Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

At jeg længe gemmer de udklip, man sender mig, kan De se af bilagene til dette brev. Det skyldes to ting. For det første ønsker jeg at gennemtænke det tilsendte meget grundigt for helt at forstå, hvorfor man har sendt mig dem, og for det andet ønsker jeg ofte et indlæg suppleret med et andet for at få en slags helhed ud af tilsendte problem. Bilagene i dag viser Dem dette princip meget klart. Vi har her den såkaldt "rene" ondskab og dernæst den konflikt, som ondskaben afstedkommer i den menneskelige sjæl.

Den kinesiske leder Mao udtalte for et par år siden, at han ønskede krigen nu, for hvordan den end forløb, ville der, når den var sluttet, være flest kinesere tilbage – en udtalelse som falder helt i tråd med citatet fra New York Times. Selvfølgelig kan man rejse tvivl om udtalelsens rigtighed. Men et af verdens største blade ville næppe bringe den, om den var absolut urimelig. Kina råder over ca. 700 millioner mennesker, og i dag råder det også over både atom- og brintbombe. At der derudover eksisterer et ældgammelt had til den hvide race, ved enhver, der kender lidt til asiaternes måde at tænke og føle på. Flertallet har jo ikke her nået forfatteren til "Jordisk Lykke", den elskelige Lin Yuting's høje, etiske stade. Tværtimod! Smerten ved at møde de såkaldt "farvede" racer er den ulykkelige mindreværdsfølelse, den hvide race har givet dem. Jeg oplevede dette på en for mig selv uforglemmelig måde på Grand Hotel i Bombay. En af de unge tjenere var så lys i huden, at jeg slet ikke drømte om, at han var inder. Jeg var overbevist om, at det var en ung franskmand, der var taget til Indien for at studere sit fag. Han var faktisk endda meget fransk i hele sin optræden. Dette sagde jeg til ham en dag, hvor vi faldt i snak. Jeg interesserer mig meget for de mennesker, livet lader mig møde, og spurgte ham rent ud, hvordan det kunne gå til, at en ung franskmand, der ydermere talte et så perfekt engelsk, kunne finde på at tage til Indien på fagets vegne, om der virkelig var noget at lære for ham der, eller det blot var ren eventyrlyst, der havde ført ham så langt fra fædrelandet. Jeg kunne have undt Dem at se hans ansigt, da det gik op for ham, at jeg virkelig udtrykte min mening og ikke blot gav ham en kompliment. Det var, som en sol brød frem i hans sjæl og gennemlyste hele hans væsen. "Synes De virkelig, jeg ligner en hvid mand, Sahib?" Jeg bekræftede det endnu engang, og mine ord bevirkede, at han ikke gik fra mig, nej han simpelt hen svævede bort. Jeg ville omgående have glemt denne episode, som jeg ofte senere oplevede gentaget under variationer, hvis han ikke gang på gang bad mig gentage min opfattelse af ham som "hvid mand" i sine kollegers påhør. Disse oplevelser er ikke enestående. Enhver, der med vågent øje besøger det fjerne Østen, oplever dem. Og her er vi ved kilden til angsten for den såkaldt "gule fare"! Den hvide mand har ikke optrådt på en sådan måde over for de andre racer, at de elsker os. Rå magtudløsning skaber slavementalitet! Jeg mødte dette i Calcutta, hvor jeg en dag skulle købe nogle frimærker på det stedlige posthus. Der var en næsten uendelig kø af tjenere, der var sendt i samme ærinde. Jeg stillede mig, som naturligt var, bagest i køen. Foran mig var mindst 75 mennesker, men det tog dem ikke mere end et par minutter at styrte om bag min ryg, så jeg ensom måtte vandre den ret lange distance hen til frimærkelugen, hvor den arme postassistent var så nervøs, at jeg måtte regne beløbet sammen for ham. Jeg har sjældent følt mig mere flov på min egen races vegne end ved den lejlighed. Nej, vi har ikke behandlet disse mennesker godt! Vi har virkelig sået en "blæst", der en dag kan rejse sig imod os som en "storm", der betaler enhver udgydt blodsdråbe tilbage med "mange fold"!

