Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Jeg gad vidst, hvor mange af mine læsere der i aftes i TV oplevede synet af dette århundredes mest dramatiske retssag: Nürnbergprocessen. Jeg gjorde det, gjorde det med en inderlig afsky i sjælen, men også med en følelse af, at det var min pligt at genopleve disse svundne års rædsel. Mennesket glemmer så let, og den anden verdenskrig synes allerede så langt borte, at dens spor dag for dag viskes ud. Men i aftes var vi igen tilbage i den tid, der blev min generations skæbne. Igen lyttede vi til de stemmer, der i lange og onde år fik os til at lytte med sjælen fuld af ængstelse. Vi så Hitlers hovne ansigt og hørte hans besynderlige hæse, næsten dæmoniske røst; vi så Gøring og den lede Julius Streicher – alle var de der, men denne gang i en helt anden rolle end den, de spillede på deres livs højde, hvor millioner af mennesker måtte undgælde med livet for de tanker og ideer, der fostredes i disse syge hjerner.

Det var en ond og pinefuld oplevelse at følge denne rettergang; der endte med den i mine øjne lige så brutale hængning. Man udsletter nu engang ikke mord ved at forøge dem. Og selv om en og anden måske syntes, at Mussolini fortjente at blive hængt op på den brutale måde, vi her oplevede, så står disse hævnakter ikke for mig i noget som helst flatterende lys, tværtimod. Det er min overbevisning, at det havde gavnet menneskeheden mere, om man havde ladet alle disse mennesker få livsvarig straf under de humane metoder, som hører det sande demokrati til. Så havde de, inden døden tog dem, fået lejlighed til i enrum at lære noget af det, de ikke forstod, da de levede i frihed. Jeg ved udmærket, at mange i dødsstraffen finder en slags ligevægt mellem forbrydelse og retfærdighed. Det gør jeg altså ikke. Den gavner ikke de allerede døde og – om man ser dybere i livet – ej heller den, man berøver livet. Den demonstrerer blot vor egen kosmiske uvidenhed.

Nu løslades så de to sidste af de mænd, der dengang spillede om ikke just hovedrollerne i det europæiske drama, så dog grufulde roller, og tilbage er nu kun den sindssyge Rudolf Hess – den på sin vis ynkeligste af alle nazikoryfæerne. Ham kunne man sikkert uden større skade anbringe andetsteds, både under billigere og også langt mere humane forhold. Men dramaet er gået til ende – eller er det?

Et menneske så længere frem den gang end de fleste. Hans navn var en gang på alles læber i dyb beundring. Siden hen blegnede hans stjerne, fordi han ikke delte de herskendes anskuelser. Han blev blacklistet, og man hviskede om ham i krogene, som man altid hvisker om den, der har mod til at tænke selv og til at gå sine egne veje. Hans navn var Charles A. Lindbergh. Få år efter krigen udsendte han en lille bog, som i 1948 kom på dansk under titlen "Atomalderen og mennesket". I den gjorde han op, både med sig selv og med de erfaringer, livet havde givet ham. Bogen gløder af den lidenskab, mennesket, der på egen krop og sjæl har oplevet sin tids grusomhed, får, når han i ord skal udtrykke, hvad der brænder i sjælen. Afsnit for afsnit brændemærker han den videnskabelige materialisme, hvis foreløbige blomst blev de grusbunker, bombemaskinerne forvandlede Europas storbyer til. Lad os et øjeblik lytte til hans ord. De er værd at lytte til:

"For kun en decade siden stod både reaktions-drivkraften og atomenergien for os som et problem, det måtte overlades til vore børnebørns børn at løse. Men krigen stillede vore bedste hjerner til ødelæggelsesvåbnenes disposition. Ved hjælp af teknikere i tusindvis og dollars i milliarder lykkedes det på ny videnskabsmændene at "udrette det umulige" og at bevise tidens relativitet. De rakte deres lange arme ind i fremtiden og tog problemet om langdistance-raketterne og atomeksplosiverne ud af hænderne på vore børnebørns børn.

Begrebet "tid" er blevet ligesom rykket ud af sin sammenhæng i vor moderne verden, hvor mennesket stadigt ældes under årenes gang, medens videnskaben i løbet af en generation kalfatrer langt mere om på hans tilværelse, end tidligere slægtled var ude for i et helt årtusinde. Fra fader til søn er vi her i Amerika nået fra indianermassakrerne i de vestlige skove til ødelæggelse ved atombombens hjælp. Vi er fortumlede over vor egen fuldkommenhed, trykket af vor kunnen og angst for, hvad fremtiden vil bringe.

