Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

"Så går vi til eksamen"! Ikkesandt. Det halve land plages i denne tid af nervekrise, blot fordi hele vort skolevæsen er så håbløst forældet, så forkert som det overhovedet kan være. Sandt nok bryder og gærer det inden for dette så betydningsfulde livsområde, men gamle traditioner er sejlivede, og fremdeles oplever ikke tusinder, men derimod titusinder det mareridt, det nu engang er at vide, at hvis – ja, hvis uheldet er ude, er mange års slid så at sige forspildt.

Intet sted fejrer det menneskelige ukendskab til de kosmiske love større triumfer i dagliglivet end inden for vort skolevæsen, der i sin natur er lagt så vanvittigt til rette, som tænkes kan. Alle ved vi, for vi oplever det hver eneste dag, at vor evne til at huske, til at erindre, så at sige er den svageste af vore medfødte evner eller talenter. Og ikke desto mindre bygger vi hele vort skolevæsen op på denne i sig selv degenererende evne!!! Tåbelighedernes tåbelighed! Jeg har ofte i min tanke gjort det eksperiment at lade hele den gruppe, der slap fra en nys overstået eksamen med en lang række fine karakterer, pludselig få ordre til med blot ét døgns varsel på ny at gå op i de samme fag, som vedkommende nyligt klarede med glans! Tror De, at resultatet ville blive det samme? Det tror vist ingen!

Det burde være en menneskeret at blive undervist i de kosmiske kræfters indbyrdes stilling i vor bevidsthed. Alle burde kende denne livets "lille tabel". Den er dog så enkel, at den kun kan udtrykkes i få linjer. Ved ikke alle, at instinktevnen er for "nedadgående" i den betydning, at vi ikke længere, som dyret, kan leve blot på vore instinkter? Hvad nytter det – siger intelligensen – at du "har en anelse om, at det går dig godt til eksamen i morgen? Se du hellere at få hele dit pensum læst over endnu et par gange, det kunne jo tænkes, at du havde glemt det vigtigste" – og så går Peter på ny i gang med at terpe det frygtede stof igennem!

Og ved vi ikke alle, at vort fornemste talent – her ganske vist taget i negativ betydning – er vor evne til at eksplodere? Kommer vreden ikke altid før forståelsen, før kærligheden og tilgivelsen? Vi tilgiver nu engang ikke først og bliver gale i hovedet bagefter. Instinkt og eksplosion er vældige kræfter i vor bevidsthed, men det er dog ikke disse kræfter, der gør os til mennesker i dette ords sande betydning, det er vor evne til at føle medlidenhed, kærlighed og dermed forståelse, altså en udviklet følelse, parret med eller kontrolleret af en intelligens, der nok i sin natur er neutral, men altså netop derfor kan bruges bade i vredens og i kærlighedens tjeneste – det ved vi vist alle! Og så er der endelig vor gryende intuition, der, som H.C. Ørsted engang udtrykte det i en tale ved universitetet, "i glimt kan lade os ane universets inderste hemmeligheder". Og endelig er der så vor vaklende hukommelse. Dette besynderlige instrument, som jeg ofte sammenligner med mine briller, der heller aldrig er der, hvor jeg mente de var. Og på denne vaklende hukommelse, der bliver ringe- og ringere, jo mere mennesket vokser i ånd, bygger man så et undervisningsvæsen op, der for længst er endt med at blive et mareridt for børn såvel som for voksne!

Mange stiller sig selv spørgsmålet, hvorfor hukommelsen ligesom instinktet er for "nedadgående", er degenererende? Men tænk engang, om det ikke var sådan. Tænk om det var modsat! Forestil Dem, at vi virkelig evnede indtil den mindste detalje at erindre os enhver fornærmelse, bevidst eller ubevidst, vi har mødt på vor vej! Tænk Dem blot at vågne op hver morgen med alle disse fornærmelser og ydmygelser som dagens første hilsen til vor sjæl! Ville livet da ikke blive et rygende inferno? Det kan være galt nok endda, men det er dog vidunderligt og dermed guddommeligt, at livets tusinder af små giftige "nålestik" viskes bort af en hukommelse, der i sin kosmiske "alderdom" gudskelov nu er så svækket, at den kun reagerer over for de værste giftigheder.

