Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Selv om jeg ved, at samtlige aviser for tiden er fyldt med "feriebreve" fra alverdens pladser, føler jeg alligevel trang til at fortælle Dem lidt om, hvorledes højsæsonen er gået her på denne plet, der dog har været og er målet for så mange af vort arbejdes interesserede. Dersom ikke alle vore gæster lyver for mig – og hvorfor skulle de det? – så har denne sæson været den skønneste, vi endnu har oplevet. At vejret i meget høj grad har bidraget hertil, er naturligvis givet. Vi skal helt tilbage til sommeren 1947 for at finde en tilsvarende solrig periode. Men vejret alene gør det nu ikke. Det kan kun skabe det ydre klima. Da det "indre klima" i år så at sige har kulmineret i en åndelig atmosfære, der af alle fornemmes som exceptionel, som et virkeligt udtryk for, at den indre idé med denne skabelse nu har nået den ydre materialisation, vi vel alle har drømt om at opleve, må det være den, der bærer ansvaret for livet på denne plads.

Starten var i sig selv et eventyr. At opleve Poul Reumert på feriebyens talerstol var gennem mange år en drøm for mig, som jeg ikke havde turdet håbe, skulle gå i opfyldelse. Nu stod han der, levende, ildfuld, tidløs, som kun den er det, der gennem et langt livs kampe har nået de kunstens tinder, kun de udvalgte når. Gennem sin kunst fyldte han vore øjne med tårer og fik os til slut til at juble – vil vi nogen sinde få en sådan oplevelse igen? Og siden har vi lyttet til fhv. minister, overlæge Viggo Starckes gribende foredrag om "Retten til livet", til formanden for J.A.K., fhv. gårdejer Peter Madsens strålende foredrag om "Vejen til sundhed" – som han dog kunne få os til at lytte; til foredrag om "Amnesty International", og mangler nu blot at høre Manja Danneskjold-Samsøs foredrag om "Een verden" – og hende kender vi! Den aften vil blive et strålende punktum på en foredragsrække, som i sig selv betyder det brud med tidligere traditioner, jeg med overlæg har fuldbyrdet. For selv om vi alle elsker Martinus verdensbillede og bygger vort liv på dets idémateriale, truede det faktisk med på denne plads at blive et "æg", hvis skal isolerede os fra den omgivende verden.

Jeg opdagede dette for år tilbage og blev bange for konsekvensen af dette forhold. I utalte foredrag har jeg advaret mod det, Martinus så klogt kalder "mentale fængsler" for så pludselig at opdage, at vi på en måde selv var ved at frembringe et sådant. Jeg mærkede, hvorledes atmosfæren på denne plet ligesom kølnedes gennem den megen kundskab, der her blev forkyndt, og jeg forstod, at vi var kørt ind på et forkert spor. Kundskab er i sig selv en strålende faktor, men den er ikke livets endemål. Det er visdommen! Men sand visdom er kærlighed, er en intuitionsfyldt væremåde, der gør det daglige liv til en fest og – giver plads for det åbne smil, for åndelig mildhed og for den tolerance i væremåden, der gør næstens byrder lettere at bære.

Det var ingen let sag at dreje roret en hel omgang. Men det skete, og nu har vi så resultatet. Ikke en ledig plads har vi haft, tværtimod. Hvor der kunne anbringes mennesker, er de blevet anbragt. Fra den første til den sidste dag vil livet her i feriebyen være en inspiration for den enkelte i hans eller hendes personlige kamp for den humanisme, den næstekærlighed, der er målet for enhver af os. Og når så vort store flag næste søndag hilser de bortdragende et sidste farvel, vil der kun gå 24 timer, før hver eneste plads på ny er fyldt, denne gang med vore scleroseramte gæster og med alle de mange pensionister, der her har fundet den ferieoase, de atter og atter vender tilbage til. At livet her for mig selv er blevet et meget rigt liv, ved jeg De forstår, men det er også et liv, i hvilket De selv har en meget stor andel. For uden Dem var dette aldrig blevet skabt! Mere end nogen anden er jeg bevidst i, at alt det, vi her har skabt, er skabt af de mange og fortsat vil blive det. Man har spøgende sagt, at jeg er ekspert i at udnytte mine venner, og jeg har lige så spøgende svaret, at det er jeg nødt til, da mine fjender absolut ikke tillader det. Der er bag spøgen den alvor, at fandtes der ikke kvinder og mænd, der evnede at se længere end til deres egen næsetip, var Kosmos Ferieby aldrig blevet til. Den står for mig selv som det sammenholdets symbol, uden hvilket jeg ville finde livet urimeligt tomt. Vi var få i begyndelsen. Sådan er det ikke mere – jeg har aldrig haft så mange "hænder" som i dette år, og enhver, der har været vor gæst, har set resultatet.

