Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

– Hun kom glidende henimod mig i sin meget smukke sari og bøjede sig dybt for mig. Kun få kan hilse så yndefuldt som en indisk kvinde. Der er på en og samme tid både ydmyghed og majestæt over denne hilsen, der lader en føle sig besynderligt klodset, første gang man oplever den. Man ved ikke, hvordan man skal modtage en så ærbødig hilsen og forholder sig derfor passivt afventende. Idet hun rettede sig op, så Shanti Devi mig lige i øjnene og sagde som den naturligste ting af verden: "Du har ønsket at se mig – her er jeg!"

Jeg havde mødt Shanti Devi aftenen før, hvor jeg havde holdt foredrag i Old Delhi. Jeg havde ledt efter hende alle vegne, spurgt i øst og i vest, men ingen ville tilsyneladende opgive mig hendes adresse. Efter mit foredrag meddelte en af deltagerne mig, at "den kvinde, du har spurgt så meget efter, er her i aften"! Sådan gik det til, at jeg traf denne unge indiske pige, som indtil nu er det eneste menneske, hvis påstand om at have levet før er blevet så videnskabeligt undersøgt, som det overhovedet er muligt. Jeg havde med stor interesse læst rapporten om denne undersøgelse "A case of reincarnation", udgivet af Kumari Shanti Devi, og var naturligvis ivrig efter at møde Shanti selv. Hun modtog min invitation og indfandt sig dagen efter på mit værelse i et rent indisk hotel i Old Delhi. Vi blev hurtigt gode venner, og gennem mange samtaler lærte jeg i Shanti et både meget ydmygt, men også meget klogt menneske at kende. Nu, snart mange år efter, kan jeg stadig høre lyden af hendes blide røst i mine øren, da hun sagde: "Gerner, intet menneske skal ønske at kunne huske sit sidste liv. Det nuværende har nok i den smerte, det bringer"! Shanti Devis tilfælde er for stærkt dokumenteret til, at man kan afvise det som blot og bar fantasi. Personligt er jeg helt og fuldt overbevist om, at vi i hende står over for det meget sjældne, at et menneske har formået at knytte trådene mellem to inkarnationer, og jeg er meget lykkelig for at have haft denne oplevelse, fordi den bragte mig noget, jeg ellers ikke ville have fået. Shanti Devi lærte mig, at selv om vi møder et menneske, der kan huske og i detaljer beskrive sit foregående liv, betyder dette langt mindre end de fleste forestiller sig. Det giver ikke sjælen nær den "føde", man skulle tro. Ud over øjeblikkets betagelse fornemmes det hele langt mere som en kuriositet end som en af de oplevelser, der sætter sig et virkeligt dybtgående spor i sjælen.

Hele denne episode fra mit ophold i Indien randt mig i hu, da jeg læste den svenske mediciners vedføjede bilag. For også han er faldet for fristelsen til at tro, at andre menneskers mere eller mindre spontane oplevelser fra "tidligere liv" skulle gøre reinkarnationstanken til den virkelighed, den i sig selv er. Det tror jeg ikke mere! Selv om man altid gribes af spænding, når man læser om nye tilfælde af erindringer fra "tidligere liv", vel nok fordi man i dem ser den bekræftelse på sin egen opfattelse, man altid søger, så føler jeg mig overbevist om, at hverken tidligere store vises udtalelser eller mere eller mindre heldige psykiske forsøg vil give det virkelig åndeligt søgende menneske den forståelse af denne høje tanke, der kan gøre den til den "klippe", på hvilken man med sindsro kan bygge sit "åndelige hus". Nej, der findes en meget enklere og dermed en meget lettere adgang til at opleve denne tankes virkelighed eller realitet, og det er igennem studiet af det liv, der omgiver os på alle sider.

Som så mange troede også jeg engang, at Martinus enkle analyse om "det levende Noget", vi har givet navnet "Jeg", skulle omkalfatre hele nutidens tænkning. Det stod (og står mig i parentes bemærket stadig væk) for mig, som havde Martinus givet mig selve "de vises sten" i hånden, da han forklarede mig umuligheden af, at en bevægelse, altså en energi, skulle kunne opleve en anden bevægelse eller energi. Sandheden i dette var mig akkurat så enkel som dette, at to og to er fire! Jeg forstod uden blot skygge af tvivl i min sjæl, at jeg her havde nøglen til forståelsen af den evighed, jeg altid havde søgt at fatte. Jeg så, at kun Jeg'et kunne være tilværelsens "faste punkt", at kun det alene kunne være det, der oplevede bevægelsen. Kun det kunne reagere over for tilværelsens energikombinationer og i sit møde med dem uddrage de erfaringer, der var nøglen til al udvikling. For mig virkede denne analyse – og gør det stadig – som den "nøgle" til tilværelsesmysteriet, der, i hvert fald rent intellektuelt, ophæver dette mysterium.

