Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Fra flere sider har man sendt mig vedlagte bilag og bedt mig kommentere det, hvilket jeg meget gerne gør, da det i mine øjne rummer den fundamentale misforståelse, at der ingen grænse er for, hvad videnskaben gennem sine eksperimenter kan opnå og lade sig forlede til at opnå. Forskningens "hybris" eller på dansk: overmod, er ikke noget virkeligt problem, selv om jeg indrømmer, at det kan se sådan ud. Det er sandt, at der eksisterer videnskabsmænd uden etik eller moral, og at disse videnskabsmænd tilsyneladende gør præcis, hvad de vil. Men gør de? Set lokaltperspektivisk ja, men set fra et højere, et kosmisk plan, absolut nej! Disse menneskers handlen imod de kosmiske love må nødvendigvis være deres vej til erkendelsen af disse loves eksistens. At denne erkendelse først indfinder sig tidsmæssigt meget langt fra den udløste handling, ændrer ikke dette forhold. Men så handlingens konsekvens for omgivelserne? Kan en videnskabsmands såkaldte "indgreb" i naturens orden ikke forårsage katastrofe for hele menneskeheden? Nej, det kan den ikke. Vi så Hitlers gaskamre, og vi har senere læst om tyske lægers perverse forsøg på mennesker, der nådesløst var overladt dem, Men selv disse forfærdende excesser ændrede ikke livets store plan. De gav os erfaring for, hvem og hvad mennesket er, når det åndeligt nedværdiger sig, og lagde derigennem meget nødvendige erfaringer til den viden om mennesket, vi havde i forvejen. Virkningen heraf kender vi. Den vil altid nedfælde sig i love i hver enkelt stat, der skal søge at hindre en gentagelse.

"Søge at hindre" – ja, for ingen kan i virkeligheden garantere, at det, som skete i Tyskland, ikke kan gentage sig andre steder. Menneskeheden er endnu, åndelig set, meget ung. Det afslører sig næsten overalt og mest vel især inden for videnskabens verden. Overalt ligefrem syder denne verden af et midlertidigt overmod. Der eksperimenteres som aldrig før, og ingen kan bortforklare, at resultaterne formelig vælter ind over os som en veritabel brådsø. Aldrig har noget århundrede før vort oplevet, hvad vi har. Det er, som om udviklingens kæmpehjul har sat sin omdrejningshastighed op til et sådant tempo, at ingen af os mere kan følge med. Det meddeltes således for kort tid siden, at amerikanerne nu var trætte af at se rumraketter blive affyret og ikke gad åbne deres TV, når disse tidligere så fantastiske begivenheder fandt sted. Der skal stadig væk, bortset fra kongelige bryllupper, mere til for at påkalde sig almen interesse. Er vi blevet blaserte, eller er det sådan, at vi har nået den nysgerrighedens mætningsgrad, der blot noterer, at "nu kan man altså også det"! Mere det sidste end det første. For hvad forstår de fleste af os, når alt kommer til alt, af meningen med det, vi både ser og hører? Spurgte man mig om min mening med at sende mennesker til månen, ville jeg efter al sandsynlighed svare med Bjørnson: "Hvad du evner kast af i de nærmeste krav"! Så længe utalte millioner både sulter og direkte omkommer på grund af sult, forekommer det mig, at det var mere nærliggende at forsyne f.eks. Indien med alle de dybe brønde, dette land har behov for. For Indien har nemlig vand nok dybt nede i sin jord til at borteliminere enhver hungerkatastrofe. Og når mennesker med besynderlige udtryk i øjnene fortæller mig, at nu kan vi snart løse billet til en hvilken som helst planet i rummet, så bringer det ikke mig i ekstase. For det første tror jeg ikke på det! Indtil nu har enhver rumfart dog ikke været så meget andet end en kryben rundt om jorden en smule højere end de sædvanlige fly. Jeg har stadig væk den tanke, at "et eller andet" vil hænde i det øjeblik, mennesket passerer det område, hvor jordens tyngdekraft ophører med at virke. Skal jeg være meget ærlig, tror jeg, at russerne allerede har gjort visse forsøg, der har indgivet dem bange anelser. Men da det ikke er mennesker, der siger mere, end de kan stå ved, i hvert fald inden for disse områder, er det, jeg her har skrevet, rent gætteværk.

Et har forfatteren ret i, nemlig dette, at historien gang på gang afslører, at selv de største katastrofer kun for en kort, en meget kort tid gør menneskene eftertænksomme. Livet haster videre, og den, der f.eks. i dag besøger Hamborg, vil have meget svært ved at fatte, at denne by for blot godt tyve år siden var skueplads for endeløse menneskelige rædsler. Men godt således. Disse katastrofer opfyldte deres kosmiske formål. Kosmisk set er enhver såkaldt "verdenskrig et kosmisk opgør mellem enkeltvæsener og deres kosmiske skæbne, og hvad der udefra set kan synes det fuldkomne vanvid, kan indefra set være ganske anderledes. Og her er det, at jeg finder min egen balance i forholdet mellem en videnskab, der kan synes totalt afsporet, og selve livsudviklingen. Hvis menneskesjæle virkeligt kunne destrueres, altså totalt opløses, nuvel, så kunne en sindssyg videnskab en dag ødelægge alt liv og måske selve kloden også. Men livet har lært mig mindre at frygte dem, der dræber kroppe, end dem der ødelægger sjæle i den forstand, at de bringer det sjælelige liv til midlertidigt at stagnere. Det er her, jeg i dag finder videnskabens største og farligste relation til hver eneste af os. For denne videnskab overvælder os med "legetøj", der enten ruller eller larmer, knuser eller frembringer på en sådan måde og i et sådant tempo, at der ligesom ikke mere er plads for skabende originalitet. På alle områder underholdes vi på "løbende bånd" med det resultat, at et alt for stort antal mennesker snart ikke ved, hvad det vil sige at være sin egen underholder. Fra morgenavisen og til den sidste TV-udsendelse er alt for mange så engagerede, at de slet ikke opfatter, at livet, livet selv, går dem forbi. Mennesket af i dag skal simpelt hen overkomme det utrolige og gør derved sin sjæl til et overfyldt pakhus, hvor tingene – livsoplevelserne – ganske vist kastes ind, men sjældent for at blive pakket ud og undersøgt, langt hyppigere for blot at "opmagasineres" til "en anden dag"! Og, hånden på hjertet, kender De noget mere tomt end et overfyldt pakhus? Jeg gør det ikke!

