Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Rent umiddelbart skulle man ikke synes, der er nogen indre sammenhæng mellem de to bilag, jeg bringer Dem i dette brev. På den ene side videnskabelige forsøg, på den anden ren kriminalitet. Men der er en sammenhæng, en dyb endda. For videnskab er enten videnskab på kosmisk moralsk basis, eller også –! Og den videnskab, der her er tale om, er videnskab uden moral. Personligt har jeg altid skelnet skarpt mellem den form for vivisektion, der dog kan begrundes med forsøg, der kan bringe videnskaben på sporet af midler, der kan afbøde de sygdomme, der piner mennesker, og så de forsøg, der kun bunder i en trang til såkaldt "sensationelle" opdagelser. At jeg som ethvert andet sundt tænkende menneske finder disse forsøg modbydelige, nævner jeg kun for at undgå enhver misforståelse. Jeg afskyer også de andre forsøg, men jeg tvivler på, at de kan standses ved noget som helst lovbud og håber blot på, at de videnskabsmænd taler sandt, der hævder, at dyrene behandles så humant, som det er muligt – men ækelt er det, at dyr skal lide for vor skyld, og man må inderligt håbe, at der snart må komme en dag, hvor alt dette er overflødigt.

Hvorfor egentlig være så imponeret af, at man kan udvikle menneskefostre i et reagensglas? Lærer livet os ikke hver dag, at der, hvor der er betingelser for liv, opstår liv? At forbinde en ægcelle og en sædcelle under betingelser, der nøje svarer til dem, vor organisme frembyder, burde ikke kunne imponere intelligente mennesker i det tyvende århundrede. Hvad der derimod burde forfærde dem, er de forsøg, man koldblodigt foretager på disse ad kunstig vej frembragte menneskelige fostre. Jeg ser ingen større forskel mellem disse forsøg og Hitlers drøm om ved tvangsparring mellem supermænd (altså tyske supermænd, "rene" arier) og superkvinder at frembringe soldater af højeste kvalitet. Mennesker, også videnskabsmænd, har mange mærkelige drømme og ideer, og i en så hård materialistisk verden som den, De og jeg er født ind i, har disse mennesker let ved at forsvare disse næsten til perversitet grænsende ideer. Nuvel, disse besynderlige uæstetiske forsøg er jo ikke nye i sig selv, og de vil vel, som deres forgængere, en dag tilhøre den utiltalende livsperiode, vi er på vej ud af. Menneskets drøm om at herske uden Gud står i dag i zenit, og det mærkes overalt. Den som i 1945 drømte, at det dræbende princips rygrad nu endelig var blevet knækket, må drømme om igen. Magt og mord er søskendebørn, og disse to "børn" har fremdeles kronede dage.

Mon amerikanerne selv tænker på, at de ikke kan leve blot én time i deres land, uden et menneske falder for morderhånd? BFI's rapport tvinger til eftertanke og lader en uundgåeligt føle, at det psykiske klima i U.S.A. rummer mange mørke felter, som ikke kan gøre livet i dette vældige land helt så eftertragtelsesværdigt, som mange i Europa forestiller sig. Af grunde jeg faktisk ikke kan gøre mig selv ganske klart, har jeg aldrig næret nogen overdreven længsel efter at besøge dette område på kloden, selv om jeg udmærket indser de mange goder, det byder på. Kosmisk set er det for mig mest interessant derved, at det reinkarnationsmæssigt udgør et af vore største overgangsområder mellem såkaldt "farvet" og såkaldt "hvid". Og betragter man "mordkurverne" i U.S.A., viser de også ganske tydeligt, at mordprocenten er højest der, hvor overgangen mellem sort og hvid er størst, altså i de sydlige områder. Jeg hører ikke til dem, der blåøjet tror, at amerikanske sort/hvide problem kan løses uden vold. Jeg tror tværtimod, at vi vil komme til at opleve blodige excesser inden for dette område. Hadet mellem disse to befolkningsgrupper flammer højt mod himlen, rent bogstaveligt symboliseret i Ku-Klux-Klan-gruppens brændende kors. Men det er ikke den svindende direkte sorte minoritet, der her tæller mest. Nej, det er den voksende gruppe af overgangstyper mellem sort og hvid, disse bitre frugter af en absolut uundgåelig raceblanding, der bliver den største faktor i det opgør, der ulmer under overfladen. Jeg skriver med vilje "bitre frugter", for bittert må det være hverken at være anerkendt af den ene eller den anden gruppe. Jeg oplevede det i Indien, hvor de såkaldte anglo-indere, altså blandingen mellem hvid og brun, lever under nøjagtig samme vilkår. De hvide bryder sig ikke om dem, og inderne selv vedkender sig dem meget nødigt trods det, at de som negrene i U.S.A. almindeligvis fysisk set er meget smukkere end begge de racer, hvorfra de udgik, og hvad begavelse angår absolut ikke står under nogen af disse racer.

