Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

På et eller andet tidspunkt vil ethvert virkelig åndeligt søgende menneske standse op og spørge sig selv, om det dets åndelige søgen har bragt det, er i overensstemmelse med det kristne livsmønster, dets søgen udgik fra, eller om det nu er nået dertil, at dets livsfundament på afgørende områder afviger fra dette livsmønster.

I sit hovedværk "Livets Bog" fortæller Martinus os, at det jordiske menneske er i berøring med tre kosmiske kraftområder, han har givet navnet "kosmiske impulser". Den første og ældste af disse impulser, siger han, ligger til grund for den åndelige indstilling, hvis inderste idé fandt sit udtryk i moralformlen "øje for øje og tand for tand". Vi står her overfor kilden til den magtmoral, der langtfra har udlevet sig selv i det jordiske menneskes sind. Accepterer man tanken om disse kosmiske impulsers regulære eksistens og ikke blot som et postulat uden grund i virkeligheden, accepterer man samtidigt tanken om en regulerende, styrende kraft bag selve vor livsudvikling. Det er denne styrende kraft, vi har givet navnet GUD. Da ingen mental udvikling kan finde sted udenom tankepåvirkning må vi acceptere, at Guds tanker i forholdet til os udløser sig gennem tankeimpulser påført os af mennesker, som på en og samme tid kan "sende" på vor mentale "bølgelængde" samtidig med, at de samme mennesker er i stand til at "modtage" på en større "bølgelængde", end vi kan, og derefter "omforme" det opfangede til "tankebilleder", vi er i stand til at acceptere. Det er dette forhold, vi selv oplever overalt mellem forældre og børn, eller mellem lærere (lærerinder) og deres elever. Intet under, at de vise sammenligner forholdet mellem Gud og mennesket med forholdet mellem Fader og søn. Jesus var, mig bekendt, det første menneske, der formulerede forholdet således og omtalte Gud som sin "himmelske Fader".

Vender vi nu tilbage til den første kosmiske impuls, ser vi her en guddommelig idé omformet til tanke, der går ud på at forherlige magten. Denne idés guddommelighed manifesterer sig derigennem, at den evner at formere sig. Den bliver simpelt hen til et helt tankesystem, i hvilket magten stadig væk forherliges eller guddommeliggøres, som tilfældet f.eks. er i udtrykket "døden på ærens mark", altså døden gennem dette at dræbe en anden, som "fortjener at dø". Alle heltedigte har dette motiv.

Men da al livsoplevelse følger et "hunger- og mættelsesprincip", noget ethvert menneske er fortroligt med, kommer der uundgåeligt et tidspunkt, hvor denne død ved sværdet mister sin glorie. Vi fødes ikke for blot at dø som helte i livets vår. Vi fødes for at dø" mæt af dage" efter et liv, der på alle områder har beriget vor ånd. Og den mulighed er ikke alt for stor der, hvor man som Sihkerne i Indien måtte lade skægget stå, fordi fjenden konstant var i hælene på dem, der var simpelt hen aldrig tid til at rage det af. Det er dette forhold, der ligger bag den tradition, at ingen Sihk i dag må lade sig klippe eller rage sit skæg. Men også andre mennesker på jorden sov konstant med sværdet eller revolveren inden for rækkevidde – og gør det stadig!

Generelt kan man imidlertid udmærket sige, at flertallet er træt af krig. Verden længes efter en fred, der ikke blot gælder det enkelte land, men alle lande. At det har lange udsigter med en så omfattende fred, ved ethvert voksent menneske. Men drømmen eksisterer og bliver mere og mere levende, mere og mere overført til det, vi kalder "virkeligheden", for hvert år der går. Årsagen hertil skyldes i allerhøjeste grad den kendsgerning, at en ny kosmisk impuls, en ny guddommelig idé eller tanke, for længst har påbegyndt sit underminerende arbejde i forholdet til den eksisterende magtidé eller magtmoral. Denne nye kosmiske impuls udløste drømmen om et helt andet livsmønster end det, der havde og stadig har sværdet som symbol. Det var "mættelsen" af drømmen om "døden på ærens mark", der fødte drømmen om et liv i fred og næstekærlighed. Drømmen om det fredfyldte liv, hvor symbolsk set løve og lam lever fredeligt side om side. At denne drøm, kosmisk set, altså i "Guds tid", vil gå i opfyldelse, synes rimeligt. Men endnu er det kun drøm. Imidlertid repræsenterede de, bortset fra verdensgenløserne selv, til hvem denne tanke blev omformet, ikke noget større moralsk trin. Ideen eller tanken måtte "transformeres" meget langt ned, så langt, at der blev rimelig plads til retten til at dræbe! Og vi har da også stadig væk et livsmønster, hvor drabet indtager en – desværre – næsten selvfølgelig plads. Det er f.eks. først det sidste år, at dødsstraffen er blevet afskaffet i et så fremskredent kulturland som England! Og den er i intet land blever mere afskaffet, end at "særretter" hastigt kan oprettes, og så spiller den "hellige vrede" på ny sine trumfkort ud!

