Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Et problem, som tiden i sig selv gør mere og mere aktuelt, er selve ansvarsproblemet. Vi fødes ikke alene ind til livet, vi fødes også med et ansvar for dette liv. Nogle mennesker er sig dette ansvar dybt bevidst, medens andre synes at leve et totalt ansvarsløst liv. Vi har på en måde her de to "poler", omkring hvilke al menneskelig vurdering finder sted, Et såkaldt stort menneske kan kun være et menneske, der er sig sit ansvar bevidst i alle livets forhold, medens det lille menneske synes uden egentlig ansvarsfølelse.

Nu er det imidlertid meget forskelligt, hvad mennesker føler, de har ansvar for, så selv om den første betragtning vel kan deles af alle og også stort set dækker problemet, så er livet dog så rigt, så meget større end de fleste opfatter det, at grænsen mellem det, vi føler ansvar for, og det vi burde føle ansvar for, ustandseligt flyttes længere og længere frem. De fleste mennesker er sig en vis ansvarsfølelse bevidst i forholdet til den nation, de fødes i. Denne ansvarsfølelse har ledet utalte millioner ud i krigens katastrofe. Med denne følelse som baggrund har de udført handlinger, hvis væsen og natur i så godt som alt stred imod den ansvarsfølelse, der normalt beherskede dem. Trykket fra disse handlinger, hvis moralske konsekvens ikke sluttede sammen med den krig, de var part i, førte til forståelsen af den internationale idé eller til forståelsen af en større ansvarsfølelse over for næsten. Ansvarsfølelsen, der er en dyb moralsk følelse, er altså undergivet en vækst, der så åbenbart sigter imod et højere mål end blot dette at værne sit eget.

Som det er de fleste af mine læsere bekendt, har Martinus opdelt universet i tre "hovedzoner", nemlig makro-, mellem- og mikrokosmos. I sig selv er der naturligvis kun et kosmos, nemlig det ganske verdensalt eller univers. Men rent analytisk har hans opdeling den store fordel, at vi her har tre begreber, enhver kan fatte, og som i forholdet til vor ansvarsfølelse afslører denne følelses midlertidige store begrænsning. Kan man sige, at mennesket har noget som helst ansvarsforhold til makrokosmos? Det kan man! Vi producerer i dag rumraketter efter en stadig voksende skala og sigter bevidst imod en dag at kunne invadere andre planeter. Selv om jeg rent personligt stiller mig absolut tvivlende over for muligheden heraf – jeg tror, der venter menneskene meget bitre og smertefulde overraskelser under disse forsøg – så tror fremragende videnskabsmænd på, at det kan lade sig gøre. Har disse mennesker ret, bliver der jo ikke alene tale om rumforskning, der bliver også tale om, hvad vi i givet fald har at bringe teoretisk eksisterende menneskeheder på disse planeter. Og har vi meget andet at bringe end genialt udbygget krigsmentalitet? Kommer vi som en slags "fredens engle"? Det vover næppe noget menneske, der er ved sin forstands fulde brug, at påstå. Teoretisk har vi således et ansvarsforhold til det os omgivende makrokosmos, den os omgivende stjerneverden. Rent praktisk har vi det imidlertid også i vort forhold til den planet, vi selv lever på. Selv om videnskaben energisk hævder, at det stadigt voksende radioaktive nedfald er ufarligt for mennesker og dyr, eksisterer der dog modsat en stor tvivl om dette problem. Kan ansvarsbevidste mennesker dybest set fremdeles tillade sig at eksperimentere med kræfter, som ikke alene har dødsensfarlige virkninger på føde og drikkevand, men som i givne situationer (atombomben over Hiroshima) kan gribe ind i de menneskelige arveanlæg og føre til mutationer af ulykkeligste art? Spørgsmålet eksisterer og viser os, at livet – tiden – har ændret hele vort forhold til det omgivende univers og stillet os over for ansvarsproblemer, der var ukendte for slægterne før os.