Hver eneste gang mine tanker beskæftiger sig med de her nævnte problemer, mindes jeg Martinus ord om, at livet på vor klode er et liv i selve helvede. Jeg forstår ham. Helvede kan ikke være andet end samtlige ulogiske tankekombinationers manifestationsområde. Og der er absolut ingen virkelig – eller kosmisk – logik bag alt, hvad vi her er vidne til udover det, at alt dette må finde sted for at frembringe én race, ét folk, én verden eller, sagt på en anden måde: én menneskelig race, som kun i de menneskelige kvaliteter finder det vurderingsgrundlag, der repræsenterer den endegyldige retfærdighed. Set under denne synsvinkel forstår man alt det, man er vidne til, uden derfor at billige det. Og kun under denne synsvinkel finder man fortsat inspirationskraft til at ændre forholdene der, hvor man har blot den beskedneste mulighed dertil.

Beskedneste mulighed, ja! Højsæsonen i Kosmos Ferieby er netop afsluttet, og hele området er på ny "belagt" med sclerose-ramte medborgere og folkepensionister. Men endnu sidder glæden over en yderst vellykket sommer dybt i blodet, og tankerne kredser ustandseligt om, hvad vi næste år kan gøre, for at livet på denne plads aldrig stagnerer, aldrig får det sekteriske over sig, som vel udgør vort arbejdes største og mest permanente trussel. Mange planer er allerede under udvikling. Omkring mig har jeg en gruppe mænd og kvinder, som i forholdet til vort arbejdes fremtidige udvikling har nøjagtig samme indstilling som jeg selv, og som i dyb stilhed udfører et stort arbejde for, at det, vi her kæmper for, skal lykkes. Midt i "helvede", midt i en verden af åndelig uro på alle områder, bygger vi her i stilhed en skole for den åndeligt uangribelige frihed, der aldrig går på akkord, og som kun har ét mål: sandheden. Ingen har ret til at betvivle mit dybe tilhørsforhold til det verdensbillede, der bærer Martinus navn, men heller ingen bør være i tvivl om, at jeg på denne plads stræber efter at forbinde Martinus tanker med den verden, der på alle sider omgiver os. "Vi-alene-vide-tanken" er for mig selve vederstyggeligheden, ja mere end det. Den er netop det "byggemateriale", af hvilket ethvert mentalt fængsel er opført. Formålet med Martinus verdensbillede var aldrig at frembringe "troende Martinister", men derimod at hjælpe den enkelte til det kosmiske syn på livet, der alene giver virkelig fred i sindet. Man har kaldt Martinus verdensbillede for både kærlighedens og tolerancens videnskab, og det er det også, rigtigt forstået. Men der skal mere til end blot at høre nogle enkelte foredrag for virkelig at forstå disse høje tanker. Der skal dagligt åndeligt slid til! Man må elske sandheden for at lære dens inderste væsen at kende. Og sandhedens inderste væsen er i sig selv dette at give fri! At lade ethvert menneske udvikle sig efter sin egen inderste bestemmelse. Opfattet på denne måde betyder studiet af Martinus tanker en vej til en frihed, meget få af hans tilhængere endnu har forstået. Da betyder det skabelsen af det livsmønster i sjælen, der uafhængigt af andre menneskers tanker, ideer og opfattelser, men ansigt til ansigt med Gud selv, gør det muligt i det helvede, mennesker ved deres liv har skabt på denne skønne klode, virkeligt at se ham i alt og over alt. Som alt, hvad mennesker har frembragt, kan studiet af Martinus tanker både indsnævre og udvide. Hvad har indsnævret sjælen mere end den primitive kristendom? Den samme fare vil altid true enhver storladen åndelig skabelse. Det er dette vi føler, ikke må ske her. Derfor er vi lykkelige for Nuet, lykkelige for, at den sommer, der gives på alle områder stod mål med vore drømme om den – men i sig selv var den intet mål – for målet er fremtiden, og mod den er vore tanker rettede, mod den går vore drømme, og i den vil de finde deres virkeliggørelse!