Vi lever således i dag på to mixede livsmønstre. Et i hvilket retten til at hade, hævne og forfølge dominerer, og et i hvilket denne ret i alt er underkendt, og hvor kun næstekærlighed og tilgivelse er tilladt. Og nu påviser Martinus så i sit værk, at en tredie kosmisk impuls er i færd med at udløse sig i form af et kosmisk idémateriale, der omsat til klare tankerækker en gang for alle skal gøre det forbi med enhver form for had, mord, drab, fysisk såvel som mentalt. Går man hele hans verdensbillede igennem, noget meget få i virkeligheden har haft lejlighed til endnu, ser man, at det i sig selv udtrykker et komplet livsmønster, som kun er begrænset kirkeligt kristent, medens det til gengæld helt er i overensstemmelse med den lære, vi ikke alene intuitivt kan opfatte bag de vigtigste Jesu-ord, men også med de ord, vi har fra andre åndeligt indviedes læber. Dette livsmønster, eller dette verdensbillede udgør så at sige "blomsten" af de ideer og tanker, der var indholdet af hele den impuls, der fødtes som afløser af den, der bragte os magtmoralens dødbringende mentalitet.

Til dette punkt følger alt en klar og logisk linje, som ethvert nogenlunde åndeligt udviklet menneske kan accpetere, om ikke som andet så dog som en strålende åndelig arbejdshypotese. Men, som et gammelt ord udtrykker det: "Et er et søkort at forstå, et andet skib at føre". Og her er vi ved det centrale i det, jeg med dette brev ønsker at give udtryk for. Eet er nemlig at begejstres for et strålende åndeligt idé- eller tankemateriale, noget helt andet at leve disse høje tanker i det daglige liv! Og her står det enkelte menneske betydeligt svagere, end – forekommer det mig – de fleste er klar over. I forvejen lever vi på to mixede livsmønstre, måske bedst udtrykt med de berømte Paulus-ord: "Det gode jeg vil, gør jeg ikke; det onde, jeg ikke vil, det gør jeg"! Det er ord, ethvert forstandigt menneske tør skrive under på. Men i det kommende livsmønster udvides det såkaldt "onde" så voldsomt, at kun de færreste kan følge med. Før troede man, at det "onde" for størstepartens vedkommende kun omfattede forholdet til den menneskelige næste. Man inkorporerede ganske vist lidt dyremishandling, men også kun lidt og i hvert fald slet ikke det, der angik søndagsflæskestegen eller julegåsen. Nu derimod står man over for det totale næstekærlighedskrav udtrykt med ordene: "Du må ikke dræbe"! Slet ikke! Hverken fysisk eller psykisk, hverken i mellem- eller mikrokosmos!!! Og slet ikke mindst det sidste! Du må ikke tænke en eneste ondskabsfuld tanke. Ligegyldigt hvad du oplever i mellemkosmos, skal du "vende den højre kind til –"! Og ligegyldigt hvad du rent madmæssigt eller drikkemæssigt føler dig draget imod, du må ikke indtage noget som helst, der betyder drab og undergang for de myriader af livsenheder, dit eget univers består af!

Stillet over for dette livsmønsters krav må de fleste kapitulere. Jeg havde mest lyst til at skrive "alle", for sådan føler jeg det nu. Men mønstret er som her beskrevet, og det rummer ingen "ventiler", ingen elskværdige "dispensationer".

Er det et umenneskeligt mønster? Nej, det er det ikke. Men det er heller ikke et mønster for det tyvende århundredes mennesker. Det er simpelt hen inkarneret idealisme eller et lysende mål, hvis fuldbyrdelse kun kan finde sted i "Guds tid", altså et sted ude i en fremtid fjernt fra nutiden. Men det er noget langt vidunderligere end et blodigt krav til en gudesøn, der, med Martinus, blot er en "såret flygtning mellem to riger", det er den "ledestjerne", uden hvilken livet ville forekomme uhyggelig meningsløst!