Vi ved, at det i løbet af de næste 10 år vil være teknisk muligt at fremstille våben, der på ganske få timer efter en krigs udbrud vil kunne udslette samtlige byer i verden. Vi har fabrikeret nye, dødbringende gasarter, nye metoder til spredning af epedemier, nye måder til at slå ihjel på ved hjælp af radioaktivitet. Der er intet i vejen for, at fjendtlige sabotører kan ophobe hemmelige forråd af atombomber. Raketbomber fra fremmede kyster vil kunne nå os, inden vi vil kunne få tid til at evakuere vore byer, og vi besidder intet effektivt middel til at standse dem. Der foreligger foruroligende tegn på, at den moderne videnskabs dyrkere vil være i stand til at udslette alt liv på store arealer. Visse videnskabsmænd har tilmed forudsagt, at mennesket til sidst vil blive så magtfuldkomment, at det vil kunne sprænge selve kloden i luften.

Således er det billede, der viser sig for det moderne menneske ved afslutningen på den anden verdenskrig."

– – – – – – –

Læser man dette citat omhyggeligt igennem, vil man se, at tiden siden har givet Charles Lindbergh ret, ja mere end ret. For vi ikke alene har disse midler i dag, men vi ophober dem og spreder dem. Han så disse ting komme, og han forsøgte i sin tankeverden at danne sig et billede af, hvad en kommende atomkrig ville medføre af ulykke, selv om han åbent indrømmer, at intet menneske har fantasi nok til at danne sig et virkeligt billede af en sådan katastrofe. Det er mod alt dette, han gør oprør. "Det videnskabelige menneske har ophøjet den omfattende viden til sit idol og har vendt Gud ryggen" siger han og fortsætter: "Det har taget fat på en offerdans, som aldrig vil høre op. Bestandigt må dette menneske lære sig at rejse med endnu større hastighed, bygge endnu større maskiner, opfinde endnu frygteligere sprængstoffer (brintbomben, koboltbomben, forf.), producere endnu flere varer og stoppe endnu flere tekniske kundskaber i sine børn. Enhver ny udvikling af videnskaben kræver ny viden for at holde det hele oppe, endnu mere for at sikre udviklingen, og atter mere igen for at være et skridt foran fjenderne. Det videnskabelige menneske piskes af sit eget system fremad i et stadigt stigende tempo, indtil han til sidst ikke har et minut tilovers og ikke en tanke ledig for selve menneskeligheden. Af hensyn til sin sikkerhed er han helt afhængig af en mekanisk betonet organisation, der bliver stedse mere indviklet (elektronhjerner og datamaskiner, forf.), og som allerede nu er alt for kompliceret til, at han kan kontrollere den. Hans verden er fuld af skuffelser, bitterhed, strejker og krig". Og lad mig slutte citeringen fra denne fascinerende bog med dens konklusion, som enhver, der har læst "Livets Bog", kan tilslutte sig uden diskussion:

"Det burde stå skrevet med ildskrift i vor bevidsthed, at videnskaben, hvis den ikke stilles under større moralske kræfters kontrol, vil ende med at blive den antikrist, som de første kristne profeterede. Hvis vi vil forhindre, at den ødelægger den rest af vor civilisation, der er tilbage, og hvis vi vil forvandle den til menneskehedens store velgører, som vi havde håbet, den skulle blive, må vi bringe den under kontrol af en filosofi, der rækker langt udover al materialisme, en filosofi, der har sine rødder dybt i menneskets karakter, og som suger sin kraft af Guds evige sandheder!"

