,75.

Hvordan kan jeg gøre Guds vilje?
56 sider. Pris kr. 7,50.

Forlag: International Brevskole i Martinus Kosmologi.