Et lille eventyr i sig selv må jeg nævne for Dem, og det var min appel til Dem om at sende os de bøger, De alligevel ikke selv læser en gang til! Vi har et meget smukt bibliotek, men det var meget medtaget, og beholdningen af bøger begyndte at tynde ud, simpelt hen på grund af slid. Hvor mange bøger vi modtog har jeg ikke tal på, men jeg ved, at de vejede mere end et ton!!! Både på posthus og jernbanestation såvel som på toldkontoret var man så temmelig målløse. Jeg ville gerne skrive og takke Dem alle, men må jeg ikke nok nøjes med at bringe Dem vor kærligste tak ad denne vej? Jeg havde håbet på, at en og anden ville følge min appel, det tilstår jeg, men resultatet blev overvældende! Tak!!!

Mange har spurgt mig om fremtiden, om hvad jeg nu finder på. Nuvel, fra min side er feriebyens ydre ramme nu fuldbyrdet. Vi har i dag alt, hvad vi i vor ungdom drømte om. Bortset fra, at jeg næppe nogen sinde ophører med at plante roser og andre prydbuske, er mine tanker udelukkende koncentreret på, ad hvilke veje vi kan komme i kontakt med den verden, der ikke alene lever umiddelbart omkring os, men også den, der findes uden for denne ring. Vort arbejde er i sin natur universelt og dermed absolut internationalt. Syd for vor grænse ligger et stort land, som næsten forblødte under den anden verdenskrig, og det gør der også mod vest. Jeg nærer en dyb trang til at se både tyskere og englændere her og har i det stille gjort forberedelser til denne udvikling, som jeg er overbevist om, vil blive til stor velsignelse for alle parter. Jeg har gennem årene erhvervet mig mange personlige venner inden for disse områder, og jeg ved, at de blot venter på at træde til. For at skabe den første virkelige kontakt har jeg skrevet en lille bog, som jeg har kaldt "På sporet af en ny livsanskuelse", og som udgør en koncentreret gengivelse af hovedlinjerne i Martinus verdensbillede. Den danske udgave er netop udkommet, og jeg håber inden næste år at have denne bog på både engelsk, tysk og svensk. Jeg føler mig overbevist om, at den vil bane vejen for mange interesserede i disse områder. I modsætning til mange nærer jeg ingen illusioner om, at Martinus tanker vil spredes med "lynets hast". Jeg tror ikke på, at disse ideer vil få flertallets interesse, før store lidelsesbølger har passeret gennem verden. Jeg tror tværtimod, at det i langt højere grad er vor mission i det stille at værne om denne åndelige "spire" og beskytte den mod at blive knust igennem dette, hver på sin plads at søge at leve det budskab, "Livets Bog" indeholder. Vi lever alle i en tid, hvor den materialistiske idé har alle kort på hånden. Takket være teknikken er vi alle på vej ind i en fysisk guldalder, og det sætter sine spor overalt. Vi ser det alle vegne. Trods det indlysende rigtige i den vegetariske tanke, kæmper alle vegetariske bevægelser med overvældende både indre og ydre vanskeligheder, og det samme gælder så at sige alle idealistiske bevægelser. Det er på baggrund af denne kendsgerning i virkeligheden fantastisk, at Kosmos Ferieby har nået det format, den har. At det er lykkedes midt i en verden af krig og kr.s (?) materialisme at bygge denne skole for åndsvidenskab, er i sig selv en bedrift, der vidner om styrken i de tanker, vi gennem Martinus er kommet i berøring med. Men lad ikke dette forlede os til at tro, at vejen til det store flertals hjerter nu ligger os åben. Det gør den ikke! Menneskeheden står endnu ikke på noget nævneværdigt imponerende åndeligt trin, og det gør vi selv heller ikke! Jeg er aldeles illusionsløs på dette punkt! Men jeg tror på det gode i mennesket og på, at den plan, jeg i glimt har anet både bag mit eget og sagens liv, vil materialisere sig selv over tidsafsnit, der ligger uden for menneskets kontrol. Dybest set har vi alle kun ét at gøre: at våge og bede!