Men hvor strålende analysen om det timelige og det evige ved dette "Noget" end er for mig og mange andre, er denne analyse ikke gået som "en løbeild" gennem verden. Jeg har ofte haft en følelse af, at havde Martinus blot gjort det hele lidt mere mystisk, ville muligvis flere have lyttet. Nå, det er ikke hans mission. Verden lider bestemt ikke af mangel på mystik. Jeg mindes her med et smil en udtalelse, han engang kom med i denne forbindelse. Den lød: "Jo mere kompliceret en forklaring er, desto længere borte fra sandheden er den som regel"! Nuvel, netop i dette, at Jeg'et er hævet over begrebet bevægelse, altså bevægelsens herre og ophav og dermed livets virkelige "faste punkt", bliver der orden i tingene. Personligt har jeg aldrig været synderligt interesseret i mine tidligere liv. Hvor spændende de end kan have været, var jeg dog, moralsk set, en ringere person dengang end nu, alene dette burde kunne afholde enhver fra at fordybe sig i netop det emne. Nej, det der virkelig interesserer mig her er, at Martinus gennem sin klare analyse af tidsbegrebet og dets opdeling i de tre tider, vi alle kender, nemlig den evige fortid, det umålelige NU og den evige fremtid, lader reinkarnationsprincippet fremtræde som eneste mulige løsning på livsmysteriet. Jeg har utallige gange påvist, hvor fortvivlet det er, at det store flertal tænker perspektivløst. De gør dette ene, i sig selv faktisk meget ubetydelige liv, til vor tilværelses alfa og omega, trods det enhver ved, at den allerede svundne del af vort liv så at sige kan rummes i vor hule hånd. Igennem vor ulyksalige trang til at overdimensionere nu'et og de begivenheder, det lader os opleve, falder vi gang på gang for fristelsen til at gøre begivenheder, der i sig selv er såre ubetydelige, til rene "verdensbegivenheder". Der ligger i denne trang til at overdimensionere livets bagateller en flugt fra den sande og store virkelighed. Mennesket tør ikke se sin egen udødelighed i øjnene. Det tør ikke tænke på, at det f.eks. har utalte hundred tusinder af ægteskaber under en eller anden form bag sig og formodentlig mange foran sig. Det vil partout skære sig selv ud af den store kosmiske helhed og have sit eget lille nuværende liv gjort så evigt, at man ofte må smile ved tanken. For den, hvem studiet af døden har betydet noget uendeligt smukt, er der noget nedslående i det enkelte menneskes klamren sig til det, som "møl og rust" fortærer. For dem er døden virkelig en sjælelig chokbehandling.

Hvor anderledes når man, om end meget svagt måske, begynder at leve sit evige liv allerede nu! Når man i studiet af sit eget sind ligesom "ser" ind i denne evighed! Når man begynder at gå på sporet af sine egne evners tilblivelse, og der møder sin egen evige fortid, klar som dagen, og når man begynder at "planlægge" i kontakt med fremtiden, altså med sine kommende liv. Lad så være, at dette endnu er sjældent, men det eksisterer dog, og her er det, at reinkarnationstanken åbenbarer sit væsen overalt. Alt er dog "på vej"! Det lille barn til at blive større, det store til at blive ældre, og det ældre menneske til at nå den port, gennem hvilken livets vidunderlige fornyelse sker. Har De selv stået og betragtet et lig, ved De, hvad jeg mener, når jeg siger, at det er dog det tommeste, man kan opleve. Man ser en form, en afkastet ham, noget aldeles ligegyldigt stof, som intet, intet har med det menneske at gøre, man før kendte og elskede. Mit arbejde fører jo med sig, at jeg jævnligt møder døden på min vej, og selv om jeg efter bedste evne altid søger at trøste, har endnu intet menneske kunnet hindre mig i, i mit hjerte at ønske den bortgangne hjerteligt til lykke! Jeg ved ikke, om andre er tilfredse med sig selv, som de nu er – er de det, har jeg faktisk ondt af dem – jeg er det i hvert fald ikke, slet ikke! Jeg ser med en stille glæde i hjertet frem til nye liv med større horisonter, et liv med en bedre hjerne og nye talenter, og især til et liv i kamp for en ny og smukkere verden end den, vi i dag oplever.