Vi ved alle, at vi aldrig har husket særlig godt, og at det bestemt ikke er blevet bedre med årene. Og alligevel kræver vi fremdeles af den opvoksende ungdom, der kosmisk set ofte er en generation "ældre" end os selv, at den skal være hukommelsesekvilibrister, at den skal evne inden for et uhyre begrænset tidsrum at kunne gengive indholdet af en lang række bøger, hvis indhold den ofte kun under tvang har søgt at tilegne sig! Eksisterer der noget lotteri, der er mere hasarderet? Sandt nok hører vi om de lykkelige, om de succesombruste "præ'er", men der skal jo ikke meget fantasi til at tænke sig ind i de staklers kvaler, der "trak" de forkerte spørgsmål og nu sidder med en nagende smerte i sjælen. Måtte dette brev dog blot formå at formilde ét forældrepar, hvis søn eller datter nu begræder sit eksamensmæssige uheld, sin eksamensmæssige ulykke. For det er en ulykke for en ung at skulle komme hjem til den i forvejen nerveoprevne familie og fortælle om sit nederlag. Det er faktisk så ondt, at jeg dybest inde ikke forstår, at al den smerte, dette infame eksamensvæsen forvolder jorden over, ikke for længst har ført til en tilbundsgående revision til fordel for en langt mere human vurdering af den enkeltes virkelige kundskab. Begrebet "held" burde ingen plads have inden for dette område, såvel som overfyldte klasser burde være en utænkelighed. Skoletiden skulle være fest og ikke hæslig tvang. Det burde være sådan, at skolen virkeligt var det sted, man som barn mest længtes efter, for der "skete der da noget", hvilket vil sige, at der følte man sin ånd vokse, men vokse på en helt anden måde end den daglige rædsel for ikke at kunne "sin lektie". Jeg har for år tilbage fortalt Dem om en oplevelse, jeg engang havde i Kensington Garden i London. Jeg sad i en liggestol nede ved den lille sø, der findes her, og betragtede folkelivet. Kun få meter fra mig sad en ung afrikaner. Jeg mærkede, at han i smug betragtede mig meget indgående og vendte mig derfor imod ham med et smil og nikkede til ham. Øjeblikkelig rejste han sig og bukkede, hvorefter vi flyttede vore stole sammen og gav os til at snakke, hvilket i denne forbindelse betød, at min aldrig hvilende nysgerrighed foldede sig helt ud. Den samtale lærte mig meget om begrebet "hukommelsesenergi", for denne unge mand havde netop bestået den engelske dommereksamen med højeste karakter. Og så var det altså, at han næsten satte tommelfingeren lige på bylden. Jeg spurgte ham nemlig, hvordan det var muligt, at han, en næsten junglens søn (han var fra det dengang ufri Ghana) kunne forstå engelsk retsvæsen, engelsk retspleje. Det var på dette spørgsmål, han svarede det for mig uforglemmelige: "Kære ven, det gør jeg da heller ikke, ikke spor. Men det forlanges heller ikke. Der forlanges kun, at man giver de rigtige svar på de rigtige spørgsmål, beskrevet i de bøger, vi har læst. Og vi fra Ghana har uhyre let ved at lære en bog udenad og erindre dens indhold. Husk på, al vor viden i Afrika er gået fra mund til mund gennem generationer. Vi sorte er dygtige til at huske"!

Ja huske! Det er vore børn ikke synderligt dygtige til, med mindre – –! Lad os endnu engang se på hukommelsesenergiens virkelige stilling i vor bevidsthed. Vi ved, vi kommer fra dyreriget, endnu i virkeligheden er en slags højereudviklet pattedyr. Vi ved yderligere, at hukommelsesevnen i dyreriget er meget stærk, for uden at den var det, kunne dyret ikke klare sig. En hund f. eks. erindrer uhyre skarpt og meget længe, hvem der har været god imod den – og hvem der har slået den! Denne linje fortsætter ind i den livszone, hvor dyret bliver "menneske", altså bliver "pekingmand", "neanderthaler" etc. Også her spiller evnen til at huske en uhyre rolle. Men en rolle, som er dødsensfarlig, idet alt had bunder i denne stærke evne til at erindre det være sig et nederlag (hævn) eller en fornærmelse (hævn). Det er i hukommelsesevnens stærke stilling i det primitive menneskes sind, at hadet søger den næring, der fører til alle de former for mord, vi kender! Uden evne til at erindre, intet had! Så vær derfor varsom, når mennesker fortæller Dem, at de har en god hukommelse!

