Kontaktbrev 1966/17 side 1
Kosmos Ferieby, den 25. august 1966.
Kære læser!
Der er noget paradoksalt i den tanke, at medens vi efterhånden har gennemtrængt den ydre verdens mysterier og synes at kende den helt ned til atomernes verden, så er vor evne til at forstå vor egen natur, vort eget væsen, fremdeles meget ringe. For langt de fleste mennesker er deres egen sjæl simpelt hen en ubegribelig abstraktion, som de kun formår at udtrykke i yderst vage vendinger. Det er så let at sige, at "man føler", men hvad føler man? For det meste enten sympatier eller antipatier, som, taget hver for sig, måske nok siger et og andet om menneskets sjæl, men som dog blot kun udtrykker brøkdelagtige sider af den. For det menneskelige sind er uhyre kompliceret, og jeg har aldrig fundet noget bedre udtryk for det, end det Martinus lader os ane gennem sin beskrivelse af os selv som "celler" i den makroorganisme, vi kalder "jorden".
Selv om hans visioner her af de fleste måske opfattes som ukontrollable fantasier, så rummer de dog i sig selv en åndelig arbejdshypotese, der giver os mulighed for at forstå ting, vi ikke før forstod. Gennem sin analyse af tilværelsens spiralkredsløb og perspektivprincippet gør han det muligt for os at danne os helt nye visioner af vor egen sjæl. Der er noget utroligt fascinerende i den tanke, at vi hver for sig er celler i et væsen, hvis dimensioner vi ikke kan fatte, men hvis "indre liv" er vor yderverden. For hævet over vor trang til at forstå alt det ydre, er vor længsel efter at forstå vort eget indre, efter at vide, hvem vi selv er, hvorfor vi er, som vi er, hvor vi kom fra, og hvad meningen med os i det hele taget er. Svarene på disse spørgsmål kan vi komme på sporet af gennem dette, at betragte vor yderverden som en afspejling, ganske vist i makrokosmisk format, af vor egen sjæl. Gennem opfattelsen af vor klode som et levende væsen på vort eget moralske stadium – var den højere udviklet, end vi er, altså en klode for rigtige mennesker eller langt bedre mennesketyper end vi er, kunne vi jo ikke finde udviklingsmuligheder her – må jo det, der hænder i dens indre verden, den vi selv "lever, røres og er i", angå os i allerhøjeste grad. Det er jo ved hjælp af os, den "tænker", og samlet udgør alt det, vi foretager os, dens "tanker". Selv om det kan svimle for os, så må dette gigantvæsens tankeliv i sig selv være netop det "spejl", i hvilket vi kan se os selv, som vi virkeligt er. Og hvad ser vi så?
Vi ser en verden akkurat lige så kompliceret som vor egen. Vi ser områder, der er strålende kultiveret, og hvor alt fungerer lovmæssigt eller planmæssigt, og vi ser områder, som endnu henligger som den reneste jungle. Vi ser en verden gennemstrålet af vilje, men Vel at mærke en vilje, der som vor egen endnu ikke er hundrede procent koncentreret mod ét mål, men derimod spaltet i mange retninger. Vi oplever direkte for vore øjne en verden, der kunne være umådelig skøn, om alle dens "celler" var forenet i ønske om at gøre den skøn, hvilket i dette tilfælde vil sige: fri for frygt, had, sult og aggression for krig og vanvittig destruktion. Alle ser vi dette, men hvem vender øjet den anden vej og ser, at det, vi er vidne til, er en makrokosmisk genspejling af tilstandene i vor egen sjæl? Og hvem forstår for alvor, at den skønhed, den altomfattende fred, vi drømmer om, ikke hverken kan eller vil komme, før hver eneste "celle" i denne vældige organisme er indstillet derpå?
Men hvorfor er det sådan? Overalt hører vi, at alle mennesker, at den såkaldte "lille mand" blot ønsker at leve i fred, dyrke sin jord, passe sit job og ellers trives med sin familie. Overalt hører vi, at det ikke er den enkelte, der ønsker krig og ufred, men at det er "staterne", der ikke kan enes. Hvilket tåbeligt nonsens, eftersom hver eneste stat består af de selv samme "celler", som danner jordens bevidsthed. Vi må altså på ny ind i "cellen"s liv for at prøve at finde løsningen. Og hvad ser vi så her? Ser vi ikke nøjagtig det samme "indenfor", som vi fandt "udenfor"? Udgør de fleste menneskers sind ikke akkurat det samme som klodens sind? Er den "lille mand" så fredelig og menneskekærlig, som han giver udtryk for? "Udenfor" fandt vi en verden opdelt i nationer, racer og indbyrdes stridende politiske såvel som religiøse partier. Hvad finder vi "indenfor"? Akkurat det samme!!! Vi finder mennesker, som påstår, at de vil det gode, men hvis tænke- og væremåde peger i absolut modsat retning. Med Bibelen eller en anden religiøs bog i hånden går de rundt som omvandrende højeksplosive "bomber", der eksploderer, blot man rører ved dem, og nøjagtig det samme genfinder vi indenfor politiske og andre områder. Selv de bedste mennesker, vi møder på vor vej, har sider ved deres væsen, som, om man oplever dem, kan efterlade næsten uhelbredelige brandsår i vor sjæl.