Man kan gøre reinkarnationstanken meget lille, så lille, at den kun angår, hvad man selv har været i "tidligere liv". Om man har levet her eller der, været munk eller nonne, kejser eller kejserinde o.s.v. – det er jo som regel noget meget spændende eller stort, man har været eller beskæftiget sig med. Jeg frygter denne form for reinkarnationstænkning. Den får mig altid til at tænke på Loths hustru, der vendte sig og så tilbage og blev til en – saltstøtte. En saltstøtte! Selve symbolet for det stivnede, for døden! Nej, livet er Nu og i "morgen"! Hvor vi kommer fra, og hvem vi har været, er dog så inderligt ligegyldigt. Kanske kommer vi fra en ganske anden planet end vor egen! Der må være utalte millioner af kloder i universet, der har et liv mage til vort, så hvorfor beskæftige sig med det? Hvor langt vigtigere er det dog ikke at anvende dette liv til at få ryddet op i sit sjælelige pulterkammer og få smidt alt det ragelse ud, der hindrer vor åndelige udvikling eller fremvækst? Bærer vi ikke, når alt kommer til alt, på en forfærdelig "dødlast" af forældede ideer og forestillinger, som blot er en byrde, det vil gavne sjælen at gøre sig fri af? Hele mit liv har jeg søgt at kontakte mennesker, jeg følte havde et større liv end jeg selv. Det der drog mig var ilden, den skabende ild, der strålede ud fra dem, og livet har her været mig meget nådig. Hvorfor dog nøjes med at "gå i små sko" og resignere på den triste måde, de fleste gør. Hver dag er dog i sig selv et lille liv, er en "reinkarnation", der starter med morgenrøden og slutter, når nattens mørke sænker sig over os. Jeg har altid følt det således, at var dagen i dag min sidste dag – og én skal jo dog blive den sidste – var den dårligt levet, om den var tilbragt i surhed, ond kritik eller alt det "andemad", som så mange forlyster sig i.

Når reinkarnationstanken gennemtrænger et menneskes liv, bliver det ikke afgørende for dette menneske, hvem det var, ej heller hvad det er, nej, det afgørende bliver det liv, det ved sin adfærd og sine drømme går i møde! Og her kunne jeg ønske, at alle lærte sig at drømme stort! For livet er store drømme værd! Gennem vor evighed gav Gud os en gave, kun alt for få ser! De fleste binder sig til ting og mennesker med en sådan styrke, at de selv er årsag til den begrænsethed, de oplever. Men dette var aldrig Guds mening! Det enhver kærlig fader ønsker for sin søn, er ikke et liv i en lukket bås eller et selvskabt mentalt fængsel. Det enhver kærlig fader ønsker at give sin søn er et liv i frihed, er dette at se evnerne vokse og horisonterne vide sig ud. Alt for mange tror, at man for at være livs- og jordnær absolut må klippe den streng over, der forbinder os med "de høje himle". Det passer ikke! Man kan udmærket gøre dagens beskedne gerning og svare enhver sit og endda føle sig i kontakt med det himmelske lys!

Re-in-carno. Ligger der ikke i selve ordet "re" – tilbage – en antydning af, at vi kun er her for at forberede os til noget større? Jeg har altid følt det således, at livet her ikke er det virkelige liv. At vi i virkeligheden kun er en slags "gæster", der hører til et helt andet sted. Derfor var jeg lykkelig over, at Martinus i døden lærte mig at se, ikke en fjende, men mit livs bedste vej, fordi denne ven en dag ville åbne døren for mig til helt andre og langt lysere verdener end denne. Verdener hvor livet ikke skal være en kamp med tung materie og uforstående mennesker, men derimod et liv, hvor skabeevnen for alvor kan folde sig ud, til lykke for en selv og til glæde for alle dem, man da vil komme i berøring med. Og her er det, jeg forstår, at vi alle endnu er for ufuldkomne til at kunne forblive i disse høje verdener og en dag må vende tilbage hertil for at blive skolet på ny indtil den time endelig kommer, hvor vi for sidste gang smyger larmens ham af os og opstår som det, der var vor evige bestemmelse: mennesket i Guds billede, efter hans lignelse!