Naturligvis vil den hvide race ikke blive udslettet, medmindre hele menneskeheden bliver det. Og det bliver den ikke, for det er trods alt stadig væk således, at "mennesket spår, men Gud råder". Der er, sagt på en anden måde, sørget for, at "træerne ikke vokser ind i himlen", men at vi går en forfærdende katastrofe i møde, kan kun den tvivle på, der nægter at bruge sin forstand.

Og hvad er det så for kræfter, der ligger bag et så rystende ønske som at udslette en hel race? Det er simpelt hen det ukontrollerede "dyr" i det jordiske menneskes sind, her multipliceret med 700 millioner. De dyriske kræfter i vor sjæl er destruktive, sammenlignet med de menneskelige. Hver gang et menneske ser "rødt", oplever vi det samme. Vi står da overfor dræberen, overfor ødelæggeren. Det er en kendsgerning, at alle soldater, uanset race, ved bajonetangreb – den hæsligste form for krigsførelse, der tænkes kan – udstøder hæse, uartikulerede brøl, når de angriber, brøl, hvis oprindelse ingen kan tvivle om. Og bajonetangreb er stadig en dagligdags foreteelse et eller andet sted på jorden!

Ondskabens eller mørkets kræfter er vi alle fortrolige med. Dem oplever vi hver dag på den ene eller anden måde. Somme tider så direkte, at vi ved, hvad vi har med at gøre, til andre tider så camoufleret, at man virkeligt forstår den far, der for sin søn kun ønskede, at "måtte Vorherre beskytte dig mod dine venner! Dine fjender er du begavet nok til selv at passe på"! Men vi er ikke i denne verden for at passere den på "fribillet"! Vi er her for at lære, og derfor forlader vi nu det direkte mentale mørke for at beskæftige os med indholdet i de efterfølgende to små indlæg. Jeg holder af den slags "uofficielle" indlæg, hvor man møder det enkelte menneskes opfattelse. Et er de store vises udtalelser, noget helt andet er det almindelige menneskes reaktion på disse udtalelser. Læser man disse to indlæg igennem med virkelig eftertanke, føler man trods alt en dyb glæde ved at se, at mennesket virkeligt er på vej. Tolerance er en vidunderlig ting, men man kan jo faktisk blive så tolerant, at man i virkeligheden er rygende intolerant. Jeg mindes her en oplevelse, der nu ligger meget langt tilbage i tiden. Martinus og jeg boede den gang på Joachim Larsensvej på Frederiksberg i en meget beskeden lejlighed. En dag ringede det på døren, og uden for stod en yngre mand af et temmelig fanatisk udseende. Han bad om at tale med Martinus og spurgte ham, så snart han kom, med næsten eksplosiv kraft: "Går De i læderfodtøj"? Og da Martinus forbløffet bekræftede dette, fortsatte han: "Drikker De mælk"? Da også det blev bekræftet, næsten råbte han triumferende: "Så er jeg højere udviklet, end De er, for jeg går kun i gummisko, og så drikker jeg akvavit"! Det sidste tog vejret fra os! Men ikkesandt – det er trods alt et vegetarisk produkt!!! Nuvel, han var lykkelig over personligt at have konstateret sin høje udviklingsgrad og forlod os med en lysende glorie om sit hoved. At han ikke er den eneste af den slags, jeg har mødt, nævner jeg kun for at understrege, at det samlet er alle disse besynderlige oplevelser, der har givet mig min udtalte aversion mod egne påstande om at høre til "de højtudviklede"s vidunderlige kreds. Måtte Vorherre altid give mig kræfter til at sidde på den allernederste plads ved det store kosmiske spisebord!!!