Nej, jeg frygter ikke videnskaben, ligegyldigt hvad den foretager sig. I mit forhold til den søger jeg at "give kejseren, hvad kejserens er"! Jeg er glad for min elektriske barbermaskine og for alle de andre gode ting, videnskaben har bragt mig, også for den smule næring, den har givet min sjæl. Men det var ikke den, der lærte mig om tilværelsens kosmiske love og principper, deriblandt om reinkarnationstanken. Hvad der virkeligt har udfyldt mit liv, hentede jeg hos visdommens mestre, ikke hos de geniale laboranter. Jeg ved ligeså godt som enhver anden, at der, så snart der gøres en betydelig opfindelse, altid stiller en general og spørger, om den kan bruges til at dræbe med. Han er den første, der kommer – og han har ofte heldet med sig. Men aldrig mere end den store kosmiske plan tillader. Det er dette mange glemmer. Og jeg tvivler såmænd heller ikke på, at en eller anden videnskabsmand en dag fremstiller en krydsning mellem menneske og abe, altså det man i gamle dage ville have kaldt en "skifting", men der sætter jeg grænsen. Ingen skal få mig til at tro på en "serieproduktion" af disse skiftinger; og med hensyn til det "manglende led" mellem menneske og dyr har denne "mangel" aldrig generet mig. Den kan enhver få fjernet ved studiet af vor egen fosterudvikling.

Jeg forstår så udmærket forfatterens trang til at prøve at danne sig et billede af, hvad mere eller mindre afsporede videnskabsmænd kan nå at få lavet af ulykker, men også her gælder det at holde hovedet klart og erindre sig et gammelt, meget klogt mundheld, som siger, at "det går sjældent så galt, som præsten prædiker". Evner vi kun at sanse eller opleve livet fra et lokaltperspektivisk synspupkt, kan det resultere i, at negative fantasier helt tager magten fra os. Prøver vi derimod på at se livet fra det evighedsperspektiv, der alene lader de enkelte detaljer indtage de rette pladser, vil vi aldrig tabe hovedet og lade os vildlede af de "sensationer", der gang på gang fra videnskabeligt hold bliver os til del. Derfor vor konstante kamp for at hjælpe det enkelte menneske ud af det fysiske livs centrifuge, der med sit svimlende omdrejningstal i dag evner at lade et menneskeliv forløbe, uden at mennesket når at blive sig selv bevidst. Dette mærkelige liv, der starter på en forkromet fødeklinik for at ende i en plastickiste uden at den, der fik det, nåede at opleve, hvilken kostelig gave vedkommende virkelig havde fået.

Sandt nok formerer menneskene sig i dag på en måde, der kan synes farlig. Men er det virkelig tilfældet? Hvem siger, at jorden virkelig er overbefolket? Er det ikke snarere således, at det er de bestående samfundsformer, der er håbløst forældede? For mig at se er jorden som en kæmpemæssig zoologisk have, hvor de enkelte nationer mere er at ligne ved "dyr", der sidder i hver sit bur og knurrer ad hinanden. Dette har haft sin tid, men det vil ikke vare evigt. Tusinder af tegn jorden over røber, at en ny tid, ja en helt ny kosmisk epoke, er under udvikling. Vi ser denne epokes "fødselsveer" alle vegne, men vi gør os selv ulykkelige, om vi enthusiastisk tror, at denne epoke for alvor skal folde sig ud i vor egen tid. Hvis vi derimod fortæller os selv, at "når natten er mørkest, er daggryet nærmest", står vi stærkere. Mange af os har levet det meste af den tid, dette liv kan tilmåle os. Hvor herligt da dybt i sjælen at vide, at længere fremme ad vejen venter der os et nyt fysisk liv efter et vidunderligt ophold i helt andre og meget lysere livstilstande end her. I dette nye liv skal vi høste frugterne af enhver fejltagelse her, af ethvert alvorligt studium, enhver virkeligt dybt drømt drøm. "Tåbelig utopi" hører jeg en og anden mumle, og jeg kan kun svare: "Måske – men kære ven – denne indstilling har givet mig langt mere glæde, langt mere inspiration, langt mere anledning til både selv at smile og at sprede smil end en hvilken som helst anden livsanskuelse, jeg har mødt"! Og endelig: i denne livsanskuelse blev der ikke alene plads til, men også dyb og ægte beundring for et væsen, hvis eksistens den golde videnskab ikke anerkender, men som blev mit livs alfa og omega – det væsen menneskene gav navnet GUD.