Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Mon De husker, at jeg i mit sidste brev fra Sydspanien til Dem omtalte mit møde med sir John Vidler, Englands berømte fængselsdirektør? Jeg lovede i det brev at vende tilbage til denne ejendommelige skikkelse, når jeg havde modtaget og gennemlæst hans autobiografi "If freedom fail". Dette har jeg nu gjort, og jeg må sige, at hans bog ikke gjorde et mindre stærkt indtryk på mig end mødet med ham. Han har i sandhed været en rebel – men en af den slags, man kunne ønske verden var rig på.

Når studiet af Martinus kosmiske analyser på en måde er endt, altså når den viden, disse analyser indebærer, er blevet en del af ens egen måde at opleve livet på, er der intet, der fryder sjælen mere, end når man møder mennesker, som ved deres livs indsats helt har ladet sig lede af de tanker og idealer, som hører ikke alene den nære, men også i højeste grad den lidt fjernere fremtid til. Mon ikke tanken om at blive fængslet, at blive berøvet sin frihed, det være sig retfærdigt eller uretfærdigt, får det til at løbe koldt ned ad ryggen på de fleste? Jeg tror det. Friheden er en ejendommelig ting. Så længe man har den, tvivler jeg lidt på, at man sætter tilstrækkelig pris på den. Vi lader så let mennesker komme til magten, der på den ene eller den anden måde stjæler noget af vor frihed. Og dog er dette at være fri en følelse, der for det udviklede menneske så at sige er identisk med at leve. Der er her tale om et instinkt så gammelt som livet selv. Det ser man, om man fanger en lille fisk og sætter den i et begrænset glas eller en vild fugl i et bur – begge kæmper de desperat for at generobre den mistede frihed. Hvor meget mere må så ikke mennesket, for hvem tabet af friheden betyder tabet af retten til at komme og gå efter eget behag, ikke lide under en ofte årelang indespærring? Personligt tror jeg, at det er en reminiscens fra et tidligere livs indespærring, der kommer til syne hos de fleste af de mennesker, der i dette liv lider af klaustrofobi for små rum, altså angst for at se sig lukket inde, for at være indespærret. Vort evige liv røber sig jo gennem utallige træk i vort daglige liv. Næppe noget menneske kan vel opleve rædslen ved at drukne, uden denne rædsel får den virkning, vi møder i begrebet "vandskræk", såvel som næppe noget menneske kan indebrænde, uden at det medfører en senere rædsel for ild på akkurat samme måde som den, der er blevet dolket, senere kan nære en vild rædsel for skarpe knive.

Han kom til Ceylon som leder af en teplantage. Men også der kom han hurtigt ud i store vanskeligheder på grund af sin alt for humane indstilling. Han mødte det frygtelige "pantelånersystem", som også hærger Indien. Langt de fleste af hans arbejdere var i lommen på disse pantelånere, der vandrer fra by til by og låner fattige mennesker penge til renter så store, at gælden simpelt hen går i arv fra far til søn. John Vidler søgte at gribe ind med det resultat, at han blev upopulær blandt de hvide. Imidlertid klarede han sig godt i et andet firma, og livet begyndte på en måde at lægge sig til rette for ham. Han vendte tilbage til England og var faktisk indstillet på at fortsætte i den branche, han var kommet ind i, da en ven spurgte ham, om han ikke kunne tænke sig at komme ind i arbejdet for unge fanger anbragt i det, vi kalder ungdomsfængsel. Dette var dengang noget helt nyt og uprøvet Tanken tiltalte Vidlers humane sind, og han lod sig ansætte. Og fra det øjeblik rullede lavinen. Da havde England fået en fængselsinspektør, der havde netop det urolige sind, der sætter gang i udviklingen.