– – – – – – –

Så langt Charles Lindbergh! Næsten tyve år er gået, siden denne lille bog udkom i Danmark (Chr. Erichsens forlag), og hvert af disse år har givet Lindbergh ret. Vi er i dag mere end nogen sinde på vej imod det ragnarok, han forudså ville blive resultatet af menneskets videnskabeliggørelse. Medens jeg sad og betragtede Nürnbergprocessens ansigter og gyste over de udsnit af barbarisme, vi ikke blev, og vel ikke skulle forskånes for, var det, som om lyden af 300 amerikanske bombemaskiners togt ind over Nordvietnam næsten fysisk føltes i rummet. I dag ligger racefanatikeren Verwoerdt i sin heltegrav i Sydafrika med overskåret strube, og hans plads er indtaget af en mand, der intet giver ham efter hvad fanatisme angår. Hvor længe vil han leve? I Kina koger og syder det, så man hvert øjeblik må være forberedt på enorme følelsesmæssige eruptioner, der på øjeblikke kan slå ud i de vildeste excesser. Overalt – også i U.S.A. selv – øges spændingerne næsten ulideligt. Fik verden fred i 1945? Enhver ved i dag, at det var det eneste, den ikke fik, og at udsigten hertil er fjernere end nogen sinde. Nej, fredens kræfter stagnerer og krigens tager til – det er det kolde resultat, man kommer til, når man fordyber sig i verdensproblemerne, som de ytrer sig i dag. Er der da slet intet håb? Det er der, men det er anderledes, end de fleste forestiller sig. Håbet er slet og ret det levende væsens urokkelige udødelighed, er dette, at intet menneske kan leve sit liv til ende uden åndeligt at vokse, det være sig nok så lidt! Udødeligheden og reinkarnationen er de to poler, hvorom hele vor tilværelse danner sig. Og betragter man livet fra dette udsigtspunkt, ser billedet helt anderledes ud. Da ser man en verden synke i grus og en anden blive født. Begge kosmisk set absolut tidløse, for ingen ved, hvor den første virkeligt begyndte, og ingen kan skue den andens afslutning. Vi ved kun, at i lyset af evigheden er al tid lig den samme tid eller den Guds tid, i hvilken al indvikling såvel som udvikling fuldbyrdes. Og her står vi så ved noget, en anden af vor tids store, nemlig den franske forfatter Jean-Paul Satre, med alle sine værker understreger for os, nemlig dette, at det er os selv, De og jeg, der i alt må træffe vore egne beslutninger og leve vore egne liv. At vi dybest set alle er uendeligt ensomme, begrænset af vor egen bevidstheds yderste horisontlinier, og at intet menneske, hverken på den ene eller den anden måde, kan leve vort liv. Sartre er, siges det, ateist, men det er jeg ikke ganske sikker på. Næppe mere end vi alle til tider er det. For hvem oplever ikke stunder, hvor Gud ligesom er blevet borte for en, og hvor alt synes uendeligt meningsløst og håbløst? Men uanset hvad Sartre er og ikke er, er han en strålende tænker og fantastisk til at vise os, at enten vælger vi det liv, andre enten vil give os eller påtvinge os, eller også vælger vi selv – og må bære de fulde konsekvenser af vort valg! Det er rigtigt, at Sartre gang på gang demonstrerer, at han ikke tror på de kristnes paradis med dets evige fryd og glæde, men hvem gør det, altså udover de absolut troende? Et liv uden kontrast er allerede et helvede her, hvorfor skulle det så ikke også være det efter døden? Og det er det, Sartre ønsker at vise os.

Under sine bombetogter i Stillehavet oplevede Charles Lindbergh denne ensomhed, og han forstod, at livet var noget uendeligt værdifuldt, om man evnede at forstå sandheden i Laotses ord om, at "den vise er ikke lærd – og den lærde ikke vis"! Både Lindbergh og Sartre har det til fælles, at de ønsker at vise os, at det er os selv, der gør livet i vor verden til et helvede. At det er os selv, der kvæler det ved vore begær, vor besiddertrang, vor herskesyge, vor jalousi og vor mistro. Det er ved hjælp af disse egenskaber, at vi skaber alle de mange "lukkede døre", de mange "lukkede rum", som blot afføder sjælelig klaustrofobi. Nøglen til at komme ud af alle disse tilstande er dybest set kun én: en kosmisk livsindsigt på højeste plan. Uanset om denne indsigt kun accepteres som en mulig åndelig arbejdshypotese – ingen af os rækker nu engang længere, end vore selvoplevede erfaringer gør det muligt for os at række – så ligger der i et sådant studium den mulighed, at vi igennem det kan erhverve os et helhedssyn, der rent intuitivt kan lade os ane livets dybeste hensigt. Giver vi os derimod alene den fysiske videnskab i vold, da slukkes sjælens lys og dermed også den hjertevarme, uden hvilken livet bliver sin egen modsætning: øde, goldt og absolut meningsløst! Dette har Charles Lindbergh oplevet indtil marven af sin sjæl, derfor hans glødende appel til alle om på ny at levendegøre de idealer og dermed den Gud, slægterne før os bekendte sig til!