Mange års liv i denne sags tjeneste har overbevist mig om, at vi alle må gennemleve to vigtige faser. De fleste af os kom til denne bevægelse, fordi den oprindelige kristendom havde mistet sin inspirationskraft for os. Vi var i dybet af vor sjæl kristne i den betydning, at Kristus skikkels en inspirerede os. I mødet med Martinus tanker mødte vi en tankeverden, der for en tid fortryllede os og i nogen grad fordunklede Kristusskikkelsen. Det er denne tid, jeg for mig selv betegner som "kundskabsperioden". Vi blev kloge, meget kloge. Nogle af os troede, at nu vidste vi alt. Forstanden voksede på hjertets bekostning. Men kundskab er ikke liv. Det er blot et surrogat for liv. Martinus kloge ord om, at "intet menneske er mere, end det har grædt sig ind til", blev på ny aktuelle, og så er det, at livets anden fase toner frem, i hvert fald for den, som er ærlig i sin åndelige søgen. Martinus verdensbillede er det hidtil største defensorat for kristendommen og dermed også for dens ophav. Mange forstår ikke dette, kan vel ikke forstå det, før de her skildrede veje er vandret til ende. Men forstår man det, åbner en helt ny og uendelig skøn verden sig for en! Vi forlod en kirke og må nu bygge os selv en ny. Men denne gang inde i os selv. Og her er det, at jeg gerne vil slutte dette lille feriebrev med at understrege en ting, som jeg ofte mærker, de fleste ligesom går udenom. Og det er begrebet "bøn"! Det åndeligt modne menneske, som er sig sin uendelige ensomhed bevidst, kan ikke leve uden bøn. Det må bede, fordi det har oplevet, at dets liv ikke helt kan lykkes, om det ikke gennem sin bøn stadig er i kontakt med den plan, det intuitivt føler eksisterer bag alt liv. Dette har jeg understreget i mine foredrag, og jeg har gjort det, fordi jeg alt for ofte oplever, at mange mennesker har den opfattelse, at det ikke er så nødvendigt at bede. Det er det! Bønnen var altid og vil altid være midlet, ved hjælp af hvilket man er i den inderste og dybeste kontakt med den Gud, man med hele sin åndelige søgen dog higer imod.

Foredrag og film har nu afløst hinanden i snart fire uger. Aldrig har vor store sal været så intensivt i brug – hvilken lykke, at vi fik den medens tid var. Aften efter aften har vort blomstersmykkede solarium været rammen om glade sammenkomster, og dagligt har vor lille restaurant genlydt af glade gæsters tilfredshed med den vegetariske kost, som her trylles frem. Kosmos Ferieby er med årene blevet en stor virksomhed, og det er dejligt at kunne sige, at den nu fungerer friktionsløst. At dette lykkes, skyldes i allerhøjeste grad vore gæsters forståelse af det specielle liv, der leves her – et liv, i hvilket smilet, det venlige og imødekommende, er blevet selve symbolet på den lyse og glade ferie, man ikke alene selv håber at få, men også ønsker enhver, man møder på sin vej!