Men også vort ansvarsforhold til det mellemkosmos, vi selv er borger i, er undergivet en voldsom forvandling i dette århundrede. Vi er i dag ikke alene dansker blandt danskere, vi er i ekspanderende grad menneske blandt mennesker. Så hastig, en rytter er tiden nu, at tidligere aldeles ukendte riger med mennesker af en ganske anden hudfarve end vor egen ikke alene ligger "lige henne om hjørnet", men ydermere fyldt til randen med problemer, der i allerhøjeste grad kommer os ved. For løses de ikke på human basis, vil de uundgåeligt blive løst på inhuman basis, hvilket groft sagt kan betyde en storkrig af en art, intet menneske kan forestille sig. Vore midler til selvudslettelse har nået kulminationen, idet man ved, at 10 – ti – koboltbomber kan udslette alt menneskeliv på jorden. Vor nationalfølelse, der tidligere udløste absolut stolthed i os og gav os en følelse af dybt ansvar for "Gud, konge og fædreland", oplever i vort århundrede at se sig reduceret til en farlig følelse, til en direkte fjende af en igangværende udvikling, der sluttelig vil lade alle nationer opgå i en total enhed: verdens forenede nationer. At mange "gode danskere", "gode tyskere" o.s.v. ikke forstår dette, er i sig selv menneskeligt forståeligt, men det ændrer blot ikke, at en ansvarsfølelse, der tidligere var i kontakt med livet, i dag er helt uden kontakt med den udvikling, der finder sted lige for øjnene af os.

Og som det gælder den nationale følelse, gælder det næsten alle de områder, hvor vor følelse tidligere førte til opfattelser af ansvarsbegrebet, man mente var "urokkelige". Det er dette vældige opbud inden for følelseslivets områder, der gør, at mange mennesker i dag har en fornemmelse af, at "alting flyder". Det gør det på en måde også, men det flyder faktisk i den rigtige retning! Vi står, som Martinus udtrykker det, over for et kosmisk "vårbrud". Det en gang givne og vedtagne livsmønster, som virkelig havde en yderst fasttømret moralkodeks, er i opløsning indefra. Men ikke for at lade livet "sejle sin egen sø", men derimod for at give plads for et livsmønster, der i langt højere grad er i kontakt med livets virkelige eller kosmiske love. Men en overgangstilstand er aldrig synderlig smuk, ej heller videre inspirerende at betragte, om man ikke kender dens mål. Derfor møder vi i dag så mange uendeligt desillusionerede mennesker. Mennesker som synes, at livet på det nærmeste er blevet modbydeligt. Det er det også – set fra et ikke-kosmisk synspunkt! Intolerancen har aldrig haft mere kronede dage, end den har i vor tid. Alle synes virkeligt at være i krig med alle, og ingen tid før os har kunnet opvise så mange selvmord, nervesammenbrud og så mange ulykkelige og utilfredse mennesker. Gud synes virkelig at være blevet borte for en menneskehed, der faktisk har mere brug for ham end nogen sinde før i historien.

Men det er i virkeligheden alt sammen noget, der blot "synes". Det er ikke sådan! Om det enkelte menneske blot for et øjeblik kunne opleve, hvad det er, der virkeligt finder sted, ville dets sind opleve en løftelse, der kunne bære det gennem resten af dets liv. For da ville det se "den store plan" og virkelig ved selvsyn se, at "alt er såre godt". Jeg er mig fuldt bevidst, at dette lyder som et rystende postulat. Men ikke desto mindre er vi mange, der i brøkdele af et sekund har oplevet dette og derfor ikke kan give plads for den negation i sjælen, der i dag præger så mange mennesker. Det er kun for mennesket uden kosmisk indstilling til livet, at "tilfældets lov" eksisterer. Mennesket for hvem Gud er blevet en realitet accepterer ikke, at der findes områder i livet, hvor det står magtesløs. Tværtimod er det således, at det kosmisk indstillede menneske netop oplever at se sin ansvarsfølelse vokse langt udover de grænser, det almindelige menneske afstikker for moralsk ret og moralsk uret. Dette forstås måske bedst, når vi betragter ansvarsbegrebet i relation til det sidste kosmiske storområde: mikrokosmos.