Kort sagt: åndeligt primitive mennesker kan huske, ja ikke alene det, men de glemmer aldrig en fornærmelse og venter altid på "revanche", på hævn. Derfor lærer livet os, at der også i vor verden af såkaldt "hvide" findes mennesker med junglens evne til at huske. At dette kan manifestere sig positivt i f. eks. skolen, ved vi også. Der findes virkelig en masse børn, som kan huske indholdet af bøger, få fine karakterer på grund af denne fine hukommelse – og alligevel intet forstå af det læste!!!

Og det er her, jeg ser en forvandling komme. I dag forlanger vi, at vore børn skal kunne "huske" bøgernes indhold. I fremtidens verden vil vi hjælpe dem til at forstå dette indhold, så langt deres evner rækker. Vi vil gøre dette indhold levende og spændende på alle tænkelige måder, for vi ejer en stadigt voksende teknik, ved hvis hjælp vi kan imødekomme børns trang til spænding. Og gennem denne oplæring vil fremtidens lærere kunne give barnet den eneste karakter, der har betydning, nemlig en beskrivelse af dets "sande karakter", dets åndelige kvalifikationer, dets moralske standard! Til den tid bliver skolegangen en fest, selv for den såkaldt "mindre begavede", fordi alle vil hjælpe ham eller hende til at få alt det ud af de "talenter", der, selv små, er betroet ham eller hende! Da bliver skolen ikke den "slaveanstalt", som alt for mange børn stadigt føler den er, da bliver den noget levende og uhyre tiltrækkende, som nok skal vide at holde børnene fangen fra første til sidste skoledag! Måtte den tid dog ikke være alt for fjern!!!

– – – – – – –

Når dette brev er Dem i hænde, er livet i KOSMOS FERIEBY i fuld udfoldelse! Medens jeg skriver det, er forberedelserne på et kulminerende stadium, og det betyder travlhed for hver eneste af os! Men alligevel. Midt i travlheden får også vi tid til at glæde os ved alt det, vi pusler om. Overalt sker der små forbedringer, vi ved vil glæde enhver af Dem. I foredragssalen er alle stole nu forsynet med både skumgummisæder og ryghynder. Lejlighederne er nymalede og nytapetserede, solariet er endnu mere blomsterfyldt end sidste år, og i restauranten vil vort dybfrysningsanlæg inden længe være fyldt med vegetariske retter, som enhver husmoder på et øjeblik kan gøre spiseklar i sit eget køkken. Campingområdet er udbygget, så det svarer til ethvert rimeligt krav, og sådan kunne jeg fortsætte. Men hvorfor gøre det? Feriebyen er en levende virksomhed, og selv om jeg lægger stor vægt på, at det rent materielle ikke alene skal være i orden, men også i orden på bedste måde, så er det dog drømmen om den skole for livet, der skal give menneskene orden i deres tanker, der ligger mig mest på sinde! Og her er det, jeg søger ud imod større områder end tidligere, idet jeg ønsker at gøre denne store skabelse til et forum, en platform, hvor ikke alene Martinus tanker bliver forkyndt, men hvor også disse tanker har en mulighed for at forbinde sig med den verden, vi lever omgivet af. Det var mig en meget stor glæde, at min kære ven gennem mange år, Poul Reumert, lovede at ville åbne denne sæson, men også, at en lang række andre noble personligheder ligeledes vil komme her og fortælle os om deres syn på tilværelsens problemer. Vort arbejde må aldrig stivne i en given form!!! Vi er åndsforskere, ikke troende med en profet som tilbedelsescentrum. Martinus har altid taget afstand fra enhver form for persondyrkelse, og dette hans ønske skal i hvert fald altid respekteres på denne plads. Jeg har på grund af sygdom ikke holdt så mange foredrag i vinter og kommer næppe heller til det i fremtiden. Til gengæld har jeg så skrevet tre mindre bøger, idet jeg har fuldbyrdet mit lille værk "Åndsvidenskab for hvermand" med et tredie og fjerde bind, som allerede er i trykken, samtidig med at jeg i en kortfattet syntese har gengivet hovedlinjerne i Martinus verdensbillede – en lille bog jeg længe har følt, vi manglede. Den vil formentlig foreligge samtidig med, at højsæsonen begynder, og meget hurtigt udkomme på både engelsk, svensk og tysk. Til slut sender jeg alle de mange, som ikke kommer her, mine kærligste ønsker om en lys og god sommer, og til mine venner i hovedstadsområdet et: hjertelig på gensyn i Studenterforeningen til efteråret!

P.S. – og må jeg så have lov til at bringe min kærligste tak for den vældige strøm af bogpakker til biblioteket. Vi er simpelt hen overvældede!!!