Nøglen til den fulde forståelse af dette livsmønster giver Martinus os i sin mest misforståede og mest misfortolkede kosmiske analyse, nemlig analysen af "det seksuelle mysterium", en analyse, der livet igennem gang på gang har fået mig til at tænke på det berømte pytagoræiske krav om absolut tavshed om nyerhvervet åndelig indsigt i 7 – skriver syv – år! Men da hvert enkelt menneske nu engang kun kan bruge sin egen hjerne, er der næppe noget at gøre ved dette forhold udover at træne sig i den tolerance, der her synes mere påkrævet end noget andet sted i det livsmønster, Martinus har åbenbaret for os.

Nej, hvis det hele blot var så enkelt, at man blev et åndeligt større menneske gennem opgivelse af at spise kød, ryge og nyde alkohol, var det let at erhverve sig prædikatet "højtudviklet" eller være det "H", "I" eller "J" menneske, jeg indtil ulidelig kvalme har måttet høre om. Et gammelt ord siger, at "ordner hænger man på narre", og dette ord har også gyldighed inden for kosmologiens områder, hvor mange menneskers åndelige søgen synes at blive stimuleret ved tanken om en "indvielse" af 1., 2. eller 3. grad. Jeg har ofte i mit hjerte spurgt mig selv, hvad alt dette har med åndsvidenskab eller kosmologi at gøre. Havde jeg ikke en medfødt levende humoristisk sans, kunne alt det, jeg her har mødt, meget let have fået mig til at opgive enhver form for åndelig søgen, så latterlig og barnagtig finder jeg denne alt for let gennemskuelige trang til at "spille en rolle" i forholdet til de såkaldt "mindreudviklede". Endnu er den sidste farisæer ikke afgået ved døden, det oplever man hver gang, man møder disse typer, der med himmelvendte øjne og højttalerforstærker lader en høre ordene: "Herre! Jeg takker dig, at jeg ikke er som disse –!"

– – –Hvorfor ikke være menneske blandt mennesker? Hvorfor ikke, efter evne, søge at omsætte den os iboende kærlighed til praktisk næstekærlighed? Hvorfor falde for ordenes trylleri, kundskabens begrænsethed og pseudovisdommens allestedsnærværende snarer? Tror man virkelig, at der er så overvældende en moralsk afstand mellem den frygtsomme pygmæ i Afrikas jungle og os selv? Hvad har vi at være så stolte over? Er vi ikke alle sønner og døtre af et århundrede, der har set mere blod på "ærens mark" end noget andet århundrede? Vælter sårede og døende mennesker sig ikke hver eneste time i deres eget blod i Vietnams jungle? Dræbt af hvem? Af mennesker, som både er "døbt" og "konfirmeret"! – Lever vi ikke i en verden, der i dag har et svimlende overskud af intelligens og et lige så svimlende underskud af følelse eller af den kærlighed, der ikke kan, ej heller vil tolerere mord på hverken mennesker eller dyr?

Verdens nuværende "livsmønster" er ganske klart – og det er ganske åbenlyst i opløsning! Et nyt og mere ærligt livsmønster vil blive født på ruinerne af det, vi ser sønderslides for vore øjne. Derfor elsker jeg Kosmos Ferieby mest for den idés skyld, der ligger bag denne skabelse. Når man gennem mødet med en alvorlig sygdom får skærpet sit syn, dør mange illusioner. Men en, som gennem hele livet har brændt nedenunder de mange, kan gøre sig næsten ubegribelig fri, og det er den: der er i livet kun Gud og dig! Du kom nøgen, og du skal gå nøgen! Kun et kan du bringe med dig: frugten af dit liv! Og her ser jeg måske skarpere end nogen sinde, at det vigtigste i livet er at bevare den indre hæderlighed mod sin egen ånd, der evner at flænge selv det berømte "Mayas slør" og lade en forstå, at kun den, der aldrig opgiver sin kamp for de høje ideer og aldrig forveksler Gud med et menneske, med den største ro i sjælen kan afvente det øjeblik, da "klokken falder i slag"! Så mange mennesker møder sandheden på deres vej gennem livet, for sandheden er, som Gud selv, "i alt og over alt", men alt for få ønsker i virkeligheden at overføre den sandhed, de forstår, til det liv, de ønsker at leve. Denne livsform tillader de allerede eksisterende livsmønstre. Mer den tillader det kommende livsmønster ikke, absolut ikke. Vil man trænge inden for dets område og blot få lov til i et glimt at skimte lidt af den verden, der venter forude, må man bøje sit hoved i ydmyghed og lytte med hele sin sjæl til ham, som sagde de berømte ord: "Tag dit kors og følg mig –"!