At alt inden for mellemkosmos' område står i opløsningens tegn, ved ethvert intellektuelt menneske, så sandt som denne opløsnings symptomer og virkninger dagligt vælter over det gennem aviser, ugeblade og TV. Men hvordan med forholdet til mikrokosmos, til den verden, dets egen organisme er bygget op af? Lever de fleste mennesker ikke her på rene middelalderlige ansvarsopfattelser? Er det ikke således, at mennesket og svinet i virkeligheden er de to eneste "altædende" væsener, der findes? Det er det, selv om det absolut ikke føles behageligt at skrive det! I sit forhold til "stoffets verden" står det jordiske menneske uhyre svagt, selv om videnskaben også her marcherer frem, og det endda temmelig massivt. Over en bred front ser vi forskningen trænge ind i sammenhængen mellem tænkemåde og levevis. Paradokset er, at medens vi kan føle os selv som slave af det eksisterende samfund og fornemme en ringhed og en magtesløshed i forholdet til dette samfund, der kan drive os direkte ud i depression, er vi alle ligefuldt født konger og eneherskere i vort eget univers. Som vi byder, bliver det! Men hvad byder vi? Ja, ville der overhovedet eksistere "blå mandage", om vi bød på rette vis? Ville de ulykkens og lidelsens paladser, vi kalder "moderne hospitaler", skyde op som paddehatte, om vi var "gudbenådede herskere" i vort eget univers? Sandt nok er det vidunderligt, at vi har disse hospitaler, og stod det til mig, havde vi dobbelt så mange, men dette ændrer dog ikke, at det var bedre, om vi ikke havde brug for dem! Men det har vi, og det blot fordi vi så at sige er helt uden ansvarsfølelse over for de myriader af levende væsener, der på nåde og unåde er udleveret til vort forgodtbefindende. Inden for dette ansvarsområde er så langt de fleste af os rene "Hitlere" og "Mussolinier". Her gælder parolen "kæft, trit og retning", så det kan forslå. Med Martinus må man her virkeligt sige, at så langt de fleste festmiddage, menneskene skænker hinanden, virkelig er en "i sølv og krystal skjult genvej til helvede". Og tænk hvilken virkning dette har på menneskets forhold til kommende fysiske inkarnationer! Endnu er dette forhold "skjult for menneskenes øjne", men en dag vil de virkelig forstå den fulde dybde af ordene: "Som du sår –!"

Som man vil forstå, er det enkelte menneskes forhold til ansvarsbegrebet langt mere omfattende, end de fleste er sig bevidst. Her gælder sætningen: "Dåren vandrer trygt, hvor engle ikke tør træde", mere end noget andet sted. Vi kan tro os selv meget ansvarsbevidste og alligevel synde uden at blinke! Men godt således! For det var aldrig Guds mening, at vi åndeligt skulle haste frem. Han ved, hvad ikke alle synes at vide, at kun den langsomme vækst er stabil. At være søn af Gud er det samme som at være søn af evigheden, det er dette fanatikeren glemmer, når han med løftet pegefinger lader dommedagens ild og svovl regne ned over os. Nej, fanatismen er ingen vej. Vejen kan kun være en: gennem selvoplevet erfaring, selvoplevet smerte at ændre og dermed udvide den ansvarsfølelse, som udgør en del af vor kosmiske struktur. Det er viljen til dette, der aldrig må aflade, for det er på denne vilje, vor fremtidige lykke beror. Der er i ethvert menneske en dyb længsel efter et liv i harmoni, i indre fred og balance. Fundamentet for denne indre harmoni, denne sjælelige balance er jo netop overensstemmelse mellem viden og handlemåde. Er der det, kan man roligt stole på, at man står over for et menneske med den ansvarsfølelse over for alle livets forhold, der afslører, at vedkommende ved, hvad han gør! Endnu er disse mennesker måske sjældne, men de er der, og de udgør ved deres blotte eksistens og væremåde både beviset på den her fremførte analyses rigtighed og den åndelige inspiration, vi alle har brug for!