Læsningen af hans autobiografi er meget fascinerende. Man følger her et menneske under en meget forceret forvandling. Dyb tvivl og voldsomme kriser afløses af ny tro. Han blev hurtigt det engelske fængselsvæsens enfant terrible. Både medarbejdere og aviser kaldte ham sindssyg, umoralsk osv., osv. Men han stod fast. På hvad? På at fangen er vort medmenneske og skal behandles derefter. Han forstod rædslen ved dette at være spærret inde og ved at skulle sidde dag efter dag unyttig hen. Han så disse mennesker rådne op, åndelig talt, og han grebes af den dybeste medfølelse med dem og begyndte at reformere. Han blev grebet af tanken om at give dem undervisning, så de kunne få en ny start, den dag de forlod fængslet. Alle var imod ham. Straf var straf og skulle ikke være undervisning. Harmen imod ham steg skyhøjt, da han uddannede de unge i sport og begyndte at tage dem ud i relativt ubeskyttede "ferielejre". Men han gennemførte sine forsøg trods al modstand, og det er gribende at læse om både hans dybe skuffelser og store glæder. Men i 1944 fik han et chok. Han blev simpelt hen taget ud af sin stilling og forflyttet til et andet fængsel, hvor han skulle lære "alt om fængselsvæsen", med andre ord: han skulle "omskoles". Det blev en hård tid for ham, men den modnede ham. Til sin forfærdelse var det fængsel, han snart blev leder af, ikke et ungdomsfængsel, men derimod det berømte Maidstonefængsel, et fængsel for fanger af værste sort, lige fra mordere og til de mest snu tyveknægte. Det blev som leder af dette fængsel, han kom til at øve indflydelse på hele Europas fængselsvæsen. Havde nogen drømt om at "omskole" John Vidler, fik de i hvert fald deres livs største skuffelse. Rebeller laver man ikke om. Man kan muligvis tæmme dem for en kort stund, men absolut heller ikke mere. Og som det var gået i det første fængsel, der var under hans ledelse, gik det også her. Så snart han havde fået sin stilling konsolideret en smule, begyndte han et reformationsarbejde, der har sat sig spor i alt europæisk fængselsvæsen og langsomt ændret straffemetoderne fra renlivet inhumanitet (se vedføjede bilag) til den humanitet, der i hvert fald præger fængselsvæsenet både her i Skandinavien og i andre europæiske lande. At der endnu er meget lang vej tilbage, før man helt får afskaffet den infame trang til at tage hævn gennem "hård straf", ved vi. Men John Vidler gennembrød den hårde mur, der lukkede sig om enhver engelsk fange, når først retsmaskineriet havde tag i ham.

Både John Vidler og hans frue er endnu ivrige golfspillere. Det var morsomt at se dem komme slæbende med deres køller og bolde, fulde af liv, selv om han indrømmede, at hjertet var ved at være slidt op. Men det var endnu mere spændende at sidde og lytte til hans beretninger om fanger, han havde mødt, og som han stadig havde kontakt med. For hans indsats begrænsede sig ikke til fængslet alene. Hvor som helst han kunne give disse ulykkeligt stillede mennesker en hånd med, gjorde han det. Han skjulte ikke skuffelserne, han havde mødt, men de betød, trods alt, mindre for ham end de tusinder af lykkelige oplevelser, han havde haft med et menneskemateriale, langt de fleste havde afskrevet. Vi er begge svorne tilhængere af reinkarnationstanken og var enige i, at så langt de fleste alvorligt kriminelle i virkeligheden blot er "yngre" sjæle, der fra junglens primitive samfund fødes ind i vor verden uden virkelig mulighed for at kunne tilpasse sig den. Jeg har sjældent truffet et menneske så fri af begrebet "dom" over nogen eller noget. Som han udtrykte det: "Når man som jeg har set øjne lyse af had og hævngerrighed og set et menneskeansigt helt tage form efter dæmoniske tanker, holder man op med at dømme. Da ved man – eller også ved man intet – at dette at blive et menneske er en proces, der kræver uendelig lang tid!"

Selvfølgelig troede hverken han eller jeg, at vi endnu kan undvære et fængselsvæsen. Dertil er verden endnu ikke moden. Men hvad vi kan undvære er tanken om, at straf skal være en slags hævn efter recepten: "Det har han rigtig godt af"! Det er denne negative indstilling, der har præget alt straffevæsen helt op til vore dage. Dette er "øje for øje og tand for tand"-moralens beske triumf. At den endnu hersker mange steder og i hundredtusinder af sind, ved vi. Netop derfor virker det som en stor inspiration at møde et menneske, der har haft mod til at gå imod denne moral og derved ændre livet til det blot lidt lysere for tusinder af mennesker.

Umiddelbart efter den anden verdenskrig passerede jeg ved et tilfælde en af Tysklands frygteligste fangelejre fra krigens tid. Endnu stod tårnene der med skydehullerne, og endnu stod de flerdobbelte pigtrådshegn og lyste rustrødt i solen. Jeg gik en tur langs disse forfærdelige hegn, så de mørke, elendige barakker, og mit sind fyldtes med smertende uro ved tanken om, at dette var skabt af mennesker og for mennesker. Senere så jeg i Pakistan en flygtningelejr for mere end hundred tusinde mennesker. Midt gennem lejren løb en flod med latrin, og i den badede de okser, hvis mælk børnene fik. Jeg fortalte John Vidler disse oplevelser, som han jo selv kunne supplere, og vil altid mindes hans stilfærdige svar: "Kære ven, jeg gjorde i min tid, hvad jeg kunne for at bøde på menneskenes grusomhed. Vidste jeg ikke, at andre vil komme efter mig, ja, at livet simpelt hen ikke vil finde sig i alt dette ret meget længere, kunne jeg godt tvivle om Guds eksistens. Men jeg ved, at alt dette vil slutte, for jeg har selv i det usleste menneske, jeg har måttet tage mig af, set det glimt af menneskelighed i dets Øjne, der alene er vor fremtids håb"!