Om end den purunge Anette Hoff Hansen åbent indrømmer sin åndelige umodenhed, gennemstrømmes man alligevel af varme ved læsningen af hendes beskedne indlæg, der lyser af åndelig sundhed! Hun søger virkelig at "give Gud, hvad Guds er og kejseren, hvad kejserens er"! Det er så let at opstille direktiver for andre, så let at lege kosmolog og sige: "Sådan og sådan gør man i den situation og sådan og sådan i den"! Jeg kender et eksemplar af denne race. Med årene har han udviklet sig til en slags åndelig "datamaskine", der har et givet svar på et hvilket som helst åndeligt problem, blot man formulerer det. Vi har her analysen for analysens egen skyld – og derudover al den hjerteløshed, man kan ønske sig. Havde dette menneske fulgt Martinus eget kloge råd om kun at tage det af hans analyser, han havde brug for i det daglige liv og virkeligt forstod, ville både han selv og hans omgivelser være skånet for meget, men det gør den slags mennesker ikke. De vil være noget, de absolut ikke er. De forstår simpelt hen ikke, at over selv det mest lysende intellekt står kærligheden, forståelsen, tilgivelsen. Det er klart, at vi alle kan komme ud for situationer i livet, hvor selv en stor åndelig indsigt ikke slår til. Det er der mange "små lys", der ikke tror, men det vidste det største lys, livet gav os, ellers havde han ikke formuleret sætningen: "Hvo som synes at stå, se vel til han ikke falder"! En sætning, som rummer mere visdom, end de fleste endnu er modne nok til at begribe.

Jeg har ofte betegnet Martinus kosmiske analyser som dét hidtil største defensorat for Kristi liv og indsats, der er givet os. Og jeg mener det! Men jeg har gjort den iagttagelse, at mange ikke forstår dette. Selv elsker jeg at læse Det nye Testamente, og mere og mere som årene går, for så lille den bog end er, så udgør den dog selve kilden til den humanisme, vi drømmer om at praktisere en dag, og som fik sin mest strålende model i dette menneske, der aldrig gik på akkord, aldrig søgte sit eget, ja end ikke havde det sted, hvortil han kunne hælde sit hoved, og som blev svigtet mere end nogen anden, vi har læst om. Men han bar det hele uden at kny. Det er denne praktiske, denne virkelighedsnære indsats, der betager. Derfor er det, som om de få sætninger, han virkelig har udtalt, ligesom udvider sig, jo ældre man bliver. Jesu visioner var overvældende. Jo dybere man søger at trænge ind i hans væsen, jo mere ser man, at han kendte helheden bag det delte, men også, at han forstod det enkelte menneskes situation og derfor aldrig dømte nogen. Han forstod i dette ords allerdybeste og skønneste betydning, og han er aldeles uden skyld i den organiserede kirke, der rejste sig på hans lære. Han ville kun ét: hjælpe det åndeligt søgende menneske til at forstå kærlighedens inderste natur og væsen. Vi kan tro, vi kun lever ét liv, og vi kan tro, vi lever mange, men vi ved intet med sikkerhed herom, vi kan kun tro, at vi ved. Men ét kan vi ikke tvivle om, og det er, at "størst af alt er kærligheden"! For det bekræfter livet hver gang, vi afprøver denne sandhed. Selv har jeg levet på reinkarnationstanken hele mit liv og på alle de områder, hvor jeg har haft mulighed derfor, søgt den bekræftet indtil en sådan grad, at jeg i dag ikke tvivler om dens sandhed. Men derfra og så til at sige, at jeg ved, at den er sand på samme måde, som jeg Virkeligt ved så meget andet, er et så stort spring, at jeg foretrækker at hævde, at den sandhed, jeg føler i denne store tanke, er så subjektiv, at jeg intet øjeblik vil lade mig forlede til at kræve, at andre skal acceptere den, om den byder dem imod. Derimod har jeg endnu aldrig mødt noget menneske, som ikke har indrømmet, at kristendommen, ret forstået, er den største inspiration i kampen mod alt mentalt mørke, der er givet os. Dette bekræfter de vedføjede to små bilag på en egen, lysende måde!