![[Avisartikel:] Aber, skrub tilbage til jeres træer](/da/onlinebibliotek/kosmos/breve/grafik_breve/bre1966-17-003.jpg)
Vor sjæl er i sandhed yderst kompliceret. Men det er dette forhold, der giver os nøglen til forståelsen af både det ydre liv, vi må opleve, og det indre liv, vi også må gennemleve. Takket være det guddommelige forhold, at klodens "tid" er end anden end vor "tid", kan se, at som livet i den ydre verden følger et mål, der tegner sig tydeligere, nemlig en forenet verden, hvis grundtone bliver en alle racer, ja alt liv omfattende næstekærlighed, vil vort eget liv en dag blive det samme. For som allerede bemærket har kloden – om vi altså accepterer den som et levende væsen – en vilje, som vi selv har det. Og denne klodevilje spiller en overordentlig stor rolle i vort eget liv derved, at den udgør en indre, usynlig magnetisk kraft, der så at sige dirigerer vort liv. Er vi med de sider af denne vilje, der vil freden, vil vi uundgåeligt finde os selv placeret inden for områder, der arbejder for denne fred, men er vort sind splittet, er vi både for og imod, ja så vil vi også finde os selv inden for sådanne områder. Som vor egen vilje ikke endnu er hundrede procent koncentreret på fred og fordragelighed, er klodens vilje det heller ikke – ellers var vi ikke født i dens organisme. Men vi kan klart se, at vældige kræfter i denne makroorganisme er indstillet på opbygningen af indre fred og harmoni i dens egen sjæl, det afspejler sig i den voldsomme længsel efter fred, der i dag gennemstrømmer hele verden, og vi kan også se at det er denne længsel, der er al international uros inderste årsag. Men har vi det ikke selv tilsvarende? Er ikke også vi ved at være trætte af at leve i uro, og ønsker vi ikke og indre fred og harmoni for os selv? Det gør vi. Som i det ydre, således også i det indre. Der er et nøje sammenspil mellem det makrokosmos, vi lever i, og det mikrokosmos, vi selv repræsenterer. Selv om kloden ikke er den universelle Guddom, vi søger imod, så repræsenterer dette gigantvæsen dog imidlertid den Guddom, vi ved vor væremåde dagligt tjener. For er vi med dette gigantvæsens vilje, repræsenterer vi faktisk den del af dens fysiske og sjælelige struktur, den er enormt indstillet på at beskytte og hjælpe, hvorimod vi, om vi er imod dette makrovæsens ønske om fred og harmoni i dens egen sjæl, må regne med, at vor beskyttelse er nøjagtig som den, vore egne celler i vor organisme kan regne med, om de står vore ønsker om fred og harmoni i vejen. For intet menneske tror vel at fedtcellerne i det menneskes organisme, der har besluttet sig for absolut afmagring, har det særlig godt? Og hvad med alle de celler, som nyder både nikotin og alkohol – hvor godt er de beskyttet i det menneskes organisme, der med sin hele vilje går ind for at gør sig fri af de begær, på hvilke disse celler lukrerer?
Vi ser således, at vi takket være den kosmiske arbejdshypotese, Martinus her har givet os, har fået en enestående mulighed for at danne os et i hvert fald begribeligt billede af vor egen sjæl. Det er givet, at enhver af vore beslutninger får betydning for cellerne i vort eget univers, enten det så er inden for de fysiske eller de psykiske områder i dette univers. Også vi har både "politiske optøjer", "racekampe" og al anden tænkelig uro i vort univers Også vi "sulter" celler til døde og bringer liv til områder, som vi ønsker at se blomstre. Også vi "rydder jungle" og skaber både plan og dermed skønhed inden for områder, der førhen lå uden for enhver kontrol. Også vi dræber "giftslanger" og andre hæslige skabninger vort eget univers blot med den forskel, at her kalder vi dem "tanker", medens vi i klode organismen giver dem zoologiske navne. I begge verdener, i vor egen som i klodens, finder der en kosmisk udrensning sted. Hvor lang tid denne udrensning vil tage, kan man blot gætte på, men det menneske gætter galt, der tror, at freden såvel for klodens som for vort eget vedkommende "ligger lige henne om hjørnet". Her står kun den stærkt, der allierer sig med evigheden og forstår, at begrebet "Guds tid" ikke er en abstraktion, men en livsnødvendig hed for det, vi har givet betegnelsen "udvikling". Såvel som vi selv ikke med vor vilje kan lægge "en alen" til vor åndelige vækst, kan kloden det heller ikke. Men dette er heller ikke det afgørende. Det afgørende er, at alt liv er målsøgende, og at alt det, der i dag forvirrer sjælen og gør det enkelte menneske modløst, en dag vil afsløre sig selv som livsnødvendige dele af den proces, der sluttelig lod kloden fremstå udrenset for enhver livsfjende detalje og mennesket opstå som det, der evigt var dets bestemmelse, nemlig som "mennesket i Guds billede efter hans lignelse"!
Med kærlig hilsen fra
Deres hengivne
Erik Gerner Larsson
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige